Fuldmåne over Kulturpaladset. Festivalen Warszawa Efteråret 1999

Det var skønt vejr i Warszawa i september. Fuldmånen hang stor og klar over Warszawas skyline, der stadigvæk kendetegnes ved Kulturpaladsets spir. Dette symbol på sovjetisk overherredømme, en gave fra Stalin, blev altid af polakkerne opfattet som hovedstadens skamplet. I dag er kommunismen borte og de nyopførte skyskrabere har snart dækket over det forhadte monument.

Warszawa er blevet en ny by. Men med den nye virkelighed følger nye vilkår - også for kunsten, der pludselig har mistet sin stærkeste sponsor - staten, og må se sig om efter en ny. Det mærker man ved Warszawa Efterår, en festival for ny musik, som afholdtes for 42. gang i september i år.

Store, grimme plancher informerede overalt, hvor koncerterne afholdtes, om hvem der har givet penge denne gang. Og skulle man have glemt det, så fik man en reminder: I foyeren delte de let påklædte unge damer langstilkede røde roser ud til alle. Med sponsorens navn viklet rundt om stilken. Hverken plancher, roser eller de unge damer generede mig synderligt: Vi ved alle at kunst koster, så problemet - hvis der er et - ligger ikke dér. Snarere i hvad pengene bruges til, og hvem der bestemmer.

Tadeusz Wielecki, festivalens 'direktør', er formand for den programkomission, der bestemte, hvad der skulle på, og hvilken profil festivalen skulle have. Kommisionen bestod til dels af nye folk, og det var første gang Wielecki prøvede at være styrmand for dette arrangement. Hans opgave var ikke let. Med sine 45 år er han næsten lige så gammel som festivalen selv. Og selv om han ikke selv synes, han repræsenterer 'den yngre generation', så viser programlægningen, at han mener, der snart skal nye boller på suppen. Spørgsmålet er bare, hvilken slags.

Sidste års storhed med skandinavisk musik, støttet af Nordisk Ministerråd, vil aldrig kunne nås igen. Den engelske og amerikanske musik, som var denne festivals store satsning, havde ikke samme behov for promovering ved festivalen. Og det var dog småt med sponsorpenge fra disse to lande. Og så var der de unge, der skulle lokkes til. Heart & Dust & Tornado stod der på de specielt udformede kort, der lå overalt, og hvis målgruppe tydeligvis var den yngre generation. Her reklamerede man for 4 af festivalens arrangementer: En koncert med det engelske ensemble Icebreaker (»hurtigt, larmende og elektrisk« - som der stod i teksten), en opera-performance, The Heart Piece, skrevet uafhængig af hinanden af to komponister: Amerikaneren John King og polakken Krzysztof Knittel, et amerikansk Bang on a can ensemble (»den klassiske musik er gået amok«) og til sidst Robert Ashleys nye opera-video, Dust.

Denne linje af den efterhånden velkendte cross-over skal fortsættes fremover. Det betyder, efter manges mening, et brud med festivalens mere klassiske tradition.

Er bedstefædrenes tid forbi?

Sådan nogenlunde kunne man sammenfatte de 'teser' til diskussionen, som Andrzej Chlopecki, programkommiteens chefideolog, indbød til. I fordums tider, da Festivalen var ung, blev den skabt af ganske unge mennesker, som Tadeusz Baird (28 år), Henryk Mikolaj Górecki (25 år), Wojciech Kilar (24 år) og Jozef Patkowski (29 år). Det var dem, der skabte festivalens tradition, men er denne tradition forpligtende? På mange af de andre festivaler for moderne musik præsenterer man hovedsageligt værker af den yngre og den yngste generation af komponister. I Warszawa er de unge ikke til at få øje på. Der spilles derimod en del af den moderne musiks klassikere, værker, der har ca. 30 år på bagen. Således fik vi ved åbningskoncerten fx hørt Luciano Berios Sinfonia fra 1968. Den formildende omstændighed var, at det var en polsk førsteopførelse.

»Så længe de filharmoniske orke-stre forsømmer at spille de moderne klassikere, er vi nødt til at gøre det« - var der mange, der mente. »Skal vi opdrage eller befrugte? Drejer det sig om receptionen, eller om åbenbaringer?« lød nogle af Chlopeckis spørgsmål. Det blev der ikke givet præcise svar på. Men helt klart må man dog sige, at Warszawa Efterår sætter sig mellem to stole: De moderne klassikere på den ene side, og de nyere kompositioner, hovedsageligt af polske komponister, på den anden.

Dette skal man tilsyneladende fortsætte med i fremtiden. En vis leflen for det yngre publikum, skal man måske tilføje.

Vinduet - mod hvad?

Der er dog et af aspekterne ved Warszawa Efterårs tradition, som man bør dvæle ved, nemlig at festivalen allerede fra starten og op igennem 50erne og 60erne spillede en meget stor rolle for hele den østeuropæiske musik. Her kunne man høre Stockhausens, Boulez' og Ligetis værker, så snart de skød frem. Det var de friskbagte boller fra Darmstadt, der blev til åndelig føde for en hel generation. Warszawas Efterår lyste som en fuldmåne på socialrealismens mørke nattehimmel. Festivalen blev det berømte Vindue mod Vest, uden hvilket vi ville være fattigere i dag. Det var her K. Penderecki, H.M. Górecki og de andre 'polske sonorister' eksperimenterede med deres nye klange, det er her de russiske komponister, i smug, kunne 'blive høje' af den nye musiks narkotika. I Warszawas åbne vindue mod vest kunne de se genspejlingen af Vesteuropas musikalske glans - som måneskinnet i vandet.

Denne rolle er selvfølgelig udspillet i dag. Og man søger på må og få efter nye formler. Og dog ligger formlen, efter min mening, lige for: Vinduet findes jo stadig, det skal bare åbnes den anden vej. Mod Øst.

Kommer man fra Vesten til Warszawa for at høre noget nyt, noget, som man ikke oplever ved andre festivaler, så er det her muligt at høre værker fra de lande, som grænser op til Polen, og som vi stadigvæk har svært ved at lære at kende: Fx fra Litauen, Hviderusland, Ukraine eller Slovakiet. Det er Warszawa Efterårs store chance, men det synes ikke at gå op for programkommiteen. Vel fik vi et bestillingsværk af den slovakiske komponist, Robert Rudolf, bosat i Paris. Og vi fik lejlighed til at høre 2 værker af litauiske komponister, Algirdas Martinaitis (f. 1950) og Bronius Kutavicius (f. 1932) , men det var udelukkende takket være ét af programkommiteets medlemner, musikteoretikeren fra Krakow, Krzysztof Droba, der har viet sit liv til den litauiske kultur. Den måske mest betydningsfulde litauiske komponist, Osvaldas Balakauskas fik kun lov at være med som tilhører.

A. Martinaitis' Den ufuldendte symfoni fra 1995 blev spillet ved åbningskoncerten. Det var et gennemtænkt valg, præsenteret side om side med Berios Sinfonia. Som hos Berio, der 'brygger' på den anden sats af Mahlers Antonius-sats fra 2. symfoni. Således også hos Marinaitis: En hel del musik lå 'nedenunder' og boblede. Af og til steg løsrevne stumper op af denne mose-bryg, mest tydeligt i 2. sats, som var gennemsyret af Sibelius' Valse triste, snart som gestus, snart som rytme, snart som få isolerede toner. Men man kunne også fornøje sig med at høre mange andre citatbrudstykker: Fra Wagner, Schubert, Bruckner, Brahms, Mozart og Ciurlionis (den sidstnævnte, 1875-1911, regnes for den største litauiske komponist).

Bronius Kutavicius' Epitaphium tempori pereunti (Epitafium for den forgangne tid) for kor og orkester spilledes ved den afsluttende koncert. Værket, hvis 4 dele beskrev forskellige aspekter af Litauens historie og kultur, knyttede an til byen Vilnius' grundlæggelse, dens universitet, dens katolske domkirkes genåbning i 1988, samt, i sin tredje, gribende del, helligedes alle de mennesker, der har ofret deres liv for Litauens frihed. Det var spændende musik, monumental og intim på samme tid. Af og til kunne man mærke en ukendt råkraft, der adskillte Epitaphium fra andre værker af samme patriotisk-religiøse tilsnit. Hos Kutavicius fandtes noget, der var ældre end vores vesteuropæiske musiktradition. Intet under: Komponisten har tidligere været kendt for at genskabe en slags hedenske ceremonier under åben himmel, med brug af gamle, rituelle instrumenter, dans og gestus.

At man i Litauen tager kunsten yderst alvorligt sås bl.a. af at landets præsident V. Landsbergis var til stede ved koncerten. Den fandt sted i en moderne kirke i en af Warszawas forstæder og var i øvrigt dirigiret, flot og myndigt, af vor egen Támas Vetö. Magien - eller fuldmånen? - har gjort sit, for at dette skulle blive en mindeværdig oplevelse. Ved de allersidste minutter af koncerten gik al lyset ud. I bælgmørket hørtes de enkle, 'quasi-gregorianske' melodier sunget af kor- solister ovenover korets og orkestrets klangflader. Af og til satte rørklokker ind - tilhørerne holdt vejr - ritualet afsluttedes i fuldkommen stilhed.

Polsk som lingua franca

Hvad man måske ikke er klar over i Vesten, er at Polen indtil 2. verdenskrig strakte sig langt ud mod øst: Store dele af Litauen, Hviderusland og Ukraine hørte ind under Polen. Vilnius og Lvov, de to store byer i henholdsvis Litauen og Ukraine, er den dag i dag præget af de mange århundreders polske kulturdominans. Jeg fandt ud af, til min store forundring, at denne tradition stadigvæk lever. Musikfolk fra Litauen - komponister, journalister, musikteoretikere - alle kunne de polsk. Det samme kunne gæsterne fra Ukraine, og en kvindelig musikskribent fra Moskva. På mit spørgsmål: »Hvor kender De polsk fra?« svarede hun »Fra Warszawa Efterår. Jeg kom her helt tilbage i 60erne. Festivalen har været mit universitet«.

Også mange vesterlændinge kunne polsk: Den engelske pianist John Tilbury, og komponisten John Casken. De har begge studeret i Warszawa, og kommer gang på gang tilbage. For at opleve byens og festivalens enestående atmosfære. De tyndslidte betræk på sæderne i konservatoriets koncertsal, den triste koncertsal i Radiohuset, der udmærker sig med en fremragende akustik og en beliggenhed helt ude i periferien af Warszawa. Og fuldmånen der lyser over Kulturpaladset og over Kentucky Fried Chicken.

Foto af Kulturpaladset side 122: E. Kupiecki, fra bogen 'Polska' af Jerzy Kostrowicki. Forlaget Arkady, Warszawa 1972.

Denne side: Forsiden af festivalens programhæfte.