Stiger kunsten?

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 02 - side 37-37

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Lydkunst eller Sound Art er en selvstændig genre eller kunstart, skriver den tyske musikforsker Helga de la Motte-Haber i sin historiske artikel, der beskriver udviklingen af denne genrehybrid. I lighed med sidste nummers feature om emnet, bringer vi også her en kronologisk oversigt over lydkunst af de la Motte-Haber. Oversigten forløber som et bånd gennem det meste af tidsskriftet. Et sted passerer den kronologiske opstilling Niels Viggo Bentzons artikel. Stedet beskriver en af Bentzons yndlingsfigurer, Joseph Beuys, der har spillet en fremtrædende rolle i udviklingen af lydkunsten. Teksten henviser til året 1963: »Joseph Beuys: Sibirische Sinfonie - et præpareret klaver med lydklumper, hvorfra en elektrisk ledning løber hen til en død hane, som har fået hjertet revet ud.«

Beuys møder Bentzon møder Riccardo Nielsen møder Paik møder... Grænserne afprøves og afstikkes, begreberne og forståelsen udvides. Det gør de ikke kun hos Beuys og Bentzon, en komponist som Olav Anton Thommessen bryder også med de stive genre-inddelinger, selv om han også er kendt for at skrive 'klassisk ny' musik, hvilket i praksis blandt andet betyder, at komponisten skriver noder på et stykke papir. I interviewet på de følgende sider siger komponisten bl.a.: »Det er væsentligt at forstå, at musik opstår som noget andet end det at opfinde et genialt udgangspunkt. Wagners materiale er heller ingenting (...). Komposition ligger på et andet plan. Derfor kommer jeg frem til den tanke, at jeg kunne lige så godt bruge hvad som helst.«

Materialebegrebet udvides også. Alt udvides og alt kan bruges - i princippet. I praksis er der dog grænser for, hvor meget man kan byde publikum. I det 20. århundrede har publikum faktisk i stor stil ikke fundet sig i så forfærdelig meget - det har ladet den ny musik sejle sin egen sø. Det på trods af at kunsten forsøger at være på højde med de nyeste opfindelser. Teknikken udvides, dagligt ser vi nye opfindelser inden for kommunikationsformerne. Senest oplevet på festivalen Warszawa Efteråret ved en Internet-koncert, hvor en musiker fra Warszawa spillede sammen med kolleger som opholdt sig i Helsinki og Oslo. På store skærme i salen kunne man se de medvirkende i de respektive lande, samtidig med at store billedflader i bevægelse blev projiceret op på et lærred. Internetbrugere i den ganske verden kunne følge de musikalske aktioner. Nu stiger kunsten - eller gør den? Publikum forlod salen i klumper. Forståelsen og accepten må holde op et eller andet sted. En del af den nye lydkunst som arbejder med digital fingermaling har givetvis noget med kunst at gøre - de hurtige æstetiske domme skal man vare sig for - men som tiden går bliver det stadig sværere at udtale sig kvalificeret om, hvad det skal være godt for.

Årgang 73/1998-1999, nr. 02