Provokerende bogudgivelse

Claus-Steffen Mahnkopf: Kritik der neuen Musik. Entwurf einer Musik des 21. Jahrhunderts. Eine Streitschift. Bärenreiter, Kassel 1998. ISBN 3-7618-1406-2. DM 36.

Af Michael Fjeldsøe

Den tyske komponist Claus-Steffen Mahnkopf har skrevet en bog om et spørgsmål, der er yderst relevant efter et århundrede med ny musik: Kan det fortsætte? Hvad kommer der bagefter? Den ny musik, som vi kender den, synes ramt af udmattelse og rådvildhed og hvordan kommer man så videre?

Mahnkopf er ikke en mand, der er bange for at tage munden fuld. Med undertitlen Entwurf einer Musik des 21. Jahrhunderts lægger han op til, at bogen får samme status som Ferruccio Busonis Entwurf einer neuen Aesthetik der Tonkunst, nemlig som en bog, der gør op med grundlaget for det bestående og indvarsler et nyt århundredes musik.

I bogen kritiserer Mahnkopf den eksisterende ny musik for ikke læn-gere at være ny. Enten er den skrevet af anerkendte ny musik-navne, som i dag er gamle mænd, der skriver som de har gjort i årtier, eller den er skre-vet af en yngre generation, som kun formår at trænge igennem i offentligheden som markedstilpassede postmodernister. I sandhed en udsigtsløs situation. Mahnkopf mener, at der må et paradigmeskift til, som ophæver modsætningen mellem moderne og postmoderne i en 'Det 21. århundredes musik'.

Men lad det være sagt med det samme: Mahnkopf er en benhård neo-modernist. Hans bud på 'det 21. århundredes musik' er en tilbagevenden til det modernes projekt, en videreførelse af den rationalitetens tankegang, der begyndte med oplysningstiden og foreløbig endte i 1950-ernes modernisme. Den nye musik skal igen være en Ny Musik. Serialisterne har svigtet: Enten er de blevet metafysikere (som Stockhausen), de er løbet over til fjenden (som Ligeti) eller de er stort set holdt op med at komponere (som Boulez).

Tilbage er der kun en eneste komponist, der er på rette vej, nemlig Brian Ferneyhough, som lovprises ud over al anstændighed. I hans 'kompleksisistiske' (Mahnkopfs ord) musik er pluralitet, som i postmodernismen er udvendig, blevet værkimmanent og Mahnkopf påstår desuden, at Ferneyhough er i færd med at bryde med 50er-modernismens hermetiske uforståelighed ved at gøre udtryksfuldhed til et princip ('Espressivisme'). Begreber som fremskridt, materialeudvikling, problembevidsthed på højde med tiden bruges uden tøven og kongerækken er eksplicit: Beethoven, Wagner, Schönberg, Webern, Boulez, Ferneyhough...

Og når nu Mahnkopf har studeret hos Ferneyhough og slutter bogen med eksempler på, hvordan dennes arbejde kan bruges som udgangspunkt for det 21. århundredes musik, fx som i værker af - Claus-Steffen Mahnkopf, så ligner det skamløs selvpromovering fra forfatterens side. Ikke blot antyder han at være den logiske videreførelse af modernismens kongerække, han lægger også op til at overtage Busonis rolle som det ny århundredes æstetiske profet.

At Busonis skrift fik rollen som indvarsler af 'den ny musiks århundrede' skyldes dels, at det blev udgivet i året 1907, som den ny musik har for vane at fejre som sit fødselsår, men først og fremmest at andenudgaven fra 1916 gav stødet til voldsomme angreb først og fremmest fra Hans Pfitzners side. Pfitzner udgav i 1917 sin berømte og berygtede pamflet Futuristengefahr! - som i modsætning til Busonis var et renlivet stridsskrift. Heri beskyldte han Busoni for at nedbryde og forhåne alle kunstens evige sandheder og bane vejen for det skinbarlige anarki. Uden den langvarige debat, Pfitzners angreb affødte, havde Busonis lille skrift sandsynligvis kun været kendt af få i dag.

Den debat, Mahnkopfs bog har vakt i Tyskland, risikerer således at forlene den med en betydningsfuldhed, som den næppe har. I såvel Musik Texte som Neue Zeitschrift für Musik udsættes både bog og forfatter for en sønderlemmende kritik. Han beskyldes for inkompetence og akademisk tørvetrilleri, hans æstetiske bagland betegnes som »den musikæstiske tænknings centralkirkegård« og »der er ikke en eneste tanke i bogen, som ikke er gennemtygget hundrede gange før andre steder. Mens forfatteren stirrer på køreplanen, er toget for længst drønet fra ham.« Dertil kommer et åbent brev til forlagsredaktøren, hvor Mahnkopf beskyldes for uvederhæftighed og for at nære stortyske fantasier.

Anklagen for stortyske tendenser er dog skudt helt over målet, selv om man kan finde sætninger som »Den Store Musik er Vesterlandets gave til menneskeheden«. Der er gået inflation i at antyde, at folk, man ikke kan lide, nok er bare en lille smule fascinerede af Det tredje Rige. Bare få sider før i Musik Texte finder man de samme antydninger i en artikel om nedskæringerne på Berlins universiteter. Det er en slags omvendt revisionisme: Intet er for småt til at blive sammenlignet med nazismen, som vi jo godt ved hvad førte til. Hvad skal man så argumentere med, når de rigtige højreradikale snupper ti procent af stemmerne ved landdagsvalget.

De hæftige reaktioner kunne tyde på, at Mahnkopf måske alligevel har trådt på en øm tå, selv om jeg ikke tror, han bliver det 21. århundredes Busoni, ej heller dets Schönberg. Men jeg kan jo tage fejl. Lad os vende tilbage om hundrede år.

Se også Neue Zeitschrift für Musik Nr. 4, Juli-August 1998, side 88, hvor Claus-Steffen Mahnkopf svarer på kritikken, red.