Anmeldt - til politiet?

Det er tankevækkende at læse Niels la Cours debatindlæg om anmelderhabilitet i DMTs oktobernummer. Udgangspunktet i forvaltningsloven demonstrerer debatskriverens faretruende mangel på forståelse for den fri presses opgave og vilkår i et liberalistisk samfund, hvor ansvarlighedsbegreber ifølge presseloven og presseetik i relation til pressenævnet er retningsgivende normer for pressen i den private sektor, som i den økonomiske videnskab defineres selvstændigt over for den offentlige sektor, hvor fx forvaltningsloven har gyldighed. Vilkårene i disse to sektorer har absolut intet som helst med hinanden at gøre.

»Den skrivende er i sin ytringsfrihed kun begrænset af injurielovgivningen«, påstår Niels la Cour. Ideelt set har han ikke ret. Anmelderen er begrænset af den ansvarshavende redaktør og dennes evne til at gennemskue anmelderens privatinteresser. Anmelderen kan fyres til enhver tid, før han bliver anmeldt til politiet, på samme måde som en advokat kan fyres som likvidator i Skifteretten af virksomhedsledelsen, om likvidator kan mistænkes for at have for mange privatinteresser involveret.

Og så ikke et ord mere om jura, som vist nok er Niels la Cours familiebaggrund. Lad tusind blomster blomstre, modsat dette indsnævrende kulturbegreb, der mest af alt minder om en folkeskolelærers ro-og-ordensystem, der bruger karaktersystemet til at holde orden blandt de lidt uvorne unger. Fik han nogensinde ungerne til at blomstre, til at få kærlighed til det de lærte, eller misbrugte han sin karaktergivermagt til at dræbe deres selvstændighed til fordel for ungernes snævre angst for denne magt, for ham selv? Ungerne skal jo osse vokse op og gro.

Jeg er overhovedet ikke i tvivl om Niels la Cours ærlige og gode vilje som anmelder i sin tid, men jeg har som bekendende anarkist nogen tvivl om hvorvidt debatskriveren når andet end at ransage sin samvittighed og definere retningslinjer for anmelderier (altså i pressen og ikke til politiet) og det er da al ære værd. Den skrivende er defineret af sin egen samvittighed, før han bliver fyret af den ansvarshavende. Samvittighed er et subjektivt begreb, og hvad kunst angår absolut ikke noget objektivt, hvilket forretningsfolk og kunstpampere undertiden kan korrumpere.

For når Niels la Cour nævner »personlige interesser«, så kommer denne relation inden for den økonomiske verden nærmest som refleks ind som konnotation, og ikke den relation, som kunstneranmelderen reelt må have i sin dobbeltrolle som anmelder og kunstner: Hvad interesserer ham som kunstner subjektivt, hvilket han måske kan bruge i sit senere virke, og hvad ikke.

Derfor er anmelderiet ikke nået et skridt videre med Niels la Cours ærligt mente ransagning af en anmelders samvittighed, for en kunstners subjektive vurdering af en kollegas arbejde kan være en bedre historie at læse end en tredie persons såkaldt objektive, men ligegyldige tirader. Om kunstneren kender sine grænser, erkender sine skriverier som subjektive, har han blot defineret så at sige 'differentielt': At høre dette eller hint gjorde dette eller hint indtryk på mig; i bedste fald er jeg ændret som kunstner af hvad jeg hørte; Guldhornene blev skabt efter Oehlenschlägers møde med Steffens!

La Cour glemmer den skabende kunstners subjektivitet i et forsøg på at skabe objektivitet i anmelderiet. Resultatet bliver et forsvar for et indsnævrende juristeri med karakterbøger og eksamensresultater som udgangspunkt for pressen; i sin yderste konsekvens er kunst så det der falder inden for disse rammer, og resten kan så anmeldes til politiet. Inden for den fri presses, presselovens og presseetikkens ramer er der mulig-hed for subjektivitet og forsøg på objektivitet. Tænk bare på Bernard Shaw som - godtnok - musikanmelder.

Da min barndoms skolekammerat, pianisten Melvis, døde for et års tid siden, kunne jeg ikke lade være med at fælde en tåre. Hvorom alting er blev han skaber af og eksponent for en musikkultur, rocken, da han tidligt gik ud af folkeskolen besat af rockmusikken for at lave musik med sine gentlemen. Men skabte han den med anmelderne i ryggen, eller blev han i de fleste tilfælde anmeldt til politiet? Så nu har jeg da skrevet et par mindeord om ham!

Anker Fjeld Simonsen, Holland