Vi må skabe billeder af fremtiden. Interview med kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 04 - side 126-133

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

- Som kulturminister forholder du dig professionelt, politisk i forhold til det klassiske musikmiljø, men har du et personligt forhold til denne musik?

»Jeg er barn af min egen generation. Det er beat- og rockmusikken, der har præget mig. Den klassiske musik er først kommet til mig relativt sent i livet. Jeg er ikke opdraget med den klassiske musik.«

- Har du så fået nogle øreåbnende oplevelser efter du har mødt den?

»Jeg synes at den nykomponerede musik er interessant, men ellers må jeg sige, at jeg er mest optaget af den traditionelle klassiske musik: Carl Nielsen, m.fl. Men jeg synes også det er utroligt interessant som kulturminister at være med til at finde ud af, hvordan man giver bedre vilkår for den klassiske musik, der skrives i dag.«

- Hvordan kan man gøre det?

»Det er bl.a. et spørgsmål om at turde tænke i nye typer bevillinger og turde rokere rundt med de bevil-linger vi har. Det er fx et spørgsmål om, hvad vi gør med vores kulturudveksling.«

- Kunne man opprioritere den ofte omtalte musikeksport?

»Det synes jeg ville være oplagt. Der er stigende muligheder for at tjene penge på kunst. Det kan man vælge at sige er forfærdeligt - tænk hvis nu kunst skulle blive en vare! Det synes jeg ikke er så slemt. Det vigtige er, at der er en politisk vilje til at holde hånden under den kunst der ikke kan klare sig på markedsvilkår. Det er hele tiden det afgørende. Man må også tænke på, at når vi snakker kulturudveksling drejer det sig ikke kun om at få solgt noget, men om at skabe basis for en forståelse mellem forskellige kulturer og om at udvikle sin egen kultur ved at være lydhør over for de andres. Det er ikke ensbetydende med at det ikke er interessant, om der er noget inden for kulturområdet vi også kunne sælge og tjene penge på. Musikområdet er helt klart interessant, fordi vi i dag eksporterer for lige så meget på musikområdet som vi sælger pølser for.«

- Nu tænker du ikke kun på den nye musik...

»Nej, jeg tænker på musik som sådan.«

- Hvis vi sammenligner med de andre kunstarter, litteratur og frem for alt billedkunst, så er disse om-råder jo meget mere velegnede som markedspotentialer, salgsobjekter, hvor musikken er sværere at gøre til en ting, man kan samle på og måske sælge igen...

»Nogle typer musik, ja. Den type musik vi snakker om her er nok ikke noget, som vil blive et eksportemne, men det kan bidrage til at skabe en forståelse for, at Danmark er andet end Carl Nielsen på musikområdet. Men som sagt synes jeg ikke kun det handler om at sælge, men også om at skabe et 'lydrum' i de lande man kommer til.«

- Hvis vi hæver os over det nationale og tænker nordisk, så har der igennem flere år været arrangeret et flerkulturelt samarbejde, der hedder Verden i Norden. Det går ud på at lukke fremmede kulturer ind, at søge den kulturelle udveksling, hvor Danmark jo også har været med, omend ikke i så høj grad som fx nordmændene. I Rikskonsertene i Norge har man ligefrem oprettet et flerkulturelt center, der tager sig af at arrangere turneer med norske og afrikanske musikere, osv. Gennem musik kan man kommunikere uden sprog og nå nye fælles horisonter. Er det ikke noget vi - nu du taler om at skabe nye rum - må tænke på at gøre mere ved, ikke mindst med tanke på det kommende multikulturelle samfund?

»Jo, og det er derfor vi har den nye Udviklingsfond, som har afløst Kulturfonden. Udviklingsfonden arbejder med netop det multikulturelle: Spørgsmålet om hvordan forskellige kulturer kan inspirere hinanden, hvordan de fremmede kulturer kan komme til udtryk hos os og blive synlige hos os. Men det er så også et spørgsmål om at musikmiljøerne i Danmark er åbne over for det fremmede og føler en forpligtelse til at bidrage til samtalen.«

- Har du nogen grund til at tro at det modsatte skulle være tilfældet?

»Nej det har jeg ikke. Når vi snakker om musik - jeg ved ikke præcis hvordan det forholder sig med den ny musik - har jeg en fornemmelse af, at der er stor åbenhed. Men hvis jeg skal se på kunsten og kunstnere generelt i Danmark, kunne jeg godt ønske mig at kunstnerne følte en større glæde ved og en større forpligtelse til at bidrage til denne omtalte samtale, og i det hele taget bidrage til diskussionen om vores samfund for dermed at sætte det i relief. Kunstnerne har aldrig haft større frihed end de har for øjeblikket. Jeg tror aldrig, at vi har haft et samfund, der har gjort sig mere umage med at give kunstnerne frihed. Jeg kunne derfor godt ønske mig at kunsten var mere frimodig og gik mere til kanten, gik mere ud af skråplanet...«

- Tænker du kunstnerisk eller engagementsmæssigt?

»De to ting hænger sammen, gør de ikke?«

- Der er en del der mener, at man ikke mere kan føre den politiske virkelighed ind i kunstværket. Engang havde musikken og kunsten en politisk funktion, men den 'model' er kunstnerne jo gået væk fra, måske på baggrund af de erfaringer kunstnerne gjorde sig i tresserne og halvfjerdserne.

»Det respekterer jeg også ... at de ser sådan på det. For jeg mener, at kunsten skal være helt fri. Den skal ikke have en rolle, den må netop gøre som det passer den. Men hvis jeg ser på det som borger i Danmark og ikke som kulturminister, så er der jo nok at være indigneret over. Der er meget, der godt kunne kræve at blive sat i relief og blive sat spørgsmålstegn ved. Nu snakker jeg ikke kun musik som sådan, men om kunst i det hele taget. For kunsten har den frihed ... den er ikke bundet på forhånd. Den har netop muligheden for at kritisere, brokke sig, stille alle mulige spørgsmål og vise det grimme, modbydeligheden, angsten, ondskaben...«

- Ja, det gør den vel på sæt og vis også, spejler sin samtid, provokerer. Kan du lade dig provokere af den ny musik? Du har for nylig hørt Bent Sørensens værk In Paradisum.

»Det er da provokerende musik.«

- Jeg synes det værk er meget smukt og meget poetisk. Det synes du ikke?

»Næh. Men det er jo ikke så vigtigt, hvad en minister har som personlig smag.«

- Men det er vigtigt at en minister har en holdning.

»Ja.«

- Vores generation kender nulevende malere med Per Kirkeby i spidsen og vi kender de kendte forfattere, kender titlerne på de nye romaner, vi kender filminstruktører, men når det gælder den musikalske verden, er vores generation nærmest uoplyst. Dette på trods af at flere af vores nulevende komponister regnes for at høre til de bedste viden om. Det er lidt underligt, synes du ikke?

»Det er det. Den klassiske musik som sådan er jo uopdyrket for mange i min generation. Men det gør den netop interessant, fordi man lige nu har enormt brug for at finde noget helt andet at hvile i.«

- Til det formål kan politikere give de ydre rammer. Kan du definere hvad det er for en kulturpolitik du vil fremhæve som væsentlig.

»Mit eget udgangspunkt når jeg definerer kultur er det brede kulturbegreb. Dvs. 'fundet' i 'samfundet'. Et samfund er noget vi finder sammen. Og det 'fund' er kulturen. Det er vores værdier, vores forestillinger, vores drømme og materialiseringen af dem. Men det betyder ikke at kulturministeren skal beskæftige sig med alt inden for kulturområdet. Man må bestemme sig for, hvad der er det afgørende at beskæftige sig med lige netop nu.

Der er to ting der er afgørende lige nu. Det ene er, at vi prøver at finde ud af, hvad der er det allervigtigste i den danske kultur, som vi ønsker at fastholde og bevare og tage med ind i det 21. århundrede. Hvad er det i kulturarven, vi synes er fuldstændig afsindigt vigtigt at passe på? Det betyder for mig, at det er afgørende at give de etablerede kulturinstitutioner gode udviklingsmuligheder, beskytte dem, holde hånden under dem. Det der har kendetegnet firserne og halvfemserne har været, at man i høj grad har støttet projektkulturen: Det nye og det eksperimenterende har været det interessante. Jeg vil forsøge at holde fast i de kulturinstitutioner vi har og bidrage til deres udvikling. Lige nu synes jeg fx at det er meget vigtigt at se på, hvad vi kan gøre for bibliotekerne. Hvad kan vi gøre for at fastholde den rolle de traditionelt har spillet i tilknytning til demokratiet og i udviklingen af befolkningens videns- og informationsniveau og den kulturelle kompetence som sådan? Vi skal holde fast i rødderne.

Det andet er at prøve at skabe billeder af fremtiden. Hvad er det vi synes det danske samfund skal udvikle sig til? Hvem er det vi vil være? Tage Skou Hansen har engang sagt, at vi er det vi vil, men for at vide, hvad man vil, er man nødt til at vide, hvad det er man kan komme i retning af. Det ved vi meget lidt om lige nu, for de gamle utopier, som vi har forankret vores fremtidstro i, er døde. Den marxistiske utopi betyder i hvert fald ikke det den har betydet, og det gør den liberalistiske heller ikke. Vi mangler billeder af fremtiden. Resultatet kan meget vel være at vi bare lader udviklingen være ... lader den selv finde retningen. Vi skal være rors-mænd for udviklingen.

Forudsætningen for denne kraft er, at vi giver os selv gode muligheder for at skabe billeder af fremtiden. Hvordan gør man så det? Det er bl.a. et spørgsmål om at give kunsten stor frihed. Give kunstnere mulighed for at formulere sig fuldstændigt frit. Det er desuden et spørgsmål om også at give eksperimentet ordentlige vilkår. Altså give gode muligheder for at eksperimentere med nye bosætningsformer eksempelvis, eller nye måder at skabe arkitektur på.«

- Det er din kulturpolitiske vision, kan man vel sige. Kan man tale om tilstedeværelsen af en kunstpolitik?

»Der er jo to opgaver i mit ministerium, den ene er at være minister for kunsten. Det er først og fremmest et spørgsmål om at holde sig på afstand og sørge for, at der er gode vilkår og frihed. Det afgørende er, at kunsten eksisterer på sine egne præmisser, at den får mulighed for det og ikke bare overlades til markedsvilkårene. Og så er der kulturpolitikken på den anden side som er bredere, hvor man har mulighed for at gå ind og sige, at der er noget der er vigtigere end noget andet, at der er noget der skal prioriteres, at der er noget der er pokkers vigtigt at tage fat på.«

- Lad os se på nogle af de priori-teringer du har lagt frem for nylig. Hvad ligger til grund for prioriteringerne inden for de forskellige kunstområder - hvorfor er filmområdet blevet kraftigt opnormeret?

»Lige nu er der to steder, hvor vi vil opleve en kraftig stigning. Det ene er Statens Kunstfond, hvor vi fordobler bevillingerne over fire år. Det andet er filmområdet, hvor vi øger bevillingerne med 75% over tre år. Det er en satsning. Den øgede bevilling til Statens Kunstfond hænger jo sammen med, at man netop har ønsket at give den professionelle kunst så gode vilkår som overhovedet muligt. Filmen har ikke haft den store politiske bevågenhed. Men man kan konstatere, at film er et meget sårbart område. Der er næsten ingen film, der kan tjene sig selv hjem. Samtidig kan man konstatere at vi i stigende grad orienterer os i forhold til billeder. Derfor er det vigtigt at der produceres billeder med udgangspunkt i dansk kultur. Desuden har vi meget talent inden for film lige nu. Vi har en masse unge der kommer fra Statens Filmskole. Der er grøde i dansk film, og borgerne er interesserede i det. Fra 1996 til 1997 steg salget af biografbilletter til danske film med 35%.

Der er så meget potentiale i dansk film lige nu, at hvis det på nogen måde skal komme til udtryk, er vi nødt til at øge bevillingerne betragteligt. Vi har valgt at øge bevillingerne første år med 50 millioner, året efter med 100 og året efter med 150. Så får vi virkelig volumen i dansk film: I stedet for at producere 14 spillefilm om året kommer vi op et sted mellem 28 og 30 film. Nogle af pengene skal desuden bruges til at bevare kulturarven. Vi har en masse gode danske film og en fantastisk stolt filmtradition at holde fast i. Der er mange vigtige formål, der skal dækkes af den ekstrabevilling. Men det er da en klar prioritering fra min side. Nu er det filmens tur.«

- Med baggrund i vores snak om musikeksport, kunne et forsvar for musikområdet være, at der faktisk er danske komponister helt ned i din og min generation, der har meget stor succes i udlandet, som man ud fra dit film-ræsonnement kunne bakke op efter alle kunstens regler. Men det er jo sværere med komponister. De har i hvert fald ikke markeret sig i offentligheden sådan som filmfolk har det.

»Det er den generelle opfattelse, men jeg mener ikke, at filmfolk er dygtigere til at gøre opmærksom på sig selv. Filmproducenter er jo ikke vanvittigt kendte. Hvor mange kender egentlig de filmproducenter vi har?

Mange kender Lars von Trier, men han er jo ikke typen der kommer og banker på min dør overhovedet. Og det gør Thomas Vinterberg heller ikke. Så det er ikke noget med, at der har stået en hel masse filmfolk her i mit kontor. Jeg tror faktisk slet ikke der har været nogen. Det er jo heller ikke dem, der skriver de store indlæg i aviserne og stiller krav om penge.«

- Du sagde før at Musikrådet har fået stigende bevillinger. Det er rigtigt, men den planlagte supplering af midlerne blev jo også annulleret på et tidspunkt. Med et teknisk udtryk blev bevillingerne ikke fremskrevet som planlagt. Det var noget rod, idet projekter blev søsat under forudsætning af at midlerne blev forøget. I Hildens tid blev der lavet en plan, der sigtede mod en bestemt udvikling, som derefter ikke kunne gennemføres.

»Jeg kunne da også ønske mig at vi havde de penge. Men bevillingerne til Statens Musikråd er steget op gennem halvfemserne. Jeg beklager at der ikke bare er uanede mængder af penge, for der er nogle områder inden for musikken, jeg meget gerne ville gøre noget for.«

- Hvilke?

»Jeg ville eksemplevis gerne gøre noget i forhold til spillestedslovgivningen. Men at der generelt er ønsker, som ikke er tilgodeset, er fint. Sådan må det være. Det er et udtryk for, at der er grøde og at der er mange der gerne vil noget. Det er også et udtryk for, at vi fx har nogle dødgode musikkonservatorier, som spyr dygtige musikere ud.«

- En af konsekvenserne af, at fremskrivningen ikke blev 100% gennemført er, at Statens Musikråd valgte at droppe statsensemblet.

»Ja, man har udskudt det indtil videre.«

- Indtil videre?

»Det er en prioritering i Musikrådet, som jeg er lidt ked af. Hver eneste gang et af rådene vurderer at et teater ikke skal have flere bevillinger, eller statsensemblet ikke mere skal have en bevilling, så lander sagen på mit bord. Og så siger man, at det er også for dårligt, at kulturministeren har fyret statsensemblet, men det har jeg jo ikke gjort. Det er en prioritering i Musikrådet.«

- Måske har Musikrådet prioriteret en nedlægning af statsensemblet, fordi det ville gøre endnu mere ondt at skære andre steder?

»Men det gør netop meget ondt at skære i bevillingen til statsensemblet. Det er meget synligt, når man lukker et statsensemble.«

- Men det gør ikke ondt på nogen personer. Der er ikke nogen der bliver skåret væk, for der er jo ikke valgt et nyt ensemble. Musikrådet får ikke voldsom kritik internt i miljøet...

»Det er det valg man har gjort. Det må jeg respektere. Til gengæld kan man sige, at der sker andre glædelige ting. Fx at nogle af vores landsdelsorkestre ansætter deres egen komponist.«

- Du tænker på Sjællands Symfoniorkester og Odense Symfoniorkester?

»Ja. Vores landsdelsorkestre har fået flere musikere. De har benyttet sig af den udvidelsespulje, vi har haft, så de er blevet forstærket. Vi vælger at prioritere, at der er nogle af vores landsdelsorkestre som får bedre vilkår. Ved at kunne tilknytte komponister og ansætte flere musikere, og ved at kunne turnere. Det sker så på bekostning af noget andet, men der er jo hele tiden grøde i miljøerne. Der sker hele tiden nye ting. Lige nu er der et meget spændende projekt i gang med etablering af et basisensemble omkring Holstebro og Herning, hvor der er meget stor lokal medfinansiering. Jeg så meget gerne at vi også kunne finde nogle penge at putte i det fra statens side.«

- Jeg vil gerne vende tilbage til det du sagde før om områder, du gerne ville tænke på. Der foreligger en rapport vedrørende spillesteder i Danmark. Rapporten dokumenterer behovet for en udvikling på området. Hvad er der sket siden Statens Musikråd afleverede rapporten? Er en finansieringsplan i sigte?

»Vi har en konference, hvor lovgivningen vil blive diskuteret (konferencen blev afholdt den 30. november, red.). Jeg har diskuteret sagen med mine politiske kolleger. Der er meget stor opmærksomhed omkring sagen, men det er ikke ensbetydende med, at jeg kan finde pengene - det har jeg også sagt til Musikrådet, da jeg fik rapporten. Men hvis jeg kan finde flere penge er det absolut et af de områder, jeg synes skal prioriteres. Den rytmiske musik har været et stedbarn i musiklovgivningen. Du kan sikkert også sige, at den ny musik er et stedbarn, men der er nogle fora som får støtte via Statens Musikråd, som kan bruges som afsæt for at spille den ny musik. Der er ikke noget i vejen for at landsdelsorkestrene og basisensemblerne spiller den ny musik og dermed er med til at formidle den.«

- Nu har du bedt om at Musikrådet nedsætter et udvalg med henblik på at undersøge disse orkestre. Der er tidligere udarbejdet en rapport om landsdelsorkestrenes repertoire osv., hvor det fra en af debattørerne hed, at hvis orkestrene ikke spiller ny musik, skal man tage støtten fra dem - man foreslog en kvoteordning. Kan du huske den debat?

»Det var før min tid.«

- Jeg tror Jytte Hilden svarede, at 'kvoter er til fisk' og ikke til musik. Men nu har du altså bedt om et nyt udvalg, der blandt andet skal gennemgå de fem landsdelsorkestres virksomhed. Udvalget består af Lennart Ricard (formand for Statens Musikråd og formand for arbejdsgruppen), Karen Andersen (næstformand i Statens Musikråd), John Frandsen (komponist og medlem af bestyrelsen for Den Anden Opera), Inger Allan (prorektor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium), og Giordano Bellincampi (1. gæstedirigent for Sjællands Symfoniorkester. - I kommissoriet fremgår det, at det skal undersøges om det er muligt med en »... sammenlægning af fx Malmø Symfoniorkester og Sjællands Symfoniorkester.« Sådan en idé med et orkesterudvalg finder du ikke på selv. Du må have nogen der rådgiver dig.

»Ja. Flere i mit bagland har udtrykt ønske om en rapport. Jeg er også tit i Jylland blevet konfronteret med ønsket om et fuldt besat symfoniorkester i Jylland. Vi har to på Sjælland: Det Kongelige Kapel og Radioens Symfoniorkester. I Jylland vil man også gerne have et fuldt besat symfoniorkester. Så er det jeg spørger: Kan det lade sig gøre nu, hvor vi har fået en bro fra Fyn til Sjælland og med en ny bro fra København til Malmø?

- OK. Lad os så sige at vi taler om en opnormering på ca. 20 musikere, hvis orkestret skal være fuldt besat - lad os kalde det Århus Symfoniorkester. Det betyder at midler til dette skal skaffes fra området som helhed, ikke sandt?

»Som udgangspunkt, ja.«

- Som udgangspunkt. I din tankeverden er der altså en forestilling om at det er muligt at sammenlægge orkestrene i Malmø og København (Sjællænderne).

»Jeg har ikke forestillet mig noget. Jeg afventer rapporten.«

- Hvorfor tror du at der i det politiske bagland er et ønske om at undersøge disse ting?

»Fordi man er interesseret i musikken og fordi man er interesseret i kvalitet, og fordi der aldrig har været et større publikum til den symfoniske musik end der er lige nu.«

- Vil man så sige, at der er nogle orkestre som gør sig fortjente til at være med i en kvalitetssatsning og andre orkestre der vil blive placeret i en slags andenrangskategori?

»Undersøgelsen må vise om man kan sige det på den måde. Det drejer sig om at få et kvalitetsløft ved at ændre på tingene: Om man kan fordele midlerne på en anderledes måde, så den symfoniske musik på landsplan får et løft.«

- Du siger i en avis i dag, at du ikke vil ofre nogen. Men lad os nu forestille os den konkrete situation: Malmø Symfoniorkester: 87 musikere. Sjællands Symfoniorkester: 74 musikere. Det giver 161 musici. Der skal bruges ca. 100 til et fuldt besat symfoniorkester. Man kan vel næppe forestille sig at den tænkte sammenlægning rent praktisk kan lade sig gøre? Det man må gøre er at opløse begge orkestre og så lave et nyt, fordi puslespillet simpelthen ikke kan gå op. Der er 60 mennesker, der skal ud!

»Regnskabet skal gå op: Hvis vi vil have et fuldt besat orkester et andet sted i Danmark, nemlig i Jylland, er vi nødt til at have flere musikere i Jylland.«

- Skal musikerne fra Malmø så flytte til Århus?

»Det er ikke mig der skal løse det problem. Det kan jeg ikke. Jeg skal vurdere om vi vil have to fuldt besatte symfoniorkestre. Et på Sjælland og et i Jylland.'«

- Jeg kunne godt forestille mig, at bestemte tankebaner vil cirkulere i de faglige kredse: Det har taget flere årtier at opdyrke en orkestral symbiose, en følsom organisme som fx Sjællands Symfoniorkester. Et orkester som laver en masse ting: Pædagogisk arbejde, rejser rundt i landet og giver koncert, osv. Og så sidder der nogen ved et skrivebord som finder ud af, at nu gør vi bare sådan og sådan.

»Det er netop ikke nogen ved et skrivebord. Det er Statens Musikråd, som har forstand på det. Det er ene og alene mennesker som har et bankende hjerte for musikken.«

- Nu tænker jeg ikke i så høj grad på udvalgets kompetence. Jeg tænker på den grundlæggende impuls til at sammenlægge to orkestre: Der må have siddet mennesker - med eller uden skrivebord - og foreslået at ideen kom ned på et papir og ind til dig, som har udformet et kommissorium. Jens Johansen - den forhenværende kulturborgmester var også inde på ideen om en sammenlægning af de nævnte orkestre. Men det kom der ikke noget ud af.

»De nævnte modeller er bare givet som eksempler. Der kan være helt andre muligheder. Jeg vil bare sikre mig, at vi tænker: Kan vi gøre det bedre. Jeg har al mulig respekt for den symbiose, som helt klart opstår i et orkester.«

- Du ved også godt at det tager mange år at opbygge et orkester?

»Det gør det. Derfor skal man heller ikke bare handle over hals og hoved. Derfor har jeg heller ikke draget nogen konklusion på forhånd. Jeg har bedt nogen om at undersøge, om der er nye muligheder, fordi infrastrukturen i Danmark er ny. Og fordi det kan være at tyngdepunkterne i musikken ændrer sig. Det er trods alt vores opgave som politikere at prioritere. Men ikke at ofre.«

- Men det bliver der jo reelt tale om at gøre, hvis man skærer dybt i en sag, ikke?

»Hvis der skal ofres, er forudsætningen at der vindes i den store sammenhæng. Men jeg synes ikke musiklivet skal være så angst for forandringer. Jeg har hørt mange beklagelser over problemer og forhold, man syntes var trælse i symfoniorkestrene. Og nu hvor vi sætter en undersøgelse i gang, er alle meget overbeviste om, at den struktur vi har er den eneste rigtige.«

- Men dit synspunkt om at forandringer og den turbulens det medfører er noget vi skal være glade for, stemmer ikke overens med din grundlæggende holdning om at »give de etablerede kulturinstitutioner gode udviklingsmuligheder, beskytte dem.« Hilden sagde, at det er institutionskulturen der sluger alle pengene, hvorefter 'projekterne' blev tilgodeset. De gamle institutioner kunne herefter ikke vide sig sikre på noget som helst. Nu skal det projektorienterede ud og vi skal igen til at 'bevare'.

»At man vil sikre institutionerne er ikke ensbetydende med at der ikke skal ske forandringer. Det jeg har sagt er, at der overhovedet ikke skal skæres i det beløb der gives til symfonisk musik. Men jeg synes det er rimeligt at spørge: Kan vi gøre det bedre? Jeg vil ikke ødelægge symfoniorkestrene. De er stærke og vigtige institutioner med et kæmpe pædagogisk arbejde. Og jeg har ikke tænkt mig nogen af pengene skal gå til projekter og sjove ting. Til gengæld har jeg bedt om, at de tre puljer til symfoniorkestrene bliver evalueret.«

- En af de institutioner du har interesseret dig for er Det Kongelige Teater. Du har bedt om en 10-års plan, som er kommet. Svarene på de spørgsmål du stillede i kom-missoriet, har du fået fra teatret. I teaterchef Mikael Kristiansens sammenfatning hedder det bl.a.: »Jeg skal på baggrund af ovenstående indstille, at kunstarterne forbliver samlet, men at der arbejdes med større frihed og selvstændighed for de kunstneriske chefer.« Personalet siger at teaterchefens rapport »mangler visioner« og at der på en egnet grund bør opføres et teaterkompleks som på en gang omfatter skuespilhus og et opera/ballethus. Hvad har du fået ud af at læse rapporten - kan du bruge den til noget?

»Ja det kan jeg. For mig er det klart, at det store problem lige nu er skuespillet. Man kan sige at operaen mangler plads, mulighed for at spille flere forestillinger, Kapellet mangler musikere, osv. Men kvaliteten er i orden og publikumsinteressen er massiv, så der er ikke nogen fare for operaen. Den skal nok overleve. Udfordringen er i skuespillet.«

- Men nu siger du at fordi der er så meget grøde i filmen, skal de have nogle flere bevillinger, men der er jo så også grøde i operaen, men de skal ikke have et nyt hus, eller hvordan? Eller der er måske ikke nogen sammenhæng mellem dine synspunkter der?

»Jamen jeg skal ikke sige at operaen ikke skal have et nyt hus. Jeg siger bare, at vi er nødt til at løse problemerne for skuespillet. Skuespillet er inde i en krise lige nu: Publikum svigter og man har i årevis manglet en scene.«

- Hvordan forholder du dig til 'treenigheden' - problemerne om hvorvidt kunstarterne skal forblive samlet eller ej?

»Jeg mangler begrundelser i 10-årsplanen for at samarbejdet og samvirket mellem de 3 kunstarter skal fortsætte. Jeg mangler også eksempler på, hvordan man vil berige hinanden fremover. Jeg er opmærksom på 'ånden i huset' og de tre kunstarter, der beriger hinanden rent åndeligt. Men jeg synes det kunne være interessant at se nogle eksempler på, hvordan man konkret kunne lege sammen i de kommende år. Inden for den øvrige del af kulturlivet er der er et større samarbejde på tværs af kunstarterne. Den tværæstetiske kunst er meget lovende. Det vil være lidt underligt hvis vi netop nu, hvor der er denne leg på tværs af kunstarterne, skulle bestemme os for at de tre kunstarter skulle adskilles. Der er gode begrundelser for at holde dem samlet, men jeg finder dem ikke i tilstrækkelig grad belyst i handlingsplanen.«

- Men du har disse begrundelser selv?

»Jeg synes der er nogle begrundelser for det. Fx at vi ser det andre steder i kulturlivet.«

- Personalet ønsker det øjensynligt også. Kunstnerne skriver, at de gerne vil forblive samlet, bare et andet sted. Men det er et større projekt. Vil du tage initiativ til at arbejde videre med det?

»Vi er i fuld gang med at tage initiativer. Med at undersøge byggegrunde og der bliver en konference i januar på Louisiana hvor hele handlingsplanen bliver diskuteret. Vi har jævnligt møder med alle de politiske ordførere, hvor vi diskuterer handlingsplanen.

Skuespillet betyder fantastisk meget for udviklingen af dansk kultur, hvor operaen jo er meget mere internationalt orienteret. Derfor kan man også tillade sig at se operaen i et internationalt perspektiv.«

- Men kan du ikke også se på operaen som noget nationalt? Hvis vi ser på kammeroperascenen generelt, kan vi vel tale om et decideret boom inden for de seneste 10 år, hvor der faktisk er en lillebitte beskeden operascene (Den Anden Opera), som nærmest har overtaget Det Kongelige Teaters forpligtelse til at spille den ny musikdramatik, og som kører på pumperne hele tiden. Er det ikke et område, man kunne kigge på?

»Jo, det er det. Så det må med i den samlede prioritering. Jeg synes også Den Jyske Opera er fantastisk interessant og gør det dødgodt for næsten ingen bevillinger.«

- Har disse folk ikke mere behov for at få en opnormering af deres musikere og et fast kor? Et fuldt udbygget symfoniorkester er sikkert pragtfuldt, men repertoiret for et sådant orkester er - vel, lidt firkantet sagt - indskrænket til værker fra en begrænset periode i musikhistorien. Det er de 'sidste pladser' i et symfoniorkester som er dyre. Meget kan vel udføres med assistenter...

»Musikerforbundet foretrækker langt hellere flere faste stillinger i stedet for alt det løse. Du kan ikke løse alle verdens problemer på en gang. Men når vi snakker opera er vi i hvert fald nødt til at se på opera som sådan i Danmark. Og der er nogle interessante ting, som ikke bare finder sted på Kongens Nytorv, men mange andre steder. Det må vi også tænke på, når vi skal snakke om nye huse og bevillinger. Jeg synes både Den Jyske Opera og Den Anden Opera gør det godt.

Vi har også forsøgt at gøre noget med operapakken: Der er øgede bevillinger på det område. Men det er selvfølgelig ikke noget i forhold til den store klump som ligger på Kongens Nytorv. Det må med, i stedet for bare at snakke om, at der skal laves et nyt stort hus, som koster vanvittigt mange penge. Vi er da også nødt til at tænke på, hvad vi kunne få ved at lægge flere penge i Den Jyske Opera, i Den Anden Opera og i hele vækstlaget inden for musikdramatikken. Jeg synes også det er vigtigt at fx Den Jyske Opera tager rundt i alle mulige idrætshaller i Danmark - kunstnerne gør det og føler sig ikke for fine til at gøre det. Det er da sjovt. «

- Lige som Sjællands Symfoniorkester spiller symfonisk musik rundt omkring i haller?

»Men det gør alle de andre altså også. Det er ikke kun Sjællænderne. Bemærk at vi har et andet problem: Vi har nogle kulturforsøg, der udløber, hvor vi skal tage stilling til, hvordan den samlede bevilling skal være, eller hvem der skal finansiere symfoniorkestrene i fremtiden. Hvor vi har en fifty-fifty-ordning nu, har vi et problem med Sjællands Symfoniorkester, og kontrakten med Tivoli er man også nødt til at forholde sig til. I stedet for at jeg skal finde ud af at løse problemet næste år, synes jeg det er bedre at sætte en samlet undersøgelse i gang af hele området. Alternativet var at jeg til næste år var blevet tvunget til kun at lave en løsning, der drejede sig om Sjællands Symfoniorkester. Var det bedre? Så der er forskellige ting, der gør, at jeg har sat denne undersøgelse i gang.«

- Dette problem er der så et bud på i dagens Berlingske Tidende: Musikeren Peter Fabricius mener, at staten må gribe ind og give den sidste håndsrækning, idet Tivoli jo har skåret i deres bevilling.

»Vi har forsøgt at finde en bevilling og hjælpe orkestret i år, og vi er inde i forhandlinger om hvad vi skal gøre næste år. Det er også det der gør, at vi er nødt til at sætte denne undersøgelse i gang, hvor vi i stedet for kun at beskæftige os med Sjællands Symfoniorkester ser på hele området. Folk skriger på helhedsløsninger, men vil i virkeligheden desværre helst have kriseløsninger.«

- Er det nordiske kultursamarbejde vigtigt? Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd har jo fået ikke så lidt kritik gennem årene. Nu har man så opfundet begreber som 'nordisk nytte'...

»Vi har en tradition for at hylde Norden, men når vi har siddet sammen har det ofte kun drejet sig om at få flest mulige bevillinger ud af det nordiske samarbejde til vores egne nationale projekter.«

- Det lyder ikke særligt nordisk.

»Det er ikke særligt nordisk. Jeg synes det nordiske samarbejde er vigtigt, men netop kun når man ser Norden i en helhed og prøver at holde fast i den fælles historie. Man kan sige, at med det stigende samarbejde i EU, bliver det tydeligere for os, at vi har fælles rødder i Norden og at vi på mange måder tænker ens.«

- Du er generelt skeptisk over for det nordiske samrabejde?

»Nej, jeg er ikke skeptisk. Jeg siger bare hvad der har kendetegnet samarbejdet indtil nu.«

- At man bruger det nordiske system til at løfte nationale projekter?

»Ja, men det burde være omvendt. Det er netop den nordiske identitet vi skal have frem i de fælles projekter.«

- Tror du ikke - når du gennemtænker musikeksporttanken - at det kan være rigtigt med nordisk samarbejde på musikområdet - i udlandet klinger Skandinavien mere velkendt end København.

»Jo.«

- Samarbejdet mellem ministerierne har ofte være problematisk. Kulturministeriet og Udenrigsministeriet har undertiden nærmest modarbejdet hinanden. Kan du gøre noget ved det problem?

»Vi er lige gået i gang med at forberede en evaluering af hele vores internationale kulturarbejde. Det er vigtigt at se på, hvad Kulturministeriet skal tage sig af og hvad Udenrigsministeriet skal tage sig af. Selv så jeg meget gerne, at vi opprioriterede indsatsen med udgangspunkt i ambassaderne. For der hvor vi har aktive ambassader, går det fantastisk godt. Det har vi fx i New York, i Dublin og i Paris. Dér står dansk kultur meget stærkt.«

- Det er rigtigt, men det er også velkendt, at når ambassader rundt omkring i verden begynder på et kulturprojekt, så skal det gå galt, fordi de ikke ved nok om tingene. Det findes der grumme eksempler på.

»Det kommer an på hvem vi har siddende i udlandet. Det handler også om at vide, hvem man skal samarbejde med derhjemme. Hvis man har et stærkt samarbejde mellem de danske kulturinstitutioner og ambassaderne, så går det normalt godt. I stedet for at det fx er Kulturministeriet eller ambassaderne, der sidder og tror, at de har al viden, har vi i Danmark en stærk tradition for at det netop er organisationerne selv og musiklivet selv og kulturlivet selv i det hele taget, som har ansvaret. Og som knytter an direkte til kulturinstitutioner og kulturlivet i det land, man skal arbejde sammen med. Her fungerer ambassaderne og Kulturministeriet somme tider som brobyggere. Sådan skal det også være.«

- Kan du nævne nogle projekter, du vil fremhæve som vellykkede på det område?

»Jeg er lige kommet hjem fra Irland. Det var da vellykket i Irland, hvor irerne fandt ud af, at danskerne er meget andet end vikinger. Jeg tror også at Danish Wave næste år i New York bliver en succes. Hammershøy-udstillingen i New York gav jo anledning til megen omtale.«

- Danish Wave. Du tænker på det fremstød, som generalkonsul Hans Grunnet foranstalter på konsulatet i New York. Er det på skinner nu?

»Der er i hvert fald nogle interessante tanker omkring projektet.«

Foto af kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen på opslaget side 128-129: Lars Schmidt.

Årgang 73/1998-1999, nr. 04