Meget nyt og godt gammelt

Festivalen Ny Musik I Suså har rundet gæst nummer 500

Af Ole Lauritzen

Ny Musik I Suså nummer syv gik i år over scenen i weekenden den 21.-22. august med et program, der nok kunne tage vejret fra selv den mest forhærdede ny-musik-lytter: 28 værker af 22 komponister. Alene ved det imponerende opbud markerer Ny Musik I Suså sig på den ny musiks scene her i landet. Et spillested for ny dansk musik, kalder Hans-Henrik Nordstrøm det.

Maritimt udtrykt - med et blik på den nærliggende Suså - kunne festivalen flyde forbi som en spraglet regatta, et optog af fartøjer af allehånde typer og størrelser, ikke alle lige vægtigt lastede, nogle som rene lystsejlere. Arrangørerne formår at undgå denne karakter af kalejdoskopisk varemesse. Præsentationen af de mange værker var klar og stringent og fik den tilhører, som fulgte hele forløbet, til at føle sig godt tilpas. Det var en fornøjelse at følge festivalens smidigt svungne spændingskurver, som de tegnede sig gennem dens otte tre kvarter lange minikoncerter:

Om lørdagen vokalgruppen Ars Nova først og sidst som den brede ramme om Geir Dragsvoll og James Crabbs accordeonduo og Ensemble 2000. Søndag formiddag lettere anrettet: Fløjte-guitarduoen Kerstin Thiele & Jan Sommer samt Kvartetten Danske Rør, før de to sværvægtere Zapolski Kvartetten og Lin Ensemblet.

Således formet i klanglige enheder var der mulighed for variation i ind-holdet af værker. Men Ny Musik I Suså 1999 havde en paradoksal indre harmoni og balance, der gjorde den let at følge og let at huske.

Det begyndte stærkt: Ars Nova, dette superprofessionelle vokalensemble, der ikke lader sig skræmme af de mest udspekulerede udfordringer. Og det har de fået med Svend Nielsens Påfugledalen. Et centnertungt skib i flotillen, dette tæt sammennittede, næsten symfonisk virkende vokalværk, der byder både solostemmer og ensemble op på mærkerne. Velklingende og logisk inspireret af Inger Christensens store digt. »Endnu er kun 7 af de 15 sonetter sat i musik« skriver Svend Nielsen i programnoten. Vi venter spændt på opfølgningen.

Ars Nova lod små, men betydningstunge fartøjer sejle forbi til slut, Nørgårds korsange, der allerede har klassikerstatus her i reservatet: Jeg hører regnen malet med forunderligt enkle midler - en bølgende ni'er, fingerknips og stenslag, og den banale Wölfli-ländler Halleluja, vor Gud er forrykt, der altid driver vandet frem i øjnene. I det selskab kom uropførelsen af John Frandsens Fons Amoris, en særdeles harmonisk smuk og engageret tonesætning af Pia Tafdrups tekster, til at stå noget i skygge.

Allerede i foromtalerne til Ny Musik I Suså var der slået på tromme for det internationale islæt på denne festival for dansk musik. Og vist er det, at flere fremragende musikere af ikke-dansk herkomst bidrog til frem-førelser på et stundom virkelig højt plan. Når det gælder de skabende, komponisterne, stod den engelsk fødte Juliana Hodkinson ene på den internationale post med sin uropførelse Sagte er - dachte ich. Titlen fik uvægerligt en til at tænke: Åh, rigtig quindemusik, og det var næppe retfærdigt. Men de fire meget sagte satser - alle klogeligt indledt med et ordentligt piskesmæld - var ikke overbevisende.

Selv ønskede hun stykkerne spillet endnu mere tyst, og det kunne de vel også have været, Ensemble 2000 - der har Hodkinson som kunstnerisk konsulent - virkede søgende og forsigtigt. Mærkbart især i Karl Aage Rasmussens Twin Dream. Var gruppen hæmmet af at have vikar på slagtøjet? Koncerten som helhed fik karakter af workshop. Det var næppe meningen; idéen har, så vidt jeg ved, indtil videre ikke været medtænkt i festivalens koncept.

Alligevel fornam lytteren Lasse Laursens ny-enkle rumstudie Nearly fængslende og ser frem til hans debutkoncert senere i sæsonen.

Lettere anretning kaldte jeg fløjten og guitaren. Kerstin Thiele og Jan Sommer havde imidlertid finurlige sager i posen, især Rasmussens Lullaby, der lader guitarens evergreen-akkorder sætte skarpere perspektiv på de luftige fløjte-arabesker.

Crabb-Dragsvoll-duoen hvirvlede op og ned ad den Rosing-Schow'ske Vindelstiges spiraler og var frapperen-de virtuose i deres anden uropførelse: Bent Lorentzens bud på augmentationskanon. De to ens stemmer lægger ud i tempoforholdet 20:21 og ender med en forskel på otte fulde takter! Jeg ved ikke, hvordan de gør.

Arrangørerne havde lagt sig i selen for at kunne præsentere det nyeste nye, og det var lykkedes i rigt mål. Nærved to trediedele af festivalens værker er skrevet i perioden 1997-99, syv blev uropført.

Et fælles signalement kan man jo ikke give årtusindskiftets produktion af dansk musik. Alligevel tør jeg påstå, at man - alle forskelle ufortalt - kan spore ønsket om at vandre publikum i møde, tilbyde fast grund under fødderne i en stilmæssig fortrolighed, som i Alexander Zapolskis 3. Strygekvartet, højromantik isprængt folklore, eller tilforladeligt underholdende til det tyndbenede i Jesper Kochs Tango for two og Ole Bucks imaginære Carols. Med den mærkbare effekt, at ældre sager træder frem i relief og fornyet belysning.

Hans Abrahamsens 2. kvartet sandwichet mellem Zapolskis og Nordstrøms pågående ekspressive værker - og i øvrigt spændende fortolket af Zapolski Kvartetten, og Jan Maegaards Musica Riservata II til minde om Beatrice Berg, opført af Danske Rør. »Det egentlige er mest kun antydet«, skriver Maegaard og: »Musikken er dodekafon«. Men inde bag den nøgterne og blufærdige overflade fandt man et udtryksstærkt rekviem. Værker som disse to huskes som tunge skuder i festivalens regatta.

Lin Ensemblets fremragende finalekoncert søndag var næsten for meget. Det blev i sandhed den alvorlige del af festen med musik af supertankeres tyngde. Ikke noget at glemme af her. Karsten Fundals trio The Ways Of Lightness And Falling stod sig værdigt i selskab med de store inspiratorers eftertænksomhed, Nørgård og Nørholm. Essai réfléchi. Og således blev det.

Lørdag aftens slutning var et Ars Nova fyrværkeri. Som finaleshow havde den været lige i øret. Men Ars Nova var der jo lørdag, så.

Middelalderåret kom forbi Suså i et optog af nye riddervisefantasier, anført af Poul Høxbros sprudlende enmandsorkester, med fløjter og tromme gav han de oprindelige melodier til bedste som indledningsvignetter. Festligt nok og en anden måde at komme publikum i møde på. For melodien kunne undertiden blive væk, når Hanne Ørvad spekulerede, Peter Bruun berettede venligt-vegt og Svend Hvidtfelt Nielsen blodigt-dramatisk.

Smag og behag er forskellig. Pelle Gudmundsen-Holmgreen havde grebet om nældens rod i sin note: »...Et nyt 'syn' på den gamle folketone kunne blive 'interessant', perspektiverende, måske 'grænseoverskridende'? Jeg valgte at afstå.

MIN melodi (i denne lille håndfuld Ars Nova-forsøg) er skøn. Jeg har ladet den være. Og da jeg er meget glad for det strofiske princip - i denne sammenhæng - spændingen mellem den gentagne melodi og den dramatiske dynamik i historie-forløbet, nøjedes jeg med at...«

Hr. Ribold og de ni jomfruer stod tungt og skarpt hugget i Ars Novas tindrende klange.

Ny Musik I Suså rundede i 1999 de fem hundrede tilhørere, opregnet over alle syv år. Flot for den lille festival. For fjerde gang samarbejdede "Levende Musik I Skolen" med Ny Musik I Suså i et animationsprojekt, der kun kan betegnes som en succes: Syv-otte hold fra gymnasier og seminarier overværede en koncert eller flere efter forudgående besøg af en komponist.

Her er historien om det lille hold - fem mand høj - fra Himmelev Gymnasium i nærheden af den velkendte, større sjællandske festivalby. Gruppen havde valgt Roskilde Festivalen fra som skoleprojekt - der kom de jo nok alligevel, midt i sommerferien - for i stedet at sejle i kano til Skelby og deltage i hele Ny Musik I Suså.

Holdet havde haft besøg af Hans-Henrik Nordstrøm. Han havde flere af sine værker fra Suså-programmet med i bagagen, som han kunne fortælle om, og for de unge var det ikke mindst spændende blot at være ansigt til ansigt med en komponist af den slags musik og kunne stille ham gode spørgsmål om hans arbejde.

Hver elev havde - efter evne - forberedt 'sit eget værk' fra Ny Musik I Suså - og præsenteret det for kammeraterne inden afrejsen. Disse værker var simpelthen valgt efter, hvad det var muligt at fremskaffe. Man kan næsten regne ud, hvad de har kæmpet med, og jeg ville nødig være den, der uden forudsætninger skulle kaste mig ud i - lad os sige - Per Nørgårds Græsskrift! Men eleverne havde gjort det, og opmærksomheden på koncerterne var stor og holdt, også søndagen igennem. »Jeg synes, det var enormt godt, bare jeg ikke var så søvnig«, sagde en af pigerne og gabte. Natten igennem havde de været holdt vågne af nogle 'børster' på campingpladsen med sang og bægerklang og Kim Larsen-hits på guitar. En oplevelse af musikken i samfundet på flere planer, tør man nok sige.