Ramt af et paradigmeskifte?

En af de mest vedholdende og ret luskede indvendinger imod Karl Aage Rasmussens artikel i DMT nr. 1, 1999/00, Hvem ejer musikken, er både i og uden for DMT en påstand om, at Karl Aage Rasmussens artikel rummer fejl og misforståelser vedrørende Internettet og ophavsretlige spørgsmål, og at nye regler har løst problemstillingerne. Derfor har jeg genlæst ikke blot Karl Aage Rasmussens artikel, men også KODAs regelsæt, historisk materiale om Internettet, og sidste nummer af KODA-Nyt.

På denne baggrund må jeg konstatere: Karl Aage Rasmussens artikel er en korrekt beskrivelse af historiske forhold, faktiske forhold, og en realistisk evaluering af fremtidige perspektiver. Enhver kritik af Karl Aage Rasmussens artikel, der påstår usaglighed eller fejl i den, må anses for at være temmelig useriøs. En anden væsentlig ting er at Karl Aage Rasmussen ikke udtrykker ønske om at omstyrte nogetsomhelst, hans artikel er analytisk kulturkritik - ikke et politisk manifest. At verden er indrettet som den er, ændres ikke ved at lynche den der påpeger det.

Med dette udgangspunkt vil jeg tillade mig at tage dele af Niels Bak, John Frandsens, Per Nørgårds (min egen mentor) og Tine B. Christensens (min forlægger) indlæg op, men inden jeg gør dette så vil jeg også opfordre os alle til at finde ind til hjertet: Vi kan alle være enige om at kunstnere skal kunne udfolde sig frit, have mulighed for at skabe en levevej med sin kunst, og at vi alle har en interesse i at tale om den nye tids udfordringer uden angst og uden vrede. Vi vil finde veje, og for den unge generation vil disse være af en art vi i dag næppe ville tro mulige. Vi skal arbejde sammen, ikke kæmpe mod hinanden, for vi har så meget vi kan bygge op i fællesskab, også i en verden med en anden type forvaltning af ophavsret.

... man må sunde sig et øjeblik

Der er egentlig to hovedområder der behandles i debatten: Internettet og ophavsretten. Hvad det første angår er det tydeligt, at forståelsen af den tekniske virkelighed varierer betydeligt hos skribenterne, og til Karl Aage Rasmussens ros må det også siges, at han formentlig er den - ud over Tom Ahlberg - der har ramt mest plet. Hvad det andet angår er sagen mere speget, for her er vi inde på et område, hvor man står mere stejlt over for hinanden. Men jeg hæfter mig ved, at Karl Aage Rasmussen ikke explicit udtaler et ønske om at afskaffe loven om ophavsret, men analytisk redegør for at ophavsretten kan være en hæmsko for den kunstneriske frihed, og at den bliver mere og mere undermineret af strukturen i multimedie- eller drømmesamfundet. Begge dele er korrekt, ubehageligt, men korrekt. Blot burde dette kunne tages noget mere 'roligt', da ophavsretten er baseret på internationale konventioner, og dermed egentlig ikke reelt truet - man kan maksimalt forestille sig en ændring af BERN Konventionen, og den danske lov om ophavsret - næppe en afvikling. Under dette punkt begår Niels Bak en semantisk fejl: Det der er kompliceret er ikke ophavsretten, men dens forvaltning. Ophavsretten er implicit givet, og indeholder ikke nødvendigvis et økonomisk element. Niels Bak skriver »Det (ophavsretten) indebærer, at andre skal have tilladelse til at bruge værkerne, og hvis de betaler et rimeligt vederlag, så får de tilladelsen«. Dette er ikke korrekt, en ophavsmand skal ganske vist give en tilladelse, men den indebærer ikke nødvendigvis en økonomisk transaktion. Videre skriver Niels Bak om forskere og deres publikationer, det hævdes at forskerne lægger artikler ud på Internettet »kvit og frit«, og at de ikke har brug for ophavsretten - at de ikke hævder den.

Dette er helt forkert, forskerne har skam en meget stor interesse i at forvalte deres ophavsret, og det gør de skam også, men deres fokus er på at dokumentere forskning, og dette eventuelt med et frit materiale, som også kan købes (med royalties), og hvor indholdet er beskyttet. Beskyttelsen er genial, for den består ikke i at forskerne overvåger nettet, men i det blotte faktum at folk i miljøet ved, hvem der har lagt artiklen ud, og hvor originalen findes. Dvs. dem der vil kopiere det, uden at kreditere forskeren kommer ikke ret langt, da materialet findes dokumenteret on-line. Derudover påståes det at forskerne ikke har en økonomisk interesse i at tjene på deres publikationer, også her er Niels Bak på tynd is, stort set alle forskere tjener større eller mindre beløb på deres bøger, og faktisk er deres situation meget lig visse komponisters, da megen forskning er statsstøttet, og næppe mere 'produktiv' eller 'kommercielt interessant' end kompositioner. Niels Bak skriver også »Ophavsretten forhindrer ikke udbredelsen af musik, litteratur, informationer eller noget som helst andet« - dette er en lodret usandhed: Karl Aage Rasmussen har lavet en hel opera, der ikke har kunnet opføres på grund af, at tilladelsen til at bruge teksten ikke blev givet, og mange lignende eksempler inden for alle områder kunne nævnes.

Men både John Frandsen og Niels Bak har naturligvis fat i noget essentielt når de taler om autorenes levevej og afhængighed af en forvaltning af deres ophavsret. Det er dog et postulat når det hævdes, at musikfolk ikke kan leve af musikken uden ophavsretten, man kan vel ikke så definitivt udelukke andre systemer, omend jeg er enig i at vi her snarere end paniske revolutioner, kan håbe at kunne finde fornuftige strukturelle tilpasninger i det nuværende system - og det arbejde kan vel også gøres, selv med plads til folk der som Karl Aage Rasmussen leverer råt for usødet. Men lad mig tage et aktuelt eksempel på, at en kendt pop/rock-musiker faktisk tangerer Karl Aage Rasmussen:

Karl Aage Rasmussen skriver »Som kunstner har jeg aldrig følt mig i naturlig alliance med dem der bygger hegn og mure.« Dette er på forunderligvis spejlet i et interview som David Bowie fornyeligt gav på CNN hvor han bla. sagde (citeret efter hukommelsen): »I feel in fact very much appeal in the anarchistic model of the internet« og allermest påfaldende var naturligvis denne udtalelse »Actually I see no problem in that people take a CD and put it on-line«. Hvad er pointen for David Bowie, hvordan vil han tjene penge? Enkelt, han har startet sin egen Internet Service Provider (ISP) virksomhed hvor Bowie fans kan holde til, mod betaling. Mao. han vil tjene på sit navn, ikke på sin produktion. Naturligvis ikke en mulighed for os alle, men dog en interessant vinkel.

Niels Bak hævder at Karl Aage Rasmussen slår KODA i hartkorn med den kapitalistiske underholdnings industri, og at dette er unfair. For det første mener jeg ikke man kan sige, at Karl Aage Rasmussen afskriver KODA, han skriver jo bl.a. at de statskoncessionerede ophavsretlige organisationer er de rette til at tage debatten om fremtiden op - det er vel en tillidserklæring. Og en sådan anklage er vel egentlig heller ikke helt malplaceret - jeg har i hvert fald modtaget et brev vedr. kampagnen imod 'musikpirater', der var ganske indoktrinerende og i øvrigt underskrevet af repræsentanter fra IFPI - læs SONY, EMI, mv. - og KODA i fællesskab. Så KODA har et ben i hver lejr, og måske er der fare for at de der sidder på tillidsposterne glemmer, at kunstnernes rettigheder er mere end effektiv forretningsdrift.

Internet-problematikken behandles af både Niels Bak og John Frandsen, som om den er misforstået eller uaktuel. Det påståes at komponisterne kan lægge al den musik ud på deres egne sider de har lyst til. Niels Bak skriver ordret »en komponist eller sangskriver kan lægge al den musik, han eller hun er ophavsmand til, ud på sin egen hjemmeside«. Jeg ville ønske dette var en juridisk bindende udtalelse, for så er reglerne igen blevet revideret, men nej det er naturligvis forkert (de precise regler findes her: http://home16.inet.tele.dk/mnyvang/da/ftadm-notater.html). Niels Bak præciserer det senere i sit indlæg - der er regler der begrænser denne frihed, og de regler indebærer at

1. Man kan ikke lægge musik ud der er udgivet på cd, eller er under forlagsaftale, indspillet af andre musikere end en selv, etc.

2. Man må ikke have kommerciel nytte af siden - fx sælge en cd, eller download, eller bede om donationer fra folk der kan lide hvad man laver.

3. Der skelnes imellem download-format og streaming format - downloads skal tælles, og efter 1000 er festen slut.

4. Hjemmesiden skal påføres en tekst-stump (der skæmmer et design, hvis siden i sig selv vil være kunst).

5. Men værst af alt, man forestiller sig slet ikke at en kunstner kan finde på at lave et internet-værk, der kun findes på internettet, og et sådant kan ikke eksistere under 'gratis'-reglen, og faktisk slet ikke overhovedet, hvis det involverer interaktion og digital kopiering af brugeren.

Lad os så se på betalingsmuligheden - kan vi betale os fra at få de friheder der fratages os ovenfor? Svaret er nej og tildels, priserne er p.t. 100 DKK mdl. for under 10 minutters musik, og intet mindre end 1000 DKK mdl. for mere end 10 minutter, og der er en øvre grænse på 90 minutter. Mao. er vi udelukket fra - selv med penge på bordet - at dokumentere vores arbejde ved at lægge koncertoptagelser ud i et permanent bibliotek, til rådighed for folk med interesse for ens musik. Og betalingen ændrer intet ved umuligheden i at komponere internet multimedie værker i Danmark som KODA medlem, med de gældende regler. Lad os lave et regnestykke, og se hvad det ville koste en komponist at dokumentere sit arbejde p.t. med over 10 minutters musik på en hjemmeside, idet det forudsættes at vi har en computer og software allerede:

1. årlig udgift til KODA - 12000,-

2. internet telefon udgifter - 5000,-

3. udgift til webhotel - 2400,-

4. adminstration og webdesign - 4000,- (eller personligt tidsforbrug)

Ialt en udgift på ca. 18.000-24.000,- DKK, dog med den korrektion at komponisten får noget tilbage via sin KODA afregning, men en pris på ca. 10.000,- årligt er ikke usandsynlig. Det er dyrt, men ikke umuligt at betale, så min primære bekymring er at der selv ved betaling af max. beløbet ikke opnåes en fuld frihed til at dokumentere koncerter, lave lydeksperimenter, interaktive multimedie-projekter, osv. Ikke mindst er top grænsen på 90 minutter en regulær censur, et værk som Morton Feldmans strygekvartet på 4 timer, må en dansk komponist mao. ikke udbyde via Internettet overhovedet - dette er helt uholdbart, og endda næppe lovligt.

Burde vi ikke kunne diskutere at modificere disse regler yderligere?

Et faktum er at John Frandsen ikke står på fast grund når han skriver »Herhjemme har KODA eksempelvis for nyligt åbnet mulighed for, at med-lemmerne frit kan lægge deres egen musik på deres egne hjemmesider«. Det er en narresut, og kun anvendeligt til helt banale hjemmesider med et foto, et CV, og lidt musik-udklips.

En del af internet filosofien er, at et materiale der udgives under en såkaldt fri (copyleft, se The GNU General Public License) licens, vil blive bevaret for eftertiden, da ingen kan spærre det inde for omverden. Nu kan musik af KODA medlemmer slet ikke licenseres under en copyleft licens, da det indebærer tilladelse til viderekopiering uden begrænsninger, men et af perspektiverne er at smal musik, der kopieres af folk internationalt, kan bevares ved at blive lagt ud på nettet, eller kopieret til folks samlinger. Dette ville være værdifuldt for megen musik, og ville kunne gøres ved blot at acceptere at folk altså kopierer digitalt til privat brug (som man må i USA). Der er en del hykleri vedr. digital kopiering, da mange musikere tilsyneladende har det fint med at bruge piratsoftware, eller shareware der ikke betales for, og man ser i den kørende kampagne scener, som en biograf hvor antikopi-reklamen efterfølges af en Phillips reklame for en CD-brænder. Jeg tror vi må indse at vi her står over for 'spirtusforbuds-problematikken', og helt centralt overser vi alle sammen det ene fine menneskelige faktum, at vi gerne vil betale for ting vi godt kan lide!

Per Nørgård har fundet en fin modstilling af to citater fra Karl Aage Rasmussen og I. Kant, hvad jeg ser som en anerkendelse af substansen i Karl Aage Rasmussens personlighed. Det er godt, for den drømmetydning Per Nørgård lægger for dagen, rammer ellers dramatisk ved siden af målet, med undtagen af et sted: »Befri trafikken!«, for omend sammenligningen kan virke lovligt aggressiv, er der alligevel en reel pointe. At forvaltning af ophavsret er svært, er ikke grund til at afskaffe den. Men Karl Aage Rasmussen taler i sin analyse jo også om at finde nye veje, der er jo ikke tale om at Karl Aage Rasmussen smider det hele ud surt og vredt, han efterlyser jo faktisk en konstruktiv debat, som følge af faktuelle problemstillinger, der som jeg har nævnt ikke er fejlagtige eller misforståede. De er skræmmende nærværende.

Ingen af os stiller jo spørgsmålstegn ved at kunstnerne skal kunne finde et levebrød, endda ikke engang pop-kunstnernes mulighed for at blive både kendte og rige. Det pointeres jo blot, at udviklingen går i en retning, hvor der kan stilles spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i at indtægterne kommer fra restriktiv ophavsrets forvaltning.

Jeg er enig med Tine B. Christensen i at der er en fremtid for musikforlag, også selv med totale omvæltninger inden for ophavsrets-området, men jeg synes det er ufint at Tine B. Christensen går efter manden, ved at tale om at Karl Aage Rasmussen da selv har glæde af royalties. Hvad både Per Nørgård og Tine B. Christensen overser er jo at Karl Aage Rasmussen nævner koncertlivet og den personlige aktion, som ting der ikke kan kopieres, og hvor royalties giver god mening. Karl Aage Rasmussen taler kritisk om ophavsrets-forvaltning i relation til mekanisk reproduktion, ikke koncertliv.

Det er jo heller ikke et problem for et forlag, hvis komponisten eventuelt i samarbejde med forlaget dokumenterer sit arbejde, og derved skaber mulighed for koncertengagementer. Og forlaget vil altid have, som en central rolle, at formidle musik, og fremstille materiale til live-koncerter.

Der er ikke tale om at alle komponister ville ønske at »være sit eget forlag«, langt de fleste ville faktisk helst være fri. Men derfor kan vi godt ønske at kunne dokumentere vores arbejde på vores eget hjørne af internettet, og som reglerne er p.t. er det som nævnt ikke nemt.

Mit ønske er at vi kan nå frem til en modig beslutning, og turde løbe den risiko at tillade en internetbrug af autorer der er mere fri end p.t., og tillade privat digital kopiering, ud fra tanken: Folk vil gerne betale, når de kan. Lad os tale til deres bedre jeg, istedet for at true dem langt ind i helvedet.

Michael Nyvang

Kommentarer kan sendes til: Michael Nyvang, mnyvang@mail.tele.dk Michael Nyvang, Skejbygårdsvej 44, 8240 Risskov, Danmark. Kopiering og distribution af hele denne artikel er tilladt forudsat at denne notits bevares. http://home16.inet.tele. dk/mnyvang/da/ftadm-dmt.html