Netmusik - brug/misbrug

Af
| DMT Årgang 74 (1999-2000) nr. 03 - side 85-86

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Kommentar til Karl Aage Rasmussens indlæg Hvem ejer musikken? i DMT nr. 1, 1999/00.

Tillad en musikforlægger, der stadig udgiver noder og dermed tangerer det anakronistiske, at blande sig i musik-på-net debatten, en debat startet af komponist og professor Karl Aage Rasmussen.

Jeg skal ikke undlade at fortælle, at det musikforlag, jeg arbejder på, har udgivet mange af Karl Aages værker med de royaltyindtjeninger og ophavsretlige begrænsninger, det så medfører.

Musikforlagsbranchen har altid været truet - lige fra dengang det ikke længere var nødvendigt at bevæge sig til et koncertsted med levende musikere for at opleve musikken. Musikken kunne høres og afspilles i hjemmets forskellige mekaniske afspilningsmuligheder, høres i radioen og opleves i sofaen, til opvasken, til lektielæsning osv.

Musikken var og er dog stadig en del af et betalingssystem, hvor de, der skaber et produkt, der bruges af andre, får en eller anden form for betaling. I Danmark blev KODA, NCB og COPY-DAN oprettet for at holde styr på og betale ophavsmændene for deres produkter (læs originale værker).

Fotokopimaskinerne holdt deres indtog og effektiviserede bl.a. de trykte noders distribution blandt musikere, korsangere, musikskoleelever og andre i en sådan grad, at flere og flere musikforlag i en periode anså det for komplet umuligt at udkonkurrere kopierne med nye værker, så fornyelser, som også er tiltrængt i musikverdenen, sås ikke, før der via COPY-DAN, som er dannet af rettighedshaverne, blev etableret et system, hvorefter skoler, højere læreranstalter osv. betaler for at kopiere i et nøjere aftalt kvantum. Et betalingssystem er altså etableret, på trods af at de fleste hellere ville 'sælge' rigtige noder end nussede kopier.

Rettighedshavere, musik- og bogforlæggere, udgivere, komponistorganisationer, journalister og mange andre har ikke været reak-tionære maskinstormere, men har sammen kæmpet bravt for at få reguleret området, få nogen penge tilbage i kredsløbet til de originale skabende ophavsfolk, så der også kan skabes nye værker.

Nettet er anderledes. Anarkiet/friheden på nettet er lovprist af mange, også af musikbranchen. Det er helt utroligt, hvad der findes af information og downloadingsmuligheder på nettet - også ganske lovligt. Frihed og kreativitet begrænses ikke nødvendigvis af, at en oplevelse, en downloading af et musikværk, en kunstnerisk oplevelse, i lyd eller på noder koster et klik på creditcard'et. Det kan oven i købet være man sætter lidt mere pris på det.

Karl Aage skriver, at alle skal have lige ret til at tage del i den information et kunstværk efter hans mening er, dvs. uden begrænsninger, uden nogen form for hegns- og murbyggere til beskyttelse af det originale musikværk. Men hvorfor skulle kunstneren ikke betales for at have efterladt sig et musikværk på nettet? Hvorfor skal han ikke have en eller anden form for beskyttelse mod, at andre for kommerciel vinding plagierer, efterligner, forvrænger hans værk? Også selv om det kun er for sjov.

Jeg er ikke enig med Karl Aage i, at et kunstværk ikke er et objekt, men en idé, informationer, som frit kan deles og justeres efter forgodtbefindende. Jeg tror, mange af Karl Aages kolleger - både inden for musik, partiturmusik, malerkunst og forfattere - afleverer et værk, som er deres fingeraftryk og dermed skal fastholdes som sådan. Publikum og fortolkere kan jo stadig opleve værket individuelt. Hvis værket lægges ud som fri information, kan det jo også behandles efter forgodtbefindende. Uhyggelig tanke - ikke mindst for komponisten.

Ophavsretten, som mange brave mænd og kvinder har kæmpet for i mange år, betyder netop fastholdelse af kunstnerens eget fingeraftryk. Musikforlæggeren hjælper med til at fastholde dette fingeraftryk i form af noder, som sagtens kan være digitale, udarbejdelse af orkestermateriale ud fra komponistens partitur, så værket kan spilles, kan høres!

Det er rigtigt, at komponister i dag selv kan fremstille deres materiale, men gider de bruge tid, kreativ tid, på det, bruge tid på at lave lay-out, printe i rigtigt format, sende det, osv. osv.

Er der ikke også stadig brug for formidling? - Intelligent, kreativ formidling. Alle kan lægge hvad som helst ud på Nettet, men i disse hurtige tider er der sandelig også brug for formidling, der rammer de rigtige brugere på det rigtige tidspunkt. Så værkerne kan blive spillet, opført og skabe royalties, som ikke er så små til alle, som Karl Aage antyder.

Musikkens formidlere er med til at skabe bestillinger i ind- og udland, ofte via udvekslede e-mails (vi er ikke ganske dinosaurer). Og selv om man er en god komponist, er man måske ikke selv den bedste formidler af sine egne værker. Musikkens formidlere, bl.a. musikforlæggeren, tager sig ikke betalt i nogen andel af et eventuelt bestillingshonorar, hvis størrelse i øvrigt sjældent kan give anledning til misundelse. Først ved værkets brug tjener forlæggeren penge, men først og fremmest til ophavsmanden.

Også på den digitale, musikalske highway tror jeg på, at der er behov for samspil mellem forlægger og komponist. Musikforlæggeren kan være med til at levendegøre komponistens visioner, også i de nye medier, men kan også - i komponistens interesse - være med til at bygge et par mure op omkring værket, kræve penge for det eller beskytte det mod ublu udnyttelse.

Jeg er overbevist om, at musikforlæggere nationalt og internationalt har en rolle nu og i fremtiden for på Nettet og uden for Nettet at skabe opførelser, så værkerne kan spilles, opleves live eller på Nettet, indtjene royalties og i det hele taget være med til at holde den musikalske fødekæde i gang. Ikke alle komponister har professor-stilling - eller andre offentligt betalte embeder.

Eller som scenario: Skal alle kunstnere på statsstøtte, hvis størrelse og tildeling er bestemt af en politisk? udpeget smagskomité? Eller kommer musikken fra en computer uden menneskeligt fingeraftryk?

Jeg synes, fremtiden truer, medmindre vi får reguleret Nettet med betaling til de skabende uden nødvendigvis at skabe omklamrende mure.

Tine Birger Christensen, leder af Wilhelm Hansens Musikforlag, næstformand i Dansk Musikforlæggerforening, medlem af KODA's råd.

Årgang 74/1999-2000, nr. 03