Den samplede generation

Adspredte tanker før, under og efter DR P1's kulturdebat

'Dansk musikliv i de seneste årtier' på Louisiana 22. september 1999.

Danmarks Radios P1 arrangerede den 22. september 1999 en paneldebat på Louisiana. Overskriften for debatten var 'Dansk musikliv i de seneste årtier'. Ambitionen var at give en karakteristik af dansk musikliv op mod århundredeskiftet - både kunstnerisk og musikpolitisk.

Paneldeltagerene var Steen Chr. Steensen (musikkritiker), Sven Erik Werner (komponist), Kasper Holten (operachef), Peter Johannes Erichsen (musikkritiker), Anders Beyer (redaktør). Ulla Strømberg fra DR var ordstyrer. I forlængelse af debatten på Louisiana har Sven Erik Werner skrevet en uddybende artikel.

Hvorfor overhovedet reagere på en opfordring til at gøre status i anledning af det såkaldte årtusindskifte, en pseudo-begivenhed hvis ulidelige lethed mageligt kan matche moster Annas 80-års dag? Der er vist ikke flere ledige standpunkter at indtage i de sidste måneders kompulsivt grasserende millennium-eufori.

Kan det bidrage til underholdningen og forbedre lyttertallene at gøre status over et bedrøveligt århundrede, hvis seneste årtier om ikke andet har dokumenteret, at ingenting - aller mindst kunsten - ånder i årtier?

Lille mentalitetshistorie

I sine første mange århundreder udfoldede den europæiske kunst- og kulturhistorie sig officielt under den himmelvendte besværgelse: Tro, håb og kærlighed. Den franske revolution gjorde den salvede konge af Guds nåde et hovede kortere og skiftede konsekvent det gamle mantra ud med det mere jordnært forpligtende: Frihed, lighed og broderskab.

Gandhi - eller var det Mao? - blev engang spurgt om den franske revolutions betydning. »Det er det for tidligt at sige noget om«, lød svaret. Ikke desto mindre lader det til, at det 20. århundrede vil levere en kommentar i form af et originalt bidrag til perlerækken af trefoldige slogans: Grådighed, liderlighed og forfængelighed.

Det kan åbenbart kun gå fremad.

Et kort århundrede

Det forstemmende 20. århundrede var først det tyske, siden det amerikanske århundrede. Dets mest påtrængende gaver til eftertiden blev den højteknologiske krig, narcissismen og det globale marked - tre potente størrelser der trives bedst på hinandens betingelser.

Set i den optik er det opløftende at kunne konstatere, at det 20. århundrede har været det korteste nogensinde: 75 år. Det begyndte først i august 1914, da den teknologiske krig og kort efter det videnskabeligt approberede navlepilleri - psyko-analysen - fik deres spektakulære gennembrud, og det sluttede allerede i november 1989, da markedskræfterne tvang resterne af den sidste alternative fortælling på efterløn.

For 10 år siden var der flere seriøse historikere, der mente, at med Murens fald og Markedsøkonomiens endelige sejr, havde historien nået sin afslutning. Resten var blot et spørgsmål om justeringer. Histo-rien gav dem ikke ret. Med mindre da krigene i Golfen, Kosovo og Tjetjenien kan kaldes justeringer; de har hver for sig krævet flere ressourcer end århundredets 'Store Krig', 1. verdenskrig. Det er måske mere træffende at tale om en magtfuld reprise af epokens eksposition. Repriser har jo været problematiske siden Beethoven, uden at det dog har kunnet hindre historiens gang.

Socialkaraktereologi

I sin tankevækkende bog Ofrets århundrede (1998) skelner historikeren Henrik Jensen mellem det indrestyrede og det andenstyrede menneske:

»Det er klart at den indrestyrede, med sine hierarkiske værdier, sin vertikale bevidsthed, sin drøm om en traditionel kulturel sammenhæng, der ikke bare binder forældrene sammen med børnene, men de levende sammen med de ufødte og de døde i én stor kulturel arvefølge - det er klart at denne indrestyrede har et stort og dybt behov for at indgå i en moralsk sammenhæng af pligt, tradition og ansvar. Den traditionelle intellektuelle (en truet art) vil med sin kulturelle bagudrettethed, sin opdragelse og sine elitære grundholdninger ofte være domineret af denne karakter.

Den andenstyrede har ikke det behov. Han orienterer sig til siderne i nuet og befinder sig godt imellem moraler, har det egentlig meget godt med ikke at blive fanget på alt for absolutte værdier og normer, med at kunne glide af på dem. (...) Den andenstyrede er grundlæggende ikke moralsk defineret eller orienteret, men først og fremmest følelsesmæssigt. Derfor passer de imaginære fællesskaber ham - grupper og klubber, minoriteter og stammer, han for en tid vælger at være en del af. Også tidens debatter om etikker passer ham. Her kan alle være med til at diskutere hvordan man kan, bør og kunne have lyst til at forholde sig til en masse forskellige ting som gensplejsning, hunde-lort på fortovet, organdonation, madsminke, kirkebryllup for bøsser og lesbiske, islamiske slagteritualer osv. - uden at tingene behøver at hænge indbyrdes sammen, eller referere til højere og mere bindende værdier.«

Henrik Jensen gør indsigtsfuldt opmærksom på, at modsætningen mellem det indrestyrede og det andenstyrede (menneske) udfolder sig ikke bare mellem individer, grupper og generationer, men også i den enkelte personlighed: »Hvor den ene side godt kunne ønske sig en moralsk opstramning, særligt omfattende alle de andre, har den anden side det egentlig udmærket uden for moraler«.

Men der er vel en kvalitetsforskel mellem at være - eller forstå sig selv som - enten primært indrestyret eller primært andenstyret. Forståelsen vanskeliggøres af, at de andenstyrede ikke har øje for denne forskel, fordi de forstår sig selv som primært indrestyrede.

Nostalgien og Jeronimus-syndromet truer. Men alligevel: Det 20. århundredes historie er først og fremmest historien om det indrestyredes gradvise udfasning og marginalisering. Det kan kunstnere - og blandt dem især partiturkomponister - tale med om. De er vel nærmest pr. definition indrestyrede, forsøger i hvert fald at være det. Men tiden er indiskutabelt til andenstyring: Sampling, re-mix, sound-alike, plat og plagiat.

Det har bragt en helt ny type aktører på scenen og vil snart også bringe dem til magten. Den samplede generation kalder de sig, og det er da også titlen på en netop udkommet bog, som af forlaget - dagbladet Informations forlag af alle - lanceres med disse bevingede ord, som det hedder i Iliaden, en af andenstyringens grundbøger:

»Den samplede generation er et portræt af mediesamfundets nye, fremadstormende kulturelite. Den gruppe af meningsdannere, der i starten af det nye årtusind vil overtage de centrale poster, som 68'erne har besat op til i dag. Frontløberne sætter ingen politisk dagsorden og bruger ikke deres positioner til at propagandere for ideologiske paroler. De lægger engagementet i kultur- og medieverdenen, og her arbejder de - gerne 14 timer i døgnet! (...) En æstetik-elskende generation, hvor Jesus og Karl Stegger er på lige fod som kulturelle symboler«.

Det ville jo altsammen være vældig underholdende, hvis denne æstetik-elskende generations kærlighed også omfattede den indre-styredes sendrægtigt søgende, anfægtede, mumlende, historie-bevidste etc. æstetik. Det er der desværre ikke meget, der tyder på. De andenstyredes selvvalgte handicap er, at de er afskåret fra at kunne eller ville vide af det indrestyrede. Eller rettere: De andenstyrede må nødvendigvis opfatte indrestyring som en eksotisk form for andenstyring. Hvad den jo på en måde også er.

Magtens ånd

Desværre? Tja, overlevende, indrestyrede veteraner vil formentlig beklage tabet af perspektiv og dybde i livsforståelsen - uden at blive forstået. Magtens ånd er for tiden stærkere end åndens magt og det danske samfund åbenlyst for lille, rigt og velnæret til at gide beskæftige sig med politik, og da slet ikke med kulturpolitiske nuancer. Det går jo grueligt godt. Og så bliver politikken selvfølgelig også andenstyret og politikerne henvist til spektakulære enkeltsager.

De indrestyrede geronter, som forbløffende nok stadig formerer sig - omend i sømmelig sindighed eller er det i syndig sindrighed? - må herefter indtage rollen som gemen interessegruppe til varetagelse af åndshistorisk hittegods. Og de må som alle andre nedsætte strategiudvalg og tænketanke, etablere argument-banker og overhovedet gøre sig synlige i det offentlige rum: Forhandle honorarer og ydelser med skyldigt hensyn til tariffer og trækprocenter, medtænke arbejdsskader og kræve kørselsgodtgørelser, ja så galt skrive ansøgninger. Og der bliver lyttet og nikket overalt, for den slags er jo en blank accept af den andenstyrede dagsorden.

Hyle med de omkringsiddende ulve og få det bedste ud af det; indse at der for længst er gået livsstil og marketing i det hele, og at casino-økonomerne, score-typerne og horisontal-æstetikerne for tiden har overtaget. Grådighed, liderlighed og forfængelighed.

Inden denne tekst kammer over i ubrugelig selvretfærdighed eller vulgær kynisme fra bekymringsindustriens overskudslager, må den tvinges til at forholde sig til det konkrete: Er det muligt og ønskeligt at opretholde distinktionen mellem indrestyring og andenstyring? Og - hvis ja: Er de indrestyredes (midlertidige?) accept af de andenstyredes dagsorden den rigtige strategi?

Lad mulige svar komme an på eksempler fra den virkelighed, som danske partiturkomponister aktuelt må færdes i - minerede områder med éntydige krav om rettidig omhu.

Public service

Forårets (1999, red.) forventede medieforlig endte som bekendt med medieforlis på Christiansborg, og DR måtte indstille sin forsøgsordning med klassisk musik på P4 - et kulturpolitisk tilbageslag med alvorlige økonomiske konsekvenser for komponister og udøvende. Som kompensation sender DR nu klassisk musik og jazz døgnet rundt via satellit og kabel. "Den hemmelige kanal", som garvede P2-freaks kalder den. Den er nu ikke mere hemmelig, end at den kan modtages af ca. 70% af befolkningen. Logisk nok har DR derfor krævet en 30% reduktion af vederlaget til KODA/Gramex, men samtidig valgt at sende så meget smal musik som overhovedet muligt via den billigere satellit/kabelkanal. Hermed konfirmerer public service stationen DR ikke alene polariseringen mellem populært og smalt, men introducerer også en rent lyttertalsbaseret programpolitik ad bagdøren.

Det er foruroligende, for det falder alt for godt i tråd med, at Folketingets kulturudvalg i ramme alvor har overvejet at fastsætte DR's og TV2's årlige vederlag til KODA/Gramex ved lov. Åbenbart provokeret af den verserende højesteretssag mellem DR/TV2 og KODA, som troskyldigt gør gældende, at et øget musik-forbrug bør udløse et højere vederlag.

Eller måske snarere drevet frem af (frygt for) Venstre, Danmarks så liberale parti, at det på lige datoer plæderer for minimalstaten og på ulige kræver kontrol med alt og alle, ikke mindst de uregerlige medier.

Public service - læs: DR P2 - er selvsagt en livline for ny-skabende dansk musik. Som medielandskabet ligger, er der vel kun én ting at gøre: Prøve at styrke de (indrestyrede) kræfter i DR, som stadig tager public service alvorligt - selvom det så også betyder taktisk støtte til et labilt socialdemokrati, der har et standpunkt, så længe det ikke kan finde et nyt.

Hvad mon forresten den samplede generation vil finde på at mene om public service?

Ophavsret

EU-kommissionen udsendte i begyndelsen af 1999 et direktivforslag til harmonisering af medlemsstaternes ophavsretslovgivning. Det lægger op til harmonisering på højest mulige beskyttelsesniveau, dvs. det nordiske; ikke af hensyn til kunstnerne, men for at styrke det indre marked og etablere en fælles front mod den anglo-amerikanske copyright.

Trods de problematiske - andenstyrede - motiver er der således en udtalt europæisk vilje til at bevare og styrke ophavsretten mod den udenvælts fjende. Eller er der? For de indenvælts trusler forholder direktivet sig ikke til. Og de er mindst lige så farlige, set fra et gammeldags kunst- og kulturpolitisk synspunkt. De retter sig foreløbig mod håndhævelsen og forvaltningen af ophavsretten, men vil på længere sigt tømme den for enhver anden mening end den økonomiske.

Der stilles ikke længere kvalitetskrav for at opnå ophavsretslig beskyttelse - komponist er en ubeskyttet titel. Det har skaffet KODA og lignende selskaber mange kunder i butikken, en gedigen omsætning - og et voksende problem på halsen. For flertallet af denne nye kundekreds - fra den samplede generation - tænker ikke i kunst og kultur, men i penge. Og de vil, stimuleret af IT-udviklingen og det globale markeds skærpede konkurrencevilkår, forstærke deres krav om at gøre de nationale forvaltningsselskaber til rene incassoselskaber uden kulturpolitiske forpligtelser. Det er et erklæret mål, og det skal nok blive nået før eller senere - som et første skridt mod anglo-amerikanske tilstande.

Internettet skubber uimodståeligt til den hældende vogn. Dets oprindelige, anarkiske forjættelser om frigørelse til en ny social verdensorden uden ledere og mellemhandlere har formøblet enhver troværdighed. Det er en paradisdrøm, som ville forudsætte, at alle standarder skulle være åbne, offentlige, demokratiske og gratis, og den hopper profitmagerne selvfølgelig ikke på. De er for længst i gang med - via nettet - at cementere de velkendte hierarkiske strukturer.

Det er vist overflødigt at spørge, hvad den samplede generation mener om ophavsretsforvaltning med kulturpolitiske fodlænker.

Politik

Der er ingen tvivl om, at det går så galt som præsten her præker. Spørgsmålet er kun hvornår. Eksemplerne fra to af musikkens kerne-områder - og flere kunne nævnes - viser at hidtidige strukturer og institutioner er håbløst forældede i deres bindinger til indrestyrede værdisæt og tvinger kunstnerne - her de nysøgende komponister - ud i uværdige slagsmål, som de ikke har en chance for at vinde. Det er - som hos Anatole France - lige så meningsfuldt som at udfordre en and til duel på kårde.

Når en tekst som denne er nået til et sted som dette, er det en re-

spekteret uskik at efterlyse debat. Som om der ikke var debat nok i forvejen. Og da danske komponister lever i et land, hvis statsminister kan holde den ene åbningstale efter den anden uden at sige et ord om kunst og kultur, skulle det vel være en smal sag at mobilisere en smule kulturpolitisk nytænkning.

Den skulle i givet fald gøre op med illusionen om blandings-økonomiens velsignelser på kulturområdet og utvetydigt præcisere, hvor langt staten vil gå for at sikre nysøgende komponisters overlevelse og dermed dansk partiturmusiks fremtid. Hverken mere eller mindre.

Millennium - healing? Næppe. Harming and hurting.