Andre musikalske tilstande. Selvportræt: Peter Bruun

Af
| Årgang 73 (1998-1999) nr. 05 - side 160-163

Peter Bruun er født i 1968. Studerede komposition og teori privat hos Niels Marthinsen 1989-1991. Studerede filosofi ved Århus Universitet 1989-1991. Uddannet i komposition og musikteori på Det Jyske Musikkonservatorium. Kompositionslærere: Karl Aage Rasmussen, Per Nørgård, Hans Abrahamsen og Bent Lorentzen. Værker opført af bl.a.: Trio Danica, Ensemble 2000, Ensemble Nord, FIGURA, Janus Ensemblet, Det Jyske Kammerkor, Det Jyske Ensemble, Århus Sinfonietta, Athelas, Danske Rør.

Jeg tilslutter mig hermed rækken af unge danske komponister, der giver en slags rapport over sig selv. Som de fleste andre gør jeg det med tilbageholdenhed, for det er meget svært. Man er jo altid i gang og bearbejder praktiske, intellektuelle og åndelige problemstillinger på flere planer. Man reflekterer over, hvordan man forholder sig til bestemte temaer, konkrete situationer og konkrete sammenhænge - man tænker over det at skabe musik, og det er en tænkning, der hele tiden er i bevægelse. Uafklarethed er ikke et stadie på vej mod afklaring men et grundvilkår.

De værker jeg har skrevet i løbet af de 8-9 år, jeg har beskæftiget mig med at skrive musik, synes meget forskellige. Dette kan skyldes flere ting. Jeg er stadig ved at finde mig selv som komponist, og jeg har endnu ikke fundet den udtryksform, som er min. Det er også muligt, at jeg altid vil være fleksibel og søge i mange retninger på én gang - at jeg aldrig 'finder mig selv', men vil blive ved med at prøve forskellige former, medier og udtryksmåder af.

Den opgave, der er stillet mig, som regel ved at værket er en bestilling fra et bestemt ensemble eller solist, forholder jeg mig meget konkret til, og jeg prøver at lade mig inspirere af den. Dette bliver bestemmende for stykkets form og også dets udtryk og materiale: Slagtøjsspilleren Thomas Sandberg bad mig skrive noget musik til ham, hvor jeg brugte ham på en anden måde end blot som slagtøjsspiller. Det er blevet til foreløbig et par, der kommer flere, sange for syngende slagtøjsspiller. Disse sange er ganske enkle og naivistiske, fremførelsen af teksten er det centrale og slagtøjet er diskret rum- og klangvirkende. Til gruppen Tukutukahh med den specielle besætning af 4 slagtøjsspillere og 1 fløjte, skrev jeg stykket Fire stykker i tre stadier, som er et strengt skematisk stykke, hvor den samme rituelle, statiske formidé præsenteres i fire stykker, som hver er bestemt, hvad angår det musikalske indhold, af et bestemt koncept, der motiverer bestemte stilistiske referencer. Til Kvartetten Danske Rør og skuespilleren Anna Christine Løf blev jeg bedt om at lave musik til en dramatisk-musikalsk fremførelse af Shakespeares Sonetter. Opgaven blev her at lave en musik, som i nogle større forløb fastholdt en grundstemning gennem en serie af korte, fragmentariske musikstykker, som skulle danne indskud i eller underlægning til fremførelsen af teksterne.

En stor del af den musik, jeg i øvrigt har lavet, er skrevet for mindre, blandede kammermusikbesætninger, ofte er der sang med. I disse værker, er der en vis sammenhæng og en vis udvikling. Min tilgang er, at jeg vælger en eller anden formstrategi, som, hvis det er et værk med sang, beror på teksten. Min musikalske tidsfornemmelse er kort, jeg komponerer ikke lange sammenhængende forløb, derfor bliver jeg nødt til at oprette et mere eller mindre tilfældigt ydre tidsskelet, som jeg kan sætte min musik ind i. På det tidspunkt, hvor dette gøres, har jeg kun en vag forestilling om, hvad der er for en musik, der skal klinge.

Når jeg skal finde på musikken er det ofte en bestemt lyd, en bestemt musikalsk 'måde', eller en ganske lille melodisk idé, der er inspirationen. Det kan være et eller andet, jeg har spillet (som regel på klaver eller guitar, selvom ingen af disse er instrumenter, jeg på nogen måde behersker), mens jeg har siddet og improviseret eller 'leget', og det er gerne noget fra et at mine tidligere værker, som er blevet hængende i mit hovede. Sådan har jeg udviklet et udtryk, som er intuitivt baseret: Jeg tillader mig at ikke spekulere så meget på, hvor musikken kommer fra, jeg lader den komme og er mere optaget af, hvordan jeg bearbejder den og raffinerer den, så den bliver klangligt interessant. Det er af den grund også, hvad man nok kunne kalde en eklektisk eller pluralistisk udtryksmåde. Jeg anvender tonale melodier, som er banale, naive og nogle gange nostalgiske i deres udtryk, og jeg anvender moderne metoder, hvad angår klangdannelse og instrumentation.

Den særlige lyd, som er blevet dominerende i min musik, har en monoton karakter. Det er, som om min måde at opfatte musik på mere er 'tilstand' end 'forløb'. Jeg søger at fastholde en bestemt tilstand og lade den ringe og vibrere et stykke tid, så længe som muligt. Der vil være en bestemt grundtone, som klinger i lang tid - i flere af mine stykker fra de sidste par år, er der i hvert stykke én grundtone, som fastholdes gennem hele stykket. Denne grundtone holdes ud i lange toner som en drone, den spilles i en pulserende rytme, den anslås af 'langtidsklingende' og 'rungende' slagtøjsinstrumenter som klokker og gonger. Ofte er der en fornemmelse af rytmisk drive - en konstant pulseren, som imidlertid er uregelmæssig. Små rytmiske grundelementer - tredelte og todelte og forskellige underdelinger heraf - monteres i varierende rækkefølge i konstant vekslende, sammensatte taktarter: 3+2/8 - 2+3+2/8 - 4/8 - 5/16 - 3+2/8, 3+3+2/8 etc. Oven på eller inden i denne klingende, vibrerende tilstand lægger jeg små melodiske motiver, som er modalt-tonale, orienteret efter grundklangen. Disse repeteres og varieres og virker mere som en slags intern 'fluktuation' end som melodiske forløb.

Polyfoni findes stort set ikke i min musik. Min skrivemåde må snarere betegnes som heterofon: Musikken opstår som det samlede resultat af det, som de forskellige instrumenter spiller. Den opstår, kan man sige, i rummet mellem instrumenterne. Ingen har melodien eller akkompagnementet, hovedstemmen eller modstemmen. Alle spiller 'noget': Brudstykker af motiver, forskellige ornamenterede variationer af motiver eller forskellige rytmiske udgaver af 'droneklangen' - de spiller 'noget', som passer til musikken og som passer til eller inden for et område af stykket som bliver typisk for det bestemte instrument.

Der er en fornemmelse af etnisk inspiration i min musik fra de senere år: Den heterofone instrumentationsmåde, det at musikken udfolder sig som en slags søgende improvisation med bestemte motiviske grundelementer over en pulserende klangflade, det modalt-tonale, som ofte udmønter sig orientalsk klingende skalaer. Dette stammer givetvis bl.a. fra en fasci-nation af den orientalske musik, som jeg i øvrigt kun har et ganske overfladisk kendskab til. Men jeg tror også, der er tale om, at den kompositoriske og instrumentatoriske tænkemåde, jeg har opdyrket, i sig selv kan minde om den måde folkemusik (ikke-nedskrevet musik) ofte udfolder sig på.

Jeg har ikke noget æstetisk ståsted. Det har jeg måttet konstatere ved at granske mit indre i forsøget på at finde et. På en måde har det været smerteligt at nå frem til den erkendelse, for hele min indgang til det at skrive musik har i høj grad været spekulativ - netop motiveret af en interesse for det æstetiske: Hvad er det, musik betyder, hvorfor er musik på en bestemt måde, hvordan kan vi ønske, den skal være. Det forekommer mig, at når jeg komponerer, så er de grænser jeg støder imod meget sjældent æstetiske spekulationer. De er der før arbejdet, og de er der efter arbejdet. Men grænserne i arbejdet er først og fremmest mine egne (manglende) evner. Mine evner, ikke snævert forstået som mine tekniske, håndværksmæssige færdigheder, men som min egen kreativitet og min egen fantasi. Jeg kan have forestillinger om, hvordan musikken skal være, men når jeg skal lave den, er spørgsmålet 'hvad kan jeg finde på', frem for 'hvordan synes jeg det skal være'. Det kan synes som en spidsfindig skelnen, men for mig er det kommet til at sætte en principiel grænse for, hvad min spekulation og min holdningsdannelse kan beherske. Jeg må nødvendigvis finde på den musik, jeg vil skrive.

Det er vigtigt for mig at tænke over æstetik og at udvikle holdninger. Men selve det komponerende arbejde har det med at unddrage sig æstetik og holdninger. Arbejdet er konkret og praktisk: Jeg går til sagerne på en bestemt måde og får nogle resultater, der svarer dertil. For nogles vedkommende forholder det sig måske sådan, at en del af deres arbejdsgrundlag kan formuleres som en æstetik. De idéer, de har fundet frem til, eller har valgt bevidst, hvis det er det, de har gjort, lader sig udsige som en bestemt opfattelse af musiks beskaffenhed eller måske dens sociale og historiske væsen, og de kan dermed sige noget om, hvad det er deres musik har af betydning, og hvad der gør den til noget særligt. Sådan er det altså ikke for mig. Jeg vælger, eller jeg har ubevidst valgt, fordi det er den måde jeg nu engang kan arbejde på, at det jeg kan finde på spontant, med min egen fantasi og dens intuitive, musicerende bearbejdning af den musik, jeg har tilegnet mig, er gyldigt. Det er mit bud på, hvordan musik kan være. Den nærmere tolkning af hvad det betyder, må komme siden. Selv kan jeg ikke sige meget derom.

Hvis jeg skal tillade mig kun at sige noget positivt, må det være, at min musik i bedste fald betegner en stor åbenhed og bringer vidt forskellige udtryksformer sammen. Om min violinkoncert, som blev uropført i september i fjor (Birgitte Bærentzen-Pihl, Århus Sinfonietta og Søren K. Hansen), havde en af mine venner en bemærkning, som er blevet hængende i mit hovede:

»Jeg kigger på partituret og hører musikken, og jeg forstår den godt. Jeg forstår, hvordan den er lavet, og hvad det er, den gør. Men du har faktisk fundet på den!« Den negative tolkning heraf er, at musikken er mærkværdigt ufokuseret og stilløs - som en masse impulser, der føres sammen, uden at noget træder ordentligt i karakter. Den positive, at musikken faktisk formår at krydse og samle forskellige musikformer i ét udtryk, uden at man har en fornemmelse af 'kalkuleret cross-over'.

På den baggrund er jeg, uden at være kommet til nogen afklaring, det kommer jeg nok aldrig, begyndt i stigende grad at tænke over min egen arbejdsform mere grundlæggende. For det er jo immervæk stadig koncertsals-musik, jeg skriver. Dér er en grundforudsætning, som behersker mit arbejde, mere end min fantasi og min musikalske søgen. Jeg er jo blevet en 'klassisk' komponist, jeg skriver værker for stort set klassiske besætninger. Kulturens vaner slår igennem i min musik, der er og bliver 'klassisk'. Den danner afrundede, afbalancerede forløb, med dynamiske opbygninger, kulminationer osv. Og hvorfor det, når det egentlig ikke er det, der interesserer mig? Og hvad er det så, jeg gerne vil? Hvis jeg vil andet end at udvikle og raffinere min udtryksform, må det findes, tror jeg, i selve den måde, jeg går til arbejdet på. Det kunne også handle om, at opsøge andre 'musikalske tilstande' - andre måder musik fungerer og fremtræder på i en kulturel sammenhæng. Jeg ved det ikke, men det er noget, jeg tænker over.

Jeg ved i det hele taget ikke rigtigt, hvad der skal ske i mit fremtidige virke. Dette skal kun være et forsøg på et selvportræt, og det skal slutte et sted. Jeg må nok sige om mig selv, at jeg arbejder med at skrive musik, og jeg tænker over at skabe musik men mangler måske stadig at finde en forbindelse derimellem. Jeg er ikke sådan én, for hvem det at skrive musik er en naturlig og indlysende ting som at ånde og spise. Det er som om, jeg laver musik, fordi det at lave musik optager mig i en grad, så jeg føler mig nødsaget til at blive ved med at forsøge.

Jeg vil gerne lave så god musik som muligt. Men det er jo ikke blot et spørgsmål om ihærdigt at forfølge nogle bestemte mål eller at tilegne sig nogle bestemte redskaber. Hvordan skal musik være for at være god? Det handler jo i høj grad om 'rigtighed' eller 'oprigtighed' og også om holdning og stillingtagen. Min bedste ambition er at tage mit kompositoriske arbejde så alvorligt som muligt, at gøre mig umage og bruge tid på at forfølge mine ideer.

Side 162: De to første systemer af Peter Bruuns værk 'Peace' for syngende slagtøjsspiller, med tekst af Gerard Manley Hopkins.

Peter Bruun

Værkliste

Wind, 1990, obo, klarinet, str. kvartet

Scenes, 1990 orkester

De Profundis, 1991, sopran, obo, orgel

The Light and the Day, 1991, strygekvartet

Flowers of Innocence and Experience, 1992, 3 sange, William Blake, bassanger, cl, pno, vla, vlc

3 blade, 1992, guitar

A Green Walk, 1992-1993, sinfonietta

The Conservatory Brass, 1993, stort messingensemble

Fire Stykker i tre Stadier, 1993, fl, 4 perc.

Politics, 1994, bl. kor og cl, sax, trp, tbn, 2 perc., pno, tekst: Aristoteles og Thomas Hobbes

I dagens hus at blive, 1994, altsanger, fl, vlc, perc, el.guit. Tekst: Niels Frank

Fadervor - i syv miniaturer, 1994-1995, obo, orgel

Gensidige Længslers Opblussen, 1995, bl. kor. (Kinesisk tekst, 7. årh.), 1995 fl, cl, vlc, perc, el. guit., pno

Together, 1995-96, bl.fl, accordeon

Støvsøjler, 1996, bl. kor, tekst: Niels Frank

Alle ting er hans spejl, 1996, mezzo, cl, perc, pno, vla, cb

Heaven and Earth, 1996, fl, cl, perc., guit, celeste, vln, vlc

Time and the Wind, 1997, sopran, cl, perc., acc., tekst: Peter Bruun

Hodie Christus Natus est, 1997, bl.kor, fl, obo, cl, cor, fag, pno

Shakespeares Sonetter, 1998, musik til dramatisk fremførelse, skuespiller, obo, sop.sax., cl, fag

Peace. The Sunflower, for syngende slagtøjsspiller, 1997

Ave Generosa, 1998, (arrangement af en sang af Hildegard von Bingen), fl, cl, guit, perc, vl, vlc

Where springs not fail, 1998, for violin og sinfonietta

Hvor en sommer brat stiger frem, 1998, sopran, fl, guit, tekst: Inger Christensen