Symposium. Institut für Wertungsforschung i Graz, Østrig, 2.-4. oktober 1998

Af
| Årgang 73 (1998-1999) nr. 05 - side 166-166

Hans Heinrich Eggebrecht, Wolfgang Dömling, Elmar Budde... der var højt til loftet i Graz' Florentinersal, hvor årets symposium blev afholdt. Sommetider kunne man også have svært ved at mærke gulvet - og ønske, der var lidt kortere til dørene. For de stejle positioner i tysk musikæstetik blev udviklet med en stramtandet diskursivitet, der ikke sjældent kunne irritere en mere fællesrumligt orienteret nordbo.

Men bortset fra dét, var der rigtignok meget at hente. Arrangementets titel - de sidste ord i Arnold Schönbergs opera Moses og Aron: »O Wort, du Wort, das mir fehlt!« - blev fortolket på vidt forskellige måder og gjorde det meta-æstetiske til et naturligt hovedemne.

De tre filosoffer Thomas Macho, Bernhard Lypp og Eckhard Roch talte engageret om dét, der endnu i dag synes at være omdrejningpunktet i tysk musikæstetik: Tiden omkring Schopenhauer og den unge Hegel, om relationen mellem følelses- og autonomiæstetik osv. Men om de nåede videre erkendelser end fx Dahlhaus er svært at bedømme før referaterne foreligger på tryk.

Lidt skuffende var den aldrende Eggebrecht, der først og fremmest bekendte at ord om musik sagde ham stadig mindre. Det var både poetisk og tankevækkende - men også lidt af en kold skylle, når man nu er taget helt til Østrig. Til gengæld kunne han godt have ret i at selve den musikalske analyse i dag ofte stiller for få spørgsmål og ikke bør glemme sin oprindelse i tidlig romantisk litteratur, den episke rescension osv. Og han var i almindelighed med til at gøre diskussionerne spændende.

Instituttets egen lærerstab var stærkt repræsenteret ved Renate Bozic, Karin Masoner og Harald Haslmayr. Heraf beskæftigede de to første sig bl.a. med religiøse aspekter af Schönbergs æstetik og viste at der endnu kan drages mange spændende erkendelser i henseende til forbindelsen mellem komponistens refleksivt-problematiske jødedom og hans musik. Haslmayr tegnede et ganske medrivende portræt af den tyske musikskribent August Halm (1869-1929), der under inspiration fra især Schopenhauer hævdede tonekunstens autonomi gennem komponistens særlige »Formwille« og - blandt meget andet - anlagde nogle ejendommelige betragtninger over sonatesatsens funktion som klaverfugaens arvtager i det 18. århundredes borgerlige hjem. Den unge og højt respekterede Ulrich Tadday leverede et aldeles umusikalsk, men timelangt, foredrag over Beethovens bemærkning »Lesen Sie nur Shakespeares Sturm!« uden at nå til de mest sandsynlige forklaringer.

Forfriskende var til gengæld den næsten lige så unge og tilsyneladende knap så respekterede Jörn Peter Hiekels modigt-polemiske indlæg om den 'politiske' musik i dag. Ganske vist fik han vrøvl med Eggebrecht om sine definitioner - men hans spørgsmål om hvorfor denne udtryksform egentlig er blevet så forkætret var relevant nok, og han viste med eksempler fra Wolpe til Lachenmann at den ikke nødvendigvis behøver at lyde som et studie i rødt.

Bedste bidrag var måske Elmar Buddes Der stumme Jubilus und die Ohnmacht der Töne. Det handlede ikke specielt om gregoriansk sang, men viste bl.a. med en analyse af Fem orkesterstykker hvordan Anton Weberns musik så at sige begynder netop dér, hvor Schönbergs holder op: I det ikke-semantiske, den absolutte sprogløshed. Schönbergs ufuldendte opera slutter jo netop dér, hvor Moses udråber sin klage over ikke at kende sin guds navn! Hertil indvendte Eggebrecht med nogen ret, at Weberns gestik ofte 'siger' os mere end mange ord. Og den følgende, meget tematiske diskussion bekræftede at enhver dybere refleksion om musik før eller siden vil føre til refleksioner over sprogets og tidens væsen.

Arrangementet var som vanligt henlagt til provinsens store avantgarde-festival Steirischer Herbst. Den østrigske radio præsenterede under koncertrækken Musikprotokoll Richard Barrets gråligt-modernistiske og lidt ucharmerende Unter Wasser - 'Fünf Akte für eine Sängerin und 13 Instrumentalisten'. Mere spændende var universitetets egen og på forhånd meget omtalte urpremiere på Mia Schmidts kammeropera Requiem für Fanny Goldmann efter Ingeborg Bachmanns romanfragment. Selv om komponisten er ung og noget prøvende i sine virkemidler, så er hendes materiale så tilpas slebent-økonomisk at musikken ikke led overlast ved mødet med den praktisk orienterede teaterverden. Prisen tog dog det lokale operahus med premieren på en noget så postmoderne, men uhyre flot gennemført nyiscenesættelse af netop Moses og Aron.

Hér var solister i verdensklasse, et disciplineret orkester og et kor- og statistensemble på omtrent 150 medlemmer. Byen udenom er på størrelse med Århus. Fortolkningen fremstod særlig interessant i forlængelse af symposiet, fordi det faktisk lykkedes instruktøren Gerald Thomas at forlene det ufuldendte værk med noget mærkeligt helstøbt og logisk. Uden tredje akt kan man jo mene at Aron og 'hans' folk utilsigtet vinder over Moses, der efter dansen om Guldkalven kun lige når at overbringe De ti Bud uden at fuldbyrde Guds vilje. Men kalven var her selve den moderne kunst - Duchamps, Warhol og såmænd noget i stil med vor egen Lemmertz' svinekroppe - og folkets dans en misforstået tilbedelse af det trivielle, upoetiske, det ene kvarters berømmelse.

Symposiets indlæg vil som vanligt kunne læses i næste nummer af den udmærkede serie Studien zur Wertungsforschung.