Nogle tanker i relation til mit Tempererede Klaver, bind I-XIII

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 02 - side 55-59

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Introduktion

Man må formode at en repræsentant for de såkaldt "moderne skikkelser" vil have påfaldende svært ved at "sandsynliggøre" (i relation til omverdenen) forskellen på distinktionerne uligesvævende/ligesvævende, subsidiært veltempereret/tempereret klaver tilstrækkeligt tydeligt.

Med hensyn til udgangspunktet kan min egen semi-kromatiske proceduretype sammenstilles med eksempelvis Dmitri Sjostakovitj' præludium/fuga-samling og Paul Hindemiths præludium/fuga-typer i samleværket Ludus tonalis (toneleg). Såvel mit eget værk og de to her nævnte "tributer" til den brede europæiske fortid har eet træk til fælles: Afskrivning af kvintproceduren som stilistisk syndrom. I mit værk Det tempererede klaver har jeg forsøgsvis undladt at skele til såvel spidsfindige såvel som folkloristiske elementer.

Afkromatiseringen i selve stofkarakteren har taget mærkbare indtryk fra såkaldt "sekundærtyper" som fx italieneren Riccardo Nielsen (jfr. min bog om Paul Hindemith) og/eller hollænderen Henk Badings samt en hel del flere såkaldte "modernisme-koryfæer". Hvis man vil hævde at elementer hentet nede fra hylderne i ISO har påvirket een gunstigt i kompositorisk henseende er det meget sandsynligt at man skyder hus forbi, eller i hvert fald er det mere eller mindre givet at min kone (se fotografi nederst på siden) var en decideret stram cigar da jeg traf hende for en del år siden. Dette har i hvert fald haft betydning for temadannelserne i Det tempererede Klaver, 4. bind: (Se eks. næste side).

Eks. 1, takt I-V

De første to takter af det pågældende præludium er stærkt knyttet til strukturmodellen hos J.S. Bach, men i 3. takt forandrer billedet sig umiskendeligt. En "normal" kromatiseringsprocedure ville have vist sig brugbar hvis ikke C'et i den satsmæssige midte havde torpederet denne analyseform. Tilbage står derved konstateringen af de såkaldte "supplementstoner" (de med x markerede).

Med hensyn til de gamle danseformer - eksempelvis gavotte, Aria, Gigue, rondella osv. - vil man søge forgæves i min værkrække bind I-XIII. Det er nærliggende at formode at den tidligere omtalte kromatiseringsprocedure egner sig bedre til at håndtere når det drejer sig om "flydende" præludietyper end om de mere "stationære" danseformer. --

Afrunding uden syntese

Den europæiske musik er så at sige en hund efter konklusioner og dynamiske afviklinger. Når en delikvent udbryder: »Nu vil jeg faneme ud i den grønne skov«, må man berettiget regne med at han - eller hun - virkelig mener noget med dette mildest talt bombastiske udsagn. På samme måde skal man lede med nøgle hvis man skulle være så heldig at møde noget "absolut" i musikken. For det meste er der modsætningsvis divergerende linier i det musikalske satsbillede, hvis man blot gider se lidt nøjere efter.

De to følgende eksempler - begge hentet fra Det tempererede klaver nr. 7 - kunne måske repræsentere en art fingerpeg m.h.t. problemstillingen: Afrunding uden egentlig syntesekrav.

Se Eks. 2 og Eks. 3 på modsatte side.

Det musikalske terræn

Musikhistorien subsidiært musikudviklingen minder meget om situationen i en taxa som i kørende tilstand bevæger sig gennem et landskab. Man passerer måske en bygning, der ved nærmere eftersyn viser sig at være identisk med Humphrey Searls 5. symfoni. Lidt senere - henne om hjørnet - passerer vi så et værk af italieneren Riccardo Nielsen. Dertil kommer fylden af tempererede og veltempererede klaverer, der ligger indsvøbt i en fjern tågebanke ikke ulig det landskabelige milieu ved bredderne af Genfersøen.

Min egen udgave af de XIII bind tempererede klaverer falder naturligt til inden for de her skitserede miljørammer. Og her deler omtalte "gesamtwerk" bord med de mange andre tempererede "udgaver", der alle - måske ubevidst - forsøger at udrangere det ømtålelige kvintbesvarelsessyndrom (jfr. her især Paul Hindemiths Ludus tonalis). Hos Joh. Seb. Bach er det intellektualiserede kvintsyndrom identisk med en genetisk kulegravningsprocedure bundet til dur-mol tonal "suppe". Når dette tidsmæssigt ændrer sig bliver stofudviklingen "noget andet" - i hvet fald løsrevet fra den ellers knæsatte Bach-procedure.

Historisk set virker den generelle musikudvikling som "murede kasser" som damen i forgrunden forsøger at forholde sig til.

Jeg har ikke på noget tidspunkt sagt til mig selv: "Nu - synes jeg - at bind I af Det tempererede klaver skal fortsætte med bind II" og så fremdeles III, IV, V osv. Hvis jeg havde fulgt denne "konventionelle" leveregel var jeg nødt til at manipulere med satstekniske begreber som fx kvintbesvarelser, modulatorisk planlægning og hvad ved jeg! I stedet for sagde jeg til mig selv: »Nu skubber jeg Det tempererede klaver ind på sin plads i Det musikalske terræn.« Og samtidig var der en spag forhåbning om at det "tempererede" til sin tid er nogenlunde rigtigt placeret!

Det tempererede klaver udkommer i et bokssæt med 15 cd'ere på plademærket Classico den 25. oktober 1998. Niels Viggo Bentzon spiller selv klaver, red.

Årgang 73/1998-1999, nr. 02