I Paradis. Ny Musik i Suså, 22.-23. august 1998

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 02 - side 66-66

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

At rejse til festival i Suså er som at komme i den ny musiks Paradis. Og efter den faste forbindelse over bæltet er etableret, er der heller ingen undskyldning mere for den dovne fynbo: Så afsted, op over broen og ned til højre. Knap to timers kørsel hjem-mefra er det, og den sidste del af ruten snirkler vi os langsomt ad de smalle veje væk fra den tordnende motorvejstrafik og den stressede nutid, øjet suger til sig af skønheden i det gamle kulturlandskab, sindet falder til ro og bereder sig på de kommende musikalske oplevelser.

Susåskolen ligner enhver anden skolebygning, den har ikke noget særligt ved sig, men fra salen ser vi stadig ud i den smukke natur, og åen kan nås på få minutters gang i pauserne. Og her, så at sige midt i orkanens øje, det vindstille centrum, finder så "Ny Musik i Suså" sted for sjette gang. Musikken er løftet ud af sin brølende, pulserende samtid og høres og nydes på sine egne betingelser i disse fredfyldte omgivelser.

"Festival '98" melder programbogens forside; en flot betegnelse for de fire koncerter i løbet af bare en weekend, men hvad, ethvert arrangement, der rækker ud over en enkelt aften er jo blevet en festival. Ordet slides op, tiden hærges af 'festivalitis', en snert af træthed melder sig, også hos bevilgende instanser skulle man tro, men se senere.

Festival: Noget må være i gære, opmærksomheden pirres, hér forventes det sensationelle. Men det er slet ikke Suså-festivalens ærinde. Ikke noget hovednavn i centrum, ingen workshops eller komponistseminarer, ikke blot et enkelt udenlandsk musikstykke som kontrast. I Suså er den særlige begivenhed simpelthen, at her spiller vi ny dansk musik midt i det gamle danske land.

En god snes værker af næsten lige så mange komponister bliver det til, et vældigt kalejdoskopisk billede, som det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at søge trends eller andre sammenhænge i. Tilhøreren får en chance for at holde sammen på de mange musikstykker gennem det rent klanglige: De fire koncerter er i alt klippet op i syv afdelinger, lagt i hænderne på lige så mange forskellige ensembler.

Hovedparten af musikken er fra 90'erne; noget hårtrukkent kunne man kalde knap halvdelen for 'splinternye', nemlig den musik, der er blevet til i 1997/98; enkelt dryp fra fortiden forekommer og skaber en vis reliefvirkning. Således gjorde mødet med Højsgaards (1979) og Borup-Jørgensens (1985) vidt forskellige sange stærkt indtryk i Marianne Lunds og Karl Petersens fine afdeling; "Flutention" spillede den meget unge Hans Abrahamsens Blomstersange fra 1973, og morsomt var det at høre hans næsten pædagogiske eksperimenter med de tre fløjter - ikke til at holde, hvis man ikke lyttede efter differenstonerne i sine egne øren!

I dette perspektiv blev Rosalind Bevans klaver-recital med fire stykker fra 90'ernes begyndelse til en oplevelse af nye klassikere: Norbys super-romantiske Passacaglia, foruden Magdalenastrofer, Little Bird Blue og Joker - her er titlerne nok!

En virkelig ny-musik klassiker er Abrahamsens Walden, og den var også med, spillet med smuk fortrolighed af Det Jyske Ensembles blæsere.

"Kan man høre tiden?" spørger Karl Aage Rasmussen, og det kunne man i Suså, i festivalens to klaverkoncerter.

Per Nørgårds Scintillations, som Det Jyske Ensemble også havde taget med og spillede med tungen i kinden, fremstod klart som forløber for sin storesøster Concerto In Due Tempi, og Tage Nielsen havde taget ideen op i en mere enkel udgave i sin uropførelse, bestilt af festivalen. Konzertstück hedder den pompøst på tysk, iscenesat med solist og dirigent i højtideligt kjolesæt. Igangsat - efter en meeeget lang pause, der nok kunne stemme sindet til andagt - med en næppe hørbar glissade over de lyse strenge tager solisten têten suverænt i sit eget tempo, med overstyrede virtouserier på baggrund af ensemblets spagfærdige ostinati, og først i det afsluttende tutti mødes alle i samme tempo. Humor med et ordentligt blik i øjet, der gik lige ind, formidabelt spillet af Jakob Westh og Storstrøms Kammerensemble.

Her kommer jeg i vildrede: Den anden uropførelse, af Jexper Holmen, lød, som om vi var på vej til et nyt sted, men jeg blev ikke klar over, om det sønderrevne lydbillede virkelig var komponistens hensigt, eller om de aggresive impulser, der med stor styrke sprang omkring blandt de storstrømske musikere, var et resultat af usikkerhed i opførelsen. Titlen Balaena mysticetus - noget med hval og mystik (?) - gjorde ikke forvirringen mindre. Musikken må høres en anden gang, måske får jeg så en chance.

Jeg vil gerne medgive Jexper Holmen viljen til at gøre noget anderledes og bøje af fra de kendte stier i dansk musik, til gengæld føjede Jens Hørsvings Rhapsodies sig i mine ører nydeligt ind i det øvrige selskab; sammen med Rosing-Schows Vocabulary II var Hørsving på festivalen alene om at sætte et elektronisk klangbillede op imod det akustiske.

Figura med Helene Gjerris i front opførte de to stykker fremragende og forskaffede også værten, Hans Henrik Nordstrøm, succes med hans Lorca-sange, La rosa, la noche y el tiempo - her var tiden igen! - musik med ny styrke i udtrykket, der ikke er hørt før hos denne komponist.

Zapolski Kvartetten rundede af. Ikke just med den store festlige finale. Bent Sørensens 4. og Per Nørgårds 8. er begge værker, som udmaler melankoli og sorg, nedbryder enhver tre på fremtiden, men hvilken kontrast. Sørensens Schreie und Melancholie - skrigene til trods indestængt, intimt hviskende, dog pågående i vedholdt højt register, overfor Nørgårds krigsbilleder, der jo oprindelig er operamusik.

Når kulturpolitikere kaster deres kærlighed på 'Begivenhedskulturen' som et mere interessant mål for økonomisk støtte, bliver Ny Musik i Suså taberen, status er ikke høj nok. Det glimrende samarbejde med Levende Musik i Skolen, der i de foregående år har skaffet adskillige unge hoveder på tilhørerrækkerne, var i år sparet væk, men forhåbentlig kan denne værdifulde ide igen blive en realitet. Et pænt besøg af gråhårede lyttere sørgede alligevel for, at festivalen undgik præget af varemesse for de indviede.

Vist er der dejligt i Paradis, men i længden lidt kedeligt; man læner sig tilbage og nyder den danske musiks mangfoldighed og kvalitet, mens en fornemmelse af noget selvbekræftende maliciøst sniger sig ind på én.

Kun to unge komponister repræsenterede den nye generation, perspektiverne kommer til at vende indad og bagud, og et rigtigt slag i bolledejen bliver det ikke til.

Årgang 73/1998-1999, nr. 02