Om menneskelige afgørelser

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 01 - side 1-1

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Juryer, priskomiteer, bedømmelseskomiteer og andre såkaldt sagkyndige udvalg er oftest sammensat af levende mennesker hentet i fagmiljøer. Afgørelser truffet af disse instanser bliver undertiden mødt med undren af omverdenen. Idet det oftest er umuligt for udenforstående at følge med i de sagkyndiges arbejde, er det også svært ud fra gode argumenter at kritisere afgørelserne. Er man blevet desavueret af en jury vil man i reglen holde munden lukket, idet det er indlysende svært som vraget ansøger eller konkurrencedeltager selv at argumentere for at afgørelsen er urimelig.

På den baggrund er det ganske usædvanligt og - om man så må sige - prisværdigt, at to vragede komponister står frem i offentligheden og argumenterer for deres sager. Der tænkes her på den aktuelle historie om Det Kgl. Kapels afvisning af samtlige indsendte partiturer til Kapellets jubilæums-konkurrence - læs mere inde i bladet. I en eventuel kritik af hele sagsforløbet og de ubehagelige afgørelser, må de hvasse kommentarer ikke mindst gå til den instans som har nedsat juryen. De enkelte jurymedlemmers holdninger kender vi gennem deres skrifter og taler, de gør formodentlig det eneste de kan: Giver deres mening til kende. De er valgt for det, de har arbejdet sig frem til at stå for. For ofte skælder man ud på de forkerte, hvorefter de der har sat spillet i gang kan sidde i behagelig afstand og se stormen rase. Det bør være her som i den virkelige verden uden for musikken: Gå efter bagmændene.

Når mennesker er sammen i priskomiteer, ansættelsesudvalg og juryer, er det irrationelle moment også til stede. Vi kan godt lade som om spillets regler om de rene æstetiske kriterier er gældende lov, men holdninger dannes også ud fra sympatier og antipatier, hvor æstetiske kriterier blandes med andre kriterier af mere privat karakter. Så længe mennesker sammen træffer beslutninger om udnævnelser, vil der altid herske uro omkring kriterierne, hvor saglige argumenter derfor ikke altid sejrer. Vi bruger her begreber som 'laveste fællesnævner' eller 'kompromiskandidat', hvorved den måske mindst profilerede person får jobbet eller prisen. Jo mere erfaring man erhverver sig i jury-forsamlinger, jo stærkere bliver ens skepsis således over for afgørelserne. I flere år var denne skribent med til at sammensætte og deltage i internationale juryer til ISCM Verdensmusikdagene. Reglen var, at jo mere 'prominente' personer man fandt til juryerne, jo mere snæversynede blev afgørelsene, kombineret med en favorisering af elever og kunstnere med overensstemmende holdninger.

Prominente personer er slet ingen garanti for åbenhed og vilje til at afsøge nye områder med kvalitet, snarere det modsatte. Her kan man fx henvise til den prestigefyldte amerikanske pris, Grawemeyer Award, der i 1987 gik til Harrison Birtwistle. Vinderen sidder automatisk i næste års jury. I 1988 blev der ikke uddelt nogen Grawemeyer Award, idet der ikke var indsendt et værk, der var godt nok til at modtage prisen. DMT gæstede Grawemeyers arkiv og så, hvad der var indsendt til juryen i 1998. Blandt de refuserede værker finder vi: Stimmen ... Verstummen (Gubaidulina), De Stijl (Andriessen), String Quartet No. 3 (Ferneyhough), Der mundlische Verrat (Kagel), Apokalyptische Fragment (Reimann), Luzifers Tanz (Stockhausen), Nostalghia (Takemitsu), The Mask of Time (Tippett), Keqrops (Xenakis). Sådan kunne man blive ved. Velkommen til en ny årgang af DMT.

Årgang 73/1998-1999, nr. 01