Nye bøger

Niels Viggo Bentzon: Fokus på en musikalsk fløderandsituation. Bogans forlag 1999. 200 sider, kr. 200,00. ISBN 87-7466-380-1.

Niels Viggo Bentzon fyldte 80 i år. I anledning af den runde dag udsendte Bogans Forlag en bog, hvori fødselaren portrætterer 23 komponister fra vort århundrede, som han giver fællesbetegnelsen »fløderandskomponister«. Herved forstår han, at disse komponistkolleger befinder sig i andet geled i forhold til musikhistoriens toneangivende skikkelser - men derfor kan de være nok så spændende. Man er enig med forfatteren i, at det er interessant at se nærmere på komponister ud over de store, etablerede navne, som man i forvejen møder her og der og alle vegne. Måske var der godbidder at hente hos disse mindre kendte navne.

Med bogen i hånden kommer man umiddelbart til at tænke på Karl Aage Rasmussens bog Kan man høre tiden, der også tegner portrætter af personligt valgte komponister fra dette århundrede. Bentzons beskrivelser er mere kortfattede end Rasmussens, men umiddelbart interessante, fordi de i en del tilfælde fortæller om komponister, som nok de færreste overhovedet har hørt om før.

Komponister som Helmut Degen, Henk Badings, Conrad Beck og Slavco Osterc er blot nogle af de navne, som nærværende anmelder aldrig havde hørt om før. Og det er jo altid interessant at høre om nye navne. Om deres musik så også er interessant, ja, det må man så forsøge at udlede af Bentzons beskrivelser samt de rigtig mange nodeeksempler. Indspilninger vil det nok ligge tungt med at fremskaffe i de fleste tilfælde.

Blandt disse komponister, der i følge Bentzon fortjener at blive trukket frem i rampelyset igen, finder man også mere kendte nave som Dallapiccola, Bussotti, Fartein Valen og Ernst Toch. For slet ikke at tale om Lidholm og Blomdahl. Mon ikke disse to herrer befinder sig mere i centrum end i randen? Og hvad Stockhausen laver i dette selskab får stå hen i det uvisse.

Bentzons viden er betragtelig. Man undrer sig over, hvor i al verden han har opstøvet kendskabet til alle disse mere eller mindre ukendte navne. Det vidner om et langt livs fordybelse i vor tids musik. Men når det er sagt, så er fornemmelsen efter endt læsning en sær utilfredshed. Det bliver ved ansatserne, tilløbene til noget spændende. Mange af portrætterne er underligt kortfattede, og består overvejende af nodeeksempler. Desuden er Bentzons skrivestil yderst personlig, og kan enten begejstre eller irritere. Hos mig er det sidstnævnte tilfældet. Det er som om han ikke vil stå ved det, han skriver.

Én ting er, at Bentzon oftest undgår markante, profilerede udsagn, noget andet er, at der næppe er en eneste side uden der er indtil flere anførselstegn om ord eller sætninger, og det bliver i længden trættende at læse dette "næsten"-sprog. Hvorfor ikke stå ved det det, man skriver? Er det fordi forfatteren ikke kan finde det ord, han egentlig leder efter? Eller svigter modet til klarmeldinger ham?

Blandt mange eksempler kan gives følgende: »Den vedholdende tendens i forbindelse med en ostinatofigur ligesom "avler" en måske lidt forceret trang til kromatisk "oplagring".« (s. 27). Så er der da ikke sagt for meget. Andre steder finder man sætninger, der enten er meget dybsindige eller meget tågede. Jeg frygter det sidste, fx i en sætning som: »Som nævnt tidligere muliggør en betragtning som devisen eskaleret diatonik, at satsbilledet fx hos Willem Pijper forekommer én "tilstrækkelig luftig", hvilket betyder et kærkomment supplement til lokaliseret wienerklassisk "snert".« (s. 101). Dén skal der vist tænkes en del over.

Det er synd for Bentzon, at der ikke har været en kompetent fagredaktør på denne bog. Så kunne man måske have undgået en del af knasterne. For man fristes efterhånden til at lege "find-fem-fejl", og det ville ikke være rimeligt, hvis ikke de mange fejl og uklarheder hele tiden spændte ben for læsningen. Et redaktionelt undervognscheck ville fx have fanget en sætning som: »Dette er værd at bemærke (...) i ny engelsk musik her ved udløbet af 60'erne...« (s. 29). Enten er artiklen et uredigeret optryk, eller også er der byttet rundt på et 6- og et 9-tal. På s. 65 og 66 er to modstridende udsagn om Bussottis anvendelse af grafisk notation, og på s. 121 er et meget vigtigt 'ikke' faldet ud i en sætning om Kurt Weills violinkoncert.

Ærgerlig er denne blanding af sjusk og tågesnak, for Bentzon ved meget, og han har meget på hjerte. Han har nogle interessante betragtninger om stilistiske kendetegn hos disse randfænomener, bl.a. det tidligere nævnte begreb 'eskaleret diatonik'. Det kunne gerne have været uddybet. I stedet sidder man nu med en sær hybrid af en bog, som der er ofret god papirkvalitet og mange nodeeksempler på.

Læs den med de meget velvillige briller på, fjern selv sproglige og ind-holdsmæssige mugpletter - så bliver der nok lidt god fløderand tilbage.

•

Sprache und Musik. Perspektiven einer Beziehung. Udgivet af Albrecht Riethmüller. Laaber Verlag 1999. 178 sider, DM 48,00. Udgivet som bind 5 i serien 'Spektrum der Musik'. ISBN 3-89007-320-4.

Emnet for denne spartansk udstyrede bog fra Laaber Verlag er et af de helt fundamentale for musikken som kunstart og kulturelt fænomen i det hele taget: Er musik i stand til at kommunikere andet end sig selv? Besidder musik et kommunikations-potentiale? Er musik en slags sprog? Overvejelser herom er der gjort masser af gennem århundreder, ja årtusinder. Men vi er stadig langt fra nogen entydighed desangående.

Artiklerne i denne bog er bearbejdede indlæg fra et kolloqium afholdt i Berlin i 1995, hvor den ydre anledning var 100 året for den indogermanske sprogforsker Johannes Lohmann.

Lohmann selv og hans arbejde portrætteres i et par artikler, og disse giver læseren indtrykket af en særegen videnskabelig begavelse, der var så personlig for ikke at sige indadvendt, at hans vægtigste værker kun har været til glæde for de meget få - et forhold, der, ifølge Bernfried Schleraths artikel, næppe vil ændre sig væsentligt i overskuelig fremtid.

Lohmanns interesse i musikken var primært af teoretisk art, og måske derfor var han særligt optaget af den græske musikteori. Denne interesse bevirkede bl.a, at Lohmann bidrog til Werner Walcker-Mayers forsøg på at rekonstruere det romerske orgel fra Aquincum (i det nuværende Budapest). Om dette arbejde kan man også læse - kortfattet, ganske vist - i denne bog. Men bogens hovedemne er musik og sprog, og dette område nærmer ind-læggene sig fra forskellige vinkler - semiotisk, semantisk, filosofisk reflekterende og deduktivt analyserende, hvortil kommer udgangspunkter i forskellige perioder og stilarter. Det er der kommet en meget interessant bog ud af. Men det er en bog, der kræver en indsats af læseren. Det er en fordel tidligere at have beskæftiget sig med musikkens betydningsbærende muligheder, da flere af artiklerne er løftet op på et meget abstrakt og spekulativt plan, samtidig med at de er tungt formulerede, fx Ana Aguds Musikalische und sprachliche Zeit.

At musik og sprog er fænomener, der forløber og foldes ud i tid, er for det første en væsentlig fælles egenskab, der understreger det narrative element hos begge. Karakteren af tidsgestaltningen i sprog og musik reflekteres af Agud, der på den ene side ser fine, abstrakte nuancer, men som også på den anden side sætter spørgsmålstegn ved specielt vort århundredes forsøg på sprænge de gængse opfattelser af tidsforløb i musik (og i litteratur, for den sags skyld). Det er for så vidt en spændende artikel, men formodentlig må langt de fleste læsere yde en temmelig stor indsats for at følge Aguds reflektioner, og en smule perfidt udtrykt kan man godt ærgre sig over, at en professor i sprogvidenskab formulerer sig så omstændeligt og svært læseligt. At det ikke behøver at være sådan kan man give mange eksempler på - jeg vil blot nævne en artikel fra Current Musicology (nr. 5, 1967) af Patricia Carpenter: The Musical Object, der beskæftigede sig med et nært beslægtet tema, men som var betydelig mere læsevenlig uden at gå på kompromis med den videnskabelige nuancering.

Denne artikel møder man heldigvis først et stykke inde i bogen, der indledes med en artikel af nestoren blandt bidragyderne, Hans Heinrich Eggebrecht. Dennes artikel, der bærer samme titel som selve bogen, er en god indledning til resten, da Eggebrecht skitserer 7 teser om forholdet (ligheder/forskelle) mellem sprog og musik.

Gennemgående er der mange vægtige bestræbelser på at definere hvad der er egentlig sprogligt og hvad der er sprog-ligt i musikken.

Mest skematisk og formaliseret gøres det af Jaroslav Jiránek (i artik-len Über die Spezifik der Sprach- und Musiksemantik), der udvikler skematiske symboler til at illustrere musikkens specifikke semantik som kunstart. Jiránek er grundig og velargumenteret, og så må det være et temperamentspørgsmål om man synes man kan bruge den strukturalistiske semiotiks geometriske figurer til at tydeliggøre fx betydningsrelationer (fx den semiotiske kvadrat. For en uddybning heraf, se Eero Tarasti: A theory of Musical Semiotics, (Indiana University Press 1994), kap. 1 ).

Nævnes må også Albrecht von Massovs artikel Atonalität und Sprache, der nok er det indlæg i samlingen, der går tættest på elementerne i selve det musikalske materiale for at indkredse hvorledes disse kan formidle en eller anden betydning. Philip Taggs musemer er ikke så langt borte.

Meget andet godt kunne nævnes, men det vil jeg overlade til den inter-esserede læser at gå på opdagelse i. Har man gode tyskforudsætninger og interesse for spørgsmålet om musikkens sproglighed så er dette noget af en godbid.

•

Kasper Søeborg: Evocation. 11 Solo Compositions for the Spanish Guitar, presented in standard notation & tablature with fingering, positions & comments. Warner/Chappell Music Denmark a/s 1999. 104 sider, kr. 295,00. ISBN 87-90050-51-7. Pris for node og cd med indspilning af de 11 kompositioner: Kr. 395,00. Cd: Olafssongs OCD 034.

Flere danske komponister har i de senere år interesseret sig for solomusik for guitar. Alligevel vil jeg nok mene, at Kasper Søeborgs Evocation må vække en særlig opmærksomhed. For hans musik er på flere måder lige til at gå til, og det er ikke ment nedsættende, tværtimod. For det første er det behagelig musik at lytte til, uden det af den grund er konturløst, simpelt, ufarligt eller uinteressant. For det andet er de 11 numre udgivet i en smuk nodebog med almindelig notation samt tabulatur, så hvis man i øvrigt har de spilletekniske forudsætninger, er det bare at gå i gang. Men man skal nok også - så vidt jeg kan vurdere - være en relativt dygtig guitarist for at mestre Søeborgs musik. Der er mange virtuose og teknisk krævende detaljer, der viser inspiration fra først og fremmest den klassiske spanske guitartradition (både Sor, Villa-Lobos og Llobet, bl.a. 16-deles-udsmykningerne og brugen af flageoletter), men også fra latin-amerikansk musik, fra rock og fra minimalisme.

Der er med andre ord klare tendenser til cross-over i selve musikken, og, især i kraft af titler, de små ledsagende digte og ikke mindst illustrationen på node og cd, til new age. Nogle af titlerne forbinder sig umiddelbart med tonesproget, fx den første, Spanish Danish Dance, hvor de spanske elementer er umiskendelige. Et stykke som From Narssaq to Sisimiut er mere naturlyrisk og formodentlig skrevet under inspiration af besøg på Grønland, hvor Søeborg også har turneret.

Mere indirekte relationer er der mellem den klingende realitet og de metafysiske og new-age-agtige titler: Did I Live Before?, The Secret Goddes og Spring Meditation. Sidstnævnte får i sin umiddelbart lyse lyriske tone uvilkårligt undertegnede til at tænke på Gary Sniders små, poetiske værker. Her er formen blot større.

I en helt anden retning peger stykket It Comes in Waves, med undertitlen The Alternative Villa-Lobos Étude. Søeborg har hér ønsket at skrive et stykke, der bygger på den samme strømmen af toner som Villa-Lobos' berømte Étude No. 1.

På den cd, der kan købes sammen med bogen, kan man høre alle 11 værker, spillet af Søeborg selv. I tilfælde af at læseren ikke skulle kende Kasper Søeborg, kan det oplyses, at han er født i 1956, og at han siden 1970 har spillet guitar. Undervisning har han fået af Jørgen Bjørslev (p.t. tilknyttet Esbjerg Musikkonservatorium) og Finn Olafsson, der også har produceret cd'en. Men i det store og hele er Søeborg selvlært som musiker og komponist, hvilket ikke synes at have været nogen hindring for et yderst kompetent spil og for gedigne kompositioner.

Evocation er i øvrigt Søeborgs andet solo-album. Det første, Levitation, foreligger også i en nodeudgave fra samme forlag (1994). I perioden 1983 til 1990 afprøvede Søeborg verdensmusik-eksperimenterne i trioen Tirando, samt i fusionsbandet Mosaik. Desuden har han været med i bandet Copyriders, men har siden begyndelsen af 1990erne koncentreret sig om sin solo-karriere og har siden turneret en del i Europa. Kasper Søeborg er et spændende bekendtskab, der med denne udgivelse præsenterer det andet sæt af solostykker. Man kan da kun håbe, at danske guitarister vil bruge dem.

•

Højmessen i Den Danske Folkekirke. En liturgisk håndbog af Ole Brinth, Helle Christiansen, Henrik Christiansen og Marianne Christiansen. Forlaget ANIS 1999. 250 sider, kr. 275,00. ISBN 87-7457-237-7.

Der er altid noget betryggende over håndbøger og samlede fremstillinger over et bestemt fagområde. Her vil man nemlig kunne få afklaring på de fleste tvivlsspørgsmål, kort og koncist. I dette tilfælde altså den danske folkekirkelige gudstjeneste, »som den fremstår i sin helhed af ord, musik og fysisk rum« (citat fra pressematerialet).

Bogens indledning gennemgår gudstjenestens liturgi og rum, og herefter følger et liturgihistorisk perspektiv inden højmessen detaljeret gennemgås. Forfatterne kommenterer alle højmessens enkelte bestanddele ud fra de aktuelle forordninger og vejledninger, og anfører de muligheder, der måtte være for at afvige herfra med henvisning til lokale skikke m.m.

Højmessens musik får på lidt over 20 sider en række generelle bemærkninger om fx musikkens placering i det samlede billede, karakteren af salmemelodier, forspil, præ- og post-ludium o.a. Men også kirkesangerens og kirkekorets rolle diskuteres, selv-følgelig, og man noterer her bl.a., at forfatterne anfører, at koret repræsenterer meningheden, koret præsenterer ikke noget for menigheden. »Dette grundsyn bør være udgangspunktet for arbejdet med selvstændig korsang ved gudstjenesterne og dermed også for alle overvejelser og valg vedrørende korrepertiore.« (s. 149). Umiddelbart en lidt puristisk holdning, kan man mene. Men det kan da selvfølgelig være godt at holde sig for øje, at korets medvirken ikke udvikler sig til en egentlig koncert.

Bogen rundes af med kapitlet Kirkeretlige og praktiske anvisninger for højmessen, hvor man også finder retningslinier for forberedelserne til gudstjenesten.

For alle, der har tilknytning til den danske folkekirke, eller som slet og ret interesserer sig for den, kan denne håndbog give mange både relevante og interessante oplysninger af både historisk og praktisk art. Sproget er ind i mellem lidt tørt og mere gammeldags end nødvendigt. Men det er ikke noget, der generer. Litteraturlisten er særdeles omfattende og i sig selv værdifuld. En interessant og også anvendelig detalje er bibelregistret, hvor man kan slå skriftsteder op og dermed se, hvor i teksten, der har været referencer til det pågældende skriftsted. Det samme er gjort for Den Danske Salmebog. Der er næppe tvivl om, at denne bog vil blive et meget brugt redskab.

•

Johannes Grønager: Nøgle til musikken - grundlæggende musikteori. Forlaget Systime 1999. 96 sider, kr. 98,00. ISBN 87-616-0118-7.

Et meget brugt redskab bør denne lille musikteoretiske oversigt også blive. Som altid når der er tale om bøger fra Systime er dette en gennemarbejdet musikbog af høj kvalitet. Det skal forlagsredaktør Bjarne Mørup nok drage omsorg for.

Første del af bogen, den elementære musikteori, omhandler stort set samme stofområde som Jørgen Søren-sens glimrende hæfte Musikteoretisk oversigt fra 1973. Hertil føjer Grønager et afsnit om harmonisk analyse og et om rytmik. Disse er, ligesom det første afsnit, koncentrerede og gennemarbejdede.

Man mærker, at Grønager er en erfaren mand, der i årevis har været vant til at formidle musikteori, og som derfor gradvist har fået finpudset en metode til at præsentere stoffet på en logisk og hensigtsmæssig måde. I sit forord gør Grønager en del ud af at fremhæve vigtigheden af ikke blot intellektuelt at forstå begreberne, men også at opleve dem, fx spændingen i en dominant-akkord eller den kropslige realisering af rytmer.

Teorien kobles ligeligt til rytmiske, klassiske og viseprægede eksempler, hvoraf der er henvisninger til de fleste i WH-sangbøgerne Sangbogen I og II. Der er ikke meget at sætte fingeren på. Dog faldt jeg over en enkelt ting: På s. 34 skriver Grønager, at den formindskede treklang kan beskrives med tegnet "ø". Det må vist være en smutter, for den formindskede treklang gives normalt tegnet "o", medens "ø" er forbeholdt den halvformindskede akkord, hvilket også fremgår af de følgende sider.

Bogen igennem er der opgaver til teksten (74 opgaver alt i alt), hvilket udvider bogen til at være mere end et opslagsværk. Hertil kommer 6 sider med skriftlige opgaver til bogens hovedområder sidst i bogen, samt et godt stikordsregister. Tryk og layout er af god kvalitet, klart og overskueligt. Anbefales varmt.

•

Københavns Drengekor. Det Kongelige Kantori. 75 år 1999. Udgivet af Sankt Annæ Gymnasium/Københanvs Kommunes Sangskole 1999. 82 sider. Pris og ISBN ikke oplyst.

Egentlig er dette en perifer udgivelse i dette regi, da der er tale om et festprogram i anledning af Københavns Drengekors 75 års jubilæum, men da der er flere gode, generelle artikler om drengekoret og dets virke gennem årene, vil vi da kort nævne publikationen hér.

Bortset fra programbeskrivelser til de enkelte koncerter i jubilæumssæsonen er der artikler af Erik A. Nielsen, Niels Møller, Knud Ketting, Peter Thyssen, Arne Berg, Povl Markussen og Ole Kongsted om historie, repertoire o.lign. Der er tale om generelt udmærkede artikler, der kan være et fint supplement til Niels Møllers jubilæumsbog Sangskolen fra 1998.

Sidst i det smukke og præsentable program findes en god oversigt over højdepunkter gennem de 75 år.