Lyd/Galleri - en status

LYDKUNST

Dream Dance/Per Nørgård, Gert Sørensen. I am sitting in a room/ Alvin Lucier. Cobra Tunnel/Wayne Siegel. Musica Nova: Glas/Ejnar Kanding. Musica Nova: Tilfældet Vinden/Sten Ørting. Ballet Mécanique/George Antheil. Skumring/Max Grønlund.

Dette er begyndelsen af en meget lang liste, som optegner arrangementer i LYD/GALLERI på Rådhuspladsen. Et imponerende stort antal mennesker har været beskæftiget med at producere og eksperimentere på stedet siden 1996. Efter høj aktivitet i de første to år - og en vandskade - er 1998 blevet til et hvileår med tænkepause.

DMT har bedt Jannick Sørensen om at tale med nogle af brugerne af Galleriet for derigennem at tegne et portræt af institutionen. Artiklen afrunder vores tema om lydkunst (se også de to første numre i årgangen).

Hvordan ser et lydgalleri ud? Siden 1996 har LYD/GALLERI ligget usynligt på Københavns Rådhusplads. Når man går hen over fliserne kan man ikke se noget galleri, men så snart Michael Madsen og tekniker Steen Johannessen tænder for deres underjordiske højttalere bliver man omsluttet af lyd. Det viser sig at man står oven på lyden, der kommer fra 25 nedgravede højttalere under Rådhuspladsen. Højttalerne udgør et netværk og flytter man sig lidt opdager man pludselig at lyden bevæger sig - og at det ikke er den samme lyd, der kommer op af alle hullerne. Lydene roterer omkring - pludselig står de stille for at fade ud i gadelarmen fra H.C. Andersens Boulevard. Fortryllelsen er brudt.

Publikum bliver stående, en lille klynge mennesker står midt på pladsen og er kommet for at blive; det er hardcore publikummet; de ved at der er koncert. De andre forbipasserende befinder sig i en indre sjælelig kamp mellem nysgerrighed og god opdragelse; det virker påfaldende uvirksomt at standse op midt på Rådhuspladsen bare for at lytte; endda til lyde uden for de gængse kategorier. Enkelte spørger forsigtigt om det mon er skjult kamera. En tredie gruppe publikum lægger slet ikke mærke til at de er publikum; de synes at være blevet midlertidigt døve eller udstyret med et særligt filter mod virkeligheden. Kun deres børn stikker nysgerrigt hovedet ned i de underjordiske lydhuller; snart løber børnene fra højttaler til højttaler - og enhver kloakrist må nu undersøges for underlige lyde.

Turisterne - især de italienske og japanske - er til gengæld himmelhenrykte; de peger på ristene og lader sig fotografere foran verdens eneste underjordiske lydgalleri.

LYD/GALLERI blev skabt til Kulturby '96 i København af Michael Madsen. Den oprindelige idé var at skabe skulpturer i lyd. Computersoftware blev udviklet til at dirigere 4 lydspor uafhængigt af hinanden rundt i et netværk af 5 x 5 højttalere i alt 900 m2 lyd. Højttalere og kabler blev lagt i jorden af venner og anden gratis arbejdskraft, men ellers har LYD/GALLERI fået tilskud blandt andet fra Statens Musikråd, Kulturby '96 og Statens Kunstfond og en række materiale-sponsorer. Placeret på den mest centrale plads i København viste idéen sig hurtigt at have potentiale langt ud over det skulpturelle. Fire hovedgenrer kom til at udgøre programmet i 1996 og 1997: Konceptkunst, klassisk (klangbaseret) lydkunst, kompositionsmusik og ord: Digte og fortællinger.

Konceptkunsten fylder mest i og med at galleriet selv er et kunstnerisk statement; når der kommer lyd på pladsen omdannes byrummet. Englænderen John Wynne var nok den, der udnyttede det kraftigst; i en kommentar til de evige bilalarmer, butiksalarmer, politi- og ambulanceudrykninger, der udgør lydlandskabet i enhver storby, skabte han i 1997 en symfoni for sirener. Han designede selv sinustonernes alarmsignaler og lod dem springe fra højttaler til højttaler i et apokalyptisk 12 minutter langt crescendo. Sinustoner har en ret stor gennemslagskraft både mentalt og fysisk, så Københavns Kommune standsede værket; det var tilstækkeligt med byens tilfældige komposition af alarmer og udrykninger.

Mere stilfærdigt gik det for sig da David Cunningham i samme projekt med engelsk lydkunst (Out of Nowhere 1997) valgte at transmittere pladsens egne lyde i højttalerne i sin kommentar til den evigt kværnende storby; at pege på den lyd, der allerede er til stede og få lytteren til at give den opmærksomhed. I kraft af værkets stille natur kom det aldrig til at fungere tilfredsstillende på pladsen. Kulturnatten i 1997 varede til morgengry med marathonoplæsningen af Spenglers svære filosofiske storværk Vesterlandets Undergang. Forbipasserende undrede sig over de kværnende tanker i Søren Søgaards oplæsning; de 8 timers tekst blev bedre modtaget, da de blev sendt på DR, P1.

Op til EU-afstemningen i 1998 stillede forfatteren til denne artikel spørgsmålet 'Ja eller Nej?' fra de underjordiske højttalere. Jeg indsamlede de ja'er og nej'er der er i vores dagligsprog; det sprog som viser vores indre tøven. Værket agiterede ikke for et bestemt valgresultat, men blotlagde mødet mellem det politiske og det menneskelige. Det danske 'øh'.

Den klassiske lydkunst: bearbejdning og komposition af reallyde i Pierre Schaeffers fodspor, har nok været LYD/GALLERIs hovedidentitet. Man tager ikke lyden for pålydende, men undersøger dens klanglige muligheder. Her gælder det interessen for lyd som stof der kan computerbearbejdes, om klangflader der kan spændes ud over pladsen. Netop pladsens størrelse gør det interessant at bevæge lyden; en kraftig rumlig virkning opstår, når lydene suser rundt på de 900 m2 af Rådhuspladsen, der dækkes med højttalerne og interessante interferensvirkninger opstår. Nikolaj Flor Rotne og Niels Vandrups Ildsøen udnyttede netop de fysiske aspekter ved lyden og det rum, den skaber omkring sig. Ildsøen er skabt blandt andet af overtonesang, tibetanske syngeskåle og en loop'et gulerodsgnaskende hund.

Nikolaj Flor Rotne lagde under koncerten mærke til, at lyden placerede sig fysisk i lag på pladsen, eksempelvis lå lyden af en citar i øjenhøjde, mens de lave frekvenser lå ved jorden. Nikolaj Flor Rotne synes at pladsen som koncertrum er interessant, fordi publikum selv vælger hvor de vil stå i modsætning til den traditionelle koncertsituation som Nikolaj Flor Rotne kender den, når han optræder med overtonesang. Niels Vandrups baggrund er avantgarde- rock og improvisationsmusik. Dele af Ildsøen er fornyligt blevet udgivet med titlen Exorcism / Ecstasy, anmeldt her i DMT nr. 1, 1998/99.

Kompositionsmusikken har også været godt repræsenteret, bl.a. med Per Nørgård og Gert Sørensens åbningsværk til LYD/GALLERI og med Birgitte Alsteds komposition Så sikkert som døden. Birgitte Alsted siger at Rådhuspladsen er et mødested, det er et mødested med de længsler det giver. Der findes en uhørlig kalden i længslen, og hun ville gerne give lyd til denne kalden. Birgitte Alsted tænkte på Rådhuspladsen om natten og sit eget svære forhold til sin mor, da kompositionen blev skabt som bestillingsværk af LYD/GALLERI. Med udgangspunkt i sit eget digt indsang og 'indråbte' hun ordene for senere at bearbejde dem på DIEM. Hun var glad for at kunne bevæge musikken, som LYD/GALLERIs udstyr muliggjorde, og ville gerne have brugt flere dage til 'koreograferingen' af lyden på Rådhuspladsen.

Birgitte Alsted ventede dog noget mere lyd af højttalerne end de kunne præstere dengang i 1996, og hun mener at publikum højst hørte halvdelen af værket. Hvis hun skulle lave et nyt værk ville hun indarbejde fx trafikstøjen i værket. Hun har senere lavet en 4 kanals koncertversion. Hun vil gerne arbejde på LYD/GALLERI igen for at opnå en større fortrolighed med det instrument som anlægget er og lave et værk, der både siger noget til dem, der lytter et 1/2 minut, og dem der hører hele værket.

Så sikkert som døden / bevæger smerten / kaldes det (end) had og fortrængning. Helt uundgåeligt / - før eller siden - / rammer / konkret berørings ømhed / af kærlighed.

Ordene er den fjerde gruppe aktiviteter på LYD/GALLERI. Rådhuspladsen er traditionelt et sted for politiske taler, men med 'Digtere under verden' påkaldte ordene sig ny opmærksomhed. Digtene, de uventede ord, ændrede momentant Rådhuspladsen fra en plads for entydige meninger til et sted, hvor man lyttede efter i dybden. Publikum slog sig ned ved højttalerne som ved lejrbålet og varmede sig ved ordene sommeren '96 og '97. Som enkeltstående værker har flere digtere arbejdet med hybrider mellem lyd og digt; både Niels Lyngsøes Stof og Morten Søndergaards Maskinmunden arbejder med ord, der bliver granuleret og atomiseret ind i et abstrakt landskab af elektroniske udstrukne klange. Computerbearbejdningens højteknologiske sound passede smukt til den nøgne plads. Begge værker har været udsendt i Danmarks Radios Lydmuren.

Lydmuren på P1 har været LYD/GALLERIs samarbejdspartner med gensidig udveksling af værker og udskrivningen af en fælles national og international lydkonkurrence. Lydmurens Martin Jakobsen har været glad for samarbejdet, men kan mærke at lydkunstmiljøet i Danmark er lille. Martin Jakobsen savner det vækstpotentiale, der fremstod i 1996 da tre lydkunstinstitutioner i København åbnede ballet. Lydl@boratoriet blev lukket af KUC i foråret 1997 og i 1998 er aktivitetsnivauet på LYD/GALLERI faldet i takt med de økonomiske muligheder og det kan mærkes på antallet af potentielle værker til Lydmuren.

Fraværet af LYD/GALLERIs koncerter har tydeliggjort, at Danmark savner en scene for lydkunst, mener Martin Jakobsen, DR Lydmuren. LYD/GALLERI har været ganske stille i den våde 1998 sommer, på nær et par enkelte projekter der er blevet gennemført trods den vandskade, der gennem et år har forvandlet LYD/GALLERIs underjordiske studie i ubåds-design til en drypstensgrotte med tilhørende underjordisk sø. Den ekstreme luftfugtighed tærede på både udstyr og medarbejdere. Det var kun muligt at udholde stanken fra gammelt pis og våde spånplader i kortere tid.

LYD/GALLERI findes dog stadig, men savner en grundig renovering og en god finansiering. I en mere virtuel udgave kan LYD/GALLERI opleves på cd-rom. Lydtidsskriftet Van Gogh lader cd-rom'en Van Gogh #3 være et portræt både af lydkunstens historie og LYD/GALLERI. På en sort skærm vises 16 hvide ringe, og når man bevæger musen hen over ringene antyder en snærrende net-brummen at der gemmer sig noget spændende under overfladen. Man kan høre uddrag af de værker LYD/GALLERI har præsenteret og læse om lydkunst, og et interview hvor David Cunningham agiterer for mord på alle højttalere og genindførelse af stilheden. Cd-rom'en kan også bruges som almindelig cd, hvis man blot vil høre lydværkerne i uddrag.

Nu er LYD/GALLERI blevet mobilt; dvs. at højttalerne stadig ligger under Rådhuspladsen, men computerudstyret kan sammen med 25 andre højttalere afvikle koreograferet lyd i hele landet. Museet for samtidskunst, Roskilde, benyttede sig eksempelvis af LYD/GALLERI, da Roskilde fejrede 1000 års fødselsdag med marathonoplæsning af James Joyces' Ulysses. Andre opgaver venter på det mobile lydgalleri.

LYD/GALLERI har altid været mere end et højttaleranlæg, det har været et kunstnerisk statement i sig selv og en utraditionel scene for lyd, musik og ord. LYD/GALLERI har ændret opfattelsen af pladsen som byrum og introduceret de offentlige højttalere som noget andet end diktatoriske kommanderende megafoner eller supermarkedets kælne muzak. LYD/GALLERI har været et stykke undergravende kulturarbejde, der sætter spørgsmålstegn ved vores opfattelse af det offentlige rum og den offentlige stemme. Det er et kunstværk, der får de lyttende til at stille spørgsmål til virkeligheden. Man kan kun håbe, at LYD/GALLERI får lov til at fortsætte med at grave underjordiske veje ind i vores bevidsthed.

LYD/GALLERI har modtaget støtte fra: Kulturby 96, Kulturfonden, Statens Musikråd, British Council, Statens Kunstfond, Sonningfonden, Statens Litteraturråd, Københavns Kulturfond, 5% puljen og Kulturens Børn.