Nye plader

Rotne/Vandrup: Exorcism/Ecstasy. Nikolaj Flor Rotne, stemme og støj, Niels Vandrup, guitar, blokfløjte og computermanipulationer. van Gogh Label, label-001. Spilletid: 36'.

Lydgalleriet Lyd/galleri ligger under Rådhuspladsen og 25 højttalere hvisker derfra med jævne mellemrum forbipasserende sære ting i øret. Galleriet har lydkunsttidsskriftet van Gogh knyttet til sig og nu har dette tidsskrift også udsendt en cd med lydkunst. Ordet lydkunst synes her ikke 'bare' at fortælle at der er tale om kunstobjekter i lyd, altså musik. For det virker som om forbindelserne til kunstmiljøet helt enkelt er tættere her end det er vanligt for den danske samtidsmusik.

Æstetikken forekommer løsrevet fra den man som regel præsenteres for som ny musikpublikummer inden for institutionerne - ny musikfestivaler, Radiohusets Studie 2 mv. Den knytter sig - som æstetiken for en stor del af kunstscenen i dagens Danmark - afprøvende og udforskende til (personlige) fascinationer og drifter - og perversioner for den sags skyld - og virker derfor også 'fri' på en måde, som man sjældent oplever det i kom-positionsmusikken i dag.

Der er syv skæringer på cd'en, hvoraf de første fem tilsammen udgør en »eksistentiel rejsebeskrivelse i lyd«, som det hedder i pressemeddelelsen. De fem numre har titlerne Misty Mould, Mayday, Liquid Lava, Helix Burning og Fibre Flames, hvad der dels peger på en vis symmetri (bogstavrimene) dels på visse temperaturforskelle. Der er desuden en introvert bevægelse i den måde musikken udvikler sig på - fra de mere eller mindre 'creepy' lydlandskaber med silende regn, fygen under døren og et forholdsvist bredt spektrum af akustiske rum i de første numre til en gradvist mere indadvendt og mindre omskiftelig tilstand med droner og overtonesang som en musikalsk ledetråd i de sidste.

Processen er dog ikke entydig, i hvert fald er den indadvendte tilstand ikke nødvendigvis mere 'hyggelig' end den indledende ustabilitet. Det sidste, Fibre Flames, er helt hypnotiserende i spændingen mellem Nikolaj Flor Rotnes didgeridoo-agtige orgelpunkter og Niels Vandrups guitar, der ligger, bevægelig og statisk på en gang, et ubeskriveligt og sært ustadigt interval ovenover. Det er ikke en lille none, heller ikke en stor, det er en elastisk, flydende, men meget præcist udspændt klang.

Man siger ofte om stemningsmættet ny musik, at den er som filmmusik uden film (måske for at gøre den mere appetitlig for en billedfikseret kultur). I dette tilfælde er det ikke uberettiget, men sådan set ikke fordi lydene er mere suggestive eller appellerer mere til den visuelle fantasi end så mange andre. De kontrapunkterende støjlyde i denne musik er tilrettelagt med en diskret og fintfølende hånd, sådan som lydeffekterne i filmlydspor: Den stille sang, fx, som man pludselig opdager er akkompagneret af en næsten uhørlig fjern rumlen, med den effekt at der lægger sig en række ubevidste konnotationer til det man 'tror' man hører.

Det er brugen af lydenes mere eller mindre uforklarlige sprødhed, vådhed, kulde, bevægelsesmønstre, potentielle voldelighed eller lignende, og den måde kvaliteter som disse bliver sat i spil over for hinanden, der leder tanken hen på filmmediet - simpelthen fordi det er i film, lydene bliver benyttet og udforsket mest for sådanne kvaliteters anvendelsesmuligheder i psykologisk/narrative sammenhænge. Og med Rotnes stemme som et centralt element i lydlandskabet (en menneskelig tilstedeværelse) etableres der netop et udgangspunkt for at man kan indlæse en slags psykologiske/narrativ sammenhæng i denne musik - hvor abstrakt denne sammenhæng end måtte være.

De to sidste skæringer, Mahiki #1 og #2 refererer til indonesisk filosofi. Mahiki betyder afskrælning, oplyses det, og her er denne proces udformet som et exorcistisk støjorgie (med masser af forvrænget guitar) med nogle få exotismer indlagt - en blokfløjte, der spiller en bid af en 'arabisk/indisk' skala fx. Det er lidt splatter-agtigt: uddrivelsen af angst (for det fremmede/exotiske?) og udlevelsen af perversioner synes at være to sider af samme sag her. Disse to skæringer har også mange fascinerende momenter i sig, men efter min mening er de ikke helt så vellykkede som de første fem, mere koncentrerede kompositioner. Som helhed er der tale om et meget spændende projekt med kunstnerisk nerve.

•

Jakob Draminsky Højmark: En landsoldats dagbog - et år af hans liv. Multisounds. Niels Pihl, baryton, Jakob Draminsky Højmark, computer mm. MSCD04. Spilletid: 50'.

Operaen En landsoldats dagbog - et år af hans liv beskæftiger sig besynderligt nok kun med dagbogsfragmenter fra syv, hinanden efterfølgende dage, og disse er forfattede af maleren J. Th. Lundbye i 1842. Titlen er således lidt af et røgslør. Den kalder måske på dybsindig fortolkning eller måske gør den netop på forhånd nar af ethvert fortolkningsforsøg. Der er kun én medvirkende og der udfolder sig ingen decideret handling mens operaen spiller, der refereres blot om små hændelser fra en civil og tilsyneladende fredelig fodrejse i juni 1842, en indre monolog i et sprog, der ofte er poetisk, rimende, med rytmisk diktion og af og til omvendt ordstilling (fx: »om dette var et Fortidsfund, jeg ikke rigtig ved...«) som for at overskride prosaformen og indikere at teksten skal læses som lyrik: De relativt uopsigtvækkende begivenheder som berettes, er kun overfladen, og sandheden om det der fortælles, ligger et helt andet sted.

Sådan er musikken også konciperet. Den leverer en anden, men lige så svært gennemtrængelig overflade - svært gennemtrængelig fordi teksten ikke leverer nogen koder til at forstå musikkens 'handling'. Betoninger og dramatiske stigninger udfolder sig lige så ofte på tværs af teksten som paral-lelt med den. Når der således pludselig med dyb, dæmpet og betydningsladet alvorsstemme deklameres sådan noget som »Hans Sønner kan jeg også godt lide: Det er et Par opvakte Drenge«, så begynder man at undre sig. Det er som om ordene ikke rigtig er på bølgelængde med den tungsindige sjæl. Der er komponeret en splittelse mellem det ydre og det indre, som Niels Pihls udførelse gør glimrende rede for, synes jeg.

Ligesom der i forestillingens psykologiske strukturer opstår denne uudgrundelige bølgelængdeforskel mellem ord og musik, arbejdes der på det rent teknisk-musikalske plan med forskellige andre interferenser. Eksempelvis benyttes ofte en hurtig, rytmisk panorering mellem højre og venstre kanal, et slags 'stereovibrato' med sit eget rytmiske liv, der enten går på tværs af eller indgår i et poly-rytmisk spil med andre puls-lag i musikken - sommetider flere uafhængige 'stereovibrati' samtidig. Og musikalske banaliteter, fx en synthesizervals, indgår såvel som kortere moduler, samplede fra At the Gallery, et tidligere værk af Højmark, i helheden, der kommer til at fremstå som et konglomerat, der nok er klangligt konsistent - det er ikke det ustyrlige pluralistiske 'salad-bowl'-værk vi har fat i - men som samtidig næppe har nogen fællesnævner på det 'semantiske' (hvis man tør bruge sådan et ord) plan.

Det er med andre ord ikke et værk, der skynder sig hen til en morale eller bare en pointe, men et der vækker en frugtbar undren over afstanden mellem bl.a. ordene og måden de udsiges (synges) på.

Som de fleste nye danske operaer er En landsoldats dagbog en lille forestilling - en 'elektroakustisk lommeopera' kaldes den her - mobil, praktisk og nem at sætte op, vil jeg formode. På baggrund af sådan en fordringsløshed står operaens kunstneriske profil ganske flot og jeg ærgrer mig over at jeg ikke nåede at overvære denne sommers opsætning af 64928, Højmarks seneste musikdramatiske værk, med tekst af Peter Laugesen (der også har været konsulent på tekstsiden af En landsoldats dagbog). Men måske den også snart udkommer på Multi Sounds, så man i det mindste kan høre den i sin egen stue? Hvad der naturligvis aldrig er det samme. Operaer skal jo egentlig opleves ude i byen...

•

Safri Duo: Bach to the Future. Morten Friis og Uffe Savery, percussion, Radiosymfoniorkesteret, dir. Thomas Dausgaard. Chandos. CHAN 9645. Spilletid 71'.

Per Nørgård har i værket Bach to the Future gjort med Bach for slutningen af det 20. århundrede sådan cirka hvad Gounod gjorde for slutningen af det 19. da han skrev Meditations sur le prélude de Bach, bedre kendt som Ave Maria. Man kan forestille sig at overvejelser omkring det smagfulde ved resultatet i tiden herefter vil divergere omkring Nørgårds versioneringer af Bachs tre præludier (C-dur, Fis-dur og D-mol, alle fra bind 1 af Wohltemperiertes Klavier) ligesom de har gjort det mht. Gounods behandling af C-dur præludiet - ligeledes fra bind 1. Personligt befinder jeg mig på den skeptiske side hvad Nørgårds Bach-percussionkoncert angår.

Under alle omstændigheder: Lige-som Gounod, kombinerer Nørgård en umiddelbar tilgængelighed eller publikumsvenlighed med ambitioner om at præsentere egne kunstneriske intentioner igennem Bach-bearbejdningen. Hvor Gounod lader sig føre med af en religiøs stemning, kigger Nørgård ind i strukturerne og genfinder nogle af de træk, der har optaget ham selv igennem mange år: Gyldne snit, interferens, fraktale kvaliteter. Det er dog en forskel, der siger noget om den mentale afstand mellem de to århundreder.

Nørgårds analyser af Bach, som DMT's læsere også tidligere er blevet delagtiggjort i, foranlediger ham til at forstørre og eksplicitere nogle strukturelle aspekter, fx de gyldne proportioner i C-dur præludiets 5+3-figur eller den rytmiske ambivalens i d-mol præludiets treklangsbrydninger i højre hånd. Nørgård lader til tider materialet gennemføre i flere lag med forskellige (gyldent proportionerede) tempi; rytmiske procedurer udkomponeres i percussioninstrumenter uden fast tonehøjde; der fremkommer nye melodier som er hentede fra forskellige udpluk af de eksisterende tonestrømme - med meget mere.

Det resulterer i et showpiece i en besynderlig klangdragt med steeldrums, xylofoner, marimbaer, følsomme oboer, violiner, piccolofløjter og tom-tom'er og med tremolo'er strøet ud i stor mængde i diverse instrumenter. Det er lidt af et misk-mask, hvor det ikke lykkes at gennemlyse præludierne, men hvor de mere sættes i scene, klædt i så stort tøj, at de næsten forsvinder.

Mod det andet længere værk på Safri Duos cd, Goldrush Concerto af Jacob ter Veldhuis, er Bach to the Future dog en oase af udfordringer for øret. Goldrush Concerto er et stykke programmusik om jagten på guld, hvor guld også skal forståes som metafor for lyksalighed, som komponisten selv skriver det. Dermed skulle manglen på distance til egne udsagn vel også være illustreret. Distanceløs drøm om lyksalig guldbesiddelse kan være en velfungerende metafor for den meget velklingende musik, der frem-står som et velplejet, oppustet hele. Et af de mere fascinerende momenter ved dette værk er en besynderlig detalje, der dukker op hist og her: Brugen af samples fra film om guldjagten, hvor talerytmen fordobles af percussioninstrumenter. Det er et vældigt(,) naivt værk.

Tre yderligere værker er med på cd'en, to af Steve Reich og et af Wayne Siegel. Siegels 42nd Street Rondo er et percusionstykke med latinamerikansk præg, livligt og optimistisk, som Safri Duo spiller med præcision og med lethed i udtrykket. Duoen kan lide at gå helt ned i pianissimo og gør det uden at miste noget i præcisionen, men Siegels stykke fordrer en kropslighed og tyngde, sådan som 'rytmiske' musikere som regel har, og det leverer Safri Duo ikke på noget tidspunkt, hvor glimrende de end er på andre punkter.

De to Reich-værker er Nagoya Marimbas og så afslutningsnummeret, Music for Pieces of Wood, der også kendes i en anden kortere og enklere udgave som Clapping Music, et af minimalismens store og temmeligt geniale hits. Music for Pieces of Wood er skrevet for 5 musikere, men det afholder ikke Safri Duo fra at opføre det selvom de kun er to. Det er, skal det straks siges, ufatteligt at det kan lade sig gøre, det trodser enhver naturlov, en 'tour de force' i koldhovedethed. 12 minutter med menneskelige maskiner og et minimum af klanglige variationer, Kraftwerk har ikke gjort det mere kønsløst, det swinger ikke, men det er utroligt.

•

Jesper Koch: Chamber Music 1. Madame Claude, Rosalind Bevan, klaver, Thomas Kvæde, bratch, Jesper Sivebæk, guitar, Eutherpe, Geir Draugsvoll, accordeon, Aldubáran, Boreas. Kontrapunkt 32280.

Spilletid: 62'.

Det fremgår at Jesper Koch er meget inspireret af Lewis Carroll, men det er næppe humoren hos denne forfatter der fænger, for musikken er overvejende alvorsfuld og lyrisk, med en gennemgående impressionistisk veghed i udtrykket. En nærmest gammelklog tristesse og (selvmed)lidende melodik befolker værker som Dream-Child, Land of Dreams, Wanderings of my Childhood og Funérailles. Jeg tror at musikken ville have grebet mig mere, hvis stemningen af uskyldstab og melankoli eller noget-er-forbi-hed ikke var ledsaget af en række banale greb, kopierede fremgangsmåder og en enkelhed i materialet, der aldrig synes at have gjort turen omkring den ny enkelhed med, som ikke har erobret sit stof.

Accordeonværket Jabberwocky og blæserkvintetten Down the Rabbit-hole er gennemgående mere livlige og det højere aktivitetsniveau forårsager en større kompleksitet. Det synes umiddelbart at være en fordel, måske fordi den umiddelbare energi til en vis grad kompenserer for den manglende radikalitet i de musikalske idéer og i udtrykket. Et lyspunkt er der dog i klaverværket Images of Lorca, cd'ens mest vellykkede værk, klangligt konsekvent og med en velgennemført kompositorisk idé med dets glimtende klangtæppe i det lyse register, der gennembrydes af accentuerede melo-ditoner i et bølgende og afbalanceret forløb.

•

Mogens Christensen: Music for Solo Instruments, vol.1. Frode Stengaard, orgel, Ricardo Odriozola, violin, Kerstin Thiele, fløjte, Christophe Dejour, guitar, Einar Røttingen, klaver. PAULA, PACD 110.

Spilletid: 59'.

7solistiske udfoldelser på denne cd giver hver især et indblik i Mogens Christensens personlige stil. Forskellige instrumenter byder på forskellige strategier hos Christensen, hvis soloværker lyder som om de musikalske idéer i høj grad udspringer af konfrontationen med det instrument han skriver for.

I hvert enkelt tilfælde formuleres solistens udfoldelser i plastiske, organiske forløb. Inden for den 'bløde' form gør instrumenterne det, de nu kan: Deres forskellige melodiske, percussive - eller hvad det nu er i det enkelte tilfælde - kapaciteter og særlige tekniske muligheder udnyttes og der spilles på deres 'personlighed': Orgelet er et toccata-instrument i værket Eternelle, der spiller forskellige registreringer ud mod hinanden med kontrasterende vegetative afsnit på svelleværket, og som også på et tidspunkt gør vejen forbi det pompøse mixtur-forte; violinen er i løbet af sine tre soloer både ensomt-melodisk, dramatisk-gnidrende-trillende-gestisk og også lidt spillemand; fløjten er de lange melodiske åndedrag og vinden, der spiller (flerstemmigt) i et rør man svinger rundt - og ikke mindst de korte signaler, fugle-fløjtene, sat sammen på rapsodisk vis.

Musikerskabet er for alle de medvirkendes vedkommende upåklageligt, de formulerer stykkerne klart og med overskud.

•

Ny Musik i Suså. Værker af Bent Sørensen, Tage Nielsen, Sunleif Rasmussen, Svend Nielsen, Hans-Henrik Nordstrøm, Vagn Holmboe, Per Nørgård, Niels Rosing-Schow. Anne Mette Stæhr, klaver, Helen Poulsen, slagtøj, Moyzes Kvartet, Hanne Stavad, alt, Janus Ensemble, Dansk Saxofonkvartet, Kammerkoret Carmina, dir. Peter Hanke, Morten Zeuthen, cello, Duo Denum. Classico, CLASSCD 230. Spilletid: 73'.

•

Med 8 værker af danske komponister, spillede på Suså festivalen i 1993, 1996 og 1997's auguster, dokumenteres her et udsnit af den festivalvirksomhed, der har pågået siden 1993 i det lille vestsjællandske habitat og hvis 1998-udgave netop er overstået når dette blad udkommer. Intime musikalske udfoldelser, opførelser der gennemgående er af høj kvalitet, og et udvalg af værker, der giver et ganske godt billede, 'en miniature', af den danske samtidige kammermusik, ikke mindst når den er i sit lyriske, naturelskende hjørne, hvad den jo ofte er.

På den måde sættes der med denne cd også et lille håndspejl op for den danske ny musik og det giver bl.a. anledning til følgende rammende beskrivelse af dette miljø i covernoterne (af Per Nørgård): »I modsætning til en etableret stil eller to 'trends' i ivrig indbyrdes kamp, er der fokus på hver kompositorisk individualitet, dennes eller hin, hvis udtryk er spændende, ikke fordi det er 'in', men fordi det netop er 'hin enkeltes'.« En fredelig udgivelse.

•

Winds and Voices II. Music at the Danish Court Chapel in the 1540s. Copenhagen Cornetts & Sackbutts, Musica Ficta, dir. Bo Holten. dacapo 8.224077. Spilletid: 53'.

Og så en tur med tidsmaskinen tilbage til midten af 1500-tallet. Der findes en samling noder, der dokumenterer, hvad der blev spillet ved hoffet i Danmark, da vi var blevet reformerte renæssancemennesker. Samlingen afspejler både orienteringen sydpå og danske komponisters bedrifter på dette tidspunkt, og katolsk musik blander sig med nye protestantiske kompositioner over lutherske salmemelodier og instrumentale satser.

Der er en stor rigdom både i den polyfone kunstfærdighed og den dansante livfuldhed i denne før-moderne musik, som Musica Ficta og cornetterne og krumhornene i Copenhagen Cornetts & Sackbutts formidler med en blanding af videnskabelig autoritet, historisk troværdighed, entusiasme og klanglig fantasi. Musikken er på en gang grundlæggende for vores musikkultur og vidunderlig fjern, fremmed og uforståelig som kun musik fra en helt anden tid kan være det. Anbefales.

Diverse

Der er udkommet en god del 'gammel dansk', som skal nævnes: Niels W. Gade: Complete Songs Vol. 1 og 2 med Majken Bjerno, Lars Thodberg Bertelsen og Tove Lønskov (Kontrapunkt 32269 og 32279) og Songs by Carl Nielsen and his pupils med Lars Thodberg Bertelsen og Tove Lønskov (Danacord DACOCD 472). I den symfoniske afdeling: Johannes Frederik Frøhlich, Symphony, Op. 33 (første indspilning) og Niels W. Gade: Symphony No. 4, Op. 20 Radiosymfoniorkesteret dirigeres af englænderen Christopher Hogwood (Chandos CHAN 9609).

Engelske Chandos udgiver temmelig megen dansk musik - og også musik med danske musikere. Radiosymfoniorkesteret har således med Thomas Dausgaard på dirigentpodiet indspillet en cd med musik af Alexander Zemlinsky for samme plademærke (CHAN 9601), ligesom en af vores bedste strygekvartetter, Zapolsky kvartetten, har startet indspilningerne af Carl Nielsens strygekvartetter: Carl Nielsen String Quartets, Vol. 1 (CHAN 9635) (Det drejer sig om Strygekvartet No. 1 og No. 4 samt Lille suite for strygere).

dacapo har udsendt en Knudåge Riisager cd med Helsingborg Symfoniorkester, som bl.a. indeholder hans Concertino per tromba og det er Håkan Hardenberger der blæser trompeten i det festlige stykke dansk neoklassik (dacapo 8.224082). Samme trompetkoncert kan man også høre på udgivelsen Trumpet Concertos vol. 5 - Danish Brass Music from the Twentieth Century med Ketil Christensen på trompet, der også indeholder musik af Vagn Holmboe, Carl Nielsen, Hilda Sehested, Erik Norby og Mogens Andresen (Rondo Grammofon, RCD 8351).

Tilbage til dacapo som atter har været nede i historiens sjældnere åbnede skuffer og har udsendt en cd med orkesterværker af F.L.Ae. Kunzen (1761-1817): Skabningens Halleluja, Symfoni i g-mol og Ouverture over et tema af Mozart spillede af Radiounderholdningsorkesteret, Radiokoret og sangsolister (dacapo 8.224070). Desuden en dobbelt-cd med Kuhlaus fløjtesonater, spillede af Eyvind Rafn og Esther Vagning (dacapo 8.224071-72) og en med orgelmusik af Camillo Carlsen (1876-1948), elev af Otto Malling og i sin tid kendt som orgel-improvisator i Roskilde.

Sidstnævnte cd 'fyldes ud' med tre orgelkoraler af Peter Heise og Rued Langgaards Toccata - zum Andenken Niels W. Gade et 'bonus-track', der nok er værd at tage med (dacapo 8.224089).

Point Records har udgivet to cd'er med vokalmusik. Den ene er med Jysk Akademisk Kor: Spejlinger - nyere dansk kormusik. Dirigent på denne udgivelse er Søren Birch (PCD 5127). Det drejer sig om kor-værker af Holmboe, Lewkovitch, Svend Nielsen og Søren Birch selv. Den anden præsenterer musik af organisten og komponisten Per Skriver: Vokalmusik er titlen på udgivelsen og Aarhus Kammerkor synger, dirigeret af Erik Bjørn Lund og diverse solister medvirker (PCD 5143).

Endelig er der nyt fra PAULA: Vagn Holmboe: Sonatas & Intermezzi med Maria Kämmerling, guitar (PACD 30) og Peter Møller, der spiller egne værker på orgelet i Løgumkloster (PACD 103).