Om konkurrencer og tabere og vindere

Hvorfor udskriver et orkester en komponistkonkur- rence? Hvad er den mest rimelige måde at gøre det på - set fra komponistens synsvinkel?

Det er to spørgsmål der er blevet accentueret for mig i kraft af to konkurrencer udskrevet i 1998, hvor jeg har deltaget i begge med henholdsvis en Symfoni nr. 1 (A Sense of Fall) og Symfoni nr. 2 (Dance and Roses).

Spørgsmålene er blevet sat på spidsen af Det Kongelige Kapels beslutning om slet ikke at uddele nogen pris, da de indsendte værker ifølge juryen var af for lav kunstnerisk værdi. Dvs. at ikke blot valgte man at tilbageholde 1. prisen på 150.000 kr., men heller ikke de to påfaldende meget mindre priser til 2. og 3. plads (25.000 kr.) mente man kunne tilfalde to af de indsendte værker. Ud af 22 værker mente man at der end ikke var to værker på et kunstnerisk niveau højt nok til at modtage den lille pris på 25.000 kr. Det vækker til eftertanke. Er danske komponister for ringe, eller har juryen ikke gjort deres arbejde godt nok?

Ved at sætte 1. pris 125.000 over 2. og 3. pris signalerer man fra orkestrets side en forventning om 'et mesterværk og to meget ringere værker'. Hvor meget ringere kan også ses ved en sammenligning med Dansk Komponistforenings vejledende minimumstariffer for værker af den ønskede værklængde på mellem 20 og 30 minutter.DKF-tarifferne angiver mellem 39.200 kr. og 55.200 kr. Som minimumssatser.

De meget ringere 2. og 3.-pladser skulle altså tilfalde værker skrevet af komponister, der selvfølgeligt arbejdede langt under DKFs minimumstariffer.

Jeg ved af gode grunde ikke præcis hvordan juryen havde ønsket at et værk, der skulle kunne vinde 150.000 kr. skulle være skruet sammen. Men jeg tror gan-ske enkelt ikke på at værkerne var så ringe, at end ikke de små 2. og 3. priser kunne uddeles. Ja, at man åbenbart har skønnet, at man ikke engang gad opføre værkerne og lade det klingende resultat være udslagsgivende. Det ville endvidere i det mindste have afstedkommet en koda-afgift til de udvalgte ophavsmænd og en form for afrunding af et forløb, som åbentbart ikke gik som forventet.

Hvis ikke orkestret var interesseret i den del af projektet, der betonede chancerne, satsningen på det man ikke selv ville have tænkt på, den åbne undersøgende side, så skulle de i stedet have bestilt deres 150.000 kroners mesterværk hos deres ønskede mesterværkskomponist (så var de mange penge da kommet nogen til gode!).

At forlange fuldt udarbejdede orkesterværker - uden advarsel om eventuel tilbageholdelse af priser - for blot at negligere de deltagende komponisters indsats med et skuldertræk synes jeg faktisk er sjofelt.

Og måske er en konkurrenceudskrivning, der sætter komponister til at skrive lange symfonier med udsyn til en uvis skæbne, under alle omstændigheder sjofel.

I hvert fald besluttede Vestsjællands Amt, der samme år udskrev en konkurrence, at gribe det ander-ledes an. Her forlangtes ikke fuldt udarbejdede værker, men derimod værkskitser eller kortere forløb. Anledningen var ikke - som hos kapellet - ønsket om at fejre sig selv, men derimod at skabe repertoire for amatører. I sig selv et prisværdigt formål. Dertil kom at amtet ikke ønskede at underbetale finalisterne. De tre finalister vandt først og fremmest et tarifmæssigt bestillingshonorar. Derudover vil førstepladsen modtage 10.000 kr. når finalen i november løber af stabelen. I forhold til Kapellets 150.000 kr. kan det synes beskedent. Men til gengæld ligger 2. og 3. pris på niveau med eller over kapellets 2. og 3. pris.

Jeg er med i finalen med den 13 minutter lange 2. symfoni Dance and Roses, og har for den allerede nu modtaget 28.000 kr.

Ved sin beslutning om at afblæse deres konkurrence har Det Kongelige Kapels jury kanaliseret 200.000 kr., der kunne have været gået til arbejdende komponister, tilbage til Kapellets kasse. De har spillet de øvrige orkestre et politisk og reelt set tvivlsomt argument i hænde for ikke at satse på danske uropførelser. Og de har forspildt lejligheden til at markere deres engagement i den nutidige musik med en uropførelse skrevet til lejligheden.

Heroverfor har Vestsjællands Amt skabt et repertoire for amatørmusikere. Da amtets initiativ bliver fulgt op af bestillinger også hos de komponister, der ikke nåede til finalen, skaber de mere arbejde og penge til komponister. De skaber basis for en udbredelse af ny musik. Og de får tilmed søsat en konkurrencemodel, der har en hæderlig behandling af komponister som grundprincip.

Det er vel ikke for meget sagt, at hvor Det Kongelige Kapel bogstaveligt talt gør alle til tabere, gør Vestsjællands Amt alle til vindere.

Hurra for Det Kongelige Kapels 550-års jubilæum???