MP3 og de digitale veje

De digitale musikformer vinder voldsomt frem i disse år. Her prøver vi at kortlægge de mange nye teknologier.

MP3 skiller vandene i musikverdenen. Teknisk set er MP3 blot et komprimeringsværktøj til at gøre lydfiler mindre og dermed lettere at håndtere. Men åbenbart så meget lettere, at konsekvenserne bliver store.

MP3 er en forkortelse for MPEG-1 Audio Layer 3. Den indforståede forkortelse MPEG står for Moving Pictures Experts Group. En ekspertgruppe, der arbejder med Moving Pictures, er altså ved at ændre hele musikverdenen.

MP3 en komprimeringsmetode for at få datafiler med musik og anden lyd til at fylde mindre. Normalt fylder en MP3 fil 1/12 af en almindelig musikfil. Hvis man konverterer musikfiler til MP3 kan der altså være 12 gange så meget på en cd. Hele Beatles LP-katalog kan så være på én cd.

MP3 er destruktiv mod musikken. MP3 fjerner elementer i den ikke-hørbare og næsten-ikke hørbare ende. De fleste vil have svært ved at høre forskel på en sang spillet på en almindelig cd og samme sang spillet ved hjælp af MP3. Det kan minde om, da cd'en kom på markedet. Mange hævdede, at der var 'noget metallisk' over cd-lyden. Men metallisk eller ej, cd'en og cd-lyden vandt. Og i dag er dette det absolutte standardprodukt. Og uanset det hørbare kvalitetstab på MP3, så har MP3 vist, at komprimeringen er vejen frem. Branchevurderinger siger, at der downloades 17 mio. MP3-filer dagligt.

Der er ikke altid en naturlig og logisk sammenhæng mellem produkternes kvalitet og markedets udvikling. De samme mennesker, som investerer 5.-6.000 kr. i en ny high-end cd-afspiller, putter med største fornøjelse cd-plader ind i pc'en - som på ingen måde er skabt med tanke på stereofoniske nydelser.

Musikkundernes svage kvalitetssans er en vigtig erkendelse for plademarkedet. Dette er - i sandhed - et eksempel på at liden tue vælter stort læs.

Produktsortiment

Efteråret 1998 kom den første transportable afspiller til MP3-sange. Diamond Rio ligner en Walkman og kan indholde 1 times musik. Siden er der kommet et par snese yderligere hardware-produkter til MP3. Til bilstereo, til det almindelige stereoanlæg, til trådløs forbindelse i hjemmet, til kopiering etc. Man kan i dag klare enhver ønskelig musikoptagelse og afspilning med MP3. Produkterne bliver flere, bedre og billigere - måned for måned. De har mere hukommelse og flere funktioner.

En god illustration af funktionaliteten ligger i Real Jukebox. Det er ikke markedets bedste lydkvalitet, men noget af det mest komplette og brugervenlige. Real Juke-box er et program, som kan hentes gratis på Internet. Det er en almindelig afspiller til at styre afspilning af cd'ere på pc'en. Når man lægger cd'en i bakken etablerer Real Jukebox en Internetforbindelse (hvis man vil), går hen til cd-databasen på www.cddb.com og henter oplysninger om kunstner og sangtitler på den cd man har sat ind. Så behøver man ikke at kigge efter - de ofte ufuldstændige og ulæselige - oplysninger på cover. Real Jukebox kan automatisk lave MP3-kopier af cd'ens indhold. Cd'en skal ikke sættes i hver gang, man kan nøjes med første gang. Oplysninger om cd'en følger med.

Real Jukebox lægger alle harddiskens sange ind i en database, som man herefter frit kan vælge fra. Hvis du vil høre samtlige Beatles-sange i alfabetisk rækkefølge (!), så kan du sætte jukeboxen til dette. Eller alle mulige andre kombinationer. Man kan også vælge at gemme filerne i andre komprimeringsformater end MP3, eller i Wave-formatet, som musik-cd'er lagres i. Der er nogle få muligheder for at indstille komprimeringen i filerne. Akustisk præget musik kræver mindre komprimering (fylder mere) end elektrisk musik.

Man kan bruge Real Jukebox til at gå på Internet og høre eller downloade den musik man gerne vil have. Downloader du musikken, placeres den automatisk i din egen database - med de nødvendige data.

Hvis pc'en har installeret en cd-brænder, kan man brænde egne cd'er, altså også MP3-sange hentet fra nettet konverteret til Wave-format.

Det er blevet let og brugervenligt at bryde ophavsretsloven.

Musikken og internet

Når musikken én gang er digitaliseret, er den nem at sende videre via Internet. Internets begrænsede båndbredde - og de flestes telefonregninger - gør dog, at det er meget tungt at sende musik i cd-kvalitet frem og tilbage over nettet. At hente et helt album vil ofte tage 6-10 timer. Her giver MP3s komprimering et vigtigt nybrud. For det er langt mere overskueligt at hente et album på 40-60 minutter. Selv dette er dog for lang tid for de fleste. Det er en af årsagerne til at MP3-markedet består af enkeltsange. Singlerne har fået en renæssance, hævder iagttagere. Det er sandsynligvis et tidsbegrænset fænomen, til komprimeringen bliver endnu bedre - og båndbredden bliver større.

Med helt almindeligt tilgængelige filtransportprogrammer kan man uploade musik til en server med internetforbindelse. Herefter kan andre brugere hente denne musik.

Der bruges to forskellige teknologier: Streaming og downloading. Streaming er en voldsomt komprimeret lyd, med hørbart svagere kvalitet end cd. Fordelen ved streaming er, at man hører musikken straks man beder om den. Det svarer til at høre gammeldags radio. Lyden kopieres ikke til brugerens harddisk - så det er en engangsoplevelse. Man kan ikke kopiere streaming-musik. Almindeligvis fylder en streaming-fil en tyvendedel af en MP3-fil. Og det kan altså høres.

Ved downloading henter man hele musikfilen til egen harddisk. En enkelt sang tager typisk 4-8 minutter. Afhængigt af ens egen internetforbindelse, musikkens varighed og komprimeringskvaliteten. Herefter kan man afspille den så hyppigt man vil.

Et af de største steder med MP3-musik er mp3.com. Her finder man både gratis sange og betalingssange med kendte artister. Standardprisen er 1$ pr. sang, hvoraf kunstnerne får 50%. Den mest downloadede sang er Måneskinssonaten i en aldeles uinteressant, men gratis version. Den hentes 100.000 gange månedligt.

Kolossale mængder MP3-musik til downloading er placeret på offentligt tilgængelige servere. Der er udviklet søgerobotter til at finde MP3-sangene. Søgerobotterne bruges dels af de som gerne vil have fat på musikken - men selvfølgelig også af de, som er på jagt efter musikpiraterne.

Hvis man opererer i mere eller mindre lukkede netværk, kan man løbe udenom søgerobotterne. Man kan sende en MP3-fil med en almindelig e-mail. Det er svært at spore. Der er lavet avancerede MP3-filtre, som forhindrer, at MP3-musik kommer frem til modtagere. Ud over de musikpolitiske årsager, kan det være begrundet i helt andre forhold, for eksempel arbejdsgivere som ikke vil have hele virksomhedens net blokeret af MP3-trafik. Et af problemerne ved disse filtre er, at de ikke kan skelne mellem legale og illegale musikfiler. Filtrene kan forbedres, men vil vedblive at frasortere legalt og relevant materiale.

SDMI

MP3 har vist sig at være et fantastisk godt redskab til at kopiere filer mellem computere. Det giver problemer med at beskytte ophavsretshaverne, kunstnerne og de selskaber, som har rettighederne til at udgive kunstnernes værker. Derfor har virksomheder og organisationer med basis i softwareindustri, musikteknologi og musikindustri i løbet af første halvår 1999 udarbejdet en standard for vandmærkning af musikken, SDMI (Secure Digital Music Initiative). Ideen med SDMI er, at kunne forhindre illegal kopiering af musik. Ophavsretshaverne sætter en række variable betingelser for det enkelte musikstykke. Køberen accepterer disse betingelser ved købet - og køberens software sikrer, at betingelserne overholdes. Betingelserne kan være meget forskellige: man kan købe - som vi kender det - til evig eje. Man kan købe musik til et bestemt antal lytninger eller for en tidsbegrænset periode.

SDMI-vandmærkningen er ikke et produkt til at afspille musik med. SDMI er en åben overbygning, som kan lægges ind i de mange digitale musikformater. Der er ikke nogen modsætning mellem MP3 og SDMI. De store pladeselskaber vil lægge MP3-musik ud til downloading. SDMI er også bygget op således, at man kan lægge fri musik ud på MP3 eller andre formater - uden at SDMI spærrer.

SDMI-standarden lægger op til, at det enkelte musikstykke kan kopieres fire gange af køberen. Det er dels en tilpasning til den almindelige gældende ret til kopiering til private formål, dels en tilpasning til at den fremtidige forbruger vil skifte lyttested: samme musikstykke vil man kunne høre fra pc, bilradio, stereoanlæg, walkman, på arbejdet eller i mobiltelefon. Forbrugerne vil næppe finde sig i, at et downloadet musikstykke kun kan høres et sted.

Men antallet på fire kopier er et 'tænkt tal'. Forbrugerorganisationer vil kæmpe for en friere ret - uden maksimum. Standarden sættes ud fra amerikansk lovgivning, som giver ret til fri kopiering af digitale medier til private formål.

Danmark er blandt de få lande, som har begrænsninger på digital kopiering til private formål. Vores lovgivning har været forudseende og taget udgangspunkt i det kommende digitale boom. Hvis man via Internet køber et stykke musik med mulighed/ret til at kopiere fire gange til private formål - så nytter den skarpere danske lovgivning ikke noget. Det behøver ikke gøre så meget. Hensigten med den danske lovgivning har ikke været at forhindre at den enkelte køber kan høre musikken på flere forskellige apparater. Hensigten har heller ikke været at forhindre, at den enkelte forbruger kunne lave sit eget digitale 'festbånd'. SDMI-standarden kolliderer med dansk lovgivning , hvis retten til fire kopier gør at små netværk af mennesker kopierer til hinanden. Hvis de mange venindegrupper som elsker Thomas Helmig finder sammen og kun køber en fjerdedel. Det kan blive meget svært at etablere en klar og anvendelig retspraksis på dette område.

Men SDMI-standarden kan støde på andre og større vanskeligheder end dansk lovgivning. Det første eksempel kom frem i august i år, hvor Microsoft lancerede sin nye Windows Media Technologies, som var annonceret til at være det hidtil mest kopisikre produkt. Straks offentliggjordes et program til at ødelægge sikkerheden. Det var ikke selve Microsoft-programmet der blev ændret i, så der var ikke tale om traditionel hacking. Men derimod en slags avanceret intern båndoptager i pc'en. Båndoptageren 'optog' lyden på vejen fra det program som spillede musikken til højttaleren. Altså en digital optagelse efter noget der nærmer sig analoge principper.

Det er hensigten at SDMI-standarden bliver indbygget i al digital udgivelse fra år 2000. Det giver én væsentlig svaghed, nemlig at man opgiver at kopisikre musik der er digitaliseret før år 2000. Man kan sige, at musikindustrien med SDMI-standarden koncentrerer sig om den fremtidige musik - og mere eller mindre giver slip på hele bagkataloget. For pladeselskaberne er bagkatalogerne vigtig kapital, men det vigtigste er, at sikre forrentning af kommende investeringer og udgivelser.

De digitale muligheder er store. Men begrænsningerne har også betydning. Kopiering til erhvervsmæssige formål er - under alle former - stærkt begrænset og kræver accept af ophavsretshavere. Usikkerheden er snarere ved kopiering til private formål. Det er lovligt at kopiere fra analogt medie til analogt medie. Det er lovligt at kopiere fra analogt medie til digitalt medie. Og fra digitalt til analogt. Det begrundes traditionelt med, at kopieringen giver et kvalitetstab - og dermed også en mindre risiko for markedstab. Derimod er den private kopiering fra digital til digital forbudt i Danmark. I enhver form. Med mindre ophavsretshaverne har givet tilladelse.

Det er i dag forbudt at kopiere en cd-fil til harddisk eller til en MP3-fil på en transportabel MP-3 spiller. David Bowies nye album, Hours, udkom som MP3 på Internet et par uger inden det kunne fås i butikkerne. De danskere som købte dette album og derefter til sig selv brændte en cd med numrene, overskred ikke David Bowie og pladeselskabets hensigter. Men de overtrådte den danske ophavsretslov. I dag en bagatel - det er det næppe om få år.

MP3 og de andre

Af delvis tilfældige årsager var det MP3-komprimeringsmetoden som brød lydmuren. Der findes i dag langt bedre komprimeringsværktøjer. Om 1-3 år huskes MP3 måske bare som et historisk signal om forandring.

Arbejdet med MPEG-2 førte til Advanced Audio Coding (AAC). AAC fylder mindre og har bedre lydkvalitet end MP3. En række produkter er baseret på AAC, blandt andet a2b Music og Liquid Audio.

IBM har i år lanceret Madison System, som i løbet af dette efterår afprøves af en række store pladeselskaber. Microsoft har lanceret Windows Media Technologies, som umiddelbart virker stærk - men altså kan brydes. Både IBM og Microsofts produkter har den afgørende svaghed, at det er enkeltvirksomheder der står bag og derfor vil få overordentligt svært ved at danne standard.

En amerikansk undersøgelse (1999) viser, at 13% af husstande med Internetforbindelse hører MP3 mindst en gang månedligt. Øvrige nye lydformater står for 1 procent.

I 1998 udgjorde Internetsalget af musik 1,1% af det amerikanske marked (primært cd-salg som postordre). 70% af dette salg var fra bagkataloger.

Amerikanske markedsanalytikere forventer, at 12% af de som har netadgang også vil have cd-brændere i 2003, og at 3% af Internetbrugerne vil købe og downloade musik i 2003.

Internet blev skabt af et militært behov for at få datafiler frem uanset angreb og forhindringer. Det store spørgsmål er, om det overhovedet er teknisk muligt at forhindre denne målsætning. Hvis blokeringer og filtre kan stoppe MP3 og denne teknologis afløsere - så er det militære formål mislykkedes.

Tom Ahlberg er redaktør af tidsskriftet Søndag Aften - www.cultur.com.