Når tavsheden sænker sig

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 07 - side 217-217

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Den fortrængte modernisme er titlen på en ny ph.d.-afhandling af Michael Fjeldsøe, som bl.a. redegør for en særlig dansk 'tavshed', der sænkede sig over den modernistiske musik i mellemkrigsårnene. Og videre kan nulevende komponister berette om konservatorietiden i midten af 1950erne, hvor de studerende blev snydt for information om den udenlandske ny musik, og at man blot blev mødt med et overbærende smil, hvis man nævnte tolvtoneteknik eller Webern.

Denne tavshed, der havde sænket sig over den modernistiske ny musik, var baggrunden for, at man i 1950erne kunne genopdage den ny musik fra første halvdel af århundredet, hvilket så i 1960erne blev fulgt op af receptionen af efterkrigstidens ny musik. Det skriver Fjeldsøe i artiklen på de følgende sider. Hvad der siden er sket med hensyn til opmærksomheden omkring de ældre og helt nye klange fra Centraleuropa, har mange haft en mening om. Modernismen blev in og bevågenheden omkring de nyeste tendenser i Europa blev formidlet via radio og fra koncertsalene. Dette i en sådan grad, at mange yngre komponister mener, at den gruppe af særligt belyste komponister, som i 50erne og frem har fået meget lys og som med negative undertoner er blevet kaldt 'modernisterne', er blevet overbelyst. Med den svenske komponist Hans Gefors' udtalelse til DMT (nr. 4, dec. 1994/95):

»Både i Sverige og i Danmark er illusionen om at være trådt ud af modernismen stærk. Jeg har mange kolleger, der tror, at modernismen er ovre, men alt tyder på, at de tager fejl. Den er nu institutionaliseret på en helt særlig måde. Den er sikret en slags tilværelse på et museum. Man kan give værkerne numre og arkivere dem: 'Freiburg-modernisme 1994'.«

Historisk set var modernismen fraværende, den blev omgærdet af tavshed, men så kom den igen med fuld musik. Det historiske pendul svinger frem og tilbage. Ambitionen med den nye ph.d.-afhandling er at udfylde en lakune i vores musikhistoriske hukommelse, hvilket gerne skulle betyde at et område alligevel ikke går i glemmebogen. Læs mere på de følgende sider.

Nutidens langt mere åbne attitude over for brug og genbrug af musikhistoriens former og figurer kommer til udtryk i musik af den engelske komponist Thomas Adès, som vi introducerer i dette nummer. Hans musik diskuteres viden om, og den får krasse ord med på vejen, ligesom komponisten får læst og påskrevet af ældre kolleger. Vi tillader os ikke desto mindre at bringe en begejstret lytters oplevelse af person og værk. Måtte artiklen være genstand for diskussion har vi opnået vores mål. En ting er sikkert: Thomas Adès' musik er ikke omgivet af tavshed. Hans musik spilles og indspilles efter alle kunstens regler. Den er faktisk mange steder helt igennem populær (uha, uha) - det er der jo stadig mange, der ikke har det godt med, at musik kan være...