Komponisttreffen

Af
| DMT Årgang 74 (1999-2000) nr. 01 - side 10-13

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annette Schlünz, født i Dessau i 1964, gik i Børnekomponistklassen i Halle med Hans Jürgen Wenzel som lærer. Ved Hochschule für Musik (Carl Maria von Weber-skolen) i Dresden studerede Schlünz klaver og teori, og komposition hos Udo Zimmermann. Derpå studerede hun direktion hos Rudolf Neuhaus og gik i Meisterklasse für Komposition hos Paul-Heinz Dittrich ved Akademie der Künste i Berlin. Annette Schlünz, der i 1990 modtog Hans Eisler-prisen, bor i dag i Dresden og i Frankrig.

Annette Schlünz

Aequi-Noctium

Musik er en tidskunst - at den udfolder sig i tiden ved vi fordi den begynder og slutter. Men alligvel kan man opleve at en klang står tilbage i stilheden - en klang som fordrer en tålmodig og vedholdende lytter.

I 1997 skrev jeg værket Sol-Stitium, et stykke til Johannes Brahms' 100 års dødsdag. Brahms er en komponist, der med vemod og stor skønhed har komponeret musik, der er mærket af døden, med klange der maner til eftertanke. Man kan hos ham opleve en pludselig standsen og ophold i musikken, og der står denne klang tilbage i rummet og stilheden. Ud af denne oplevelse voksede ideen om at belyse denne 'genstand' eller kompositionsmåde ud fra forskellige positioner, og derfor skrev jeg Sol-Stitium II med en ny besætning. Et år efter blev det samme udgangsmateriale 'spejlet' i Aequi-Noctium, hvor klaveret (nu kombineret med vibrafon) som eneste instrument bibeholder den oprindelige gestus. Der er planlagt endnu en version af værket, så der til sidst fremstår en timelang musik, hvis man opfører værkerne samlet.

Man kan godt forestille sig musik som en proces uden begyndelse og slutning. En fremstilling af en sådan svævende tilstand fordrer en strenghed i formen, en bevidsthed om detaljernes betydning, som Gottfried Benn sagde det i 1921: »At have et formkompleks, der skaber kontrol over intetheden.« Dette udtryk, som i adskillige år var udgangspunktet for min tænkning vedrørende organisering af klang og tid, genfandt jeg hos Johannes Brahms, der først synes mig fjern, men nu står så nær.

Annette Schlünz

Bent Sørensen, født 1958, studerede komposition fra 1983-87 ved Det kgl. danske Musikkonservatorium hos Ib Nørholm. 1988-90 studerede han videre i Per Nørgårds komponistklasse på Det jyske Musikkonservatorium.

Bent Sørensens første værker er præget af en umiddelbar folkloristisk tone, men fra strygekvartetten Alman (1983-84) har hans musik ændret sig til at være mere ekspressiv og dynamisk; en musik, hvor utallige små hændelser og ændringer samlet og 'set på afstand' danner musikkens form, ofte i tætte polyfone teksturer og med meget svage dynamiske nuancer.

Dette kommer til udtryk i hans to efterfølgende strygekvartetter Adieu (1986) og Angels' Music (1987-88), samt i en serie af ensembleværker fra de senere år:

Clairobscur (1987) skrevet til Esbjerg Ensemble, Shadowland (1988-89), skrevet til London Sinfonietta, Minnewater (1988), skrevet til Ensemble Modern, Funeral Procession (1989), skrevet til Sonanza Ensemble samt Deserted Churchyards (1990), en bestilling fra Lerchenborg Musikdage.

Blandt Bent Sørensens senere værker kan nævnes hans symfoni, en bestilling fra Danmarks Radio, der blev uropført i oktober 1996, samt The Birds of Lament, et stykke til det franske Ltineraire ensemble, som blev uropført i maj 1997 på Gulbenkianfestivalen i Portugal.

Bent Sørensen har endvidere for nylig komponeret klaverkoncerten La notte til Rolf Hind, en joint commission fra BBC og Danmarks Radio. Værket blev uropført i København september 1998 og få dage senere på Warszawa Efterår, hvor også et kort Sørensen-stykke for basun og strygekvartet kom til uropførelse.

Allersenest har Bent Sørensen komponeret sinfoniettaværket Sinful Songs, en bestilling fra the Birmingham Contemporary Music Group.

Bent Sørensen modtog Nordisk Råds Musikpris 1996 og blev udnævnt til Honorary Composer in Association af Esbjerg Ensemble 1998.

Bent Sørensen

Sirenengesang

Sirenengesang blev komponeret i foråret 1994, på bestilling fra AVANTI! Kammerorkester med støtte fra NOMUS.

Musikken er ikke nogen romantisk reflektion over formodede sirenesange. Titlen er udtryk for en uhåndgribelig forestilling, der har udmøntet sig i tætte kvarttoneforvrængede melodier og maniske, næsten fastfrosne tonerepetitioner. Til tider bliver musikken til statiske skrig, til andre tider bliver der plads til små naive melodistumper.

Til sidst i stykket dukker der et lille fragment op fra 'Engle-duetten' i min The Echoing Garden.

Sirenengesang er tilegnet Per Nørgård.

Bent Sørensen

Peter Bruun, født i 1968 i Århus. I gymnasietiden spillede og komponerede han rockmusik. Han studerede 1989-1991 teori og komposition privat hos Niels Marthinsen og læste i samme periode filosofi på Aarhus Universitet. 1991 blev han optaget på Det jyske Musikkonservatorium, med fagene komposition og musikteori, og han tog eksamen som musikpædagog og komponist i 1997.

Peter Bruun er som komponist elev af blandt andre Niels Marthinsen, Karl Aage Rasmussen og Per Nørgård. Hans musik er præget af en søgen i mange forskellige retninger, men den er altid baseret på klang og tonalitet og har en udtryksfuld, sanselig karakter. Det nostalgiske og banale står side om side med det originale og poetiske, og han synes at tilstræbe en syntese imellem forskelligartede udtryk. Vokalmusik i forskellige former udgør en stor del af hans produktion. Han er aktiv i organisatorisk og musikpolitisk arbejde, og han virker som lærer i musikteoretiske fag ved Musikkonservatoriet i Århus. I 1996 modtog han Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat.

Peter Bruun

Quest

Stykket er i tre satser. I første sats modstilles tre forskelllige elementer, en enstemmig, stille koral, en høj prikkende musik og en dyb pulserende musik. De mødes til sidst i en kaotisk, brutal kulmination. Anden sats, stykkets længste, er en opbygning af inciterende, motorisk bevægelse. Tredje sats er et kort, pianissimo ekko.

De afgørende momenter i stykket er klang eller sound og rytme. Instrumenterne befinder sig ofte alle i samme register og smelter sammen i en tæt, monofon eller heterofon lyd. Harmonikken i stykket består af udholdte klange eller toner, droner, med fokus på tonen G#, og en skala med G# som grundtone er udgangspunkt for det motiviske materiale. Alt i alt giver dette associationer til orientalsk musik.

Peter Bruun

Karl Aage Rasmussen, født 1947, er professor i komposition ved Det jyske Musikkonservatorium, hvor han selv er uddannet af bl.a. Per Nørgård.

I 1978 dannede han NUMUS festivalen i Aarhus og har siden fungeret som dens kunstneriske leder. I 1983 ledede han desuden Verdensmusikdagene i Aarhus. I 1975 dannede han ensemblet The Elsinore Players, med hvilket han har turneret i talrige europæiske lande, Sydamerika, Sydkorea m.m., og i 1986 tog han initiativ til musikteaterensemblet Dansk klaverteater. Siden 1991 har han tillige været kunstnerisk leder af Esbjerg Ensemblet.

Rasmussen har deltaget i musiklivet i mange andre funktioner, bla. som medlem af Statens Musikråd, Statens Kunstfond og medarbejder ved Danmarks Radio. Han har desuden en omfattende forfattervirksomhed, der også internationalt har gjort ham efterspurgt bla. som forelæser.

Hans musik omfatter de fleste genrer. Centralt placeret er fem ukonventionelle musikdramatiske værker - operaen Jefta, det sceniske koncertstykke Majakovskij, radiooperaen Historien om Jonas, Vores Hoffmann til Dansk klaverteater og senest Titanics Undergang.

Karl Aage Rasmussens produktion går tilbage til midten af 60erne, hvor han især var beskæftiget med orkestermusik. Hans musik fra 70erne er blevet beskrevet som 'musik på musik' eller 'musik om musik', fordi han ofte anvendte allerede eksisterende musik i nye sammenhænge og til nye formål; ikke som collage eller citatmusik, men i en tæt sammenkomponeret vævning af elementer fra mange forskellige musikalske 'sprog'.

I 80erne, bla. i strygekvartetterne Solos and Shadows og Surrounded by Scales forsvinder det bevidst retningsløse og statiske til fordel for en øget interesse for form og forløb. Med kammersymfonien Movements on a Moving Line får hans musik karakter af en labyrintisk sammenvævning af den samme musik i flere samtidige tempi, og denne tankegang har domineret hans musik lige siden. Nye forestillinger om oplevelsen af tid og af tempo, til dels beslægtet med den såkaldt 'fraktale' matematik, danner grundlag for værker som Phantom Movements og Etuder og Postludier. I de seneste år har psykologiske og dramatiske dimensioner gennemtrængt denne tænkning, fx i violinkoncerten Sinking through the Dream-Mirror og i Webs in a stolen Dream.

Karl Aage Rasmussen

Movements on a moving line

Værket er skrevet på bestilling af Radiosymfoniorkestret, som uropførte det i 1987 med Oliver Knussen.

Nogle gamle/nye spørgsmål, som har optaget mig i de senere år, rumsterer også i denne minisymfoni: Går tiden eller er den bare? Bærer musikoplevelsen os frem ad en linie eller omringer den os snarere med nu'er?

Som titlen fortæller løber én eneste melodilinie gennem hele værket - dens grundlag er lånt fra to højt værdsatte kolleger, Bach og Hans Abrahamsen). Af den (og på den) opstår fire traditionelle satstyper: En allegro, en langsom vals, en fanfare-scherzo og en rytmisk finale. Men melodilinien løber i ring og løber både hurtigt og langsomt på samme tid, som en hvirvel. Hvad kommer før, og hvad kommer efter, hvad er hurtigt og hvad er langsomt, når man bevæger sig i en cirkel i bevægelse?

Karl Aage Rasmussen

Wilhelm Killmayer, født 1927 i München. Begyndte at spille klaver som 6-årig, men kunne først påbegynde en egentlig musikalsk skoling efter krigens afslutning i 1945. Fra 1945-51 studerede Killmayer hos Hermann Wolfgang von Waltershausen, sideløbende med et musikvidenskabeligt studium hos Rudolf von Ficker ved universitetet i München. I 1951 afsluttede han studierne med komposition og direktion som hovedfag. Killmayer studerede endvidere privat hos Carl Orff og deltog i Orffs master classes i Staatliche Musikhochschule i München, hvor han fra 1973 indtil sin status som emeritus i 1993 var professor i komposition.

Killmayer har modtaget talrige priser for sine værker, som dækker alle genrer fra opera via symfoni til store korværker og sange.

Wilhelm Killmayer

Per nove strumenti

Man kan vel næppe forestille sig mere markante kontraster end Ernst Tochs musikantiske Danse-Suite over for Wilhelm Killmayers korte stykke Per nove strumenti fra 1968, der hører til de mere sjældent opførte værker af komponisten.

Ganske som Kammermusik No. 1 og 2 er også 'Nove strumenti' (obo, klarinet, fagot, horn, violiner, bratsch, cello, kontrabas) stille musik, let og gennemsigtig, »en musik, der ikke hele tiden larmer, sveder, klager eller sådan noget, men derimod er diskret.« (Killmayer).

De klanglige friktioner bliver ikke andet end stille fladevirkninger i piano-leje, og nyt materiale bliver sparsomt bragt ind i musikken. Gentagelsen af små tonerækker over fire-fem takter fordrer koncentration, og disse gentagelser forskubber fra 'real-time'-hændelser til en næsten-stilstand. Killmayers musik angår ikke 'oplysningen', ej heller en kærlighedserklæring. Som ingen anden musik er den helt igennem autonom. Den, der finder sig fremmed i denne musik, er på rette spor.

Wolfgang Rihm

Per Nørgård, født 1932, begyndte som 17-årig at tage undervisning hos Vagn Holmboe, med hvem han til 1956 fortsatte studierne på Det kongelige danske Musikkonservatorium, hvor han desuden fik Finn Høffding som lærer. Studier i Paris hos Nadia Boulanger. Har siden været lærer på bl.a. Det fynske Musikkonservatorium, Det kgl. danske Musikkonservatorium og Det jyske Musikkonservatorium, hvor han 1987 blev udnævnt til professor i komposition.

Per Nørgård har skrevet musik i de fleste genrer; operaer, orkestermusik (bl.a. 6 symfonier), kammermusik, kor-musik, sange o.m.m. Efter i 50'erne at have været stærkt nordisk orienteret (bl.a. påvirket af Sibelius og Vagn Holmboe) kommer det til en reaktion mod den nordiske orientering, og Per Nørgård komponerer i en periode med stærk anvendelse af collage og ofte med voldsomme orkestrale virkemidler.

I 1960 opdager han uendelighedsrækken, som han anvender til at skabe en hierarkisk opbygget musik, hvor en struktur i det atomare genfindes i en større sammenhæng, som så igen findes i en endnu større osv., efter princippet for opbygning af fraktaler.

Uendelighedsrækken udforskes i 60'erne og 70'erne, fx i værker som Rejse ind i den gyldne skærm samt Symfoni nr. 2 og 3.

Fra slutningen af 70'erne stammer Per Nørgårds interesse for den tragiske schweiziske kunstnerskikkelse Adolf Wölfli (død 1930), som Nørgård på forskellig måde har forholdt sig til og været in-spireret af; en del af Wölflis skriftlige efterladenskaber anvendes således i flere af komponistens værker, ikke mindst Det guddommelige Tivoli. Undertitlen til den 4. Symfoni, 'Indischer Roosengaarten, Chinesischer Hexensee', med dens afspejling af den Skizofrene Wölflis op- og nedture, er et citat fra Wölfli.

Blandt værkerne fra slutningen af 80'erne har koncerterne for et strygeinstrument og orkester en central placering: Between (for cello), Remembering Child (for bratsch) samt Helle Nacht (for violin). Interessen for soloinstrument og orkester er senest kommet til udtryk i Spaces of Time, hvor klaveret fungerer som orkesterinstrument men ofte har mere concertante opgaver.

Per Nørgård har netop afsluttet kompositionsarbejdet med sin 6. Symfoni, en bestilling fra Danmarks Radio til uropførelse 7. Januar 2000, på den første Torsdagskoncert i det nye årtusind.

Per Nørgård

Night-Symphonies, Day Breaks

Per Nørgård har skrevet dette om sit værk: »Natlige symfonier - afbrudt af dagen rummer ingen tone-malerier à la Månelys (Clair de lune), men er inspireret - bl.a. - af naturlyd, således som det er tilfældet med visse af mine tidligere værker: Bølger (Wawes), Bølgeslag (Seadrift), Brænding og Bølgebrud (Surf og Prelude to Breaking) eller fuglesang i kvart tempo og nedtransponeret to oktaver (4. Symfoni og Luftkasteller) m.v.

De særlige naturlyde, der i min bevidsthed akkumulerede sig til udtryk i de natlige symfonier, er bl.a. de i Wawes tidligere benyttede faldrytmer (acceleration under fx en bolds falden til hvile), som dog i det nye værk er set med en finere 'tidslup': Udtrykket er ikke blot accelerationen, men også den sarte udkiang af rystelserne som man kan opleve ved (fx) bevægelsesfølgen af et blad der letter sig for vægten af regndråber:

Langsom bøjning først, hurtig aflastning af vandet (måske ned i et andet blad), tilbagebøjning og derpå stadig finere vibrationer henimod (foreløbigt) genoprettet balance. Rytmegestalter af denne art udgør en væsentlig del af tonesproget i kontrast til en mere strømmende rytmik hvor kortere og længere værdier veksler, ofte med basis i de gyldne proportioner (ca. 3:5:8).

Blandt de andre naturlydsproportioner kan nævnes den brusartede kompleksitet af mange overlappende lydmønstre. Særligt stærke indtryk har jeg modtaget fra vanddråbemes millionfoldige dryp (fx ved brænding efter de vældige 'suribølgers' brud hvor et verdenshav grænser op til kysten).

At forestille sig, evt. synge eller fløjte, en vilkårlig tone og derpå kunne høre den, faktisk i bruset, har været en dejlig forlystelse - og en stor oplevelse! Afsnit i de natlige symfonier er nok af en mere beskeden tæthed i lydmængden, men til gengæld med rigere variation i de enkelte instrumenters motiver, 'fundet frem af trombonen ét for ét og, via denne, udstrakte til melodiske helheder.

Stykkets slutning nærmer sig, accelererende, ved en forøget intensitet, dér hvor skærsommernatsdrømmelyd synes at forvandle sig til mareridtslignende lydvævninger - og 'dagen bryder' lydbilledet med et 'stilhedsbælte' der accelererer fra højt og dybt toneområde og udtynder til reminiscensen af én sidste tonestreng før det endelige ophør: Intet brillant daggry med triumferende sol, men bruddet med nattens fortællinger.

Per Nørgård

Tobias PM Schneid, født 1963, begyndte studier hos Hubert Nordhoff ved Fach-akademie für Musik Würzburg i 1984. Videre studier hos Bertold Hummel og Heinz Winbeck. Schneids musik er blevet spillet ved bl.a. Frankfurter Feste, München Biennalen og Wien Modern. Den tyske kritiker, Reinhard Schulz, skriver om Schneid:

»Tobias PM Schneid har givet mange af sine værker titler med en næsten fysisk kontur. Ved at gøre dette bliver lytteren trukket ind i værket. Entrez! for strygekvartet (1991) er et paradigmatisk eksempel på dette. Det var oprindelig planlagt som en introducerende sats i et større værk, men fragmentet er blevet til et selvstændigt værk, det har bibeholdt kernen fra den første idé som en bestemt karakteristik i strukturen; musikken påtager sig den rastløshed og fremdrift, der ligger som en eksklamation i titlen.

Cascando II for cello, klarinet, klaver og elektronik ad. lib. (1993/94) er et andet eksempel (bemærk at det er Cascando I som spilles ved koncerten på Louisiana, red.). Referencen til Becketts radiospil af samme navn, markeres i form af spontane, springende associationer, enten som en strøm eller artistisk springende som i et cirkus. På lignende akrobatisk måde arbejder komponisten med lyde og musikalske farver.

Den sensuelle oplevelse er altid det grundlæggende i Schneids musik, og denne sensualitet er fremstillet gennem den kompositoriske forestilling og nysgerrighed. Komponisten er hele tiden søgende og nyder glæden ved at opdage. Partiturerne viser i al deres kompleksitet, at Schneid kan sin teknik og udnytter den præcist i hver eneste takt.

Wolfgang Rihm, født 1952 i Karlsruhe, begyndte at komponere i 1963. Han studerede komposition hos Eugen Werner Velte på Hochschule für Musik Karlsruhe. Videre kurser hos Wolfgang Fortner og Humphrey Searle. Deltog første gang i Feriekurserne i Darmstadt i 1970. Studerede hos Stockhausen i Köln i 1972-73, hos Klaus Huber i 1973-76, sideløbende med et musikvidenskabeligt studium hos Hans Heinrich Eggebrecht i Freiburg. Rihm har modtaget en lang række priser og udmærkelser, han har været medredaktør af tidsskriftet Melos (1984-89), musikalsk rådgiver for Deutsche Oper, Berlin siden 1984, professor i komposition ved Hochschule für Musik i Karlsruhe siden 1985.

Rihms første værker var inspireret af Weberns, Stockhausen og Feldmans musik. Senere kom indflydelsen fra komponister som Wilhelm Killmayer, Helmut Lachenmann, og især Luigi Nono til hvem Rihm har tilegnet flere værker.

Wolfgang Rihm

Silence to be beaten

Værkets titel Silence to be beaten er lånt fra Varèse - fra hans værk Arcana - og indikerer mit hovedanliggende i musikken, nemlig interessen for momentum (bevægelse). Efter en introduktion som svinger frem og tilbage mellem tempomæssige ekstremer, etableres en regelmæssig puls, som senere udsættes for et langstrakt accelerando, som varer til henimod slutningen af stykket. I hoveddelen af værket arbejder jeg med det omtalte momentum, som generes ved hjælp af gentagne rytmiske mønstre, oftest i ekstreme udtryksregistre. Dette sættes imidlertid konstant på en prøve, det udfordres af melodiske fragmenter, som modsiger triol-rytmer og synkoper; af forstyrrende indsatser i slagtøj; af udholdte fermater; af pludselige skift i taktart, som går mod den herskende 4/4-dels takt; af udtynding i den musikalske tekstur, så der kun fremstår én tynd tråd, hvori der ikke kan etaberes nogen pulsfornemmelse; af en stigende (især henimod den sidste del af accelerationen) antal pauser i hele ensemblet, som varer adskillige slag og undertiden flere takter - 'Silence to be beaten'.

Wolfgang Rihm

Redaktionen takker Per Kirkeby for raderinger til brug for Komponisttreffen.

Årgang 74/1999-2000, nr. 01