Hvad får man for en mellemsvær børneopsparing?

Af
| Årgang 74 (1999-2000) nr. 05 - side 161-164

En præsentation af de fem præmierede vinderværker i Statens Kunstfonds kompositionskonkurrence.

FAKTA

Statens Kunstfonds konkurrence for unge komponister 1999

Elektroakustisk musik

Værker med afgørende vægt på elektronisk lydbearbejdning frembragt af komponister/musikskabere, der ikke var fyldt 33 år den 1.11.99.

Der indkom 115 værker. Medlemmer i dommerkomiteen: Kenneth Knudsen (formand for tonekunstudvalgene i Statens Kunstfond). Ivar Frounberg (komponist og medlem af Statens Kunstfonds udvalg for den klassiske tonekunst), og Trine Boje Mortensen (programmedarbejder i Radio-Klassisk, Danmarks Radio). Dommerkomiteen udvalgte 5 værker til præmiering med hver 30.000 kr.:

Hans Hansen (f. 1969): Passaics monumenter

Nana la Cour Jacobi (f. 1972): History Slave

Gary Hayes/Rasmus Lund/Armand Fleming (f. 1972, 1969 og 1968): Goodbye and Thank You for All the Fish

Björn Palmquist (f. 1969): Avichi

Hans Sydow (f. 1968): Entropi 2.3

Prisoverrækkelsen fandt sted i Radiohusets Studie 2 den 19.12.99, hvor vinderne og deres værker blev præsenteret, Ivar Frounberg gav et rids af den elektroakustiske musiks historie, og Thomas Sandberg opførte en Body-Percussion performance.

Værkerne er samlet på den cd, der følger med dette nummer af DMT. På omslagets side 3 bringer vi track-numre og spilletider på den indlagte cd's værker.

Statens Kunstfond udskrev sidste forår en konkurrence om elektroakustisk musik blandt komponister under 33 år. Konkurrencen blev afviklet i samarbejde med Danmarks Radios Lyt til Nyt Redaktion, og værkerne blev præsenteret og præmieret ved en koncert i Radiohusets Studie 2 den 19. december.

»Hvis ikke jeg have vundet i den her konkurrence, ville ingen nogensinde have hørt mit værk. Jeg har flere hel- og halvfærdige ting som den her liggende i skuffen«, sagde Björn Palmquist, da han hentede sin check hos dommerpanelets formand Kenneth Knudsen. Dermed bekræftede han formandens formodning og konsoliderede selve baggrunden for konkurrencen: At afsøge, om der findes kvalitetsmusik, der lever uafhængigt af det kommercielle kredsløb og heller ikke når frem til offentligheden ad andre kendte kanaler.

»Det grej, man anvender til produktion af elektronisk musik, er stort set det samme for alle genrers vedkommende, uanset om det er dansemusik, techno eller anden form for ny musik. Grejet er faldet så meget i pris, at snart sagt alle kan betjene sig af det. Hvad der for 10 år siden kostede mange hundrede tusind kroner (eller dollars), kan nu erhverves for en mellemsvær børneopsparing. Vi var nysgerrige efter at se, om der ville komme musik frem, som kommercielle - eller bare kendte - kanaler ikke havde opsnuset, tilpasset, ensrettet og kasseret. Eller musik som ingen vil røre ved i henseende til distribution,« sagde Kenneth Knudsen i sin åbningstale.

Palmquist var bare én af fem sideordnede vindere, der modtog en check på 30.000 kr. fra Statens Kunstfond. De fire øvrige var: Hans Hansen, Nana la Cour Jacobi, Hans Sydow og lydkollektivet Gary Hayes/ Rasmus Lund/Armand Fleming.

Techno-taber

Konkurrencen var udskrevet blandt komponister under 33 år, og 'elektroakustisk' blev defineret som musik, hvor »bearbejdningen af lyden som stof er af afgørende betydning«. Alle genrer var velkomne - med eller uden vokal. Kunstfonden havde optimistisk håbet på 45-50 bidrag, men da indleveringsfristen udløb 1. november, lå der 115 cd'er i bunken.

Foruden Kenneth Knudsen, der er komponist og formand for Kunstfondens tonekunstudvalg, bestod dommerpanelet af Trine Boje Mortensen og Ivar Frounberg. Trine Boje Mortensen er programmedarbejder på Danmarks Radio med speciale i ny musik og lydkunst. Komponisten Ivar Frounberg skriver selv elektroakustiske værker og underviser i komposition på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Med sammensætningen af dette dommerpanel var der lagt op til en vurdering af kompositorisk håndværk og idé frem for musikkens brugsværdi og evne på et dansegulv. Der var da heller ingen technomusik blandt vinderværkerne.

Udvælgelsen af værkerne foregik ved individuel blindlytning. Dommerne fik udleveret hver sin papkasse med 115 cd'er og besked på at give værkerne karakterer efter et simpelt pointsystem fra 0-5. Ingen point betød: »Elendigt. Ikke værd at spilde mere tid på«. Fem point var lig med: »Fremragende. Må absolut høres igen«.

Værkerne var indsendt anonymt, under mærke, og flere af dem manglede en titel, og dommernes vurdering er derfor udelukkende foretaget på baggrund af den klingende lyd. Efter første runde afleverede dommerne deres individuelle pointliste til Statens Kunstfond, der sammenlagde resultaterne og reducerede deltagerfeltet fra 115 til 70. De udvalgte 70 værker blev derefter sendt retur til anden gennemlytning. Her blev pointsystemet mere fintmasket i en skala fra 1-10, og dommerne lyttede fortsat i enerum uden kendskab til hinandens individuelle prioriteringer.

Tredje runde foregik i fællesskab. Her blev der lyttet på de 30 bedst placerede over en åben diskussion. Medlemmerne i dommerpanelet hævder, at de stort set var enige om pointfordelingen til de fem vinderværker, før de mødtes i fælles forum. Hvis det er korrekt, har blindlytningen ikke kun fremhævet personlig smag, men også indlysende musikalske kvaliteter. Da dommerpanelet senere fik vindernavnene oplyst, viste det sig, at kun en af komponisterne var kendt på forhånd.

Stædig ungdom

Komponisternes anonymitet betyder, at man kun kan gætte på del-tagernes baggrund og identitet, men det er kendetegnende at ingen af prisvinderne har en formel uddannelse. De har brugt årene i 20'erne på at eksperimentere og udvikle alternative færdigheder ved hjælp af kurser og selvopfundne projekter. De går uden om akademier og konservatorier, eller bruger et afslag om optagelse på institutioner som afsæt til selvstændig udvikling. De har pendlet mellem forskellige jobs afløst af perioder på kontanthjælp, og de udstråler begavelse, stædighed og egensind. Det er også bemærkelsesværdigt at seks ud af syv ophavsmænd netop er - mænd.

Perspektivet i denne konkurrence ligger ikke i værkerne, men i de personer, der sejrede ved dommerpanelets blindlytning. Nogle af deltagerne i bunken kunne uden tvivl fremvise imponerende cv'er med udenlandske studieophold, legater og en plads på konservatoriets kompositionslinie. Men det var ikke dem, der vandt. Hvis det var gået anderledes - hvis dommerpanelet havde nikket genkendende til de navne, de omsider fik oplyst - var konkurrencen faldet til jorden. Formålet var at afsøge, om der skabes kvalitetsmusik, der ikke allerede er i offentligt omløb, og havde resultatet vist sig at blive en gentagelse af værker, der allerede spilles i koncertsale, på klubber og spillesteder, var projektet meningsløst. På trods af blindlytningen lykkedes det dommerpanelet at nå formålet: At præsentere en stribe værker, der ellers næppe var nået frem til et publikum.

Man kan godt være digter eller komponist uden at få udgivet sine værker. Det er ikke offentliggørelsen i sig selv, der giver kunsten væsentlighed eller værdi. Men det hjælper. Først i offentlighedens rum bliver kunsten til udsagn, andre kan bygge videre på og reflektere over. Det er udmærket, at der findes kunstneriske produkter, der udvikles uafhængig af det kommercielle kredsløb, men værkerne må nå længere end en rundtur i kunstnerens private cirkler.

Derfor er vinderværkerne på en cd i dette nummer af DMT. Hør dem!

Komponisterne og deres værker

Hans Hansen, født 1969
Titel: Passaics monumenter

Hans Hansen driver til daglig lydstudiet 'Tempotanken' i Århus og har netop fået tildelt Kunstfondens iværksætterlegat.

Hansen interesserer sig for kunstigt skabte lyde, der er renset for identifikation. Lydene i Passaics monumenter er i enhver forstand 'elektriske' - lige fra den sitrende, nervøse spænding i det første sylespidse attack til synthesizerens syntetisk-bløde akkorder. Værket er blev til på en enkelt nat, i en blanding af lettelse og leg, efter 14 intense dage med produktion af en stribe popjingler.

Titlen Passaics Monumenter refererer til en artikel af den amerikanske kunstner Robert Smithson. Her beskrives en vandretur langs en flodbred i et øde industriområde. Bredden flyder med bygningsaffald, grus, sten og halvfærdige konstruktioner, og Smithson betragter landskabet som et billede på en fremtid, der endnu ikke eksisterer, men allerede er i forfald.

Hans Hansen anvender titlen, fordi hans værk også kan opleves som en vandretur gennem et landskab af halvfærdige konstruktioner, der måske aldrig bliver til mere, end det man lige aner.

Dommerpanelets begrundelse:

Et meget sikkert produceret lydbillede med både veldefineret rumlighed og myldrende nærvirkninger. Stykket er udformet med stor fantasi og frihed i et flydende, dramatisk forløb. De enkelte afsnit har stor stoflighed, og komponisten tør give sig den nødvendige tid.

Nana la Cour Jacobi, født: 1972
Titel: History Slave

»Jeg har en sang, der passer lige på dét. Det er History Slave«, sagde Nana, da hun så konkurrenceopslaget første gang. Hun er sangerinde og sangskriver, og har gennem det sidste halvandet år udviklet nummeret i samarbejde med produceren Poul Christian Mortensen. Lag på lag af lyd har givet sangen en spændstig, dramatisk karakter.

Teksten handler om tab og tunge traumer. Den er skrevet i en periode, hvor hun var tæt på mennesker med smertelige erfaringer, og omkvædet »I miss you« handler om kærlighedens paradoks: Midt i det formørkede og formudrede kan man savne den, der gjorde én ondt. Musikken har nærmest funktion af filmisk iscenesættelse, hvor sangstemmen med apatisk klang fortæller sin historie, mens en suggestiv lyd-underverden truer med at tage magten.

Nana har planer om at udvikle sangen til brug i et live-orkester, men opgaven er umiddelbart svær, fordi den elektroniske lydbearbejdning især givet nummeret karakter.

Dommerpanelets begrundelse:

History Slave bliver fremført med overbevisning og raffinement. Den enkle, sungne melodi konfronteres med stor udtrykskraft med et meget komplekst elektroakustisk akkompagnement som igennem hele forløbet, virkningsfuldt og med stor konsekvens, bygger op mod slutningen.

Gary Hayes, Rasmus Lund, Armand Fleming. (f. henholdsvis 1972, 1969 og 1968)
Titel: Goodbye and Thank You for All the Fish

Gary Hayes er irlænder, men flyttede til Danmark for ti år siden. Han mødte Rasmus Lund i avantgardebandet Gyserfilm, der iscenesatte chockshows med virtuelle mord, rådne grøntsager og skrigende børn på scenen. Musikken var også ren splatter - fragmenter flænset ud af enhver sammenhæng og formet til groteske collager. Senere mødte de den amerikanske computervirtuos Armand Fleming, der udviklede et opskruet klippetempo. Resultatet er en collagemusik, der kun kan realiseres på en computer.

Nu har de tre dannet et lydkollektiv, der deler alle indtægter og udgifter mellem sig. Puljen på de 30.000 kr. bliver også fordelt ligeligt. Gruppen deltog med flere værker i konkurrencen (hvilket var fuldt tilladt), og beskriver vinderværket som »et greb i posen«. Alligevel husker de alle, hvordan nummeret blev til. Armand havde netop fået en ny computer og ville afprøve kapaciteten. De lagde ud med tre lydkilder, og blev derefter ved at hælde rumklang på. Produktionen svulmede op over 96 spor - så brød maskinen sammen!

Dommerpanelets begrundelse:

Dette værk er kendetegnet af voldsom og vedholdende energi.

Collagen sættes på spidsen ved en kortåndet, næsten kaotisk konfrontation mellem de enkelte elementer, hvoraf flere undervejs giver mindelser om Cecil Taylors klaverspil.

Björn Palmquist, født 1969
Titel: Avichi

Palmquist spillede eksperimenterende punkmusik som teenager, men anskaffede sig så en synthesizer og et harddisk-redigeringsanlæg. Siden har han brugt computerteknikken til at udforske sin formsans, men laver også skulpturer i ler. Han har flere lignende lydværker, der aldrig er hørt af andre end ham selv, og Avichi ville sandsynligvis også være endt i passiv glemsel, hvis ikke det var endt blandt vinderværkerne. Palmquist lever af kontanthjælp, og præmien på 30.000 kr. skal bruges til at dække et akut hul på bankkontoen, på vitaminpiller og bedre mad. »Jeg har levet ret usundt det sidste stykke tid«, siger han.

Palmquist har selv optaget alle lydkilderne, der indgår i værket, og lydene kan umiddelbart identificeres. Det er tibetanske syngeskåle, en fugtig finger på kanten af et krystalglas og et velanrettet spark til en blikskraldespand. Lydbearbejdningen er minimal, og computeren er især brugt til behandling af dynamikken.

Avichi er et okkult begreb, der beskriver »den smertefulde tilstand mennesket befinder sig i, når det bevæger sig væk fra sin højere bevidsthed.« Palmquist brugte ordet som arbejdstitel, men mener ikke, at slutresultatet udtrykker smerte.

Dommerpanelets begrundelse:

Stykket opbygger et sanseligt og suggestivt lydunivers fra en eksplosiv begyndelse. Forløbet er konsekvent styret af lydenes iboende natur.

Der er mindelser om de første Musique Concrete-værker fra 1948 og underliggende fornemmes en befriende humor.

Hans Sydow, født 1968
Titel: Entropi 2.3

Sydow interesserer sig for information og kommunikation og driver sit eget produktionsselskab: Dansk Hørefilm, der bl.a. udgiver hans værker på cd. Han er desuden lydkurator ved Museet for Samtidskunst i Roskilde.

Det musikalske udgangspunkt er ofte ORD. Værkerne befinder sig et sted mellem lyrik og musik, hvor klangen af det talte ord bliver brugt som musikalsk materiale. Her er udgangspunktet et citat fra Homers Iliaden: Styrke er sagen i krig/i råd er det ordet der tæller/I krig kommer ordet til kort/nu gælder det blot om at kæmpe.

Kvindestemmen, der læser og synger digtet, bliver bearbejdet til ukendelighed. Ordene klippes op til uforståelige fragmenter der til sidst går i opløsning.

Entropi betyder tab af information.

Dommerpanelets begrundelse:

Med et minimalt, poetisk og koncentreret tekst/lyd-materiale opbyg-ger komponisten et rigt varieret lydforløb. Formen består af kontrasterende afsnit og den endelige dekompositon af stemmelyden afrunder værket med stor elegance.

Birgitte Schmidt Andersen, journalist og medlem af Danmarks Radios Lyt til Nyt Redaktion.