Videnskab, kritik og kulturkløft

Til marts er det ti år siden at mit store forbillede, dagbladet Informations musikkritiker Hansgeorg Lenz, skrev dansk pressehistorie. Som den første musikkritiker nogensinde blev han indklaget for Dansk Pressenævn. Oven i købet for en af sine allerbedste artikler, Vredens dag. Men nu er det lige før selv Lenz blegner i sammenligning med mig. Jeg er nemlig, som den første af min slags nogen sinde, blevet analyseret over så meget som 66 sider i den seneste udgave af Musik & Forskning. For dem der ikke skulle kende skriftet, så er det Musikvidenskabeligt Institut i Københavns mere eller mindre årligt udkommende artikelsamling. Typisk består et nummer af en håndfuld artikler skrevet af forskere med større eller mindre tilknytning til instituttet.

I en endnu ung alder er jeg altså blevet forskningsobjekt, og det vil jeg kunne leve højt på længe. Også selv om anledningen blot er en tre år gammel artikel, jeg i sin tid skrev i august 1995-nummeret af Dansk Musik Tidsskrift. Endda er det ikke blot mine synspunkter, der bliver dekonstrueret, det er sågar også hele min person. Når jeg selv skal sige det: Respekt.

Ikke desto mindre er der en række elementer i Søren Møller Sørensens meget læseværdige og tankevækkende artikel Det store skel og drømmen om forening. Om høj/lav-dikotomien i musikken og musikalsk 'cross over' som kalder på lidt uddybning, og for mig også giver anledning til et par videre overvejelser.

Nogle af mine forståelsesproblemer kan meget vel skyldes en kulturkløft. Min artikel, eller 'causeri' som Sørensen kalder den, som dannede afslutning på en længere DMT-serie om såkaldt 'gråzone'-musik, blev i sin tid skrevet på en formiddag, efter bedste evne og så vidt muligt på dansk, og handler om levende musik, primært ting jeg selv lige havde oplevet den pågældende sommer. Søren Møller Sørensens artikel har været tre år undervejs, beskæftiger sig altovervejende med teorier om musik og citerer flittigt både engelsk- og tysksprogede afhandlinger på originalsproget. Og kulturkløften bliver i hvert fald helt åbenlys, når Sørensen om mig skriver, at jeg »står for en af de mest spektakulære karrierer i nyere dansk kulturjournalistik«. Ja var det blot så vel.

Imidlertid er der, hvor nødigt jeg end vil indrømme det, vitterlig ikke noget specielt spektakulært ved de par stillinger jeg har bestredet, sammenlignet med adskillige andre af mine jævnaldrende - eller yngre - kollegers hidtidige løbebaner. At der til gengæld muligvis er det, sammenlignet med typiske 'karrierer' og aldersforhold inden for den musikvidenskabelige universitetsverden er jo noget ganske andet. Jeg tog for eksempel de fleste eksaminer på normeret tid og skrev speciale før jeg var 30.

Men tilbage til musikken. Mere eller mindre. For selv om Sørensens artikel lægger ud med at handle om min DMT-artikel og al dens - og mit - væsen, så kommer den faktisk ret hur- tigt til at handle om noget helt andet. Det bliver den, set i lidt større perspektiv, ikke mindre interessant af. For som sagt er det altovervejende teorier om den mulige, måske ønskelige forening af 'høj' og 'lav' musik, 'klassisk' eller 'rytmisk', Sørensen beskæftiger sig med. Altså forestillinger om hvordan tingene burde være og måske kunne indrettes.

Og selv hvor der citeres komponister, som fx Kurt Weill og Hanns Eisler, handler det stadig mere om utopier end om praksis. Man forholder sig mere til hvordan tingene kunne tænkes at blive end til hvordan de måske i virkeligheden er. Forfatterne som Sørensen refererer fortolker ikke verden, de diskuterer mulige verdener, og så kan man jo nå vidt omkring.

Igen: det var bare ikke det, min artikel handlede om. Nærmest tværtimod: Med overskriften Det er i gråzonen man ser lyset var min grundlæggende pointe præcis, at det ikke er et spørgsmål om at forene 'høj' og 'lav' musik - eller ikke at gøre det - men at foreninger, fusioner eller hvad man vil kalde det af denne art er lige så gamle som musikken selv. Fra Matthæuspassionen til Bjørk, og i øvrigt uafhængigt af om man synes det enkelte værk er godt eller skidt.

Snarere er det opdelingen der er teoretisk skabt, inden for en begrænset historisk periode, et bestemt æstetisk univers og en geografisk begrænset kultur. Det betyder selvfølgelig ikke at opdelingen ikke findes - der er notorisk ikke meget rock'n'roll i Det kongelige Teater, fx - men at det ikke utænkeligt er uden for opdelingen, der hvor der ikke længere er nogen skyttegrave, at de centrale ting sker. Lyt selv efter.

Måske er der endda tale om en endog meget begrænset kultur, hvis man ser nærmere på det i mine øjne mest interessante enkelte ord i hele Sørensens artikel. Det er til allersidst i artiklen, på side 63, hvor han konkluderer: »Hvis vi vil vide mere om hvad det var, der begejstrede publikum og anmelderen Jakob Levinsen under Elvis Costello og Brodsky-kvartettens optræden i Roskilde i 1995, må vi vide mere om de æstetiske diskurser, der formede forventningshorisonterne og prægede lyttemåderne. Ligeledes må vi være indstillet på et fortsat æstetikhistorisk udredningsarbejde, hvis vi vil have indsigt i de helt aktuelle musikkulturelle forandringer, der manifesteres i cross over-fænomenet og i den akademiske interesse, det nyder«.

Ordet er 'vi'. For hvem er det, Sørensen diskuterer med? Det siger sig selv, det ikke er mig. Eller i det hele taget hvad Sørensen kalder »den generation af offentlige menings- dannere, der i dag er i 30'erne, og som har fået deres universitetsuddannelse i en periode, hvor populærkulturelle fænomener forlængst havde vundet indpas som legitime objekter for forskning og undervisning ved de danskes universiteter«. Det sidste mærkede jeg nu ikke meget til mellem 1979 og 1989, skal jeg hilse og sige.

Det er tilsyneladende heller ikke den akademiske verden som sådan. I hvert fald ikke de dele af den, hvor cross over-fænomenet hævdes at nyde interesse (for et par år siden udskrev Københavns Universitet en prisopgave om emnet).

Og hvem er der så tilbage? Ja måske mest af alt Sørensen selv, eller i hvert fald den type endnu levende musikforskere han repræsenterer. I øvrigt fortsat ikke nogen helt lille gruppe - der er jo også gode pragmatiske grunde til, at min generation af »offentlige meningsdannere« må ernære os herude hvor vi er.

Det er en musikforskning der - udover i hvert fald herhjemme at være totalt usynlig i den offentlige meningsdannelse - hellere forholder sig til teoridannelser om hvordan musik burde spilles og måske opleves, end til hvad der egentlig foregår på scenerne og i højttalerne, for slet ikke at tale om lytternes hoveder. Hvor man vælger fortsat at operere ud fra en 'høj'/'lav'-modsætning - tilsyneladende også hvad angår forholdet mellem 'vi' i videnskaben og de 'offentlige meningsdannere' - fremfor at stille sig spørgsmålet om den overhovedet er relevant, eller nogensinde har været det.

Hvor det åbenbart forbløffende nok ikke er en selvfølge, at professionelle musikforskere følger løbende med i »de helt aktuelle musikkulturelle forandringer«. Og hvor man kan skrive mere end et halvthundrede sider uden at det fremgår om den så teoretisk velfunderede forfatter nogensinde selv har hørt, endsige reageret på et stykke musik. Det skulle da lige være Thomas Helmigs Det er mig der står herude og banker på?

I så henseende er det centrale sted i Sørensens artikel det sted i indledningen, hvor han karakteriserer min omtale af Elvis Costello og Brodsky kvartettens koncert på Roskilde Festivalen som »rørende«. Også selv om man ved læsningen ikke er i tvivl om, at det i sammenhængen er ment nedladende.

Selv opfatter jeg imidlertid karakteristikken som en ubetinget - og måske misundelig? - kompliment. »Rørende« betyder jo både at skabe kontakt og at skabe bevægelse. Og det er vel først når musikkritik og

-videnskab opfylder de krav, at den kan siges at have vist sin berettigelse.

'Musik & Forskning' nr. 23 er redigeret af Erik Wiedemann, udgivet hos C.A. Reitzels Boghandel A/S, og rummer desuden artikler om Mahlers brug af Klopstock i sin 2. symfoni, Michael Jackson, videnskabelig editionsteknik samt populærmusikkens rolle i de afrikanske byer.