Anmelderhabilitet - en forsømt problemstilling

Af
| DMT Årgang 74 (1999-2000) nr. 02 - side 72-72

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

I et musikliv af begrænset størrelse som det danske har det ikke sjældent været vanskeligt at finde kvalificerede mennesker til varetagelse af alle de funktioner, der traditionelt anses for at høre med til et fuldt udbygget musikliv. Det er derfor ikke så mærkeligt, at bladredaktioner i deres søgen efter fagkyndige anmeldere sommetider er tyet til komponisternes kreds, og da komponister normalt ikke kan leve af deres kompositoriske virksomhed alene, synes kombinationen oplagt: Komponist og anmelder. Også kombinationen musiker og anmelder er set. Hvad der derimod tilsyneladende aldrig er ble-vet drøftet særlig meget er, at en sådan anmelder gang på gang kommer i en situation, hvor han i lyset af almene grundregler for habilitet faktisk må betragtes som klart inhabil.

Nu var nævnte kombinerede beskæftigelse ganske vist langt mere udbredt tidligere, fx i 60'erne og 70'erne, end den er i dag. Man kunne mene, at problemet stort set har fortonet sig. Men da man dog stadig kan støde på kombinationen, og da de fleste, både fag- og lægfolk, mærkelig nok har plejet at affinde sig med den, og da den derfor måske kunne gå hen og blive mere udbredt igen, var det måske alligevel på sin plads at prøve at indhente den forsømte diskussion af problemstillingen ved at forsøge at ridse dens rent principielle indhold op.

Ifølge de principper, som blandt andet afspejles i forvaltnings-loven, kan man ikke sætte et menneske til at bedømme forhold, inden for hvilke vedkommendes upartiskhed kan drages i tvivl, altså hvor vedkommende på den ene eller anden måde har personlige interesser involveret. Personen er inhabil. En sådan inhabilitet er dog sædvanligvis mest noget, der tages i betragtning, når den er forårsaget af en personlig relation (slægtskab, venskab, nært samarbejde el.lign.), men spørgsmålet er, om ikke man burde være mere opmærksom på at inhabilitet også kan skyldes en kollegial interesse eller interesse-modsætning? (Jeg har selv fungeret som anmelder engang og således haft problemstillingen inde på livet.)

En komponist, der anmelder, vil typisk komme i en sådan situation, når han bedømmer ny musik, for idet han skriver om nulevende kolleger, skriver han jo dermed blandt andet også om sine egne nuværende eller potentielle konkurrenter, i relation til hvilke han naturligvis vil have en interesse i en negativ bedømmelse. Eller han vil, hvis han skriver om kolleger, hvis kollegiale eller kunstpolitiske støtte han har brug for, have en interesse i en positiv bedømmelse. Endvidere kan de to typer af interesser meget vel være filtret ind i hinanden. En parallel situation foreligger, hvis en musiker anmelder andre musikere, i hvert fald inden for sin egen kategori.

Nu kan problemstillingen selvfølgelig ikke helt jævnføres med forvaltningsloven. Anmeldere træffer jo ikke afgørelser; bladredaktioner kan frit bestemme, hvem de vil ansætte til at skrive; den skrivende er i sin ytringsfrihed kun begrænset af injurielovgivningen, og læserne har, ikke at forglemme, deres frihed til at lade være med at købe avisen.

Alligevel burde der, efter min mening, slås til lyd for, at det musikfaglige miljø over for bladverdenen, når og hvor det måtte være aktuelt, klart melder ud som sin holdning, at en anmelder ikke bør sættes til at bedømme foreteelser, der ligger inden for hans eget virkefelt.

For hvis en anmelder vurderer områder, inden for hvilke han selv er aktiv og derfor har sine personlige interesser, så vil han uvægerligt, også selv om han i egen indbildning er uhildet og saglig, pleje disse interesser. Det betyder, at læserne ikke får den neutrale, fagkyndige vurdering, som en anmeldelse i princippet giver sig ud for at være, og det kan være svært at gennemskue for det store flertal af læsere, der ikke er tæt på de forhold, der behandles. Spørgsmålet er, om ikke der i så fald ret beset foregår et misbrug af anmelder-faget, resulterende i en række usaglige bedømmelser eller påfaldende forbigåelser samt i grelle tilfælde måske også i nogle skadevirkninger på det etiske, æstetiske eller kollegiale klima i musiklivet?

Præsenteret for ovenstående forslag om at anmeldere ikke bør sættes til at bedømme foreteelser inden for deres eget virkefelt, vil bladredaktionerne måske svare, at forslaget desværre vil få den uheldige konsekvens, at det begrænser redaktionernes mulighed for at lade et stofområde dække af en ekspert på området; og det kan der måske være noget om. Men for mig at se vil denne ulempe mere end opvejes af, at man til gengæld forebygger den form for anmeldelser, der i udstrakt grad hviler på en sammenblanding af faglighed, personlige interesser og selvpromovering, og som derfor næppe gavner musiklivet.

Endelig kan man vel udmærket forestille sig, at en anmelder på grundlag af en almen musikfaglig indsigt kan oparbejde god erfaring i at dække et givent stofområde, selv om det ikke er sammenfaldende med anmelderens eget virkefelt, og at han således i kraft af større objektivitet i sidste instans kan blive en bedre og mere konstruktiv kritiker end den personligt involverede.

Niels la Cour

Årgang 74/1999-2000, nr. 02