Orkesterudvalget og den ny musik

I begyndelsen af 1990'erne blev der udarbejdet en rapport vedrørende landsdelsorkestrene. Rapporten konkluderede, at det var hensigtsmæssigt at fastholde antallet af landsdelsorkestre på fem og at placeringen af symfoniorkestrene kunne betragtes som stort set tilfredsstillende. Som det vil være dette blads læsere bekendt har kulturministeren nu bedt Statens Musikråd om at nedsætte et nyt udvalg, som skal rapportere om situationen her sidst i 1990'erne. Ønsket om en ny rapport skal ses i lyset af Sjællands Symfoniorkesters økonomiske problemer, samt det faktum at landsdelene er blevet forbundet med en bro. Endelig er en fast forbindelse til Sverige en realitet inden for overskuelig fremtid. Landets nye infrastruktur med ny Storebæltsbro skulle i sin tid angiveligt have positiv afsmitning på mælkeforsyningen, ifølge daværende ansvarlige minister med optimismen og sansen for proportioner i behold, så endnu flere broer kan tænkes at have umådelig stor betydning for musikforsyningen mellem landsdelene. Måske.

Med det nuværende orkesterudvalgs person-sammensætning in mente kan man nære en forsigtig optimisme med hensyn til resultatet, idet eksempelvis udvalgsmedlemmet med sin daglige virke i Sønderjyllands Symfoniorkester vel næppe kan tænkes at have drastiske ideer til orkestrets fremtidige virke, endsige foreslå en nedlæggelse af orkestret, så Århus Symfoniorkester kan blive fuldt besat. At dømme efter et åbent brev til kulturministeren og Statens Musikråds arbejdsgruppe fra Sønderjyllands Symfoniorkesters formand, Anne Margrethe Ikast, er der ikke jubelscener forbundet med kommissoriet til undersøgelsen af landsdelsorkestrene. Orkestret udtrykker »en stor utilfredshed med det forhold, at landsdelsorkestrene skal igennem en tidsrøvende og usikkerhedsskabende kvalitetsundersøgelse på nuværende tidspunkt.« Sønderjyllænderne opremser derefter en række punkter, som arbejdsgruppen opfordres til at se nærmere på: Befolkningstæthed og -sammensætning i landsdelene, orkestrets særlige forpligtelse over for det danske mindretal syd for grænsen m.v.

Anne Margrethe Ikast nævner ikke orkestrets indsats med den ny musik, men vi ved at orkestret gør en indsats på området, fx i form af workshops med levende komponister. Vi ved også at eksempelvis Århus Symfoniorkester, via en revideret evaluering, lever op til målsætningen i det såkaldte kulturregionaliseringsforsøg, og at orkestret gør noget for at spille ny musik i almindelighed. Men en dokumenteret beskrivelse af, hvordan det overordnet står til med repertoiret i de danske orkestre, har vi ikke haft før nu. Rolf Davidsons store rapport om nordiske symfoniorkestres repertoire er ved at være færdig. Vi har bedt Davidson om at skrive om resultaterne med særligt blik på de danske orkestre. I Davidsons konklusion hedder det bl.a.. »For mig ser det ud som om vore symfoniorkestre er i færd med at vende ryggen til tre kategorier af repertoire: National musik, nordisk musik, og nyere musik. En markant ikke-nationalisering er ved at blive etableret, og tendensen har været tydelig i store dele af dette århundrede. Hvis tendensen fortsætter - studier af koncertsæsoner efter 1995 gør at man kan mistænke at det er tilfældet - vil det på relativ kort sigt betyde, at symfoniorkestrene ikke længere er anvendelige fora for nogle af disse tre typer musik.« DMT giver Musikrådets arbejdsgruppe og andre interesserede de tørre tal, der viser symfoniorkestrenes stadigt faldende interesse for den ny musik.