Nye bøger

J.P.E. Hartmann og hans kreds. En komponistfamilies breve 1780-1900.

Udgivet med indledning og noter af Inger Sørensen. Museum Tusculanums Forlag 1999. 1.832 sider i tre bind, illustreret og indbundet, kr. 650,00.
ISBN 87 7289 515 2. ISSN 0105 8746.

Næste år er det 100 år siden at J.P.E. Hartmann døde. Om det er denne begivenhed, der har givet stødet til nærværende mammut-værk fremgår ikke direkte, men det ligner en tanke.

Hartmann var en af de helt store i dansk musikliv i 1800-tallet. Hvor Gade var den i udlandet bedst kendte, så befæstede Hartmann stille og roligt sin position i dansk musikliv op gennem århundredet. Gennem en periode på over 70 år var han centralt placeret i musiklivet.

Som 19-årig overtog han faderens organistembede i Garnisons kirken i 1824, og herefter gik det slag i slag. Foruden organistembeder i de store kirker og medvirken ved stiftelsen af både "Musikforeningen" og "Studentersangforeningen" underviste Hartmann fra 1828 ved Sibonis konservatorium, og fra 1867 og frem til sin død som 94-årig ved Det Kongelige Danske Musik-konservatorium.

Han var kendt af en bred offentlighed for musik, der bogstavelig talt favnede både hverdag og fest. Han skrev store kantater til nationale mærkedage, og hans sange og salmer blev sunget i kirker og på højskoler. Man behøver blot at nævne I sne står urt og busk i skjul og Blomstre som en rosengård for at illustrere gennemslagskraften.

I 1874 kunne han fejre sit 50 års jubilæum som organist, og herefter fulgte i 1885, 1890 og 1895 de store "Hartmann-fester" i anledning af de runde fødselsdage.

En så centralt placeret og feteret skikkelse må uundgåeligt have kendt Gud og hvermand, og gennem hans korrespondance bør der være muligheder for at belyse mange sider af dansk kulturliv gennem det 19. århundrede.

Dette var Inger Sørensens tanke, da hun for ca. fire år siden for første gang stiftede bekendtskab med Hartmanns breve.

Tanken modnedes til at arbejde for en udgivelse, hvorved også offentligheden kan studere disse breve, samt - i mange tilfælde - deres gensvar.

Det ville desuden være oplagt at lade værket afspejle ikke kun J.P.E. Hartmanns centrale placering i dansk kulturliv, men slægten Hartmanns kreds, da man i denne slægt finder flere betydelige musikerpersonligheder, helt op til vore dage. Heraf titlen på værket, selvom man ikke går helt så langt op i tiden.

Det skulle vise sig at være et ambitiøst projekt, og kun takket være omfattende og velvillig hjælp og fondsstøtte har tanken kunnet realiseres. Resultatet er dybt imponerende. Allerede den spontane bibliofile glæde er stor. Man får tre tykke og smukt indbunde bøger i hænderne. Og når man begynder at læse i dem bliver glæden ikke mindre. Udstyret er fornemt. God papirkvalitet og ditto layout. Hertil kommer så gengivelser af en række fotos og malerier af personer og særlige brevsider samt et par billeder gengivet i smukke farver.

Første bind indledes med en kort redegørelse for brevenes proveniens, hvorefter Inger Sørensen giver biografier over Hartmann-slægtens centrale personligheder.

Det er fint med denne indledning, da værket som allerede nævnt ikke kun rummer J.P.E. Hartmanns breve, men også breve af andre i slægten, lige fra bedstefaderen Johann Hartmann (ham med Fiskerne og - måske - Kong Christian), over faderen August Wilhelm til J.P.E.s to hustruer og deres børn. Blandt disse blev sønnen Emil den, der nåede længst som komponist. J.P.E.s yngste søn, Frederik August, blev i øvrigt bedstefader til Niels Viggo Bentzon, så det er helt korrekt at hævde, at slægtens spor rækker op til vore dage.

Gennem ikke mindre end 1.773 breve - på næsten lige så mange sider - kan man følge slægten i lidt over 100 år, fra 1780 til 1900. Det er fascinerende, omend man uvilkårligt springer lidt ind i mellem. Når man har valgt at medtage så komplet som det her er tilfældet, vil der være både mere og mindre interessante breve.

Der er breve på flere sider med dybsindige betragtninger over kunsten og samtiden, og der er korte replikker på få linier med svar, bekræftelser og hilsener.

I de førstnævnte er der mange interessante beskrivelser og refleksioner, de sidstnævnte skal man nok være decideret videnskabeligt orienteret for at få vitaminer ud af. Men nu er revl og krat gjort tilgængelig, og værket vil selvfølgelig være en uundværlig kilde for enhver, der vil studere Hartmann, sekundært den danske romantik.

Der er stadig masser at gå i gang med for den alment interesserede, for J.P.E. Hartmann korresponderede med mange af samtidens store personligheder. Blandt dem han mødte på sine udenlandsrejser, og siden stod i forbindelse med, må nævnes Heinrich Marschner, Louis Spohr og Edvard Grieg.

Blandt de danske navne springer Oehlenschläger, Bournonville, Siboni, Heiberg, Hostrup og Ploug i øjnene. Og, sidst men ikke mindst, vennen H.C. Andersen, med hvem han hele livet stod i hyppig og ordrig kontakt med.

Andre historier fortæller brevene til og fra den nære familie. Med sønnen Carl diskuterede Hartmann bl.a. forholdet til tyskerne i kølvandet på 1864. Hér formåede J.P.E. at bevare et nuanceret syn på forholdene, der betød, at han stadig kunne værdsætte de tyske klassikere fra wienerklassikken og romantikken trods det anspændte forhold mellem de to nabolande.

Men brevene fortæller også om glæder og sorger som i alle andre familier. Gribende er det især at læse brevene fra tiden omkring februar-marts 1851, hvor Hartmann i løbet af halvanden måned mistede sin hustru i forbindelse med en dødfødsel, samt sin yngste datter på hustruens begravelsesdag.

Ikke alle breve er lige lette at læse for nutidige øjne, da man i udgivelsen har bevaret oprindelig stavning og tegnsætning. Specielt nogle af de tysksprogede breve kan volde kvaler for den uøvede. Men selvfølgelig er det det eneste korrekte i en udgivelse af denne art.

Alle breve er gennemarbejdede med noter og uddybninger, helt ned i detaljer, man umiddelbart både imponeres og studser over. Det har i sig selv været et enormt arbejde at efterspore samtlige personer, der henvises til i brevene, og derpå at anføre i noter deres fulde navn, fødsels- og dødsår samt i en del tilfælde biografiske noter. Hertil kommer, at samtlige navne kan findes i et 74 siders register bagerst i bind tre, og her er der kortfattede noter til alt, hvad det overhovedet har været muligt at identificere!

Men udgiveren har endog eftersporet og kontrolleret artikler og annoncer. Et af de mere kuriøse eksempler kan ses i brev nr. 8, hvor en henvisning i selve brevet til en annonce i Adresseavisen korrigeres i en note: Annoncen var indrykket i Adresseavisen for 17.12.1827 - ikke 18.12.

En enkelt ting generer undertegnede ved en udgivelse, der i øvrigt har så højt et niveau, og det er, at en del breve er hugget over ved sideskift. I mange tilfælde står brevhovedet på den ene side, og selve brevet følger på den næste. Det virker lidt for automatisk i en ellers meget gennemført udgivelse.

Værket udkommer som bind 17 i serien Danish Humanist Texts, og er udgivet af det lille Museum Tusculanums Forlag, der har forestået mange andre smukke bogudgivelser.

Værket bør ikke kun interessere institutioner, men forhåbentlig også mange almindeligt kulturinteresserede mennesker. Prisen bør ikke afskrække: 650 kr. er uhørt billigt for så stor og smuk en udgivelse.

•

Sven-Erik Bäck
En bok om musikern och medmänniskan. Redigeret af Jan Lennart Höglund. Kungliga Musikaliska akademiens skriftserie nr. 88, 1999. 180 sider, incl. cd. SEK 210,00
ISBN 91-89038.06-1. ISSN 0347-5158.

Som Hartmann og Gade var placerede i centrum af deres generations kultur- og musikliv, var Sven-Erik Bäck i centrum af sin tids svenske kultur- og musikliv frem til sin død i 1994.

Nu, fem år efter hans død, udkommer dette fine mindeskrift om en ildsjæl, der virkede på mange felter.

17 venner og kolleger er blevet indbudt til at bidrage til dette bind, og når man ser indholdsfortegnelsen nikker man genkendende til flere store navne i svensk musikliv: Bengt Hambræus, Eric Ericson, Bo Wallner og Lars Edlund, for nu at tage de mest iøjnefaldende.

Tilsammen tegner bidragyderne et billede af en komponist, der forholdt sig reflekterende til både modernismen og den klassiske polyfoni, en komponist, der havde et udtalt udtryksbehov med rod i et kristent livssyn, og en komponist, der også var udøvende musiker, dirigent, pædagog og debatør. På den medfølgende cd kan man høre eksempler på hvorledes alt dette påvirkede den musik, han skrev.

Sven-Erik Bäck blev uddannet som violinist hos Charles Barkel og i komposition hos Hilding Rosenberg. I 1944 dannede en del unge komponister - de fleste elever af Rosenberg - den navnkundige Mandagsgruppe, hvor man diskuterede hinandens værker. Blandt deltagerne i gruppen var Karl-Birger Blomdahl, Ingvar Lidholm, Hans Leygraf og Sven-Eric (Claude) Johanson. Idealerne var Palestrinas, Bachs og Hindemiths polyfoni, og polyfoni hos Bäck kan man høre i flere af de store motetter, bl.a. Ur Johannes 3.

Sven-Erik Bäck var sideløbende en aktiv kammermusiker, og spillede med i Kyndelkvartetten og senere i Berkelkvartetten, så baggrunden var i orden, da han i 1953 blev bedt om at stå i spidsen for Sveriges Radios Kammerorkester, det såkaldte Kammerorkestern 53.

Da Sveriges Radios Musikskole blev oprettet på slottet Edsberg i 1959 blev Sven-Erik Bäck rektor. Blandt lærerne var folk som Erling Blöndahl-Bengtsson og Hans Leygraf. Om det dynamiske og inspirerende miljø på Edsberg fortæller Endre Wolf og Jennifer Nuttall Wolf i en samtale med bogens redaktør. Det har ikke været kedeligt. Efter udsagnene har Bäck været opfyldt af visionær energi i et omfang, så det undertiden har været svært for de andre at følge med. For flere af underviserne med en klassisk-udøvende baggrund kunne den moderne musiks krav være en kilde til frustration og decideret modstand, hvilket gav anledning til mange diskussioner.

Bäck var en varm fortaler for store dele af modernismen og arbejdede for at skabe grundlaget for den gennem arbejdet med andre spilleteknikker m.m. Men samtidig var det afgørende for ham, at musikken var formidlende. Et sted i bogen står der, at spændingen mellem sandhedskravet og kontaktbehovet hos Sven-Erik Bäck blev til en produktiv spænding. I sidste ende var der vel aldrig tvivl. Dertil lå - med et andet ord fra bogen - viljen til forkyndelse for dybt i ham. Men det har ikke været en håndfast vækkelsesstemme, der flød gennem hans værker eller fra hans person.

Per-Anders Hellqvist formulerer det nok meget præcist, når han i sit bidrag beskriver en bestemt kirkekoncert med ordene: »Aldrig har Sven-Eriks sälsamma förening av musikskapare, spelman, predikare och stort barn stått så klart för mig som denna adventssöndagsförmiddag i Djurholmskappel« (s. 84).

Et andet sted skriver samme forfatter: »Det går inte att skilja hans livsverk som tonsättare från det som musiker, lärare och administratör, bitarne griper ständigt i varandra« (s. 85).

Helhederne har været afgørende for Bäck. Ikke overraskende har han også følt sig tiltrukket af musikdramatikken, og høstet stor anerkendelse for især enakteren Tranfjädrarna. Om forarbejdet til denne opera og opsætningen af den skriver instruktøren Lars Runsten.

Sven-Erik Bäck arbejdede også sammen med billedkunstnere som Björn Erling Evensen, hvilket igen er et eksempel på trangen til at forene tingene. Evensen giver en kort skitse af sit samarbejde med Bäck, og i bogen kan man se fotos af flere af hans skulpturer, som har sammenhæng med Bäcks musik.

Den kristne forankring ses desuden af de mange salmer, som Bäck skrev, og som Johannes Johansson skriver om i sin artikel. I det hele taget giver denne mindebog et varmt billede af en medrivende personlighed, som havde noget på hjerte uden at docere eller missionere. I lykkelige tilfælde kan en religiøs forankring jo netop lede til en ro i forhold til livets store spørgsmål, der frigiver energi til kreativitet. Og er man fast i troen, så kan der jo også sagtens være plads til andres tro, da sådanne jo kun er en trussel for tvivleren.

Sven-Erik Bäck synes at have haft denne tro, og hans venner har med denne bog sat ham et smukt minde. Den medfølgende cd giver en glimrende mulighed for at sætte beskrivelserne af Bäcks person og værker i forbindelse med den klingende realitet. Materialet som helhed giver mulighed for at opdage eller genopdage en betydelig komponist.

•

Jakob Jensen og Thomas Hammer
Soul. Sort musik i 1960erne. Forlaget Systime, 1999. 155 sider, kr. 200,00
ISBN 87-7783-857-2.

Tidligere har forlaget Systime udmærket sig med en fremragende serie om kompositionsmusikken i de forskellige perioder fra middelalder til romantik. De fleste af bindene har været omtalt i disse spalter.

Nu er forlaget på gaden med en bog om soulmusikken, og det er som de ovennævnte bøger også en glimrende udgivelse. Som med andre bøger fra Systime er denne tænkt til musikundervisningen, især i gymnasiet og på HF, og som sådan vil den efter alt at dømme være yderst velegnet.

Forfatterne giver en grundig, men samtidig overskuelig, introduktion til hele denne store genre, startende med soulens rødder i den oprindelige blues og gospel. Herfra følges udviklingen op gennem 50erne, de samfundsmæssige rammer skitseres, hvorefter der stilles skarpt på 60erne.

Mod en baggrund af racespændinger og separationspolitik beskrives vilkårene for de første pladeselskaber, der specialiserede sig i sydstatssoulen.

Selskaber som Stax og Fame var pionerer, der måtte gøre ofte dyrekøbte erfaringer, men som alligevel fostrede navne som Otis Redding, Wilson Pickett og Aretha Franklin. Men først og fremmest James Brown.

Heroverfor stilles Motown-musikken, der var en mere poleret sound, rettet meget bevidst mod også at få det hvide publikum i tale. Det lykkedes ganske godt, hvilket ses af navne som The Temptations og The Supremes.

Bogen nøjes ikke med at beskrive musikerne og musikken. Mange eksempler er skrevet ud og bliver nærlæst for at tydeliggøre stilistiske karakteristika. Det lykkes de to forfattere at få adskilt en del forskellige strømninger ved hjælp af musikalske parametre. Mange af numrene er lige til at gå til for et elev-band.

Bogen afsluttes med et par sider, der søger at give et signalement af soulmusikken efter 60erne. Ifølge forfatterne ændredes meget ved indgangen til 70erne, et langt stykke hen ad vejen på grund af succes'en. For når det går godt, er det fristende at justere for at få det til at gå endnu bedre. Den gamle historie.

Jensen og Hammer mener, at det er hip-hoppen, der har »overtaget soulens rolle for hvad der rører sig i den sorte kultur«. Det er nok rigtigt, og mon ikke vi ser den samme skæbne overgå hip-hoppen inden så længe. Hvorefter der kommer nye musikkulturer fra neden, der også opsluges, osv.

•

Claus Hartvig og Karl Petersen
Musik og Lyd. MIDI- og studieproduktion. Gyldendal Uddannelse 1999. 192 sider, cd med musikeksempler medfølger. Kr. 333,75.
ISBN 87-0034828-7.

Når man nu har fået sit band op at stå og har fået indøvet nogle numre, så vil de fleste gerne have dem indspillet. Måske vil man bare gerne høre sig selv, eller måske skal man lave noget demo-materiale. Eller måske sidder man blot for sig selv med sin computer, sit keyboard og sin musik-software og vil i gang med at lave musik. Uanset hvad man ønsker, vil blot en smule viden om at optage og redigere betyde en verden til forskel. At lægge lyd og at optage er en veritabel videnskab. For den, der ønsker at vide mere om at lave gode optagelser, er der masser at hente i denne nye bog fra Gyldendal.

Hvem de to kompetente forfattere er, får man ikke megen besked om. Forlaget er i dette tilfælde underligt karrige med information om forfatternes baggrund. En opringning til forlaget giver den oplysning, at begge forfatterne er gymnasielærere, der også forestår kurser i det ganske land.

Bogen falder i følgende afsnit: 'Musik- og lydproduktioner', 'MIDI-produktioner', 'Studieproduktion' og 'Sampling', og under de enkelte afsnit er der et mylder af informationer om alle tænkelige detaljer i disse processer.

Bogen indledes med beskrivelser af syv typiske opstillinger, fx indspilning af et vokalarrangement, indspilning af en solo på en sequencer samt optagelser af kor, klassiske ensembler og big band. Hvert eksempel ledsages af diagrammer, der viser opstillingen af optageudstyret, placering af mikrofoner og forbindelser til mixerkanaler m.m. Siderne er bygget op med en hovedtekst, der ledsages af bånd eller bokse i margin, der uddyber og kom-menterer. Det fungerer ganske godt.

Fra og med bogens andet afsnit, 'MIDI-produktioner', henvises der ved hjælp af små ikoner til eksempler på den medfølgende cd, hvor man løbende kan høre eksempler på muligheder for at arrangere og redigere. Det er også grundigt og illustrativt.

Da bogens sigte ikke kun er at være håndbog, men også pædagogisk redskab, er der bagerst i bogen formuleret opgaver til cd'ens 39 eksempler, og i mange tilfælde kan man hente MIDI-filer hos forlaget via nettet, hvorved læseren/eleven kan gøre sig sine egne erfaringer med redigeringsmulighederne.

Ideen med at lade en lærebog ledsage af en cd er efterhånden slået an mange steder, og vi vil nok i stigende grad se denne kobling til nettet - og i det hele taget muligheden for interaktiv undervisning - efterhånden som medierne smelter mere og mere sammen.

Har man fulgt blot en lille smule med i musikkens elektroniske teknologi gennem de sidste 20-30 år, så giver denne bog - som sidegevinst - et godt billede af, hvor meget, der er sket i den mellemliggende tid, og hvor hurtigt det går. Det kan måske være det eneste oplagte svaghed ved bogen. At en del af dens beskrivelser af specielt software vil forældes meget hurtigt.

Specielt med IT-teknologien har den musikinteresserede fået så mange muligheder mellem hænderne, at snart sagt hvem som helst kan producere sin egen musik i alle tænkelige udformninger. Kunsten består snarere i at begrænse sig, da man let kan miste overblikket.

I så henseende yder nærværende bog storartet hjælp, da den anviser veje gennem junglen og undervejs giver en masse tips og råd om, hvordan man anvender hardware og software bedst muligt samt undgår oplagte fælder.

I afsnittet 'Studieproduktion' uddybes brugen af forskellige mikrofontyper, opstillinger af mikrofoner ved forskellige instrument- og ensembletyper samt mulighederne i redigeringsfaserne o.lign.

Bogen sluttes med afsnittet om 'Sampling'. Her - som i de andre afsnit - får læseren først en kort indføring til emnet, og ligesom i resten af bogen ledsages teksten af citater af musikere og producere samt af tekstbokse med nedslag i den historiske udvikling inden for området.

For den helt forudsætningsløse vil bogen være en stor mundfuld, men man bliver hjulpet godt på vej af listen med ordforklaringer bagerst i bogen. Bogen er komprimeret, men hænger godt sammen. Det skulle være sært, om ikke den finder stor anvendelse.