Debat om ophavsret

Af
| Årgang 74 (1999-2000) nr. 05 - side 178-180

I DMT nr. 4, 1999/00, side 142, skriver Michael Nyvang: »Hvad både Per Nørgård og Tine B. Christensen overser er jo at Karl Aage Rasmussen nævner koncertlivet og den personlige aktion, som ting der ikke kan kopieres, og hvor royalties giver god mening. Karl Aage Rasmussen taler kritisk om ophavsrets-forvaltning i relation til mekanisk reproduktion, ikke koncertliv.«

Denne afgørende bemærkning har affødt en korrespondance mellem Nørgård og Nyvang, som er sendt til redaktionen og følgelig gengivet nedenfor. Det drejer sig altså om et vigtigt punkt i Rasmussens tekst, som de to debattører læste forskelligt. Som det vil vise sig, er korrespondancen ikke ført forgæves.

Kære Michael

Det er overordentligt interessant for mig, at du mener at jeg har overset at Karl Aage ikke taler kritisk om ophavsretsforvaltning i koncertlivet, hvor royalties tilmed »giver god mening«, men kun i forbindelse med mekanisk reproduktion. Hvis jeg kunne have læst denne opfattelse i Karl Aages artikel ville jeg overhovedet ikke have ytret mig polemisk, eftersom det er en kendt sag at kopieringsfaciliteterne har sat alle producenter - og de dertil knyttede kunstnere - i en ny situation. Og jeg forstår da også at det er den der er hovedsagen for Karl Aage, men undervejs i sin argumentation beskyder han koncertlivets ophavsretsbastioner på to særdeles følsomme steder: For det første reducerer han det kompositoriske værk til blot at være »en idé«.

Herudfra latterliggør han forestillingen om at man skal betale afgifter for at anvende idéen - med "det morsomme" eksempel at man jo da ikke betaler afgifter til Ørsteds arvinger hver gang man tænder for lyset (at det er analogier som disse der et det sandt »pinlige« burde Nefer Olsen have indset i stedet for at rette anklagen mod min satire der blot spejlede Karl Aages tekst, i grotesk, i praktisk talt hver sætning).

For det andet har han »aldrig rigtig forstået« hvorfor man skal betales flere gange for sit arbejde - i modsætning til fx en snedker: Engangsbetaling skulle være nok, hvis den i øvrigt var rimelig. Igen med en "morsom" analogi retter Karl Aage skytset mod selve fundamentet for at komponisten har en chance for at overleve, et fundament det har taget dine fortidige kolleger, såsom landsmand Carl, utallige ulønnede arbejdstimer at få oprettet. Med en flothed latterliggøres denne vor overlevelseschance.

Men hvis du mener at det er muligt at læse dette, og meget tilsvarende, som udelukkende kritisk om mekanisk ophavsretsforvaltning er jeg da lutter ører: Det er vigtigt at vi kolleger indbyrdes får drøftet disse brændende spørgsmål i en nuanceret debat - (og det var nok nuancerne jeg savnede hos Karl Aage). Derimod har jeg meget lidt til overs for dén arrogance Nefer Olsen udtrykker over for vores livsmuligheder (»Bravo, Det er hvis vi forudsætter dem [6 millioner kr.] ligeligt fordelt små 3000 kr. om måneden, næsten lige så meget som Statens Uddannelsesstøtte«.) Pinligt at en formodentlig økonomisk sikret lærer ved en højere læreanstalt tillader sig at spille verbal hasard med vores økonomiske velerhvervede rettigheder...

Så nu, Michael, venter jeg med spænding på den af mig fatalt oversete reservation i Karl Aages artikel (at kritikken går på den mekaniske reproduktion alene). - På forhånd, tak!

Per

Kære Per!

Jeg mener det er ganske klart i Karl Aage Rasmussens artikel, at hans kritik er rettet imod forvaltning af rettigheder på Internettet i særdeleshed, og andre mekaniske reproduktionsmetoder i almindelighed. Det er dog rigtig at Karl Aage Rasmussen undervejs i sin argumentation skriver ting som »Men et kunstværk er ikke et objekt. I informations-samfundet er kunstværket ideer, det er information. Og information er ikke noget man kan besidde. Det er en simpel forudsætning for begrebet 'ejendom' at det vedrører noget der kan mistes.« - og »En anstrengelse, et stykke arbejde, skal betales ordentligt, - men vel kun en gang. En snedker kræver ikke afgift hver gang man sætter sig på det toiletsæde han har produceret.

Mange komponister af ny musik har allerede gennem bestillinger eller i kraft af ansættelsesforhold i et eller andet omfang fået deres arbejde betalt.«, men dette bør ikke mindst ses i lyset af den fuldstændigt korrekte observation af den økonomiske virkelighed, der belyses med flg. citat: »Situationen burde være let at overskue: Interesserne for langt de fleste kunstnere er simpelthen ikke længere sammenfaldende med den gamle kulturindustris interesser. Men ophavsrettens klassiske logik var at beskytte kunstnerne, ikke kapitalen. Var den ikke?«

Derudover nævner Karl Aage Rasmussen helt eksplicit den personlige aktion ved at fremhæve flg. citat fra hip-hopperen Chuck D: »Succes handler om lyttere. Hvis nogen laver piratkopier af min musik, betyder det at jeg har succes, og så skal jeg bare lave en masse nye ting hele tiden. For mig kan de jo ikke downloade.« (min fremhævning). Idet jeg dertil lægger flg. - to »En idé er ikke et produkt. Et partitur er et produkt, en cd, en koncertfremførelse er.« og »Men kunstværket, musikværket er ideen 'som sådan' - et produkt bliver musikstykket først når det udkommer som partitur, som cd, koncertfremførelse osv.«

Heraf kan jeg helt klart læse: Kunstneren honoreres for produktionen, dvs. hver koncert, ny cd-produktion, ny upload til Internettet, ny radio produktion, osv. - naturligvis, da dette er produktet - men ikke af kopien af cd'en, kopien af koncerten (og dette kan jo netop ikke lade sig gøre, da enhver ny koncert er en ny produktion, hvoraf komponisten naturligvis skal have betaling for sin andel: Værket, og forlaget: Formidling mv.), og ikke af kopien af koncertopførelsen, således som den kan tages af private fra en evt. radioudsendelse. Nøglen er for mig at se: Kunstnerens honorering, uden dennes arbejde i den proces gøres unødvendigt utilgængelig for befolkningen. Og det er mit ærinde i denne debat - intet andet.

Nu nævner du »landsmand Carl«, og sigter derved til Carl Nielsen, regner jeg med. Jeg vil i denne citatfest fremhæve to citater fra ham, som jeg finder særligt relevante, nu da du har hevet "de ældre generationer har arbejdet på at sikre forhold for dig og dine"-kaninen op af hatten. Carl Nielsen udtaler sig den 9. november 1925 i Politiken: 'Kunst og Kontanter' om kunstnerens økonomi, og han siger bla.: »Hvilken menneskelig tilfredsstillelse må det ikke være, når en mand om aftenen kan lukke sin butik eller sit værksted, vide, at han har gjort et hæderligt og godt arbejde, og så få sin rimelige løn derfor. Men disse simple og ellers til enhver tid gældende tanker har ingen gyldighed, når talen er om skabende kunstnere.« (Forstået således, at dette er uretfærdige vilkår for kunstneren.)

Jeg hæfter mig i den anledning især ved to ting: 1. Carl Nielsen taler om en rimelig løn, for kunstnerens arbejde, hvilket ikke på nogen måde står i kontrast til det Karl Aage Rasmussen mener kunstneren skal have. 2. Det faktisk ret foruroligende forhold, at kunstnere i dag siger nøjagtig det samme: De kan nemlig ikke få deres arbejder ordentligt betalt af samfundet, i langt de fleste tilfælde. Og det er ikke på grund af Internettet, det skyldes den ualmindeligt ringe sociale sikring, der eksisterer for kunstnere og den dårlige uddannelsesmæssige struktur, der ikke sikrer en kunstnerisk uddannet, erhvervsmuligheder bagefter - eller rettere betalte erhvervsmuligheder. De arbejder på livet løs, men kun de der er heldige og rammer massernes smag, tjener derpå (og netop dette talte Carl Nielsen også om: Publikums lunefuldhed, var dengang som nu en kunstners skæbne). Javist der er Kunstfonden, men der er ingen faste betalte jobs (en kunstnerisk leder af en festival, arbejder fx ofte enten gratis eller luset betalt, musikerne spises af med peanuts, samtidigt med at hastigt uddannede web-udviklere rask væk får 4-600 kr. i timen, for arbejde, der kun kræver en brøkdel af den kreative energi, som kunstnerne uddannes med).

Det andet citat jeg vil fremhæve fra Carl Nielsen, stammer fra et svar i en debat der fandt sted i Højskolebladet i 1917 om folkelig musikopdragelse. I nr. 23 d. 8.6 skriver Carl Nielsen: »Han (Thomas Laub) ønsker, at de mange skal få del i den bedste musik, og at de skal lære at skelne mellem godt og dårligt og opdrages til musikforståelse, ikke gennem fingerøvelser, men gennem adgang til at høre mesterværkerne.« ... »Kan der virkelig indvendes noget imod disse sunde og rigtige betragtninger«.

Med udgangspunkt i disse to citater er det jeg ser: På den ene side muligheden i at Internettet kan bruges til at øge folks adgang til musik inden for vores interesse- område; og på den anden side: Ikke hvorfor dette skulle have indflydelse på en situation, der allerede ser sort ud, når en Karsten Fundal, selv med store værker bag sig, stadigvæk må suge på lappen. Det kan ikke være os der skal forsvare Warner Brothers' interesser, og netop her adskiller situationen sig fra Carl Nielsens tid. Jeg er sikker på han ville rotere i sin grav, hvis han vidste, hvor stor dominans popmusikken og popkulturen har fået i den moderne verden.

For mig er muligheden for at man som komponist kan vælge at lægge dele af sin produktion ud på nettet på egen hånd, hvis ingen andre vil det, for godt et aktiv til at skulle mere eller mindre opgives, af hensyn til at juridiske kompleksiteter fratager store selskaber teoretiske profitter. Og jeg finder også, at det er utroligt stimulerende, at man som kunstner kan lave en slags "værkstedsbutik" på Internettet, hvor man lægger dele ud til fri afbenyttelse for folk der kommer forbi, og i øvrigt tilbyder sin service, eller opfordrer folk til at donere mindre beløb til ens fortsatte arbejde. Netop det at man selv kan beslutte at gøre det, og bare gå i gang, finder jeg også inspirerende, i modsætning til de administrativt mere tunge "arrangementer" som radiofonier eller andre sætter i værk på ens vegne.

Der skal naturligvis være begge dele, men jeg vil opfordre alle der finder dette spændende til at kaste sig over det, da jo flere ressourcer vi lægger ud, desto højere bliver kvaliteten af det materiale der findes på nettet. Og der er jo netop ingen central kontrol, så kvaliteten er netop så høj som dem der bidrager. Hvis man "holder sig for fin" til nettets anarki, så bliver det mao. heller ikke bedre. Netop i denne sammenhæng vil en forenkling, og opblødning af KODA's regler være konstruktivt, da organisationer let kan håndtere sære regler, mens det er et stort handicap for enkeltpersoner, og nystartede kunstnere. Det er faktisk noget der føles som meget snærende bånd - jeg kan jo formelt ikke lovligt lægge noget som helst ud, som jeg har skrevet forlagsaftale med Wilhelm Hansen om. Det til trods for at jeg er sikker på at WH intet ville have imod, at folk kunne hente indspilninger af alt imellem himmel og jord hos mig (se www. nyvang.com/mn og www.nyvang. com/bazaar), og også der finder indscannede skitser, notater, essays, osv., det sidste er jeg i fuld gang med at lave, men det første står lidt i stampe.

En ting jeg finder særligt forargeligt er at kabeloperatørerne tilsyneladende helt afviser en minimal afgift á la blankbåndsafgiften.

Så jeg vil give dig ret på et punkt i dit brev: Jeg har nok ikke helt ret i at Karl Aage Rasmussen eksplicit udtaler sig positivt om royalties og koncertliv. Til gengæld mener jeg at du taler med en stærkere og klarere stemme, når du taler uden den tunge ironi, dit sidste indlæg havde. Ikke mindst da der jo (som jeg nævnte i mit sidste indlæg) er to hovedemner: Internet og Ophavsret.

Michael

Kære Michael

Tak for dit svar på min anholdelse af en påstand i dit indlæg (i DMT årg. 74 nr. 4): at Karl Aage havde udtalt sig positivt om royalties og koncertliv. Det mente jeg ikke at kunne læse i hans artikel - og det kan du altså heller ikke, efter nøjere granskning. Så der var altså grund til at jeg skrev mit »tungt ironiske« indlæg - som jo ikke sigtede mod stillingtagen i internet-"kulturkampen": Jeg advarede bare stærkt mod at skylle barnet ud med badevandet. (Det er jo nærmest umuligt at fiske op igen senere ...)

Mht. Carl og Jean synes jeg vi skal håbe på, at en økonomisk orienteret historiker en dag vil beregne, hvor meget de to ville have fået ud af - lad os sige dén KODA-vurdering vores musik har nydt godt af (og som stort set har været min overlevelsesfaktor). Det er min stærke fornemmelse at de - med deres anselige antal opførelser in mente - ville have klaret sig en del bedre end de gjorde. Måske så godt at den chokerende interview-udtalelse du refererer til aldrig var blevet fremsat...?

Per

Kære Per!

Jeg er enig med dig vedr. det store spørgsmål, din fax slutter med: Carl og Jean burde have kunnet have haft bedre forhold. Blot vil jeg sige, jeg fik i 1999 - som vist alle andre - væ-sentligt mindre end håbet fra KODA - (min debut = 3 gange 1 1/2 times live musik + radioopførelse, gav ikke meget mere end 2 opførelser af mit klaverstykke (incl. 1 radioopførelse) i sin tid). Men det er ikke på grund af Internet-problematikken mv., men derimod den stadige strid imellem populismen og kunsten; ikke mindst derfor vil jeg ikke blot være et - blindt - værktøj for IFPI (pladebranchens interesseorganisation), som man kan tromme ind til loyalitet med technobørge og måske især de multinationale pladeselskaber, når de får deres cd'er kopieret illegalt. Netop publikums lunefuldhed, som Carl Nielsen taler om, kan blive nye kunstneres fallit, hvis vi i fremtiden blot skal leve af krummer fra den kommercielle del af popbranchens bord, som deres ydmyge tjenere (og af og til måske nyttige idioter?). Så hellere især værne om sin kunstneriske frihed.

Michael

Afslutttende redaktionel bemærkning:

I forlængelse af meningsudvekslingen er de to debattører altså nået til en afklaring, idet Nyvang i sit svar på Nørgårds spørgsmål skriver: »Jeg har nok ikke helt ret i at Karl Aage Rasmussen eksplicit udtaler sig positivt om royalties og koncertliv.«