Kodakoma

Af
| DMT Årgang 74 (1999-2000) nr. 04 - side 138-140

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

I en helt uretfærdigt glemt bog, med titlen Vil Sovjetunionen eksistere til 1984? hvori, på et tidspunkt (1969) hvor næppe nogen anden i verden kunne tænke så langt, den intelligente og velskrivende russiske dissident Andrej Amalrik forudså det bureaukratiske sovjetsystems selvforskyldte sammenbrud, hæfter forfatteren sig ved en af de mange omstændigheder som (også hér fik han ret) ville vanskeliggøre en umiddelbar demokratisk omvæltning: nemlig dén at de borgere i sovjetsamfundet der - hvor gadefejere og grønthandlere kunne siges at være undskyldt - burde påtage sig at anlægge en overordnet betragtning på virkeligheden, nemlig kunstnerne (her specielt forfatterne) ikke var i stand til dette, på grund af en vis 'professionel', fagforeningsmæssig bevidsthedsforsnævring. Forfatterne - der skulle være de første til at kæmpe for den ytringsfrihed, som er en almen menneskeret - opfattede udelukkende sig selv som »embedsmænd i det litterære departement«, og dermed alle problemer omkring udøvelsen af deres kunstneriske virke og udbredelsen af deres værker som rent interne anliggender, der måtte ordnes inden for de dertil beregnede organer, og ikke gøres til genstand for forstyrrende offentlig opmærksomhed.

I dag, hvor sovjetsystemet ikke er mere, har vi den blandede fornøjelse at genfinde dette systems dårligdomme overalt i vort eget samfund. Når fx en kunstner - jeg tænker her på Karl Aage Rasmussen i DMT nr. 1, 1999/00 - meddeler en række betragtninger som angår netop sådanne alment betydningsfulde ting som kunstens og ytringsfrihedens fremtid og skæbne, er reaktionen prompte: Kunstnere - med deres 'romantiske' forestillinger om 'åndelig ligestilling' og den slags - har ikke forstand på de dele; de skulle blive ved deres læst, hengive sig til deres apolitiske hobbyvirksomhed, og overlade 'virkeligheden' til de folk der har det fornødne greb om den. Hvis ikke vi allerede har sovjetsystemets departementering af kunsten, er der i hvert fald stærke kræfter som ønsker den indført: Lad Rasmussen skrive sin musik - vi påtager os uegennyttigt at forvalte hans rettigheder, ja Kunstens og kunsternes interesser overhovedet; men lad ham for Guds skyld ikke gøre sig tanker herom - og i hvert fald ikke offentliggøre dem! Det er jo rent interne problemer, som vi i det musikalske departement meget bedre kan ordne i al diskretion!

I betragtning af det faktum at ingen af de 4 indignerede opponenter i DMT nr. 2, 1999/00 føjer noget nyt faktuelt til den af Rasmussen rejste diskussion, men tværtimod alle blot reducerer den til et snæversynet forsvar for status quo; i betragtning af at Tom Ahlbergs nøgterne redegørelse bekræfter at Rasmussen nøje véd hvad han taler om; og specielt i betragtning af den perfide tone som opponenterne ikke kan holde tilbage (»professor Erasmussen«, »ikke alle komponister er professorer«, osv), er det vist på sin plads at en udenforstående kaster et blik på debatten: Som ikke-professionel-komponist løber jeg ingen risiko for at få kolleger eller fagforeninger på nakken, blot fordi jeg siger hvad jeg tænker. At Rasmussen har løbet denne risiko, tjener ham til ære; men establishment'ens forsøg (officielt, og ikke mindst bag kulisserne) på at forhindre ham i det, tjener dét langt mere til vanære. Hvad specielt Per Nørgaards pinlige indlæg angår, vil jeg ikke kommentere det yderligere, men blot minde om at det engang var Nørgaard selv der drømte om at »rejse ind i den gyldne skærm«. Kom igen, Per, og tænk dig om næste gang!

Udenforstående, siger jeg om mig selv: Dvs næsten. Jeg har faktisk selv en enkelt gang fået spillet et stykke i radioen, og modtog kort tid efter KODAs materiale. Men kontraktens formulering - noget i retning af: »Jeg afgiver hermed alle økonomiske rettigheder på alle eksisterende og fremtidige værker i al evighed« - fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, og jeg sendte en medlidende tanke til dem der skal leve af at komponere, og dermed er nødt til at underskrive en sådan feudal håndfæstning. Alle økonomiske rettigheder vil sige: Alt andet end min droit moral: Min signatur på værket, som kan gøre min gamle mor stolt af mig, men i øvrigt ikke bruges til noget som kunne svække de nye lænker, jeg her frivilligt har lagt mig i.

Nu mærker jeg allerede forargelsen rejse sig over denne min spontane, 'romantiske' og 'virkelighedsfjerne', reaktion; men bemærk venligst: Jeg siger ikke at KODA er en feudal (dvs. ikke engang en kapitalistisk!) mekanisme til udbytning af kunsten; jeg siger blot at den lyder sådan, og vil dermed pege på et muligt grundlæggende misforhold mellem en kunstnerisk synsvinkel og den synsvinkel, en organisation som KODA føler sig foranlediget til at anlægge. Jeg er helt sikker på at ingen i KODA kan se noget som helst mislydende i kontraktens formulering - og netop det er problemet!

Hvis ingen andre komponister kan se det, er jeg bekymret. Jeg finder det beskæmmende at Rasmussen - omgivet af kolleger med erklærede dybe åndelige engagementer - skal citere en mig ubekendt rapper for de to axiomer som må være selvfølgelige for enhver kunstner: (1) Jeg vil for-andre verden, så meget som muligt, uanset hvad det koster; (2) Ingen kan downloade MIG. Spørgsmålet er om en komponist der melder sig ind i KODA, hermed uafvidende har ladet sig 'downloade', med krop og sjæl? Noget tyder på det! Det er i hvert fald en ualmindelig klam og ubehagelig omgang at læse et nummer af KODA-Nyt, med dets usmagelige hyldest til sin egen 'forening af musik og penge'. Det er som om nogen havde villet anstille det uhyggelige experiment: hvis en slave aldrig kan blive kunstner, kan kunstneren måske gøres til slave? Det ser ud til at lykkes alt for godt...

For at vende tilbage til den aktuelle diskussion, er det påfaldende med hvilken konsekvens opponenterne går uden om de spørgsmål som Rasmussen rejser. Når fx Rasmussen anfører at det i stadigt mere forsvindende grad er kunstnerne selv der tjener på ophavsretten i dens nuværende form, svarer John Frandsen ved at henvise til den »økonomiske virkelighed« at KODA direkte indbringer DKFs 170 medlemmer 6 millioner kr. om året. Bravo! Det er, hvis vi forudsætter dem ligeligt fordelt, små 3000 kr. om måneden, næsten lige så meget som Statens Uddannelsesstøtte! Jeg finder det fuldt forståeligt hvis en kunstner spørger sig selv om det er pengene værd, hvis systemet i andre henseender medfører væsentlige ulemper for mit virke som kunstner (hvilket det, som vi straks skal se, faktisk gør). Men dette er end ikke det afgørende; for det, vi gerne ville vide, er hvor mange andre der tjener hvor meget på ophavsrettighederne, under den nuværende ordning, hver gang komponisterne tjener sølle 6 millioner? De tal har vi til gode: må vi venligst bede dem der står inde for den »økonomiske virkelighed« om at lægge disse tal på bordet!

Det er nemlig lidt for let blot reflexagtigt at replicere, at Rasmussen saver den gren over, han selv sidder på; for visse grene skal jo saves over, nemlig de døende, eller sågar døde. Og specielt da hvis de spærrer udsynet og adgangen til andre, grønnere grene - og måske allermest specielt hvis der på disse grønnere grene siddes langt federe af andre, som derfor har deres grunde til at bede komponisten blive siddende på den visne - hvorfra han jo altid kan knække sig en tør taktstok (som man ser, har vi for en gangs skyld forladt det fortrolige billede af andedammen, til fordel for abeburet!).

At ophavsretten, som den for indeværende administreres (ikke af ophavsrettens selvfølgelige indehavere, men af KODA), rummer anakronismer som gør systemet uholdbart, er blot én af Rasmussens hypoteser - konkretiseret af Michael Nyvang i DMT nr. 2, 1999/00. Niels Bak får det til at se ud som om dette problem allerede er løst - det er det ikke! At »medlemmer af KODA nu kan lægge musik ud på hjemmesider på Internet, som de selv ejer, uden at betale vederlag« er en grov forenkling - hvis ikke en 'forløjning' (som man kan sige på tysk) - af de faktiske forhold. Ifølge mine oplysninger, er der i hvert fald følgende begrænsninger: (1) Hjemmesiden må ikke have noget kommercielt formål, dvs jeg må hverken sælge eller reklamere for mine egne værker (en 'kunstig handelsblokade', der afspejler KODAs syn på kunst: kunstnerne selv må højst have hjemmesiden som hobby, afskåret fra deres 'egentlige' værk, som er det KODA forvalter); (2) Udbyderen skal være eneejer af web-stedet (dvs. han skal selv betale, og må ikke fx stå frem som medlem af en kunstnerisk sammenslutning på nettet, på en fælles hjemmeside med et rent kunstnerisk formål - svarende til fx malernes hævdvundne sammenslutninger, med dertil hørende udstillinger); (3) Udbyderen skal have enerettighed til værket (ingen musik med text; ingen koncertoptagelser med andre levende musikere end mig selv (»skal musikken komme fra en computer uden menneskeligt udtryk?«, spørger Tine Birger Christensen ligeså uskyldigt - JA! svarer KODA)); specielt (4) Ingen musik der er indgået forlagsaftale om (også selv om den ikke er udgivet som indspilning). I modsat fald (5) koster det faktisk: For under 10 minutters musik: Kr. 100 pr. måned! Derover: Kr. 1000 pr. måned! (af de ovennævnte 3000 skal altså umiddelbart 1/3 betales tilbage til KODA, hvis du er dum nok til at ville lægge din musik ud på Internet; en del heraf - hvor meget? - får du selvfølgelig tilbage året efter; men indrøm i det mindste at der her er ved at gå 5-årsplan i det!). Endelig er der: (6) En øvre grænse på 1000 downloads for den musik, jeg endnu ikke har solgt mine rettigheder til, og (7) En absolut øvre grænse, for al musik, på: 90 minutter!

Det skulle da glæde mig at erfare at disse oplysninger er forkerte, at jeg uprofessionelt har misforstået det hele; men indtil da kan jeg ikke se andet end at disse regler - som ikke kan have anden begrundelse end ønsket om at holde et administrativt jerngreb om komponisternes virksomhed - er udtænkt uden den ringeste forståelse for hvad kunst er og vil, såvel som hvad Nettet er og kan. Og det var jo netop hvad Rasmussen ville minde om: Der var ikke tale om at han i et anfald af ukollegial sindssyge ville afskaffe ophavsretten overhovedet, men blot om hvorvidt dens aktuelle forvaltning står i vejen for kunstnernes egen brug af deres umistelige ophavsret. Hvad ville fx være mere nærliggende end at lægge Uendelighedsrækken ud på Nettet, i en virkeligt/virtuelt-uendelig version (som algoritme), flerstemmigt orkestreret og alt muligt, som enhver kunne lytte til, så længe lysten og telefonbudgettet rakte? En smuk tanke, ikke sandt? Desværre er det umuligt: Ikke blot ville afgiften tifoldiggøres efter de første 10 minutters uendelighed; men efter 90 minutter ville uendeligheden være forbi! (Og Nørgaard måtte afgøre med sig selv om han skulle være ked af at den kunstneriske idé ikke kunne realiseres i denne form, eller glad for at slippe med de 12000 kr om året - og ikke en uendelig afgift!). KODA skylder en forklaring på disse vanvittige regler; hvad vi i stedet får, er en - man må i det mindste kalde den: vildledende - forsikring om at en komponist kan lægge 'al' sin musik ud på nettet - vederlagsfrit!

For mig at se har KODA - i det omfang organisationen fastholder disse restriktioner, og afviser at begrunde dem - et alvorligt troværdighedsproblem over for de komponister, som KODA »er til for«. Man behøver ikke være polemisk-perfid for at fremføre at KODA hellere arbejder sammen med pladeselskaberne om at forhindre udbredelsen af musik på Nettet, end sammen med komponister om hvordan Nettet kan bruges til at øge udbredelsen af musik; det fremgår af Niels Baks eget indlæg. Men det virkeligt bekymrende er hvis komponisterne - spist af med smuler fra musikindustriens bord - anser den hellige grav for vel forvaret: Hvis komponisterne, som i det gamle Sovjet, tænker at musikkens samfundsmæssige skæbne er et rent 'internt' anliggende, et spørgsmål om en fast procentsats og et regelsæt der til gengæld skal adlydes blindt. Det er virkelig kodakoma!

Desværre synes, blandt alle Karl Aage Rasmussens »skingre« metaforer, i det mindste én ikke at være overdrevet: Det her er måske »den største kulturelle magtkamp nogensinde«. Når der optræder en så mægtig modstand - som har så mange penge at sætte ind på en kampagne der vil kriminalisere det moderne menneskes 'bredbåndede' forhold til musik som sådan (jeg er helt enig med Nyvang når han kalder kampagnen »et ulækkert forsøg på hjernevask«) - mod tanken om musikkens fri bevægelighed, begynder selv en pessimist som jeg at føle at her en sag der er værd at kæmpe for. Og det netop fordi jeg ser for mig, hvilken tilstand det kunne ende med, - en tilstand hvor dén elektroniske kontrol som pladeselskaberne og KODA (for komponisternes penge) så ihærdigt arbejder for, er gennemført til perfektion: hver gang jeg anslår en Cmaj7 på mit Roland, bliver der automatisk overført penge fra min konto til Burt Baccarac Estate!

Kasper Nefer Olsen

Kasper Nefer Olsen underviser ved Kunstakademiets Arkitektskole.

Årgang 74/1999-2000, nr. 04