Hemmelig musik

Det skulle vise sig at være symptomatisk, at nationalklenodiet, Kraks Vejviser, ikke kender til Rytmisk Musikkonservatorium eller til Leo Mathisens Vej, hvor det ligger eller Holmen, hvorpå begge befinder sig - og det endda ifølge Kraks tidstro internetversion. Jeg havde jo dog en idé om, i hvilken retning jeg skulle for at finde frem til 'Rytmekons', hvor det første Symposium for Contemporary Music, SCM blev afviklet i dagene fra den 19. til den 22. november 1998. Arrangeret af jazzfusionen, Dansk Jazzforbunds udvalg for Ny og Eksperimenterende Musik, NEM.

Ny improviseret musik stod på dagsordenen. Der er jo meget ny musik, der er eksperimenterende og improviserende, også uden for det såkaldt ryt-miske område. De sproglige afgrænsninger forekom således ganske upræ-cise. På den måde var det ikke fuldstændig indlysende, hvad der skulle binde symposiet sammen, eller adskille samværet fra anden, aktuel musik.

Vi var et halvt hundrede deltagere fra Nordeuropa, USA og Canada. Mes-tendels komponerende musikere, nogle formidlere samt en lille, lokal gruppe andre interesserede, som jeg hørte til.

Der kan nævnes navne som Fran-cois Houle (cl) fra Canada, Jim Staley (tb) fra USA, John Butcher (ts) og Barry Guy (b) fra UK, Paul Hubweber (tb) og Martin Blume (dm) fra Tyskland, Helge Hinteregger (ts)og Lukas Ligeti (dm) fra Østrig, Albert Markos (ce) fra Ungarn, Benoit Delbecq (p) fra Frankrig og de danske SKRÆP-folk Christer Irgens-Møller og Niels Winther samt NEM-formand Ole Kühl.

Udover enkelte repræsentanter fra dagspressen var det øvrige musikliv stort set fraværende, hvilket understregede det hemmelige i sagen. En oplevelse af at være overset, måske direkte negligeret, var udbredt.

Det er sandsynligvis sådan, at den omhandlede musik er den smalleste, vi kender, uden offentlig opmærksomhed og institutioner, også sammenlignet med tilsvarende randområder inden for fx partiturmusikken.

Under debatterne påpegede flere af de udøvende savnet af verbal kommunikation, dels for at kunne forklare sig over for en undrende omverden og måske sælge varen dér, dels internt i miljøet. Det sidste hensyn overraskende, fordi musikken i sig selv er et nok så illustrativt kommunikationsmiddel, især da blandt indforståede. Men behovet har relation til en udbredt følelse af underlegenhed i forhold til den skrevne musik, hvilket også blev formuleret på symposiet.

Der blev endvidere udtrykt behov for en akademisk forskningsindsats på området for ligesom at få det blå stempel. I samme boldgade var argumenter om, at den fri improvisation kunne anvendes i terapeutiske og gruppedynamiske sammenhænge. Det kan tages som udtryk for en urimelig kunstnerisk usikkerhed, men er interessant, fordi musikken, oftest uden melodi og rytme, stiller ultimative krav til de medvirkendes fulde, følelsesmæssige tilstedeværelse og evne til at kommunikere i samspil med de øvrige implicerede.

Det er karakteristisk, at komponisterne selv deltager i fremførelsen af egne værker. Der er aldrig tale om solostykker eller om solistiske indslag. Der kan være tale om udbrud, måske korte enetaler for instrumentet, men ellers handler det om vekselsang fra det mest stilfærdige til højpotente talekor. Eller som Butcher udtrykte det: »Improvisation is like 'negotiating' music on stage.« Han talte i øvrigt for kreativ radikalitet helt uden historiske relationer.

Det sidste står i modsætning til min egen oplevelse af musikkens kvaliteter, som de fremstod under koncerterne. Eksemplerne med rene elektroniske instrumenter stod svagt, ofte forstyrrende i ensemblerne.

Normalt foregik de lydmæssige eksperimenter på konventionelle blæse- og strengeinstrumenter, spillet på trods af instrumentets natur som guitarstrenge gnedet med en rustfri grydesvamp eller guitarkroppen gnubbet med et langt sweaterærme. Eller ved at instrumentets normale virkemidler under- eller overspilles, som når luftsøjlen i tubaen ikke sættes i svingninger, men blot blæses igennem eller når sax'en trakteres med voldsomme kysse- og gurglelyde for ind- eller udadgående. Eller når guitarens strenge eller cellobuens hår slides væk i løbet af et enkelt nummer.

Endelig er der eksempler på andre redskaber spillet som et traditionelt instrument. Fx en trækuffert strøget med violinbue. Det gav nogenlunde samme lyd som guitaren gnedet med uldærme og tubaen pustet igennem.

De tre bag trioen Das Kreisen fremtvang med deres ekstreme stilfærdighed og vældige pausering en uafviselig, anspændt opmærksomhed hos publikum på symposiet.

Til forskel fra anden ekstrem kunst er der ofte plads til humor, til tider endda overgiven lystighed i musikkens fremførelse, uden at det udarter i pjat. Vitaliteten i musikken er altid udtalt. Til gengæld var der almindelig uenighed om, hvorvidt man som musiker kan spille både frit improviseret og musik i fastere former. Nogle ville endda afvise muligheden af at sammensætte et fælles program med begge former.

Som publikum virker det synspunkt helt forkrampet. Både Das Kreisen og den blæsersekstet, der optrådte på symposiet, kunne udmærket indgå i et koncertprogram med udgangspunkt i partiturmusik.

Trioen med Houle, Delbecq og Ligeti kunne have spillet for et fyldt Jazzhouse og begejstret alle Jøklebas fans dér, som den begejstrede på sym-posiet. Og Sound of Choice optrådte som nævnt på Jazzfestivalen, uden at det virkede som en fejlplacering.

Jeg vurderer ikke musikken som crossover eller gråzone mellem eksisterende stilarter eller som en selvstændig stil. Jeg ser den mere som en metode eller som aktuelle resultater af uafhængig musikalsk-akustisk frontforskning eller med et andet billede: Som litteraturens smalleste bøger, digtsamlingerne, hvor sprogets virkemidler er presset til det yderste. Og da det handler om samspilsformer mellem mennesker, om nye muligheder i tilværelsen, virker musikken altid vedkommende, uanset hvor mærkværdig den umiddelbart fremstår.

Der er ingen steder, man kan leve af den eksperimenterende musik, heller ikke i Danmark.

Musikrådets aktuelle forslag til spillestedslovgivning ser heller ikke ud til at tilgodese denne musikkens grundforskning. Hvis ikke den fortsat skal være hemmelig for offentligheden og det øvrige musikliv, når SCM-symposiet efter planen igen samles om 2 år, må man sørge for at støtte dens virksomhed som anden forskning og støtteværdig kunst.

Ole Jall er tilknyttet internet-tidsskrifterne Søndag Aften [http://www.cultur.com] og Kulturspeilet [http://wit.no/pluto/kulturspeilet/]

Se også boganmeldelsen på de følgende sider, som tager udgangspunkt i beslægtede problemstillinger, red.