DIMC 1998. 4. danske intuitiv musik konference 1998

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 05 - side 164-165

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Den fjerde DIMC (Denmark's Intuitive Music Conference) var organiseret af Carl Bergstrøm-Nielsen og Johan Toft. Konferencen blev afholdt 13.-16. august i Kårahult i Sverige med jørgen plaetner som vært. Alle deltagere var samlet i 4 dage for at spille musik på bredden af den smukke sø. Konferencen var lille set i forhold til deltagerantallet på kun syv, men musikken var helt enestående. Undertegnede deltog i DIMC 97 og 98 som Japans repræsentant.

Var det utjekket?

"Aftensmad ... sandsynligvis pizza (!)". Da jeg sidste år fik en meddelelse om konferencen stod der nogenlunde sådan. En af mine venner gav mig et råd: »Du gør klogest i at holde dig langt væk fra den slags møder. Det virker utroligt utjekket, gør det ikke?«. Og en anden sagde: »Ja, ja. Den slags forsamlinger kender jeg alt til. Der er overhovedet ingen struktur. Om morgenen siger de ... nå, hvad skal vi lave i dag? ... eller noget i den retning.«Men jeg var på jagt efter musik, hvor jeg kunne føle mig fri. Derfor gjorde meddelelsen mig utroligt nysgerrig. Det så ud til at være noget helt andet end den formelle musik i den ny musiks verden, som allerede har lagt sig fast på en helt bestemt syntaks. For mig er den verden ved at blive til en stiv akademisk verden. Jeg håbede der her kunne være en anden vej. »Mød op på Hovedbanegården i København, under uret kl. 12 (ikke midnat!). Der vil jeg stå med en rød paraply (!)«, lød det i en fax jeg fik fra arrangøren (Carl). Da jeg fik den fax var jeg klar over at konferencen ville være præcis som jeg håbede på. Derfor tog jeg afsted fra Japan mod landet i nord.

Hvad er intuitiv musik?

I 1995 forsøgte Carls gruppe i København og Johans på Fyn at lave nogle fælles sessions. Det blev starten på DIMC. Derefter fortsatte de med at holde konferencen hvert år på Fyn. Men for første gang har de valgt et nyt sted nær Växjö i Sverige.

Intutitiv musik kan opfattes som en parallel til improviseret musik. Men jeg oplever en lille forskel mellem de to. I improvisation er der i en eller anden forstand regler eller struktur i musikken og musikerne forventes at vise deres professionelle teknik eller virtuositet. Men ved DIMC er der ingen sådanne forventninger til nogen og stort set ingen regler. Alt der kræves er at man lytter til de andre, og svarer. Der er intet hierarki og intet ego i lyden eller hos musikerne.

Musikken ved DIMC accepterer al lyd og bliver ved med at inddrage alle slags klange. Musikken er forholdsvis rolig, selv når vi alle syv spiller på en gang, især fordi vi altid er mere opmærksomme på helheden frem for hvad vi skal spille. Det minder mig lidt om tankegangen i ZEN; man sidder nærmest i meditation uden nogen form for selvhævdelse eller stædig holden fast på sin egen sandhed.

Musikterapi og intuitiv musik

Ideen om 'intuitiv musik' kommer fra Karlheinz Stockhausen. Carl har spillet Stockhausens intuitive stykker som medlem af en gruppe som blev grundlagt af Jørgen Lekfeldt og Elisabeth Klein i 1974, og Carl har mødt Stockhausen adskillige gange. Han har også selv arrangeret koncerter. Desuden arbejder han professionelt som musikterapeut i København. Han bruger ideerne fra den intuitive musik i forbindelse med sin musikterapi. Blandt andet derfor er nogle af medlemmerne i DIMC også musikterapeuter. Og det er selvfølgelig også en del af forklaringen på at DIMCs musik minder om musikterapi og har mindre hierarki og mindre selvhævdelse involveret.

Notation og intuitiv musik

Ved konferencen spillede vi nogle stykker som var noteret med alternativ notation, fx grafisk notation. Vi er lige så optaget af nye ideer til notation som vi er af nye klange. Det er vigtigt for os både at udvikle nye notationsformer og at spille efter dem. Det er med til at fremme fornemmelsen af kreativitet og frihed. Carl taler om at afholde "År 2000 Eksperimentel Notation - International Festival" hvor han indkalder nye ideer inden for alternative notationsformer. Et nyt årtusinde kræver nye notationsformer.

Koncert ved Ekko-tårnet

DIMC har et nyt tema hvert år. Dette års tema var 'Intuition and life'. 98-koncerten blev afholdt ved Växjö om aftenen den anden dag.

I udkanten af byen ligger et kæmpe vandtårn lavet af stål. Koncerten blev afholdt ved foden af tårnet. Alle lyde forstærkes under vandtanken og giver ekko i lang, lang tid. Derfor kalder naboerne til tårnet det for 'Ekko-tårnet'. Vi havde stor fornøjelse af den fantastiske effekt under opførelsen. Dagen efter bragte avisen denne rapport:

»Musikalsk stemning ved Ekko-tårnet. (L. Müller, Smålandsposten)

Det eksotiske udflugtsmål, Ekko-tårnet, var i aftes både vidne til og deltager i et noget anderledes moderne musikalsk eksperiment. Det var den internationale gruppe for intuitiv musik bestående af syv musikere fra flere forskellige lande, som havde held til på magisk vis at bringe stemningen til live med deres instrumenter og med megen variation, charmerende klanglige kombinationer, transparente tone-guirlander. Og publikum blev af gruppen ført gennem ekspressive og psykologisk motiverede metamorfoser.«

Kumi Wakao er pianist og komponist i Hiroshima, Japan

Deltagere i DIMC 98

Carl Bergstrøm-Nielsen; horn, perc., komponist, musikterapeut
Frank Hiesler; trommer, musikterapeut, trommelærer
Helene Jerg; cello, barok-musiker
Henrik Rasmussen; klaver, percussion, musikterapeut
Johan Toft; marimba, komponist
Ivan Vincze; bratch, komponist
Kumi Wakao; violin, komponist
Oversat fra engelsk af Hans Mathiasen.

Kumi Wakao skriver i et efterskrift:

DIMC havde 14 deltagere i 97 og 7 deltagere i 98. Musikken var meget forskellig de to år. I 97 spillede vi allesammen sammen, men også i mindre grupper. Vi udforskede de forskellige klangmuligheder der opstod i kombinationen af forskellige instrumenter. Men det lykkedes ikke at kommunikere så godt med hinanden rent musikalsk. Men i 98 var der kun 7 deltagere. Derfor spillede vi tutti eller i to grupper. Der var tid og plads nok til at vi kunne koncentrere os og lytte til hinanden. Jeg foretrak de sessions, hvor vi var i mindre grupper. Det er lettere at opfatte, hvad de andre spiller.

5. DIMC

I august 1999 er arrangøren, Carl Bergstrøm-Nielsen, inviteret til Hiroshima til "2nd Creative Music Festival". Derfor bliver 5. DIMC afholdt tidligere end sædvanlig, nemlig 21.-24. maj på Fyn. (Information kan fås hos: Carl Bergstrøm-Nielsen, Teglgaardsvej 649, DK-3050 Humlebæk, intuitive@get2net.dk). DIMC 98 kunne holdes hos jørgen plaetner i kraft af hans gæstfrihed. Næste år vender vi tilbage til friskolen med dens dejlige røde stole og træ-borde.