Danske musikhistorier

Karsten Eskildsen: Carl Nielsen - livet og musikken. Odense Bys Museer og Odense Universitetsforlag, Odense 1999. 98 s., ISBN 87-7838-498-2, kr. 98.

Steen Chr. Steensen: Musik er liv. En biografi om Carl Nielsen. Fisker & Schou, Frederiksberg 1999. 388 s., ISBN 87-90057-95-3, kr. 398 incl. 3 cd'er: Carl Nielsen. De seks symfonier, London Symphony Orchestra, dir. af Ole Schmidt.

John Fellow (udg.): Carl Nielsen til sin samtid. Artikler, foredrag, interview, presseindlæg, værknoter og manuskripter, bind 1: 1891-1925, bind 2: 1926-1931, bind 3: Noter og registre. Gyldendal, København 1999. 919 s., ISBN 87-00-38838-6, kr. 675.

Jørgen I. Jensen: Carl Nielsen. Danskeren. Musikbiografi, paperback, Gyldendal, København 1999. 512 s., ISBN 87-00-39434-3, kr. 248.

Inger Sørensen: Hartmann. Et dansk komponistdynasti, Gyldendal, København 1999. 656 s., ISBN 87-00-34688-8, kr. 498.

Inger Sørensen (udg.): J.P.E. Hartmann og hans kreds. En komponistfamilies breve 1780-1900. Det Kongelige Bibliotek, Museum Tusculanums Forlag, København 1999. 3 bd., 1835 s., ISBN 87-7289-515-2, kr. 650.)

Carl Nielsen- og Hartmann-litteraturen er på få måneder blevet beriget med tre nye biografier og to monumentale kildeudgaver. Der sker virkelig noget på denne front for tiden. Med så mange biografier, heraf to om Carl Nielsen, er det oplagt at sammenholde ikke blot den indholdsmæssige side af sagen, men også måden at skrive biografi på. Og da Hartmann-genren stort set kun indeholder særtrykket af Richard Hoves artikel-serie om J.P.E. Hartmann i DMT begyndelsen af 1930erne, må Carl Nielsen holde for som eksempel.

Mange af de kendte biografier om Carl Nielsen forsøger at udvide biografiens klassiske karakter af levnedsbeskrivelse med musikalske indføringer i Carl Nielsens produktion. Det gælder Torben Meyers og Frede Schandorf Petersens store biografi fra 1947-48, hvor der i Torben Meyers biografi løbende er indsat værkgennemgange af Frede Schandorf Petersen, der er genkendelige ved deres afvigende typografi, og det gælder Ludvig Dolleris' biografi fra 1949, der tog konsekvensen og kaldte bogen en musikografi. Tilsvarende valgte Jørgen I. Jensen genrebetegnelsen musikbiografi, da han i 1991 udgav sin store Carl Nielsen. Danskeren, der netop er blevet genudgivet som paperback, men i øvrigt i samme smukke typografiske udstyr som de tidligere udgaver.

Der er således en lang tradition for, at man ikke kan skille komponisten og musikken ad. Musikerbiografiens forankring i forrige århundredes romantiske tankegods fornægter sig ikke. Den grundtanke, at en komponists værker tilsammen udgør et livsværk, som man ikke kan forstå uden at kende til komponisten, er genrens eksistensberettigelse. Hvis man ikke anerkendte denne sammenhæng mellem liv og værk, var der ingen grund til at skrive biografier. Man kan så som Guido Adler se biografien som det nederste trin i musikforskningen forstået som det grundlæggende arbejde, hvorpå udforskningen af musikken må bygge, eller man kan omvendt under inddragelse af psykologiserende tolkninger af musikken anse musikken som en indgang til at forstå komponisten.

Problemet med de ovenfor nævnte biografier er, at de vil det hele: De vil ikke kun give os en indføring i komponistens liv og værkernes tilblivelse og reception, så vi kan nærme os værkerne med den nødvendige baggrundsviden, de vil også fortælle os, hvordan vi skal forstå værkerne. Og uanset kvaliteten af værkindføringerne og de mange inspirerende tolkninger, der er i denne litteratur, så er det alligevel af og til lidt anstrengende.

Det er derfor dejligt at få Karstens Eskildsens Carl Nielsen - livet og musikken i hånden: Det er en ren biografi - og en yderst vellykket af slagsen. Af forgængere i denne genre finder man vel kun Hugo Seligmanns fra 1931, der nærmest har karakter af en nekrolog i overstørrelse, samt Jack Lawsons fra 1997. Bogen er skrevet i et flydende og ukompliceret sprog, og den er rigt illustreret med billeder på hver eneste af sine knap 100 sider. Dermed er det også sagt, at den ikke er et forsøg på at skrive en videnskabelig biografi - bogen er helt uden noter og registre - men det betyder ikke, at det er en bog, hvor der omgås lemfældigt med kendsgerningerne. Jeg er i hvert fald ikke under læsningen stødt på oplysninger, der gav mig grund til at tvivle på nøjagtigheden eller troværdigheden af fremstillingen, men har tværtimod haft en tryg fornemmelse af, at jeg her havde en gennemarbejdet bog, der bringer læseren på højde med Carl Nielsen-forskningen, som den ser ud i slutningen af 1990erne.

Karsten Eskildsen fortæller historien om Carl Nielsen kronologisk fra hans fødsel i Sortelung i 1865 til hans død i København 66 år senere. De til tider problematiske familieforhold - Carl Nielsens fire børn og kriserne i hans ægteskab - er beskrevet befriende ligetil, uden hverken at fortie eller overeksponere disse forhold (hos Steen Chr. Steensen finder man dog endnu en søn). Ophævelsen af tidligere tiders tabuer på disse områder er et væsentligt fremskridt. Fx ved man meget lidt om Hans Børge, der var delvist retarderet efter et meningitisangreb som barn, men det er tydeligt at se på et billede af far og søn fra ca. 1910, at Carl Nielsen var en stolt og glad far (s. 48).

I det hele taget er billedsiden fremragende. Der er en lang række billeder, som ikke er velkendte, og informationsværdien af de bragte billeder er generelt høj. Morsomt er det at se, hvordan Carl Nielsen i sine senere år i stadig højere grad kommer til at ligne en ældre landmand. Billedteksterne er antagelig skrevet sidst, for det er her, man finder bogens få trykfejl.

I sammenligning med Jack Lawsons biografi, der også er noteløs (men hvor man i høj grad savner noter, dels fordi Lawson i udstrakt grad bringer citater, dels fordi man ofte har lyst til at kontrollere hans kilder), har Karsten Eskildsens bog et stort fortrin i kraft af sin opdaterethed. Hvor Lawson stort set bringer sine udenlandske læsere på niveau med den gamle Carl Nielsen-litteratur, et niveau svarende til, hvad der var gængs viden i Danmark i 1980-erne, kommer man hos Eskildsen på niveau med den nyeste viden. Det er derfor oplagt at pege på, at vi her har en bog, der burde foreligge i engelsk oversættelse - såvel bogens redelighed som dens billedside taler for det.

•

Steen Chr. Steensens Musik er liv.

En biografi om Carl Nielsen er til gengæld en biografi i traditionen fra Meyer og Schandorf, som den på mange måder ligger forbavsende tæt på. Stilen med de indflettede værkgennemgange, den fortællende til-gang, der blander det tilsyneladende anekdotiske med det dokumenterede og den bevidst ikke-videnskabelige, halvvejs dokumentariske fremstillingsform med mange citater, men uden præcise kildehenvisninger til citaterne og uden kildehenvisninger til de øvrige oplysninger. Man føler på mange felter, at man har fået en opdateret Meyer og Schandorf-biografi med mange af de fortrin, men også med mange af de samme problemer, som denne, den gamle standardbiografi, havde.

Der ligger givetvis et stærkt ønske om at formidle Carl Nielsens liv og værk til en bred læserskare bag de valg, som forfatteren har gjort, og det understreges af den konsekvente oversættelse af musikalske fagudtryk og af den glimrende idé at lægge musikeksemplerne til gennemgangen af symfonierne som lydeksempler på de medfølgende cd'er, således at der efter de to hele symfonier på hver cd følger et antal eksempler fra de to værker, som der refereres til i teksten. Nogle, men ikke alle, eksempler er også gengivet som - i øvrigt meget smukt håndskrevne - nodeeksempler. Indspilningerne af symfonierne - den første samlede indspilning, som Ole Schmidt dirigerede omkring årsskiftet 1973-74 med London Symphony Orchestra - får man med i købet.

Rammen for den kronologiske fortælling er begivenhederne omkring Carl Nielsens 60 års fødselsdag i 1925. Fakkeltoget og den udelte hyldest på dagen, dyrkelsen af den oprindelige, uspolerede, muldgroede bondedreng, der bragte en ny tid med sig og over for det Carl Nielsens efterfølgende eftertænksomme tvivl om ægtheden i al denne virak og hans til bitterhed grænsende udtalelser om, at han burde have brugt sit liv anderledes. Havde det hele været forgæves? Dette spørgsmål - som naturligvis modbevises - danner udgangspunkt for bogen, og den afsluttes med et afsnit om "Nationalkomponisten", der viser, at det ikke kun var et forbigående lune, der fik nationen til at anerkende Carl Nielsen.

Bogens andet udgangpunkt er at finde i titlen Musik er liv. Denne sætning udtrykker en kerne i Carl Nielsens musikforståelse og selvforståelse med zenit omkring den 4. symfoni, hvor denne sentens er indeholdt i symfoniens motto, og den går igen i mottoet for artikelsamlingen Levende Musik fra 1925. Det er et udgangspunkt, som rammer noget helt centralt, men det er problematisk, når Steen Chr. Steensen samtidig bruger denne sentens til at legitimere biografiskrivningen som særlig velbegrundet hos Carl Nielsen og så at sige oversætter »musik er liv« til »Carl Nielsens musik er Carl Nielsens liv« (s. 19). Følgelig er det fristende, mener Steensen, at læse tonerne a og c i indledningen til 5. symfoni som Anne Marie og Carl; lige som i 4. symfoni, hvor de to toner også støder sammen (s. 280).

Sproget er berettende, ofte med halve sætninger indskudt som i den mundtlige form, men af og til kammer det over og lyder som et eventyr af H.C. Andersen, som når det om tilblivelsen af Min fynske Barndom hedder: »[...] han måtte ikke komponere. I stedet skrev og dikterede han sine erindringer til fru Frida Møller, som han holdt så meget af.« (s. 21). Andre steder kammer formidlingsbestræbelsen over i en slags A young Persons Guide to Carl Nielsen: »Klarinetten følger trop, derefter fløjten, og så er det igen strygernes tur. Hør, det er en rigtig march!« (s. 281).

Problemet med de manglende kildehenvisninger er følbart, fordi der er så mange citater. Den dokumenterende form lægger op til, at der er dokumentation for sagerne. Hvorfor så ikke sætte nogle noter på, så man kan finde tingene - hvis det er for tilgængelighedens skyld, kunne noterne gemmes som slutnoter bag i bogen. Særligt irriterende er det, at det allermest spændende, et langt brev fra Svend Godske-Nielsen fra maj 1916, der dokumenterer konsekvenserne af den ægteskabelige krise, tilsyneladende ikke stammer nogen steder fra. Er det da et brev, der ligger hjemme under Steen Chr. Steensens madras? Og andre steder er der henvisninger til 'Breve Lehmann' og til undertegnede, uden at der findes nogen tilsvarende titler i den sparsomme litteratur-liste.

Opdateringen af oplysningerne om Carl Nielsen synes at være god, og der er ingen tvivl om, at der ligger et meget stort arbejde bag fremstillingen. Der er dog ikke mange steder, man føler, der for alvor bliver lagt nye oplysninger på bordet. Det er måske nok de sene halvfemseres store biografi med næppe det nye århundredes. Faktuelt er der imidlertid ikke meget at kritisere. Enkelte fejl er der dog, som når Louis Glass på s. 65 tildeles det Anckerske Legat året før Carl Nielsen, mens det på s. 184 - korrekt - går til August Enna. Glass fik det året før Enna og var på sin rejse i 1888. Og på s. 197 gøres Henrik Knudsen til forfatter af et forord til 3. symfoni, hvor der i virkeligheden var tale om en selvstændig værkindføring, der blev udgivet af forlaget parallelt til symfonien.

Men er bogen generelt up-to-date med sine facts, så har den til gengæld ikke noget nyt bud på Carl Nielsen-billedet. Det er forbløffende traditionelt. Det skinner igennem, at Steen Chr. Steensen egentlig er helt på linie med den kanon af værker, som »det danske folk« tog til sig i 1925 og som han nævner som det allerførste i bogen: »hans sange, Fynsk Foraar, de første fire symfonier, Violinkoncerten, orkesterværker som Helios. Ouverture og operaen Maskarade« (s. 11). Også på s. 199 kommer det frem, når han uden kommentarer skriver: »Siden uropførelsen har Espansiva stået som højdepunktet af Carl Nielsens symfoniske skaben.« Efter 5. symfoni og blæserkvintetten bliver skildringen af musikken mindre engageret og mere refererende; det er ikke her, Steen Chr. Steensen finder sin inspiration.

•

John Fellows Carl Nielsen til sin samtid er klart den vægtigste af Carl Nielsen-udgivelserne. Udgivelsen har ikke kun dansk musikhistorie som emne, men er også en musikhistorisk begivenhed i sig selv. Her får man for første gang adgang til alle Carl Nielsens artikler, foredrag, interview, presseindlæg, værknoter og manuskripter, som det hedder i undertitlen, altså alt, hvad Carl Nielsen har udtalt til offentligheden om sin musik og sine anskuelser. Næsten alt i hvert fald, og udgiverens formulering, at »arbejdsindsatsen ved fortsat søgning ikke længere står i et rimeligt forhold til udbyttet« (s. 20) er ganske givet rigtig. Der er ingen tvivl om, at denne udgivelse er så komplet, som det er menneskeligt muligt.

Der er kun én stor tekst, som ikke er med, nemlig Min fynske Barndom, og det forekommer at være et rigtigt valg. Selv om man også kunne ønske sig denne bog i en pålidelig udgave, så er dens skønlitterære kvaliteter dog så fremherskende, at den er svær at passe ind i en kildesamling som denne. Det samme kunne strengt taget siges om Carl Nielsens 23 digte og digtfragmenter fra 1907, der er medtaget i kildesamlingen som nr. 214, men her har fristelsen til at offentliggøre også denne del af Carl Nielsens tekstkorpus givet været overvældende. Og når der ikke hver-ken fra Carl Nielsen Udgavens side eller fra anden side i øvrigt foreligger nogen garanti for en samlet tekst- og brevudgave i lighed med den komplette nodeudgave, ville det være futilt at mene, at digtene burde stå i et kommende bind.

Hoveddelen består af 200 artikler, presseindlæg, interview, værknoter og foredragsmanuskripter, der har kunnet dateres. Dertil kommer fem artikler og værknoter, der ikke har kunnet dateres med tilstrækkelig sikkerhed. Disse to afdelinger udgør, hvad Carl Nielsen har skrevet eller sagt offentligt i sin samtid. En tredje afdeling udgøres af 35 efterladte manuskripter og skitser, der rækker fra små tekstfragmenter over færdige, men ikke anvendte forord og værknoter til de nævnte digte.

Endelig er der et bilag med to tekster: Vilhelm Andersens prolog til Maskarade og et pressereferat af en tale, Carl Nielsen holdt i Studentersamfundet i 1930. Sidstnævnte kunne uden større betænkelighed være indføjet blandt de ordinære tekster på linie med interview, men hvad har egentlig Vilhelm Andersens prolog at gøre her? Den burde snarere høre hjemme i Maskarade-udgaven; men der finder man den nu ikke, så måske er det derfor.

Med hele dette kildemateriale af 240 tekster til rådighed i velordnet og veldokumenteret form er ikke kun Carl Nielsen-forskningen, men al beskæftigelse med Carl Nielsen trådt over en tærskel. Hvad har hidtil været tilfældet? En skamridning af de artikler, Carl Nielsen udgav i 1925 under titlen Levende Musik, hvor de udkom uden kildeangivelser, selv om den tidligste var skrevet i 1906. Dertil en række interview og udtalelser, der enten er citerede mere eller mindre korrekt eller refererede i den eksisterende litteratur, her ofte med mangelfulde kildehenvisninger. Og endelig en række, som John Fellow meget præ-cist udtrykker det, i princippet kendte interview og artikler, som er nævnt i Meyer og Schandorfs litteraturliste eller i Fog og Schousboes værkfortegnelse. De fleste af disse er netop kun i princippet kendte, for hvem uden for den snævre kreds har faktisk udklip fra Politiken fra 1925 lige ved hånden. Alt i alt en jammer.

Denne jammer er nu til ende. Og indholdsmæssigt er der ganske meget at komme efter. Der er fx et betydeligt forarbejde til artiklen Mozart og vor Tid om Gluck, Haydn og Mozart (tekst 13) og Carl Nielsens omhyggeligt udarbejdede foredragsmanuskript om græsk musik fra efteråret 1907 (tekst 19). Der er et stort foredragsmanuskript fra 1926 med titlen Form og Indhold i Musik (tekst 122), hvor man kan se, hvad Carl Nielsen egentlig sagde om den sag i sin rette sammenhæng. Der er også alle de interview, som Carl Nielsen med stigende hyppighed gav til pressen. Der er således en lang række tekster, som kendes på anden eller tredje hånd, hvor man nu umiddelbart kan se, hvad Carl Nielsen har sagt.

Og der er overraskelser at finde i disse tekster, selv for hærdede Nielsenister. Allerede i 1895, i en programnote til Symphonisk Suite, skrev Carl Nielsen ubekymret, at en af satserne begynder »i en ubestemmelig Toneart« (s. 32), og i den selvbiografi fra 1905, som blandt andet Gerhardt Lynge har offentliggjort store uddrag af i sin bog Danske Komponister i det 20. Aarhundredes Begyndelse, kan man læse, at Carl Nielsen var fascineret af kvarttonernes muligheder og havde savnet sådanne muligheder et sted i sin første symfoni (s. 51). Denne passage var ikke med hos Lynge i 1917.

Udgiverarbejdet er præget af stor omhu og stringens. Bogen er så gennemarbejdet og fri for trykfejl, at man må tro, at de mærkværdige stavemåder »klasssisk« (s. 36) og »Tonnearter« (s. 32) stammer fra komponistens hånd. Noterne kommenterer præcist og ensartet de enkelte bidrag, og det er lykkedes at holde en linie, hvor noterne ikke tager overhånd. Princippet med at placere noterne i et selvstændigt bind, men til gengæld at sammenfatte tilblivelseshistorien i en kort indledning til hver tekst, fungerer godt og er givet med til at gøre udgivelsen tilgængelig for en bred læserskare.

Det må i den forbindelse så også nævnes, at der er tale om en kommenteret tekstudgave og ikke om en egentlig tekstkritisk udgave i streng forstand, og det ville måske også være et urimeligt krav at stille, for det er jo ikke Goethe, men en komponists meddelelser til omverdenen, der er tale om. Så selv om jeg gerne accepterer en vis pragmatisk tilgang og ikke vil insistere på egentlige tekstkritiske noter, hvor der foreligger et manuskript samt en trykt version, så savner jeg en specifik diskussion af, hvilken version af teksten, der er lagt til grund som den mest autentiske.

Hovedprincippet, at det er den trykte version frem for manuskripter, finder jeg i orden og velvalgt, idet der er tale om tekster, hvor den offentlige virkning er hovedsagen. Men man kommer i problemer, hvor der er flere trykte udgaver, og det gælder især og netop de centrale tekster, som var med i Levende Musik. Her savner jeg en eksplicit stillingtagen til, om den oprindeligt trykte version eller versio-nen fra Levende Musik er hovedteksten, og her er formuleringen af kildeforholdene for upræcis: I tilfældet Mozart og vor Tid hedder det blot »L[evende] M[usik] sammenholdt med Tilskueren, marts 1906, s. 197-206, samt udateret manuskipt og notesbøger, CNA ID3a.« (s. 78) Noterne tyder på, at Levende Musik er hovedkilde, men jeg mangler en stillingtagen til kildernes indbyrdes vægt, en angivelse af, om alle indholdsforskelle mellem de trykte versioner er bemærket i noterne (så jeg ikke alligevel skal til at finde min gamle kopi af førstetrykket frem) og en kort og præcis kildebeskrivelse af de håndskrevne kilder.

Disse indvendinger skal ikke over-skygge, at jeg finder John Fellows udgivelse fornem og af stor betydning for al videre beskæftigelse med Carl Nielsen, og jeg er overbevist om, at det bliver et standardværk - hvis det ikke allerede er det.

•

Inger Sørensens Hartmann. Et dansk komponistdynasti må også blive et standardværk, især i kombinationen med den monumentale trebinds-udgave af Hartmann-familiens breve, som Inger Sørensen udgav få måneder tidligere. Det er den første omfattende biografi over en af det 19. århundredes vigtigste komponister, J.P.E. Hartmann, som gennem om end ikke flere menneskealdre så dog flere generationer satte sit præg på det danske musikliv, og med sin udvidelse af Hartmann-biografien til også at omfatte andre af slægtens komponister, udstrækkes tidsrummet til i hvert fald halvandethundrede år.

Selv om det altså er en familiebiografi, der rækker fra Johann Hartmann, hans sønnesøn J.P.E. Hartmann og til dennes søn Emil Hartmann, så er det J.P.E. Hartmann, der står i centrum. Han er således hovedperson i 12 ud af bogens 14 kapitler. Også J.P.E. Hartmanns første hustru, Emma Hartmann, komponerede (under pseudonymet Frederik Palmer) og senere slægtled har også frembragt komponister som fx Niels Viggo Bentzon, der dog ikke behandles.

At Hartmann sammen med sin svigersøn Niels W. Gade var nøgleperson i det københavnske musikliv i over et halvt århundrede, kan der ikke være nogen tvivl om. Han var formand for musikforeningen i 53 år, fra 1839 til 1892, en post, som han først forlod, da der opstod en tydelig opposition mod Hartmann-familiens dominerende stilling i forbindelse med valget af Emil Hartmann som dirigent i Musikforeningen. Han nåede også at fejre 50-års jubilæum som formand for Studentersangforeningen og så meget som 75-års jubilæum som organist ved Garnison Kirke og Frue Kirke.

I sin opbygning består bogen nærmest af tre biografier, hvor Johann Hartmann og Emil Hartmann danner rammen om J.P.E. Hartmanns biografi. Dette præg forstærkes af, at 'Hartmann' i kapitel 1 er Johann, mens det i resten af bogen er J.P.E. Hartmann. I øvrigt undrer det, at flere navneformer af Johann optræder: I teksten som Johann, i stamtavlen som Johan, på s. 9 døbt Johannes Josephus, i tidstavlen Johann Joseph. Og hvor-for medtager stamtavlen ikke alle Johann Hartmanns børn, når nu de er nævnt i teksten, og når der i øvrigt optræder så mange familiemedlemmer i bogen, som var det en russisk roman?

Som biografitype er den i slægt med Steen Chr. Steensens og Meyer og Schandorfs Carl Nielsen-biografier, idet den gerne vil have alt med og gerne citerer udførligt. Inger Sørensens citat-praksis er dog langt mere konsekvent, idet alle citater har præcise kildehenvisninger, mens der ikke er noter i den øvrige tekst. Problemet med værkgennemgangenes integration i teksten har Inger Sørensen om ikke løst, så dog til dels om-gået, ved at placere de mest udførlige af disse i et appendiks. At der stadig i teksten er værkpræsentationer, der har karakter af et referat af nodebilledet i prosa, giver af og til lyst til at blade videre, idet det ikke giver noget egentligt indtryk af musikken at få at vide, hvilke tonearter, temaerne bevæger sig igennem i løbet af satserne (fx s. 86).

Et par små indvendinger kunne være, at der ikke ved henvisning til Hartmann-breve er anført brevdato i noterne, men kun brevets nummer i brevudgaven, at det samme citat på s. 22 og 26 har forskellig udformning og at et enkelt brev, citeret s. 116, uden forklaring indeholder nogle mærkværdige kruseduller. Generelt er der dog ikke noget at komme efter, korrekturlæsningen og omhyggeligheden i dette omfattende arbejde er forbilledlig.

Et interessant aspekt, som af og til kommer frem, er den tiltagende afgrænsning over for tysk musikkultur, som slår igennem i midten af århundredet. Et sted citerer Inger Sørensen Hartmann fra et brev fra 1860erne, hvor han med henvisning til tiden omkring 1830 skriver: »Ravnen er componeret for 34 Aar siden, paa en Tid da det ikke var faldet ret mange andre end Grundtvig ind at der var en kunstnerisk Danskhed til som skulde betragte Tydskhed som sin Fjende« (s. 113). Efter 1864 var stemningen sådan, at man elskede Hartmann som komponist af national musik og ikke på grund af hans rødder i tysk musikkultur (s. 123). Og i 1891, da der ved valget af ny dirigent til Musikforeningen efter Gade var opstået dødt løb mellem Emil Hartmann og Franz Neruda, lød kommentaren i dagbladet Kjøbenhavn: »Det er Principet dansk kontra fremmed, der skal slaas fast, naar Stemmerne som her staar lige.« (s. 309). Det lyder bekendt.

Alt i alt må man fastslå, at det er en samling væsentlige bøger, der har set dagens lys, og med kildeudgivelser og biografier er der leveret nyt stof og nye historier til den danske musikhistorie.