Udtryk, fantasi og liv. Herman D. Koppel 1908-1998

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 01 - side 34-35

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Det allerførste møde mellem læreren og den nye elev var i september 1971 og den omgangsform, vi der fik, forblev altid den samme: En naturlig, venlig og interesseret kon-takt, en selvfølgelig hengivenhed og respekt både for musikken og for hinanden - og dertil vist også lidt generthed.

Første times første budskab står stadig lysende klart: Skeln, og fasthold altid denne skelnen, mellem arbejde og dit øvrige liv. Jeg tror, at Herman (først hed han i mange år Koppel, nogle år efter min debut blev det til Herman) oplevede denne skelnen - man kan også kalde det balance - som grundlaget for hele sit eget liv.

Det blev i hans arbejdsliv, at jeg i første omgang lærte Koppel at kende. I dette viste han fra første øjeblik betydningen af en masse underforståede og nødvendige kvaliteter. Ingen af hans elever er gået fra blot én time uden påvirkningen af begreber som selvdisciplin, arbejdsdisciplin, koncentration, grundighed, omhu, omtanke, fantasi og selvstændighed. Disse kvalitetsbegreber har på alle hans elever gjort et uudsletteligt indtryk, som i forløbet ind imellem kunne ængste os, men vi vidste også, at der ingen veje fandtes udenom.

Koppels stærkeste og mest respektindgydende, næsten frygtede pædagogiske redskab var hans egen opfyldelse af disse begrebers mål: Altid selv tidligt oppe og altid daglig, fornuftig og tilpas øvning med overordnet sigte. Han viste mig engang sit imponerende pap-koordinatsystem så stort som hele flygellåget. Det fyldte hele pladsen ud der bagved nodepulten. I den lodrette akse havde han med små bogstaver skrevet hele sit store repertoire op i en høj kolonne og i den vandrette ajourførte han fortløbende, hvornår han sidst havde øvet på/gennemspillet de enkelte værker. Dette gjorde dels, at han altid var i form, men selvfølgelig også, at ingen indstudering faldt længere ud af hovedet og fingrene, end at den hurtigt kunne hentes på plads igen.

Han sagde det ikke, sådan som ens farmor sagde det, men han mente det: Sund livsførelse og jævn fornuftig livsrytme. Dette efterlevede Herman om nogen selv. Han havde umuligt nået så helt ubegribelig meget uden denne usædvanlige arbejdsdisciplin.

Han beskrev sine morgener så tydeligt for mig, at jeg ofte mærker, hvordan billedet til efterlevelse stadig sidder urokkeligt fast. Tidligt op, morgenmad plus avis, derefter god øvning ca. tre timer. Skalaer, etuder, repertoire af forskellig alder - langsomt, altid samme fingersætning, uden pedal.

Jeg husker, at han, da han og Vibeke boede i lejlighed, kunne lægge sig til at hvile, når eleven ringede på og at han frisk og udhvilet kunne begynde at undervise ti minutter efter - lige præcis den tid, det tog for eleven at komme op ad trapperne og smide overtøjet.

Uden at det blev sagt med store tydelige bogstaver, blev der også allerede i første time tegnet et klart og tydeligt billede af de professionelle forventninger til hele arbejdsgangen. Ingen var for eksempel i tvivl om, at man altid mødte yderst præcist.

Kun sygdom (forhøjet temperatur!) var en naturlig årsag til fravær. Og så var der det specielle Koppel-råd: Bliv hjemme (gå ikke udenfor!), indtil du har været feberfri i op til tre dage. Derefter flittigt på med vanten igen. Man fik virkelig lært at spille i al slags vejr, med og uden kærestesorg og simpelthen under nærmest alle slags omstændigheder.

Det er godt at kunne - det var godt at lære. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde har siddet og ventet på min lærer i de seks år ved Det kgl. danske Musikkonservatorium og jeg husker ikke et eneste afbud. Selv ikke dagen efter hans elskede Vibekes død.

Alle ønskede altid at være velforberedt og ingen kom med det samme stykke flere gange end nødvendigt. Altid udenad fra første gang. Jeg har aldrig hørt Herman selv spille på en måde, som lod ane en hastig, mangelfuld eller sjusket øvning.

Jeg kendte de 10 bud. Men jeg vidste ikke, at det var forbudt at indstudere forkerte noder, blot en eneste én fremkaldte prompte dette særlige utilfredse grynt fra læreren gående frem og tilbage i rundingen ved ens højre side og bag ens ryg foran vinduet ud mod H. C. Andersens Boulevard - dér, hvor der kunne snige sig lidt lys ind. Man slap øjeblikkeligt og forskrækket grebet fra tangenterne, Koppels stærke briller blev karakteristisk revet af, noderne ført så langt ind til det professionelle blik, at næsen skrabede langs nodesystemerne på papiret og derfra hørte man så den nøgterne konstatering af det læste.

Og selvfølgelig havde han ret. Koppel kunne absolut ikke tåle forkerte noder, og man gjorde alt for at undgå dem.

Dette både at være komponist og pianist bibragte Koppels pædagogiske arbejde en ekstra og meget stærk dimension: dét virkelig at forstå, at musik ikke er noget, der er født på bibliotekshylderne, kan hentes og igen afleveres der.

Han vidste virkelig på sin egen 'hånd', hvad det vil sige at begynde forfra på et hvidt nodepapir. Hvad det vil sige at gå i stå i sin kompositoriske inspiration, og hvad det helt ind til benet vil sige at skabe musikalsk liv og form.

For mig stod alle disse spændingsfelter - som for eksempel uventede akkorder, kringlede kadenceforløb, sært skærende understemmer, hornlignende sf-anslag med tommelfingeren - fuldstændig lyslevende med hans forklaringer/billeder i lyset af dette, at han ikke bare havde kontakt med tangenten, men også pennen. For at forstærke udførelsens udtryk sagde han ofte: Tænk på nodepapiret, som ligger på natbordet i det håb, at man vågner om natten og ved, hvordan man kommer videre igen.

Jeg ser det ofte tydeligt for mig: Her er papiret hvidt og forløbet kan ikke umiddelbart komme videre. Netop også fordi Koppel var komponist, vidste han, at selv om musikken er skrevet ned på kun én måde, var og er der mange forskellige måder at udtrykke den på. Han var utrolig god til, når man havde været grundigt igennem det musikalske 'tyggearbejde' - se, læse, forstå, lære, lytte, huske - da at kunne føle sig fri og finde de stærkeste kræfter frem.

Da jeg var studerende og gik til timer hos Koppel en gang om ugen, tænkte jeg aldrig på, at store dele af mit repertoirevalg naturligvis blev bestemt af netop, hvad Koppel selv interesserede sig for, spillede og lod sig inspirere af.

Vi spillede alle Carl Nielsen, Bartók og Stravinsky. Måske også hans egen musik, men da altid efter eget valg. Specielt er jeg ham selvfølgelig dybt, dybt taknemmelig for, at han satte mig i gang med at spille Carl Nielsens klaverværker.

Det var allerede i det første studie-år, at jeg begyndte at indstudere Chaconne. Jeg kom fra et højskolemiljø og havde sunget og akkompagneret til alle Carl Nielsens sange i min barndom, men dette helt anderledes, avancerede og komplicerede tonesprog var helt nyt. Koppel spillede Chaconne igennem for mig den dag, hvor vi besluttede, at dette værk skulle være min næste nyindstudering og jeg husker bare en kolossal betagelse fra første tone - dette med visionen, som Koppel snakkede om. Han skrev i venstre margin midt ud for de 16 første takter ordet - vision - rammede det ind i en cirkel og med en løs, tåge-agtig bølgestreg forbandt han det opad til starten og nedad til ud for første dobbeltstreg.

Blot ordet vision var nok for mig. Jeg var straks tændt, og han behøvede ikke at sige mere.

Han udtrykte, selvfølgelig også i sit spil, en meget bevægende og stærk fortrolighed med Carl Nielsens sprog; han havde altid repertoiret present, som lå det lunt og godt i lommen - faktisk var det, som var det hans egen musik. Når han spillede Carl Nielsen, så det altid ud, som om han selv lige sad og digtede det hele. Let fremoverbøjet rolig krop, indadvendt koncentreret i ansigtsudtrykket med de meget personlige bevægelser omkring læberne - og med de for ham karakteristiske store fingerbevægelser fra knoerne. »Løft fingrene«, sagde han altid.

Han ville altid udtryk, fantasi og liv.

Jeg fik selvfølgelig alle historierne fra Koppels møde med Carl Nielsen; dem som han gavmildt fortalte igen og igen. Men det var hans egen stærke oplevelse af musikken, der gjorde stærkest indtryk på mig. Det var følelsen af autenticitet og sammenvoksethed med hele det musikalske væsen, dets forløb, dets sprog og alle dets udtryk.

Det allersidste møde var uden for Tivolis Koncertsal en dejlig sommeraften i juni i år, hvor vores fælles kærlighed og stolthed, Hermans barnebarn og min elev, Nikolaj skulle spille Beethovens 2. klaverkoncert.

Herman var i kørestol. Han var en svækket, gammel mand - men alligevel lyste hans stærke personlighed én i møde. Han kunne kende mig, var nærværende og et kort øjeblik var det, som det altid havde været.

Vi glædede os sammen til at høre Nikolaj spille Beethoven.

Foto af Herman D. Koppel:

Marianne Grøndahl.

Årgang 73/1998-1999, nr. 01