Ny musik i lyst og nød

Ianledning af den ny orkesterudvalgsrapport diskuterede Finn Egeland Hansen og John Frandsen i maj på Informations sider de danske symfoniorkestres programpolitik. En diskussion, Anders Beyer forsøger at skabe opmærksomhed omkring i DMTs julinummer. Den 18.5.99 kritiserede Egeland Hansen rapporten for dens manglende vilje til at »tvinge orkestrene til at spille de nulevende danske komponisters værker«. Heroverfor hævdede Frandsen den 31.5.99 på vegne af udvalget hensigtsmæssigheden af en tilskyndelsesordning frem for en kvoteordning. Samtidig tyder noget imidlertid på, at Frandsen er opmærksom på, at problemet måske ikke i første omgang er repræsentationen af de 'nulevende danske komponisters værker', men snarere at tilsyneladende ingen af musiklivets institutioner (i hvert fald ikke det københavnskes) vil tage ansvaret for, at publikum præsenteres for det væsentligste af den musik, der komponeres på verdensplan.

Blandt de ca. 86 værker, som i sæsonen 98/99 gaves ved Radiosymfoniorkestrets hjemmebanekoncerter, var der således 3 deciderede efterkrigstidskompositioner fra udlandet: Et værk af Allan Petersson, et af Philip Glass og et af Sofia Gubaidulina. Samme sæson præsenterede Sjællands Symfoniorkester i korte glimt publikum for Lutoslawski, Schlee, Schnittke og Sandström. Og i sæsonen 99/2000 ser det så ud til, at DR vil udvide vores horisont med et værk af hhv. Lutoslawski, Pärt, Berio, Henze og Gruber. Så stor er verden for den københavnske koncertgænger, der måtte forsøge at holde en interesse for ny orkestermusik i live.

Er man instillet på at vende opmærksomheden mod kammermusikken, er der en anelse mere at hente, men programmerne hos Athelas Sinfonietta Copenhagen og Musica Nova (som man vel ikke kan klandre for fortrinsvis at opføre sine egne medlemmers musik) giver nu heller ikke noget nær en fornemmelse af de seneste årtiers interessanteste kompositoriske bedrifter. Man føler sig ikke godt orienteret. Hvor er alle de store omtalte nyskabere, for ikke at tale om alle de store komponister, hvis eksistens man end ikke har fået lejlighed til at opdage? Kan det være rigtigt, at man skal fylde 70 eller modtage Sonnings Musikpris for blot at kunne stikke næsen indenfor i de københavnske koncertprogrammer?

Der tales i disse tider meget om kultureksport. Omtrent hverandet stykke musikjournalistik kipper med flaget over, at det er lykkedes at prakke et tysk, amerikansk eller japansk publikum en Nielsen-symfoni eller en Holmboe-kvartet på. Ingen koncertgænger kan tillade sig at ignorere betalingsbalancen, men at dømme ud fra de københavnske orkestres udbud, kan der måske være grund til at investere mere helhjertet i musikimporten. Det ville måske ligefrem gavne nationaløkonomien, hvis man undlod at tvinge danske musikelskere til at turnere Europa tyndt i ferierne for at få tilfredsstillet blot de mest basale behov.

Den polemik over for orkestrenes 'populisme', der føres af Finn Egeland Hansen og andre, kan godt risikere at spærre for udsynet til det egentlige problem. Det hjælper ikke noget (heller ikke på danske komponisters beskæftigelse), at programlæggerne tager hensyn til 50 nyuddannede danske komponister, hvis man glemmer at tænke på det potentielt villige publikums interesse i ganske enkelt at blive præsenteret for, hvad der måtte menes at være det bedste af den ny musik. I forhold til de påpegede forsømmelser kan det endda gå hen og fungere som en alt for let undskyldning, når orkestrene pligtskyldigt fyrer et antal årlige uropførelser af. Der kan måske være en enkelt hit'er iblandt, men resten kan vi hurtigt få lov at glemme igen.

Repræsentanter for den ny musik ytrer ofte ønsket om at frigøre den fra dens marginaliserede position i kulturlivet. Den tilgang til problemet, som dominerer, er imidlertid med til at opdrage publikum til at opfatte ny musik som noget, man tvinger sig selv til at lytte til. Der refereres til vigtigheden af at stimulere fortsat kompositorisk produktion og kun sjældent til kvaliteten af den musik, som publikum snydes eller snyder sig selv for. Hvorfor denne berøringsangst over for kvalitetskriteriet? (Javist, kvalitetsbegrebet er til enhver tid problematisk, men ikke af den grund mindre uomgængeligt. Det er jo derfor, der overhovedet er noget at tale om.)

Tendensen til, at den ny musik anbefales i pligtens og ikke i lystens navn, vækker mistanke om, at nogen måske finder det mest bekvemt, at den ny musik fastholdes i en gammelavantgardistisk position, hvor skønhed og sandhed er uforenelige størrelser, og hvor det ikke drejer sig om at udfolde og bekræfte nye kompositionsmuligheder, men om at negere de gamle.

Hvis interessen for ny musik, ikke mindst den danske, skal vitaliseres, må det bevirkes - ikke ved beklagelser over komponisternes beskæftigelsessituation, men ved at vise publikum, hvilke vanvittige og fantastiske oplevelser ny musik kan tilbyde. Denne opgave kan den danske lejr (trods alle dens fortrin) ikke løse på egen hånd. Men hvorfor overhovedet betragte det som en byrde. At indvie andre mennesker i musikkens lyksaligheder må da være den naturligste af alle tilbøjeligheder for komponister, musikere, musikformidlere og kulturpolitikere.

Lars Feldvoss