Nye plader

Matthias Ronnefeld: I hear the Drummers Strike the Sky. Miracles op. 10, Sextett op. 2, Sonatine op. 12, Christ ist erstanden op. 6 og 5 Lieder nach Trakl op. 4. Ensemble Moments Musicaux Hamburg og Jens E. Christensen, orgel. dacapo 8.224102.

Matthias Ronnefeld (1959-86) blev født i Wien som søn af den tysk-østrigske dirigent og komponist Peter Ronnefeld og den danske pianist og musikpædagog Minna Ronnefeld. I tiden 1969-78 boede han i København og flyttede derefter til Hamburg. Blandt hans lærere i komposition kan nævnes Per Nørgård (København) og György Ligeti (Hamburg).

Det er bemærkelsesværdigt, at man hos dacapo har valgt at udgive samtlige værker (den resterende halvdel af Ronnefelds i alt 12 værker udkommer i 2000) af en komponist, som døde i en alder af 27 år, og som kun boede i nogle få år i Danmark. Bemærkelsesværdigt - og glædeligt! For de værker, som præsenteres på denne cd, viser en komponist, som i sjælden grad havde evne og mod til at være sig selv. I sin præsentation af komponisten nævner Sven Erik Werner Zimmermann, Ligeti, Schönberg og Alban Berg som inspirationskilder, og vist kan man da finde træk, som leder tanken hen på disse fire - men man bliver samtidig slået af originaliteten i udtrykket.

Denne originalitet kan karakteriseres med et yndlingsudtryk hos en jævnaldrende komponist: Gérard Pessons Knochenmusik. Og skulle jeg finde en parallel til Ronnefelds sær-egne stil, måtte det netop blive hos Pesson, hos Thierry Blondeau og hos enkelte andre yngre franskmænd, den skulle søges. Som disse skærer Ronnefeld ind til benet i musikken. Der er intet overflødigt; der fokuseres på den enkelte stemme, den enkelte tone, den enkelte lyd, og der er ingen angst for pauser. Hermed lader Ronnefeld noget befriende nyt klinge ind i en dansk sammenhæng. Det er egentlig pudsigt, at den umådelige veltalenhed, som tit nærmest kan kvæle det musikalske udtryk i en flot, glitrende strøm af toner, i vilje til overtalelse, så ofte i disse år findes i dansk musik, hvorimod den sanselige koncentration om den enkelte klang, kortfattetheden, modet til at være stilfærdig og den humoristiske sans, som ikke er bange for det groteske - alt dét finder vi ofte i Frankrig eller i Tyskland! Nogle ville måske tro, at det var omvendt…

Hvorom alting er: Det er en spændende cd. Ronnefeld har åbenbart fra begyndelsen ejet denne beundringsværdige evne til at skære alt det uvæsentlige væk og til at bide sig fast i et udtryk - en enkelt klang, en ekspressiv melodisk linje, en dirrende statisk figur - og fravriste det den immanente kraft uden at forfalde til minimalistisk tomgang og uden at flygte videre. Der er en evne og en vilje til at gå tæt ind på instrumentet og stemmen, som forplanter sig helt fysisk pågående videre til lytteren.

Alt dette skal høres. Lad mig blot fremhæve to eksempler: Et surrealistisk spil som hentet fra barndommens drømme med metronom, spil på klaverets strenge og lyden af åndedræt i 3. sats af Sonatine for klarinet og klaver fra 1984 (det værk, som med sin bizarre 'mekanik' bærer mest præg af Ligeti-inspiration) og en enestående koncentration om videregivelse af digtenes naturindtryk i 5 Lieder nach Trakl (1979/86), hvor ordene "Abend ist im alten Garten geworden" kunne stå som motto for det hele. Det må virkelig beklages, at denne komponist ikke fik længere tid til at give så dybt personlige udsagn om så arketypiske følelser videre.

•

Olivier Messiaen: Cinq rechants og O sacrum convivium!; Karlheinz Stockhausen: Chöre für Doris og Choral; Iannis Xenakis: A Hélène, Nuits og Serment. Radiokoret, dir. Jesper Grove Jørgensen. Chandos CHAN 9663.

Denne kombination af Messiaen og to af hans mest kendte elever er så oplagt, at man kan undre sig over, at ingen har fundet på det før. Her hører man korværker; men man kunne også forestille sig en sammenstilling af fx klaverværker af de samme komponister med et interessant resultat.

Muligheden for at give et billede af et betydningsfuldt stykke musikhistorie er dog delvis tabt på gulvet. Mens værkerne af Messiaen og Xenakis giver et godt indblik i disse komponisters særpræg og kunstneriske prægnans, er der for Stockhausens vedkommende tale om to ungdomsværker, ja, faktisk to af hans allerførste værker, begge fra 1950. De er begge præget af inspirationen fra dette århundredes tyske tradition, som den kendes fra værker af fx Hindemith og Hugo Distler, samt af dodekafoni i tonal sammenhæng, som den kendes fra Stockhausens kompositionslærer Frank Martin, men netop ikke af det, som Messiaen gav videre til sin elev! Det havde været godt også at få præsenteret 1. sats af Atmen gibt das Leben… fra 1974, som oprindelig er komponeret som et selvstændigt værk, som på flere måder peger hen imod operaerne, og som med sine ca. 11 minutter godt kunne have været der - eller hvad med Trauer mit Humor fra operaen Montag (1987), som ligeledes kan opføres som et selvstændigt værk, også på ca. 11 min.?

Et af disse ville have vist i praksis, hvad Paul Griffiths skriver i ledsageheftet: At Stockhausens musik fra 70'erne både med hensyn til holdningen til melodik og i forkærligheden for koret som medium igen nærmer sig sit udgangspunkt samtidig med, at anvendelsen af den menneskelige stemme nu har frigjort sig fra den klassiske tradition. Og det ville ligeledes have vist den langtrækkende påvirkning fra Messiaen, en påvirkning, som peger tilbage på fx Cinq rechants! Stockhausen står faktisk her på denne cd netop som traditionens repræsentant over for den progressive Messiaen og modernisten Xenakis! Så må man sige, at billedet vælter. De to vigtigste stadier - modernismen og forsøget på en syntese - er fraværende.

Men ellers er alle værkerne bestemt repræsentative, og cd'en giver os nogle af perlerne i det 20. århundredes kormusik. Cinq rechants (1948) viser os Messiaens spændvidde i inspiration, som her strækker sig fra troubadourerne over Claude Le Jeune til Messiaens egen kosmopolitiske symbiose med hensyn til både tonalitet og rytme. Motetten O sacrum convivium! fra 1937, som er et vokalt sidestykke til de mange meditative orgelsatser, gør billedet af Messiaen endnu mere dækkende.

Hvad Xenakis angår, får vi både i Nuits (1967) og i Serment (1981) anskueliggjort Xenakis' menneskelige engagement - i Nuits et udsagn uden ord, men med stærk og direkte udtrykskraft, om de politiske forfølgelser under det da nystiftede oberstregime i Grækenland, i Serment, som er komponeret til en international hjertespecialist-kongres i Athen, med gengivelsen af forpinte patienters åndedræt. Man forbløffes nok en gang over Xenakis' evne til at give et autentisk udtryk for både lidelse og håb, på én gang med en realisme, som gør værkerne uafrysteligt vedkommende, og med en optimisme, som uden bravader og klicheer meddeles direkte gennem det faktum, at en komponist kan være i stand til at videregive noget sådant i værker, som er så gennemført præget af kompositorisk nytænkning. Her er i sandhed både hjerte og hjerne i musikken! Det samme gælder den noget blidere A Hélène fra 1977.

Det er ret let at få fat i andre indspilninger af de fleste af værkerne. For Messiaens vedkommende kan nævnes Virgin VC 7 91472-2 med London Sinfonietta Voices & Chorus dirigeret af Terry Edwards, hvor man tillige finder Trois petites liturgies. Hvad Xenakis angår, findes to af værkerne (Nuits og Serment) udført af New London Chamber Choir med Janes Wood som dirigent på Hyperion CDA66980 sammen med A Colone, Knephas og Medea. En sammenligning med disse indspilninger kan roligt anbefales - Radiokoret klarer sig mindst lige så godt som de to andre ensembler.

Jeg er mere i tvivl, hvad angår Stockhausen-værkerne. Den eneste anden indspilning er fra 1975 med Norddeutscher Rundfunk-Koret dirigeret af Stockhausen selv; den udkom på Deutsche Grammophon og er genudgivet i 1991 på cd 1 i Stockhausen Verlags Gesamtausgabe. Her fremtræder værkerne - særlig Choral - med en intensitet, som ikke findes i Radiokorets mere afslappede udgave. Men man kan så hævde, at hvad der tabes i udtryksmæssig højspændthed, som i den gamle indspilning synes at række tilbage til den patetiske stemning fra de første efterkrigsår, vindes i udtryksmæssig differentiering.

Under alle omstændigheder kan denne cd anbefales som et miniportræt af Messiaen og i hvert fald en af hans elever set fra den vokale side, som en interessant fortolkning af to Stockhausen-ungdomsværker og som et glimt af et par betydningsfulde aspekter af kormusikken ved århundredets midte med udløbere til begge sider. Radiokoret og dirigenten Jesper Grove Jørgensen har her lavet et godt stykke arbejde, som fortjener at blive hørt af mange.

•

Niels Viggo Bentzon: Solo Piano Improvisations (26 Fragments og Symphonic Variations). Niels Viggo Bentzon. AV-ART records.

Vi møder her Niels Viggo Bentzon som komponist set fra en bestemt synsvinkel. Som han selv skriver om komposition i kommentaren: »Drejer det sig om fri improvisation med alle 10 fingre? Eller skal man følge den relativt lige og snævre sti og se brødet hæve først, før man lader musikken spille?«.

Ja - få er de, som finder den snævre sti, kunne man sige. Komposition er jo et vanskeligt håndværk. Men få er også de komponister, som tør forlade den snævre sti og begive sig ud på improvisationens brede og netop derfor skræmmende vej, hvor fortabelsen er mulig! Det kræver både eventyrlyst og selvdisciplin, hvis resultatet ikke skal blive uinteressant.

Bentzons improvisationer på denne cd er langtfra uinteressante. Det gælder både de 26 fragmenter og de symfoniske variationer. For de sidstnævntes vedkommende fører anvendelsen af præpareret klaver direkte ind i et "overstyret" klangbillede: kontrasten mellem det traditionelt pianistisk klingende og den knitrende metalliske klangverden slår dels gnister i statiske mobiler og fører dels ud i tonerækker, som går bogstaveligt talt ud i det ukendte, så man undres over, hvor i alverden alt dette skal ende - for så pludselig at lande i den traditionelle klaverklang igen. De to verdener er selvfølgelig fysisk begge lige virkelige, men mentalt føres man virkelig ud ad sælsomme tangenter. Indtrykket forstærkes af den stilpluralisme, som også stikker hovedet frem. Det dagklare og det uvirkelige, déja-vu og fremmedhed - alt dette mødes på overbevisende måde i disse improvisationer.

Man kan være tilbøjelig til at tro, at improvisation, når den foregår inden for det univers, som med et ikke særlig rammende udtryk kaldes nutidig 'kompositionsmusik', altid handler om forsøg på at finde nye, ukendte og snævre stier frem - mest for særlinge og særlig interesserede. Det er godt at blive mindet om, at improvisationen også kan føre til overbevisende - og overraskende! - resultater, når den legende boltrer sig på den brede, kendte vej med frie associationer. En gennemlytning af denne cd fører i hvert fald for mit vedkommende til et ikke særlig bibelsk, men alligevel fromt ønske om, at mange flere ville finde både den smalle sti og den brede vej. De kan begge føre til levende musik.

•

Harmonious Families Vol. 1. Danish Compositions by Fathers and Sons. Emil Hartmann: Hærmændene på Helgeland op. 25, Hakon Jarl op. 40 og Cellokoncert op. 26; J.P.E. Hartmann: Hakon Jarl op. 40 og En efterårsjagt op. 63b. Sønderjyllands Symfoniorkester og Kim Bak Dinitzen, cello, dir. Jean-Pierre Wallez. Danacord DACOCD 508.

Ifølge Mogens Wenzel Andreasens kommentarer i ledsageheftet til denne cd findes der blandt danske komponister 7-8 par af fædre og sønner. Dette har nu ført til en ide om at udgive en serie far/søn-cd'er, som udover Hartmann jun. og sen. også skal omfatte Langgaard-, Hamerik-, Gade- og Helsted-familierne. Om der ligefrem "ligger store skatte skjult i disse far-søn forhold", som Mogens Wenzel Andreasen hævder, vil jo så vise sig; men ideen vil i hvert fald føre til nogle musikhistoriske betragtninger, som nok kan være interessante.

På denne cd får vi så nu to værker af J.P.E. og tre af Emil Hartmann. Sammenstillingen er ret uforståelig: cd'en starter med Hærmændene på Helgeland, fortsætter med faderens ouverturer og slutter med sønnens Hakon Jarl og Cellokoncert (kun slutningen er indlysende - herom senere). Hvorfor ikke fx på god pædagogisk vis sætte de to gange Hakon Jarl kronologisk over for hinanden?

Her vil jeg under alle omstændigheder gå kronologisk til værks og starte med Hartmann senior. Man kan glæde sig over en god Hakon Jarl-indspilning, som virkningsfuldt sætter det hele på plads: den kompositoriske sans for virkningsfuld timing i et levende dramatisk forløb. En efterårsjagt bliver ligeledes præsenteret på udmærket vis; værket bygger muntert og selvbevidst en stilistisk bro mellem Méhuls La chasse du jeune Henri (mon ikke Hartmann har kendt dette værk, som var meget populært i århundredets første årtier?) og Lange-Müllers Der var engang.

Men så Emil Hartmann? Både Hærmændene på Helgeland og Hakon Jarl er mere vidtspundne end faderens ouverturer - det sidstnævnte er da også et symfonisk digt. Vi befinder os her i et stadium af romantikken, hvor værkerne havde været bedre tjent med et større symfoniorkester end Sønderjyllands. Især for strygernes vedkommende er dette mærkbart. Der er faktisk træk, som peger frem mod komponister som Tjajkovsky og Dvor?ák - men især Hærmændene forekommer mig som helhed at være noget heterogent, med kræfter, som trækker den anden vej, tilbage mod faderen og mod Mendelssohn. J.P.E. Hartmanns præg af enhed og sluttethed findes ikke her. Man kan så tolke dette som et udsagn om følsomhed for, hvad der rørte sig i tiden - men også som manglende evne til at videreføre denne følsomhed, så de forskellige inspirerende retninger kunne forenes i et selvstændigt sprog.

Hærmændene er dog bestemt et værk med mange gode momenter. Det mest interessante findes imidlertid i Hakon Jarl, hvor noget nyt og personligt med stor udtryksfuldhed synes at bane sig vej hen imod slutningen. Her tilgiver man gerne komponisten værkets vidtløftige karakter.

Cellokoncerten er dog langt det bedste af de tre værker af denne komponist. Her forsvinder enhver fornemmelse af musikalsk arkæologi; musikken bliver helt igennem ægte og autentisk og kan stå alene uden at behøve venlige tanker om komponistens far og andre komponister og om tiden, den blev skabt i. Hartmann udtrykker sig her markant og kortfattet, og ud af den musikalske højromantik træder et helt personligt tonesprog, som er økonomisk med virkemidlerne for til gengæld at lade dem træde frem med desto større vægt i intense melodiske udtryk og i solo-stemmens fabuleren. Åbenbart var løsningen for Emil Hartmann at benytte indtrykkene fra Tjajkovsky og her især fra Saint-Saëns og rendyrke dem. Har han mon kendt Saint-Saëns' 1. Cellokoncert, som var blevet til nogle få år før? Man fristes til at tro det. Men man har stor glæde af værket uden at behøve at skænke Saint-Saëns en tanke!

Sammenfattende kan det siges, at denne cd viser os en udvikling fra en selvfølgelig nationalromantik, som hviler i sig selv, over en stilistisk rådvildhed over de muligheder, man har til rådighed uden at have Mahler- eller Ives-agtige løsninger inden for sin horisont, til en brugbar løsning, som indebærer en koncentreret anvendelse af materialet på romantikkens præmisser, men med fravalg af det overflødige. Her kan anes en linje, som mere alment betragtet rækker fra det 19. ind i det 20. århundrede og her kommer til at vise sig på flere måder med vidtrækkende perspektiver. Far/søn-ideen har faktisk med denne værkkombination ført til et ganske interessant resultat!

•

King Frederik IX conducts The Royal Danish Orchestra. Friedrich Kuhlau: Ouverture til Elverhøj; H.C. Lumbye: Drømmebilleder og Salut for August Bournonville; Franz Schubert: Symfoni nr. 8. Det Kongelige Kapel, dir. Frederik IX. dacapo 8.224100.

H.C. Lumbye: Bouquet Royal Galop, Dronning Louise Vals, Columbine Polka Mazurka, Salut for August Bournonville, Hesperus Vals, Amager Polka, Sophie Vals, Nordiske Fostbrødre Galop, Krolls Balklange, Finalegalop af "Livjægerne paa Amager", Amélie Vals, Britta Polka, Champagne Galop, Drømmebilleder, Godnat Polka og Kjøbenhavns Jernbane Damp Galop. Tivolis Koncertsals Orkester, dir. Thomas Jensen. Danacord DACOCD 503.

Med disse indspilninger er vi rykket tilbage til 1940-43 (Thomas Jensen) og 1948 (Frederik IX). Begge cd'erne er udgivet i anledning af dirigenternes hundredeår (Thomas Jensen 1998, Frederik IX 1999). Thomas Jensen-indspilningerne udkom på normal vis under krigen, mens de kongelige plader blev indspillet og benyttet som lotteripræmier til fordel for en indsamling til efterkrigstidens flygtninge i 1948. Det er i øvrigt den eneste udgivelse af indspilninger med Frederik IX som dirigent, selv om han i alt kom til at opføre 51 værker af 18 komponister ved 62 private koncerter.

Vi møder her to meget forskellige dirigenter. For det første er det naturligvis en kendsgerning, at den ene var professionel, den anden amatør - men forskellen i kvalitet er nu ikke så stor, som man skulle tro. Den gør sig derimod tydeligt gældende på et andet punkt: Thomas Jensen har hurtige tempi og pointeret rytmik, hvor Frederik IX er væsentligt langsommere. Det gælder i hvert fald i begge de værker, som kan sammenlignes på de to cd'er: Drømmebilleder og Salut for August Bournonville - og Thomas Jensen ville næppe have ladet Ouverture til Elverhøj strække sig over 12 minutter! Hos Frederik IX får den en bredde og vægt, som sikkert har været tilsigtet.

Thomas Jensen var kendt for hurtige tempi, og der er gode grunde til dem her i disse humørfyldte Lumbye-værker. Men det er ganske spændende at sammenligne de to helt forskellige fortolkninger af Drømmebilleder: Hvor billederne afløser hinanden med hurtige skift hos Thomas Jensen, får det enkelte billede i højere grad lov til at hvile hos Frederik IX - og de langsomme tempi gør her satsen mærkeligt tynd og præget af en mekanik, som gang på gang truer med at gå i stå. Det fører til det overraskende resultat, at værket hos det 20. århundredes mand Thomas Jensen bliver til en række effektfulde romantiske stemningsbilleder, hvorimod der hos Frederik IX, som ellers ikke yndede nutidig musik, dukker et foruroligende præg op, som ligefrem kan lede tankerne hen på steder i Pétrouchka! Der synes at have ligget en tanke bag denne fortolkning: det melankolsk stillestående , som kommer til at skildre drømmens surrealisme og opløsning af sammenhæng.

Generelt må det siges om Thomas Jensen-indspilningerne, at humøret og elegancen lyser igennem i disse optagelser, som naturligvis i dag er teknisk mangelfulde, men som faktisk set i forhold til deres alder er ganske gode. Og hvad angår Frederik IX's fortolkninger af de indspillede værker, må det siges, at der overalt synes at være tale om et gennemtænkt stykke arbejde og en fortolkningsmæssig konsekvens, som gør denne cd til mere end et kuriosum. Hvis man er interesseret i spændende historiske optagelser, som giver et klart billede af, hvad én dirigent var og en anelse om, hvad en anden kunne være blevet til, kan begge disse udgivelser anbefales.

•

Bernhard Lewkovitch: Partitas for organ. Notizen zu den Lübecker-dialogen. Katarina Lewkovitch. Kontrapunkt 32292.

Kontrapunkt fortsætter med denne cd udgivelsen af samlinger af Lewkovitch-værker. Og ligesom tilfældet var med de 48 danske motetter (se DMT nr. 5 s. 172) er der tale om en samling af værker, som er beregnet til liturgisk brug. Geoffrey Thomason sammenligner dem i kommentaren med værker af Herbert Howels eller Ralph Vaughan Williams, og det er ganske træffende. Vi har her en klar og levende tilknytning til traditionen, og disse værker kan uden videre anvendes i gudstjenesten, som den nu er.

Dermed være så også sagt, at det er dér, de efter min mening primært hører hjemme. Jeg er skeptisk over for det meningsfulde i at udgive værker, som i så høj grad er brugsmusik til et bestemt formål og ikke koncertmusik, på cd. Og spiller man cd'en fra en ende af, har de ligesom de nævnte motetter en forunderlig evne til at neutralisere hinanden. Men hørt enkeltvis giver de da et udmærket billede af, hvordan en nutidig komponist stadig kan nå frem til levende og vedkommende udtryk inden for de alment vedtagne kirkelige rammer. At der så her i høj grad er brug for fornyelse, er jo en anden sag.

•