Nye plader

J.P.E. Hartmann: Liden Kirsten. Susanne Resmark, Inger Dam-Jensen, Henriette Bonde-Hansen, Kirsten Dolberg, Poul Elming, Gert Henning-Jensen, Radiokoret og Radiosymfoniorkestret, dir. Michael Schønwandt. dacapo 8.224106-07.

Der er her tale om en bemærkelsesværdig udgivelse: En af de betydeligste danske operaer fra det 19. århundrede - ja, faktisk den opera, det værk, som efter sigende mere end noget andet skabte 'den danske folketone'. Inger Sørensen skriver sågar i det digre ledsagehefte, at »for samtiden var Hartmanns musik til Liden Kirsten simpelthen nøglen til den danske nationalkarakter«.

Det er unægtelig store ord, men det skal såmænd nok passe. I samtidige kommentarer tales der om »en ægte nordisk opera« og »en rigdom af stemninger« - og redaktøren C.St.A. Bille skriver i 1895 i et brev til Hartmann, at operaen ved en opførelse efter 1864 atter vakte hans »Haab til den danske Nationalitet og det danske Folks aandelige Fremtid«. I 1846, da Liden Kirsten opføres for første gang, er den nationale bevidsthed, billedet af et Danmark, som hævdes gennem sin historiske og kulturelle identitet at adskille sig fra alt andet, for alvor ved at blive dannet - og i 1848 og 1864 bliver denne bevidsthed årsag til konflikter, som samtidig vækker et øget behov for samlingspunkter, for udtryk for denne identitet.

Nationalromantikken får med Liden Kirsten et udsagn, som viser sig slidstærkt: Her fortælles en historie fra den sagnomspundne højmiddelalder, og det gøres i musikalsk henseende med en griben tilbage til tonen fra folkeviserne - ikke som citater og langt fra som stilren genskabelse, men med en nyformulering og med benyttelse af elementer fra et fortidigt tonesprog, som rammer lige i centrum af tidens musikalske bevidsthed. Der skabes et musikalsk udtryksregister, som i sit særpræg er så prægnant, at det fornemmes som specifikt dansk.

Hvordan Hartmanns musik derigennem kunne komme til at blive betragtet som eksponent for dette specifikt danske og i videre forstand for 'den nordisk-romantiske ånd', gør Inger Sørensen så glimrende rede for i to artikler i ledsageheftet, en om Hartmann og en om denne opera. Det er virkelig en fornøjelse at læse dette gedigne stykke musik- og i videre forstand kulturhistorie - her er, hvad lytteren har brug for, når værket skal sættes ind i en historisk ramme.

Men kan man høre musikken med udbytte i dag også uden at sætte den ind i denne historiske montre? Ja, bestemt! Pseudo-folkeviserne er jo for længst blevet til, om ikke folkeviser, så dog alment kendte udtryk for en musikalsk tradition. De vækker umiddelbart genkendelsens glæde - i hvert fald hos mig opstod spontant for det indre øre lyden af skrattende 78'ere og Aksel Schiøtz' stemme, da jeg hørte »Ja, jeg er hjemme« og »Hør ungersvend, sig ikke nej«, og værket lever som helhed op til dette - Liden Kirsten kan også i 1999 høres som et ægte musikalsk udtryk, som er levende og vedkommende. Selvfølgelig fornemmes det ikke på samme måde og i samme grad som i forrige århundrede som et udtryk for dansk nationalfølelse. Jeg kan i hvert fald glimrende høre det uden at tænke på Dannebrog og bøgeskove. Det fornemmes mere som et udtryk for den almene kulturelle tradition, som man er født ind i og kender - og som det jo altså har været med til at skabe.

Så det er godt, at vi omsider har en indspilning af Liden Kirsten, og det er godt, at den er af så høj kvalitet, som tilfældet er. Inger Dam-Jensen rammer lige i centrum med sin fortolkning af titelpersonen, og noget tilsvarende gør faktisk alle de medvirkende inklusive orkestret, koret og Michael Schønwandt. Der er gode grunde til at være glad for denne udgivelse. Men gid man dog havde valgt nogle bedre billeder til kassetten og ledsageheftets forsider! Det er muligvis af hensyn til det internationale marked, man har valgt at lade billedet på kassetten være et H.C Andersen-portræt. Og lad så gå med det, hvis det kan sælge nogle flere eksemplarer i udlandet. Men netop H.C. Andersens libretto fortjener i denne sammenhæng ellers mest høflig tavshed. Noget mesterværk har den aldrig været, og i modsætning til Hartmanns musik kan den umiddelbart kun høres/læses som et forunderligt naivt udsagn fra en svunden tid. Hvorfor har man dog ikke valgt et billede af komponisten i stedet? Og forsiden til det så fremragende ledsagehefte er et rædsomt kitsch-billede af en scene fra operaen fra 1874. I det mindste kunne man have anbragt et Hartmann-portræt her!

•

Otto Malling: Klaverkoncert op. 43 og Klavertrio op. 36. Radiounderholdningsorkestret, Amalie Malling, Elisabeth Zeuthen Schneider og Morten Zeuthen, dir. Petter Sundkvist. dacapo 8.224114.

Otto Malling (1848-1915) er i dag så at sige glemt. Men han spillede en stor rolle i det danske musikliv i slutningen af det 19. århundrede: Som Gades efterfølger som professor og direktør for Det kgl. Danske Musikkonservatorium, som Hartmanns efterfølger som domorganist i København, som medstifter og dirigent for Koncertforeningen og som dirigent for Studentersangforeningen må han unægtelig siges at have været en person med indflydelse. Og han var tillige progressiv, især interesseret i tidens nye franske musik med navne som Saint-Saëns, Gounod og Massenet - og modstander af Wagner.

Alt dette og tillige hans optagethed af frem for alt Griegs musik bærer hans Klaverkoncert med al ønskelig tydelighed præg af. I 1. sats kommer vi så tæt på Griegs koncert, at man sidder med et skævt smil - og samtidig med dyb beundring for Mallings kompositoriske håndelag. Dette er ganske enkelt forrygende godt gjort! Der er absolut ikke tale om nogen form for pinligt epigoneri her. Den ønskede stil er ramt; Malling slutter helhjertet op om en retning og en skikkelse, som for alvor siger ham noget. Og dét er da en ærlig sag! Han ejede åbenbart evnen til at formulere sig med overbevisende udtrykskraft på det valgte grundlag - at efterligne andres stil på en måde, så udsagnet bliver originalt i kraft af kvaliteten.

Mere selvstændige i stilen er 2. og 3. sats, hvor vi kommer tættere ind på livet af Saint-Saëns, men hvor der tillige viser sig et specifikt dansk bidrag til den senromantiske klaverkoncert. I den helt forbløffende stem-ningsfulde 2. sats og i den velgørende klare og kortfattede 3. sats høres en slags syntese af Saint-Saëns og Hartmann, som godt kan siges at pege i nye retninger. Det er synd og skam, at et værk af en sådan kvalitet gik i glemmebogen - mængden af gode danske klaverkoncerter fra det 19. århundrede er ikke overvældende stor.

Klavertrioen bærer helt igennem præg af franske forbilleder, specielt igen Saint-Saëns. Det suveræne kompositoriske håndværk, elegance og klarhed, ægte inspiration - det hele er med til at gøre lytningen til en sand fornøjelse.

I sine senere år beskæftigede Malling sig hovedsagelig med kirkemusik - og den forsvandt fra repertoiret med den Laub'ske kirkemusikreform. Det gjorde resten af Mallings musik åbenbart også. Jens Cornelius nævner i teksthæftet, at denne cd er den første indspilning nogensinde af Mallings orkester- og kammermusik! Det er ret utroligt, komponistens talent og professionalisme taget i betragtning. Men det er godt, at vi nu kan høre disse værker. Måtte de blive efterfulgt af andre.

Det skal nævnes, at Radiounderholdningsorkestret under ledelse af Petter Sundkvist samt Amalie Malling, Elisabeth Zeuthen Schneider og Morten Zeuthen her alle bidrager afgørende til denne oplevelse af talent og musikglæde: De formidler værkerne videre til publikum, så man kommer til at tro på sagen.

•

Hakon Børresen: Forspil til Den kongelige Gæst, På Uranienborg - Tycho Brahes Drøm og Romance for cello og orkester. Aalborg Symfoniorkester og Henrik Brendstrup, dir. Owain Arwel Hughes. Naxos dacapo 8.554963.

Forspil til Den kongelige Gæst er jo ikke noget ganske ukendt værk. I hvert fald tidligere kunne man jævnligt høre det i radioen, og jeg mindes en opførelse af operaen engang i 60'erne. Dette forspil - og for så vidt hele operaen - står for mig som noget af det mest festlige og elegante i dansk musik overhovedet. Godt, at vi nu endelig har en indspilning af det! Dette første værk på cd'en giver indtryk af Børresen som en slags Johan Svendsen Nachfolge - men lige som Malling med et overbevisende talent, som formår at skabe selvstændig kunst inden for de givne stilistiske rammer.

Med balletten På Uranienborg vendes blikket imidlertid snarere mod Sverige - dels i bogstavelig forstand på grund af handlingen på Hven, dels på grund af ligheder med et værk som Hugo Alfvéns Gustav II Adolf-suite. Alfvén og Børresen har i det hele taget meget til fælles: De blev født i henholdsvis 1872 og 1876 og var begge livet igennem solidt rodfæstede i senromantikken. Børresen viser sig imidlertid i dette værk som den, der trods et mentalt hjemsted i 90'erne her i 1924 tør tage et par skridt længere ind i det 20. århundrede. Det er ikke blot Hugo Alfvén, men også fx Richard Strauss og sågar i glimt Vaughan Williams og Prokofiev, man kommer til at tænke på ved gennemlytningen - men der er i det hele taget tale om en mærkelig gliden fra det ene stilistiske præg til det andet, et flimrende felt af senromantiske associationer (heriblandt brugen af folkemelodier fra Danmark, Sverige og Skotland) i disse umådeligt effektfulde satser, som har et rigt differentieret udtryksregister og en virtuos benyttelse af det store orkesters muligheder. Den afsluttende sats Allegro molto - Adagio bliver til en hel symfonisk digtning med mange fine nuancer og med en slutning, som ingen filmkomponist i Hollywood behøvede at skamme sig over. Banalt? Javist - men også gjort med overbevisning og komponeret ind i en sammenhæng, som sætter også dette element i relief.

Disse værker (samt Romance for cello og orkester med fremragende spil af Henrik Brendstrup) får en god opførelse her af Aalborg Symfoniorkester med Owain Arwell Hughes som dirigent. Der er virkelig tale om en spændende musikalsk oplevelse!

Disse to cd'er med værker af Malling og Børresen er et par af højdepunkterne i de senere års udgivelser af 'glemte' danske komponisters værker. Der ligger mange gode ting gemt i dansk senromantik og i de første tøvende skridt ud i andet ukendt land end Carl Nielsens; man kunne også nævne cd'erne med værker af Emil Hartmann, Asger Hamerik og Ludolf Nielsen. Hvad mon bliver det næste?

•

Rued Langgaard: Afgrundsmusik, Insektarium, Vanvidsfantasi, Blomstervignetter I og II og Le Béguinage. Rosalind Bevan. Classico CLASSCD 240.

Denne cd har to værker til fælles med genudgivelsen på cd af indspilninger fra 1984 ved Teddy Teirup (DMT 1997/98, s. 207): Insektarium og Le Béguinage. I begge tilfælde må den nye indspilning siges at være den bedste. Insektarium fremtræder her med førstegangsoplevelsens overraskelsesvirkning, og man må virkelig forbløffes over, at disse satser er fra 1917. Her træder de frem som sand avantgarde fra den tid, ja, mere end dét: De får et præg af nutid. For blot at nævne ét af stykkerne: Anobium Pertinax - Dødningeur med sit berømte bank på instrumentet bliver en gysende oplevelse af ormædt møbel, et præg af momentant klingende nærvær midt i stilstand og langsomt forfald, og i Le Béguinage kommer det splittede og det desperat destruktive frem på overbevisende måde.

Afgrundsmusik fra 1924 er et af de Langgaard-værker, som kommer tæt på Messiaen - her både i værkets oprindelige idé, en fantasi over skriftsteder fra Johannes' Åbenbaring, og i selve musikken, hvor både et prægnant motiv i 1. sats bestående af fire akkorder og flere andre elementer klinger ganske Messiaen-agtigt. Men også Carl Nielsen er i høj grad til stede, Liszt citeres - og en præ-Ligeti møder vi i 2. sats som andetsteds hos Langgaard (her på et tidspunkt, da Ligeti er ét år gammel!) i et repetitivt mønster. Endelig minder både benyttelsen af de forskellige elementer og deres både konstruktive og destruktive indbyrdes adfærd som så ofte før om Ives' måde at anskue og komponere musik på.

Så dette værk ser både udad - også ud til udtrykssfærer, som Langgaard havde fælles med komponister, hvis eksistens han ikke kendte noget til! - og fremad. Her møder vi med andre ord Langgaards mest visionære side, hvilket understreges af hans egne ord om værket:

»Tanken fødes - iværksættes - og skaber nyt Liv«. Der er som i selve musikken for en stor del tale om inspiration fra Carl Nielsen; men der er tillige tale om en reaktion på Carl Nielsens musik og ideer, som skaber et spændingsfelt, der bliver årsag til musikalsk nytænkning

I Vanvidsfantasi og de to samlinger af Blomster-vignetter er vi på mere traditionel romantisk grund, dog med afstikkere både tilbage til klassicisme og fremad til ekspressionisme. Dette fremstilles med al ønskelig tydelighed af Rosalind Bevan, som i det hele taget får det Langgaardske særpræg til at fremtræde lysende klart. Dette gælder for samtlige værker på denne cd, og udvalget af klaverværker giver et godt indblik i nogle af de væsentligste og mest karakteristiske træk hos Langgaard. Der er her på én gang tale om en god indføring i det Langgaardske univers og om fortolkninger af de enkelte værker, som viser disse i et nyt og spændende lys. Så cd'en kan i lige høj grad anbefales til Langgaard-begyndere og Langgaard-kendere!

•

Niels Viggo Bentzon: Klaversonater nr. 3, 5 og 9. Rudolfo Llambías. dacapo 8.224103.

Iledsageheftet møder vi den opfattelse, som Niels Viggo Bentzon ofte har fremsat: »Der er jo i realiteten overhovedet ikke nogen forskel på komposition og improvisation hos mig«. Og som så ofte før bliver dette udsagn bekræftet af selve musikken, her af de tre klaversonater.

Den Bentzon'ske spontaneitet kan ytre sig på flere måder. Når den kommer bedst og klarest til udtryk, skaber den i de noterede værker et umiddelbart og levende forløb - et udefinerbart indtryk af tilblivelse, af førstegangsoplevelse - og i improvisationerne mærker man en kombination af overraskende nye spor, som opdages og forfølges intuitivt, og af struktureret sammenhæng. Det sidstnævnte kommer så aldeles overbevisende frem i indspilningen af improvisationer, som er anmeldt i DMT 1998/99, s. 249. Men i begge tilfælde kan den også udarte til voldsom udfoldelse for udfoldelsens skyld, til en syndflod af toner, til effekter, som dynges oven på hinanden i noget, som føles som manglende selvdisciplin.

Det er desværre det sidstnævnte, jeg føler mest er på færde i hvert fald i de to første af disse sonater. Graderne af intuitiv frihed og af det, som Bentzon selv i forbindelse med Klaversonate nr. 3 fra 1946 har kaldt Sturm und Drang, kan ikke risikofrit gøres ligefremt proportionale med mængden af toner i et givet tidsrum - i hvert fald ikke uden risiko for uklarhed! Og det må siges, at ydersatserne er præget af alt andet end mådehold. Temaerne fremstår egentlig tydeligt nok, behandlingen af dem ligeså - men i satserne som helhed er der ganske enkelt tale om manglende økonomisering med virkemidlerne, om noget, som i hvert fald jeg fornemmer som overlæssede satser på et traditionelt grundlag, som er mere romantisk end neoklassisk, og som faktisk også i selve stilen fornemmes som uklart. Det hele svømmer mere end godt er, og søsygen melder sig. Det er på denne baggrund en sand lettelse at høre de to korte mellemsatser, som supplerer hinanden fint.

Noget lignende er på færde i Klaversonate nr. 5, som dog forekommer mere differentieret i sine udtryk, og hvor der synes at være tale om en vis påvirkning fra Bartók, specielt i 3. sats. Men jeg synes, at Bentzon på denne cd står stærkest i Klaversonate nr. 9 fra 1965, specielt i den udtryksfulde 2. sats; også slutsatsen er velgørende med sin kortfattethed og sin effektfuldt knappe afslutning.

Det forekommer mig, at både udførelsen ved Rodolfo Llambías og optagelsen generelt på denne cd kunne have været præget af større klarhed. Værkerne lægger i sig selv op til de kvantitativt helt store udfoldelser, men der synes på flere måder at være noget overstyret over det hele. Jeg har tit haft svært ved rigtig at komme på bølgelængde med Niels Viggo Bentzons nedskrevne musik, og det gælder med de nævnte undtagelser også for disse tre klaversonater, som de her præsenteres.

Jeg har her stavet pianistens fornavn på to forskellige måder. Det er helt i overensstemmelse med ledsageheftet: På forsiden hedder han Rudolfo, på bagsiden Rodolfo, og den samme modsætning gør sig gældende mellem overskrift og artikel inde i heftet! Hvad er egentlig det rigtige? Fejl af den art plejer ikke at forekomme i dacapos udgivelser.

•

John Cage: The Choral Works I. Four2, Hymns and Variations, ear for EAR, Living Room Music, Five og Four Solos. Ars Nova, dir. Tamás Vetö. Cage 18. mode 71. mode records.

Denne cd er nr.18 i mode records' prisværdige udgivelse af Cages samlede værker. Blandt de tidligere udgivne skal især fremhæves nr. 11 med orkesterværker (101, Apartment House 1776 og Ryoanji) og nr. 16 med klaverkoncerter (Concerto for Prepared Piano and Orchestra, Concert for Piano and Orchestra og Fourteen) - især den sidstnævnte er en virkelig fornem præstation med Stephen Drury og i Concert selveste David Tudor ved klaveret og Ingo Metzmacher som dirigent. Allerede den ualmindeligt smukke forside giver her et varsel om, at det, man nu skal høre, må være en fryd for øret, og det er så sandelig tilfældet. Man kunne fristes til at sige, at dette er den definitive version af koncerterne, men det er naturligvis absurd, når det drejer sig om Cage. Men man kan i det mindste sige, at der her sættes en ny standard.

At en udgivelse på et sådant niveau af de samlede værker af en af de største skikkelser i den samlede musikhistorie ikke kan fås i Danmark, er kort og godt en skandale. Og den bliver mildest talt ikke mindre af, at den cd, som her skal anmeldes, har et dansk ensemble som fortolkere af nogle af Cages korværker.

Ars Nova lever her helt op til seriens hidtidige standard: Four2 klinger overjordisk smukt og svævende, Living Room Music fra 1940 - cd'ens ældste værk - fremtræder med humor og knivskarp præcision som den 'home entertainment', der her er tale om og ear for EAR klinger på tværs af tiden helt tilbage i middelalderen med sit enkle antifonale mønster.

Hymns and Variations skaber et helt nyt musikalsk rum gennem 'harmonisk subtraktion': Cage har benyttet to salmemelodier af William Billings, som ved hjælp af tilfældighedsoperationer berøves størstedelen af tonerne. Det, der bliver tilbage, er et mønster af lange toner og pauser: De toner, som før var dele af linjer, bliver nu til dele af en helhed, hvori den enkelte tone får lov til at virke i sig selv - »each sound vibrates from itself, not from a theory«, som Cage formulerer det. Ja, så enkelt og så overbevisende kan det faktisk siges og gøres! Og så overbevisende kan det fremføres, som tilfældet er her. Ars Nova bringer os tilbage i den enkelte klang og i det enkle mønster af toner og pauser - og frem i det nutidens samspil mellem individer med øget følsomhed for det enkelte individs, det enkelte moments betydning, som Cage her fremkalder.

I en pressemeddelelse hævder Ars Nova, at dette er »så vidt vides verdens første rene Cage-korplade«. Man kan vel heller ikke kalde det en 'korplade', når koret på cd'en består af syv medlemmer, og når flere af værkerne er solonumre - men Litany for the Whale med Theatre of Voices under ledelse af Paul Hillier (harmonia mundi HMU 907187) er i hvert fald en cd med vokalværker af Cage. På denne cd findes udover titelnummeret bl.a. Five, som også kan høres på Ars Nova-cd'en. Og her fremtræder værket som et spinkelt mønster, gennembrudt af pauser. Forløbet er roligt, 'tilbagetrukket'; man fornemmer, at tiden står stille. Hos Ars Nova er der tale om større dynamiske udsving, markerede indsatser, nuance- og kontrastrigdom. Man fornemmer et melodisk flydende forløb, som fortæller en 'historie'.

Denne forskel giver et ganske godt signalement af korværkerne, som de fremtræder i denne indspilning. Det er ikke blot de seneste årtiers klassisk afklarede Cage, man hører, men også en Cage, som bliver genstand for fortolkning i traditionel forstand. Og resultatet er overordentligt smukt. Onde tunger vil måske hviske: »Da Fanden blev gammel, gik han i kloster!« - men der er jo slet og ret tale om en komponist, som med sit arbejde med tilfældighed ikke blot provokerede og inspirerede til nytænkning og selvstændig kreativitet, men som også selv skabte en lang række værker af blivende værdi. At også skønheden her kommer ind i billedet - en skønhed, som på én gang knytter til ved traditionen og klinger i kraft af, at lydene får lov til at stå alene og til at virke sammen, en veritabel materialeopdagelse - dét skal man da blot glæde sig over. Det kan bl.a. medvirke til at føre nye lyttere ind i Cages musikalske univers. Og dette møde på et område, som fornemmes at have intim kontakt med det kendte, kan måske føre sådanne lyttere videre ud i lydenes kosmiske univers, hvor skøn-heden bliver ensbetydende med klan-genes eksistens og indbyrdes kontakt - og ens egen kontakt med dem.

Så det er med stor fornøjelse, jeg følger pressemeddelelsens opfordring til at gøre opmærksom på, hvad man i dette tilfælde kan gøre som borger i et land, hvor ingen distributør vil/tør/kan føre noget så kunstnerisk værdifuldt og musikpædagogisk væsentligt: Man kan henvende sig til Ars Nova på tlf. 33 13 57 70 eller e-mail: arsnova@post5.tele.dk. - men jeg vil nu håbe, at Cage-serien kan købes på mere normal vis, når denne anmeldelse kan læses. Den - og ikke mindst den aktuelle cd - fortjener at blive hørt af mange.

•

Bent Lorentzen: The Planets. Jens E. Christensen. Kontrapunkt 32298.

Denne titel leder naturligvis tanken hen på ét bestemt værk: Gustav Holsts orkestersuite med samme titel. Men der er betydelige forskelle: Her drejer det sig om et orgelværk, og det er faktisk ikke ude-lukkende planeter, som er genstand for disse musikalske betragtninger: Ud over Merkur, Mars, Jupiter, Venus og Saturn drejer det sig om Solen og Månen. Og rækkefølgen af satserne er bestemt af en særlig idé: ugedagene, startende med søndag, har på forskellige sprog fået navne, som er afledt af henholdsvis Solen, Månen, Mars, Merkur, Jupiter, Venus og Saturn.

Hvert af disse himmellegemer portrætteres nu på effektfuld vis: Solen er voldsom, påtrængende, Månen er stille og langsom, bevæger sig i faser - osv. osv. Der er ingen grund til at gå i detaljer her, for det klarer musikken så glimrende selv. Bent Lorentzens evne til at danne klare billeder med effektfulde musikalske virkemidler fornægter sig heller ikke i dette tilfælde, og der er afgjort musikalsk substans i disse satser - det udarter aldrig til tomt klangmaleri. Det hele er baseret på et fælles materiale, og der fornemmes både en tydelig sammenhæng og klar individualitet for alle satsernes ved-kommende - de kan i øvrigt opføres enkeltvis. Der er noget ganske skupturelt over denne karakteriserings-tour de force.

Jens E. Christensen virkeliggør disse intentioner på udmærket vis, idet han udfolder sig virtuost på Vor Frelsers Kirkes orgel i København og realiserer Bent Lorentzens anvendelse af alskens virkemidler aldeles overbevisende.

•

Pair a' Dice: Near Vhana. Jeffrey Morgan og Joker Nies. Ninth World Music NWM OI5CD.

Bag betegnelsen "Pair a' Dice" gemmer sig de ovenfor nævnte to musikere, som har komponeret de ni stykker under fællestitlen Near Vhana på denne cd. De to komponister/musikere har arbejdet sammen i duoen i Köln siden 1993, men de har begge en fortid: Jeffrey Morgan, som spiller altsaxofon, har beskæftiget sig med improvisation siden 1974, hvor han grundlagde det musikalske værksted 'free-form' i USA. Han har studeret i Creative Music Studio i Woodstock under bl.a. Don Cherry, og han har samarbejdet med en lang række kendte navne inden for det grænseområde, som rækker ind over både jazzens og kompositionsmusikkens domæne. Joker Nies har eksperimenteret med synthesizer siden 80'ernes begyndelse, har siden 1993 arbejdet med computerkontrollerede klangfrembringelser og har grundlagt en synthesizer-trio.

Som man nok har kunnet ane, er komposition i dette tilfælde lig med improvisation. Og det er improvisation med rødder i både jazz og elektrofoni fra 50'erne og frem - men syntesen er personlig og overbevisende. Der er tale om mangelagede strukturer og om detaljerigdom, som holdes sammen af en imponerende evne til musikalsk formulering af sammenhæng, af en 'historie'. Disse stykker er præget af en fortælleglæde, som er utroligt overbevisende i kombinationen af gammelkendte elektroniske klange og kendte og ukendte saxofon-virkemidler. Der er tale om et spil med en dybde og en mangfoldighed i udtrykket, som man sjældent oplever magen til.

Nogle eksempler: Den virtuose saxofon-behandling, som tit går ind i det 'hysteriske' område, kombineres på overbevisende måde med elektrofonien i eksempelvis Cage for Ki, hvor saxofonens bestandige skræppen og de elektroniske klange, som skaber en mangelaget verden af lyd, tilsammen danner et fælles atmosfærefyldt rum. I Cirey Jets dannes et ostinat mønster, en elektronisk mur af klang, som saxofonen ihærdigt spiller op imod i en dualistisk, spændingsfyldt dialog. I Ten Spregs starter samspillet i det gådefuldt mumlende, som dårligt nok kan komme til orde - men det udvikler sig hurtigt til et sandt mylder, og pludselige stilfærdige 'huller' skaber et rum til klanglige hændelser, som bevæger sig i forskellige afstande fra lytteren og anskueliggør en overraskende dybde.

I Sun God Iri startes med en mere traditionelt jazzet saxofon mod en synthesizer, som synes opsat på at ville fortælle hele elektrofoniens historie på kortest mulig tid - men der skabes efterhånden en fælles ekstatisk hymne, som stræber mod det stadig mere lysende, men også spændingsfyldte. Endelig er der i Nine Lives en ubønhørligt fremadglidende strøm med flere lag: Ekstremt høje saxofonklange, som er helt oppe i stratosfæren, en kortbølgeknitrende atmosfære og en rumlende jord - som et udsnit af Stockhausens Telemusik, som er forstørret og konsekvent videreudviklet.

Alt dette er ganske imponerende - og det er kun et udsnit af, hvad man oplever på denne cd. Der er kontraster, dualisme, syntese, enhedspræg, meditation, drama - der er alt, hvad hjertet kan begære af inspireret samspil og overbevisende gestaltning af musikalsk form. Tomgang er der ikke et eneste øjeblik. Denne cd-udgivelse er et af de for mig at se mest overbevisende eksempler på, at et af de frugtbareste områder i vor tids musik befinder sig i det grænseland mellem flere forskellige genrer, som fællesbetegnelsen improvisation blandt andet dækker over.

De to medvirkendes tekniske formåen er imponerende, men endnu mere imponerende er evnen til at virke sammen som komponister og at skabe musikalsk nyformulering. Dette er værker, som man ikke så hurtigt bliver færdig med.

Near Vhana er en af de compact discs, som jeg er fast besluttet på

at vende tilbage til - og det bliver snart og med garanti mere end én gang.

Jørgen Teller: Delete Nature, Convert Today. Jørgen Teller. Ninth World Music NWM 016CD.

Jørgen Teller har spillet guitar i mange sammenhænge, bl.a. med sine egne grupper Temper og Tzarina Q Cut. Her møder vi ham som solist i samspillet mellem guitar og sampler - og dét skaber en original klangverden, en konstant fræsende og skærende lyd. Der er tale om pågående, massive klangmasser, som kræver en vis grad af tilvænning, før man er i stand til at se ned i den ru overflade og opdage nuancerne. For sådanne er der bestemt tale om - men det skal heller ikke forties, at vejen ind til opdagelse af dem ind imellem kan kræve en vis mængde energi og tolerance. Vi befinder os generelt på et højt niveau, både hvad angår lydstyrke og tæthed.

Komponisten er også her identisk med interpreten. Det skaber naturligvis et enhedspræg, men også en monotoni, som ind imellem kan virke noget trættende. Det kan være til-sigtet, men kan også skyldes noget andet: Når der ikke eksisterer et samspil som en regulerende faktor, kan der opstå en skøjten ud ad forskellige tangenter, som pudsigt nok viser sig at være ret parallelle. Generelt er der således i disse i alt 15 stykker tale om, at meget forskelligartede begyndelser glider over i det samme grundpræg. Vi møder det meget tydeligt i New Moon, hvor der startes med et rituelt virkende spil - et væsen, som synger mod månen i lange, opadglidende toner, som skærer sig ud i rummet på en måde, så man virkelig spidser øren. Men snart tager det dynamisk mere pågående spil overhånd, og der finder rent ud sagt en vis banalisering sted. Her er Jørgen Teller mere overbevisende i Back Seater, hvor det rituelt klingende igen er fremme, men hvor der holdes fast ved en fremadskridende, besværgende linje.

Andre gode stykker er Aggratar, hvor guitarsoloen holdes op mod en stadigt pulserende 'maskine' og Train Buka Banio, hvor guitaren træder frem med helt naturlig klang og melodisk forløb - der opstår en dualistisk sats, som Jørgen Teller har mod til at holde fast ved. Og i Delay Hygge viser der sig et lydbillede à la fransk musique concréte, som danner en effektfuld kontrast til guitarens 'hyggeligt' klingende spil, som ikke kommer nogen vegne, holder pause, starter igen og omsider bringer 'baggrunden' til ophør. Effektfuldt og enkelt! I Kölnalooga er der en sælsom blanding af et signal à la Nærkontakt af 3. grad og det skærende, snurrende og forvrængede, som virkelig synes at skabe kontakt til en anden klangverden. Titelværket Delete Nature, Convert Today har en hypnotisk 'gang på stedet' med polyfon fremsigelse af titlen i forskellige hastigheder og et guitar-recitativ mod en sydende 'undergrund'. Og så er der jo endelig Conversion Time, som varer 1 min. og 11 sek., og som må betragtes som en tilføjet sats til Cages 4'33"" - man hører absolut intet! - og som afslutning Hink, som former sig som stilfærdigt guitarspil med ekko og trommeakkompagnement. Disse to stykker understreger, at spillet er ved at være til ende.

Generelt synes jeg at Jørgen Teller i modsætning til duoen Morgan/Nies har svært ved at fastholde koncentrationen hele cd'en igennem, og det gælder både komponistens egen og lytterens. Der opstår paradoksalt nok et både monotont og heterogent helhedspræg - hverken kontrasten eller syntesen mellem guitar og elektroniske hjælpemidler er fastholdt konsekvent. Men de ovennævnte værker er af en kvalitet, som gør, at denne cd alligevel må anbefales som nok et eksempel på de utroligt frugtbare resultater af mødet i grænselandet, her mellem rock, jazz og den kompositionsmusik, som er anmelderens udgangspunkt.

•

Line Tjørnhøj: Triff. Kaudauna, Lauda og Lej di kee. Line Tjørnhøj og Erik Moen.

Med denne cd, som ikke har noget angivet forlag, men som er produceret på DIEM i Århus, rykker vi nok nogle skridt ud i grænseområdet - denne gang i en retning, som for mig at høre bl.a. i starten går lige ud i det pseudo-folkloristiske, for ikke at sige poppede. Men det blide, tilstræbt velklingende og rytmisk og melodisk banale kombineres med noget helt andet: Et stemme-univers, som strækker sig fra det mere traditionelt rituelt besværgende til det, der for alvor bliver profileret og vedkommende.

I dele af satsen Launa er vi således ikke langt fra Francois Dufrène på den ene side (mon der ikke stadig er nogen, som husker Dufrènes/Baronnets U 47 - hvis man skulle have glemt det, kan man få det genopfrisket i Fragments pour Artaud af Pierre Henry) og Michael Vetter på den anden side. Men det former sig her som et helt personligt udtryksregister, som virkelig tør fokusere på stemmens enkelte elementer og bruge dem i et spil, som forstørrer midlerne op til det punkt, hvor de ikke længere er midler. De bliver til grundelementer i en musik, som er nærværende og vedkommende.

Disse elementer er snart sagt alt, hvad man kan tænke sig, at den menneskelige stemme kan frembringe: Latter, gråd, skrig, strubelyde - alt muligt vokalt mødes i dette værk. Det kræver en stærk kunstnerisk selvdisciplin, hvis dette ikke skal blive et ligegyldigt effekt-katalog. Men Line Tjørnhøj viser sig her virkelig i stand til at komponere med alt dette, så opmærksomheden fastholdes fra start til slut - eller rettere, næsten fra starten: Jeg var tilbøjelig til at opgive efter de første minutters lallen derudad, men så skete der jo efterhånden helt andre ting og sager!

Indtrykket er faktisk i smuk over-ensstemmelse med det, som Line Tjørnhøj selv beskriver således: »udtrykket er inspireret af en stærk indre drift mod at transformere en kontant fremtids/teknologiangst ud i et forsonende kreativt musikalsk udtryk - her op mod årtusindeskiftet«. Den indre drift mærkes stærkt i det kunstneriske udtryk; teknologien er her anvendt på ægte og nytænkende kreativ måde. Man må ønske for Line Tjørnhøj, at hun i endnu højere grad i fremtiden vil rendyrke de sider af sin kompositoriske og vokale formåen som for alvor rykker i lytteren, og at hun luger det væk, som i hvert fald for mig at høre er og bliver tomgang.

Men på den anden side: 'Tomgangen' er måske, når alt kommer til alt, en nødvendig overgang, et bindeled, som ikke kan undværes? Jeg er faktisk i tvivl. Men én ting er i hvert fald sikker: Det kompositoriske talent kommer her så klart til udtryk, at man må glæde sig over nok et frugtbart møde i det grænseland, hvor nogle af de mest spændende danske musikværker skabes i disse år.