Korsveje mellem genrer og traditioner. Musikhøst 99 i Odense 10.-14. november 1999

Musikhøst 99 var nummer 15 i rækken af Bertel Krarup og Per Erland Rasmussens festivaler for ny musik i Odense. Allerede den første, der dengang i januar 1985 hed Musiknytår, havde amerikanske komponister på programmet: Ny musik i USA og USSR stod der på plakaten. Temaet blev taget op igen i år med værker af komponisterne John Adams, George Crumb og Gunther Schuller, der blev stillet sammen med yngre danske komponister.

På en dansk musikfestival skal der være dansk musik, erklærede Per Erland i radioen, så det var der: Sytten komponister og elleve uropførelser. Som led i Musikhøst var der også andre arrangementer. På Odense Musikskole var Ivar Frounberg leder af en komponist-workshop for elever - et vigtigt projekt, der mundede ud i en koncert.

Det er blevet god tradition at indlægge en debut i Musikhøst; det skaffer publikum til symfonikoncerten, og debutanten får lejlighed til at vise en stor soloopgave og få præstationen anmeldt i pressen. I år var det pianisten Tomoko Takanashi, der var solist i John Adams' Century Rolls og desuden spillede Poul Ruders og Carl Nielsen.

På sidelinien optrådte tyskeren Michael Vetter med sin komposition Overtones og for første gang med Overtones II sammen med sin nye partner Natascha Nikprelevic. I denne tostemmige version udvikledes et flor af bølgende naturtonemelodier i Vor Frue Kirkes stemningsfulde rum, og den middelalderligt-mystiske fordybelse i en usædvanlig klangverden var en virkningsfuld kommentar.

Kunne man holde sammen på dette opbud af ny musik, hvoraf meget var ukendt, med alle de dagsordener, der måtte melde sig, eller ville de »fem tætte dage«, som Krarup skrev i programmets forord, stritte forvirrende i alle retninger? To seminarer trak nogle linier op. Bertel Krarups samtale med Gunther Schuller om Third Stream Music og crossover, et tema, som kan opfattes som festivalens uskrevne undertitel, og Per Erlands rundbordssamtale med seks unge danskere.

Flertallet af de danske værker var samlet i små grupper, der gjorde det lettere at sondre, og vekslende koncertsteder stillede de enkelte begivenheder i relief. Tilhørerne ledtes omkring i byen - fra konservatoriet til Koncerthuset og Magasinet ved Brandts Klædefabrik, hvor konservatoriet fejrede sit 70 års jubilæum med en stor koncert - og det var på godt og ondt: Kirkerummene i St. Hans og Vor Frue kirker krydrede musikken med vel megen efterklang.

Blandt de tre hovednavne er George Crumb en gammel kending - ikke in persona - den nu 70-årige komponist havde ikke ladet sig lokke til Odense, men takket være sin gamle ven og våbendrager, pianisten David Burge, der hin januar 1985 opførte hans Makrokosmos II og senere har gentaget værket på en NMO-koncert, og studerende har spillet Makrokosmos III for to klaverer og slagtøj. (Se sidstesatsen 'Agnus Dei' fra Makrokosmos II i nodebilledet på opslaget side 110-111, red.). Desværre måtte Makrokosmos III udgå på årets Musikhøst, det havde været hensigten at præsentere alle fire Makrokosmos, men I, II & IV fik vi da, i Burges overlegne og fascinerende udgave og med nordmændene Einar Röttingen og Jan Hovdens spektakulære kamp om flygelet for fire til seks hænder - undertiden måtte nodevenderen også tage del!

Crumb har sine aner i 'traditionen' - Makrokosmos III, Music For A Summer Evening, har direkte adresse til Bartóks sonate fra 1937, og Chopin toner frem midt i Makrokosmos I. De surreale drømmeklanges blandinger af sanset natur, astrologiske og religiøse forestillinger og direkte leg med lyd i mystificerende teatralske actions, som i satsen Lux aeterna med de 'five masked musicians' og Eleven Echoes Of Autumn, der var på i Magasinet, skaber forunderlige perspektiver i et rum, der kan blive tonefattigt til det helt tyste. Enten fascineres man af Crumbs musik eller også skrupkeder man sig. De fascinerede kan glæde sig til cd'erne med Makrokosmos I-IV udkommer på plademærket Classico til næste efterår. David Burge foretog sin del af optagelserne i forbindelse med sit besøg på Musikhøst.

Programmets artikler gav fyldige indføringer til de tre hovednavne; John Adams' musik var jeg spændt på at høre, jeg kendte ingenting af det, skønt værkerne er udgivet så rigeligt - John's Ear Box, der rummer hele 10 cd'er lå jo fremme på festivalen.

Hvordan bliver man så populær og afholdt i USA som komponist af ny musik? På koncerterne var der fem værker til at besvare spørgsmålet. Jeg lod mig narre til at lytte efter et (underfundigt) indhold i Adams' klaverkoncert Century Rolls, men fandt det ikke. Opførelsen på Odense Symfoniorkesters koncert var ikke god. Symfonikerne kæmpede med det rytmisk tikkende, og det var alt for kraftigt for solisten, den sympatiske og fingerrappe debutant Tomoko Takanashi, der havde mas nok med at følge de rivende tempi. I den langsomme midtersats fik hun mere overskud uden dog at tage føringen. Selv som show-piece til Emmanuel Ax, som koncerten er skrevet til, tror jeg, de tre kvarters spilletid virker meget lange.

Esbjerg Ensemblet præsenterede Adams i Vor Frue Kirke. Også her var præcisionen ikke på amerikanske højder, men Gnarly Buttons med ensemblets klarinettist Ron Chen-Zion som glimrende solist tegnede et godt billede af Adams blandede inspirationer af fordums minimalisme og 'folk', mens den 'ekspressionistiske' kammersymfoni, angiveligt et hovedværk, druknede som en rungende tour de force i kirkerummet.

Adams' evner som umiddelbar virtuos entertainer stod knivskarpt i de to stykker kammermusik Road Movies og John's Book Of Alleged Dances, og det var en ren fryd at høre udførelserne med henholdsvis Christine Pryhn og Joachim Olsson, og Coolidge Kvartetten. Spillet på det plan, så flot og præcist kan man forstå Adams' publikumssucces. Det er blændende dygtigt lavet musik med ekspressiv appel, musik for øjne og øren, ikke meget for eftertanken, med fartstriber på siderne og sentimental lyrik ind imellem.

Gunther Schullers betydning for Musikhøst 99 beroede i høj grad på hans tilstedeværelse, arbejdet med de forenede konservatoriestuderendes Brass Band, der mundede ud i den store afslutningskoncert, og hans seminar med Bertel Krarup.

Komponisten Schuller skriver i en atonal ekspressionistisk stil, som læner sig uimponeret op ad en tidlig Schönberg. Schuller er på sin vis lige så amerikansk som Adams med håndværket i orden, men han er en anden type. Schuller bruger gerne citater som i den tredie strygekvartet, hvor et Beethoven-tema føjer sig gnidningsløst ind i de atonale strukturer, i finalen af kvartetten Sonata-Serenata med ensemblet Nordlys, måtte man trække på smilebåndet, det var lige ved at være finalen af Brahms' f-mol kvintet - uden f-mol. Ærgerligt nok udgik hovedværket Spectra, erstatningen Seven Studies On Themes Of Paul Klee var et kort og sympatisk værk; men det indlagte blues-eksperiment fortalte ikke noget om Schullers Third Stream-ideer. Heller ikke her var symfonikerne særlig heldige, deres prøvetid var simpelthen alt for kort til det krævende program med dirigenten Frans Rasmussen, der sluttede med uropførelsen af Anders Brødsgaards nye, store værk Galaxy, vel nok det værk i det store felt af dansk musik, der ubetinget måtte tiltrække den største interesse.

Påbegyndt 1990-93 lå værket halvfærdigt, da det blev programsat i april. Komponisten måtte fuldende det på »tre hektiske måneder i sommeren 1999« skriver han. Trods opførelsens mangler - den konstante energi fra begyndelse til slut var svær at opleve - høstede komponisten stor anerkendelse i pressen; flere anmeldelser beskrev Galaxy som et nyt dansk hovedværk. Med sine spiralformede konstruktionsprincipper og sine visioner om forvandling af materialet gennem såvel atonale som tonale forløb kan arbejdet give mindelser om lignende udviklingstanker fra 70erne, men Brødsgaards modernisme har sin helt egen originalitet.

Et seminar om værket havde været en god idé (men der var jo ikke tid på »de fem tætte dage«). Brødsgaards 'hensigtserklæring' i den grundige programnote var altså svær at forene med det hørte. Galaxy venter på en fortjent ny opførelse.

Musik af Anders Koppel var to gange sat på program sammen med amerikanerne, og det gav et indtryk af både slægtskab og kontraster, crossover var der ikke tale om. Esbjerg Ensemblet opførte hans Concertino, men det blev Coolidge Kvartettens udgave af den første kvartet, man hæftede sig ved. Den unge internationale kvartet med hjemsted i New York har været coached af Emerson Kvartetten, og det kan både høres og ses. De har spillet Koppels stykke i Odense før, i oktober 1997 - dengang frisk fra fad, den var just uropført i New York - men med gentagelsen og især med Schullers 3. kvartet leverede de simpelthen et af højdepunkterne på Musikhøst.

Fire ensembler optrådte med rent danske programmer: Duo Most/Kunz med Signe Madsen, Ensemble 2000, Copenhagen Saxophone Quartet og Thomas Sandberg og Den Fynske Sinfonietta dirigeret af Uffe Most.

John Frandsens Rite Of Passage med Thomas Sandberg og Svend Hvidtfelt Nielsens While Angels Sleep, som er en ny udgave af den to år gamle koncert Ghostlands for saxofonkvartet, med en hvidglødende energisk slagtøjsstemme i stedet for den oprindelige orkestersats, måtte uvægerligt få de øvrige, fortrinsvis blide, tonale og knap så kraftigt bestykkede værker til at fortone sig i det brede panorama. Til gengæld kom en håndfuld af de unge komponister til orde på det ene af de to seminarer. Per Erland Rasmussen citerede fra Weekendavisen, hvor den svenske kunstkritiker Ulf Linde surede over manierismen hos vor tids kunstnere, som bare forsøger at presse citronen for de sidste vitale dråber hos fortidens store gamle. Både Peter Bruun, Bo Gunge og Jesper Koch blev opført af Den Fynske Sinfonietta, de to sidste med uropførelser. Deres reaktioner på Per Erlands provokation faldt godt i hak med deres musik.

Bo Gunge fortalte om at finde sine rødder, der for ham er den ny enkelhed som hos Gudmundsen-Holmgreen og om sin barndom i Brasilien, hvor han oplevede landets folkemusik og ejendommelige blanding af afrikansk og katolsk religion. Han lod os høre en klavertrio, hvis meget enkle tonesprog han faktisk havde drømt. Hans tonesætning af Kafkas Josefine, die Sängerin var om muligt endnu enklere, næsten tappet for ethvert udtryk.

Også Jesper Koch havde sandelig et stykke, der hed Land Of Dreams og betonede nostalgien i drømmen om barndommen. Så forskellige skikkelser som Alice in Wonderland, Baudelaire og Lorca hører til hans univers. Han afviser den atonale modernisme, ny enkelheden finder han fantasiløs. Traditionens former og diatoniske harmonik er hans ståsted, musikalsk føler han sig i slægt med to så forskellige komponister som Jersild og Tjajkovskij. Den nye saxofonkoncert af Jesper Koch, Path Of The Sun, med Carsten Sindvald som solist, svulmede af energi og rytmisk livsglæde og fængede umiddelbart hos tilhørerne.

Den monotoni og tilstandsmusik, Peter Bruun søger, er en direkte modsætning til Jesper Koch, og det illustrerede hans meget lavmælte strygerpræludium smukt. Postmodernismen definerede han som en distanceret variant af fortiden, men han følte ikke sig selv distanceret, og det ville han for øvrigt ikke kalde nogen omkring bordet.

Der var altså ikke bare nuancer, men tydelige forskelle i holdets statements, selv om hver enkelt kun havde kort taletid til rådighed. Indra Rise, der er fra Letland, har rejst meget og arbejdet med elektrofoni i USA og hos IRCAM i Paris. Hun ynder at arbejde med materiale, der er klart og ukomplekst og bekender sig til den klassiske tradition i Østeuropa, hvor hun finder et dybere personligt udtryk.

Juliana Hodkinson kom dårligt nok til orde, men hensigterne i hendes Sagte er, dachte ich, som blev uropført i Suså i august, havde vundet i tydelighed ved at blive revideret. Et smilende og sikkert Ensemble 2000 opførte både dette stykke og Indra Rises muntre Fanfare.

Mest overraskende var Fredrik Lundins glæde ved at komponere for musikere, som ikke improviserer, men hellere end gerne vil spille de noder, han skriver. Så kan han styre klangen og bygge en større fast form; Fald, som blev uropført på Copenhagen Saxophone Quartets koncert, var et sæt varationer med en personlig tone. Third Stream, Schuller og Ellington har ikke hans interesse, men nok arbejdet i hans egen gruppe Sound Of Choice. Med historieløs frihed (Lundins egne ord) henter han inspiration fra Gudmundsen-Holmgreen og østlig folkemusik.

De danske folkeviser er en folkemusikalsk inspirationskilde, som vi har lige omkring os, indskød Jesper Koch, og så endte seminaret med en diskussion om påvirkningen fra den etniske musik, en tidens trend, som alle følte sig tiltrukket af, og det er jo også en form for cross-over.

Gunther Schullers dialog med Bertel Krarup om Third Stream Music var et af kernepunkterne på Musikhøst, om ikke det væsentligste. Genrens betegnelse og beskrivelsen af dens indhold er Schullers egen fra et foredrag i 1957. Et kort oprids af forholdet til jazz hos folk som Stravinsky og Ravel, hvor Schuller fremhævede Darius Milhaud som den, der virkelig viste sans for jazzens særegenhed dengang i tyverne og forlangte at høre musikken i Harlem, da han skulle lave La creation du monde, førte hurtigt frem til 1947, hvor Schuller kom ind i bopmiljøet og komponerede det vel nok første atonale stykke jazz Jumpin' In The Future.

Sjældenheder som George Handys The Bloos (blues) for bigband med 2 valdhorn, 4-5 træblæsere og strygere fra 1946, der låner en obosolo fra - Milhaud! og Bob Graittingers City Of Glass (1947) blev trukket frem og kunne oven i købet høres i de glemte indspilninger.

City Of Glass skulle have været opført på Musikhøst, men trompetstemmerne var for krævende, og »vi kan jo ikke have, at trompetisterne får blodige læber«, beklagede Schuller. Det mærkelige koncertprogram 1956, der kun kunne tænkes i USA, tror jeg, med Schullers atonale Brass Symphony, Mozarts store blæserserenade k.361, spillet side om side med Luigi Nono og to Third Stream stykker af John Lewis.

Frem til tiden omkring 1960, hvor musikere som Ornette Coleman, Eric Dolphy, Clark Terry og Jimmy Knepper dukker op og kan improvisere atonalt i Schullers værker, mens concertinoen til Modern Jazz Quartet bliver en tonal konflikt ("You Guys Improvise In C Major"); først ved en opførelse i november i år blev Schullers visioner realiseret med hans sønner som to af solisterne.

Third Stream Music er for Schuller en tilnærmelse mellem to eller flere musikarter, ikke nødvendigvis "jazz" og "klassisk", men han betoner vigtigheden af samspillet mellem musikere fra forskellige genrer og studier i Third Stream Music. Han havde naturligvis selv opdyrket dette område i sin tid som konservatorierektor, men efter han havde forladt New England Conservatory i Boston 1977, fortalte han, sad de atter forskanset i hver deres lejr.

»I'm here because of him«, udbrød han og pegede på Bertel Krarup, rektor for et konservatorium, der netop udnytter at have de mange forskellige linier under samme tag. »All musics are created equal...there will now evolve, I predict, some new music that will combine the best of all musical worlds«, er betydelige Schuller-citater, som er godt på vej til at blive opfyldt.

Jubilæumskoncerten bragte danske bud på crossover af Erik Ørum von Spreckelsen og Niels Thybo. Der var gode viljer i forsøgene, der samtidig viste, hvor vanskeligt det er at finde "musikken midt imellem", på den tredie vej, og simpelthen få forløbet til at hænge sammen. Men afslutningen på Musikhøst var både overbevisende og festlig. Gunther Schuller havde selv forestået indstuderingen og sikkert også selv valgt værkerne. Schullers Brass Symphony, dødende svær for de unge musikere fra Odense og Århus, var det nærmeste, vi kom på et hoved-værk af aftenens komponist-dirigent, Third Stream-værkerne var fine eksempler på samarbejdet mellem rytmiske og klassiske musikere. Miles Davis' stand in var dygtig, vibrationerne gode, og Evans' klassiske Porgy And Bess-arrangementer den rene nydelse.

Musikhøst 99 havde en gevaldig stoffylde, men den holdt sammen, og må nok siges at være en af de mest spændende i rækken. Den gjorde opmærksom på en lille, men væsentlig del af den amerikanske musik og klarede mange begreber om de danske komponister på vej ind i det tredie årtusinde.