Nye plader

Af
| Årgang 74 (1999-2000) nr. 05 - side 169-175

'Medieval Music in Denmark'. Gaude Mater, Summa pia gratia, Regalis ostro sanguinis, Ecclesie prosapies, Decus regni V, Cetibus angelicis, Jhesus Christus nostra salus, Maria candens lilium, Beatus vir, Alleluya V. Pascha nostrum, Gaudeat devotio fidelium, Ave martyr dux Danorum, Drømdæ mik æn drøm, Christ undhæ megh, Mith hierthæ brendher, Gaude Maria V. Gabrielem Archangelum, Nicolai solempnia, Caterva nostra laudibus, O rosa in Iherico, Letificat laudacio, Christus resurgens V. Dicant nunc Judei og Gaudet Mater Ecclesia. Musica Ficta, dir. Bo Holten. dacapo 8.224133.

Dette er en idé, som man spontant føler burde have været realiseret for længst: En udgivelse af den musik, som blev skabt i middelalderens Danmark. Men som John Bergsagel skriver i ledsagehæftet: I virkeligheden er kun meget lidt af den danske musik fra før 1500 overleveret (folkeviserne er således nedskrevet senere, og deres oprindelse kan sagkyndige stadig strides om). Hvis man skal sammensætte et program til en koncert eller cd med overskriften Middelalderens danske musik, må man ty til Frankrig for at finde tilstrækkeligt megen musik med »en vis tilknytning til Danmark i middelalderen«. Man kan sammenligne dette med fx de talrige cd'er med musik fra middelalderens Frankrig eller den nyligt udkomne Masters of the Rolls med ensemblet Gothic Voices (Hyperion CDA67098). Udgiverne af denne cd kan her tillade sig den luksus udelukkende at hellige sig præsentation af engelsk musik fra det 14. århundrede!

Nu er der imidlertid ud fra denne kendsgerning blevet sammensat et program, som er ganske spændende (hvem har i øvrigt redigeret det? John Bergsagel? Bo Holten? Eller en helt tredje? Fra fx franske og engelske udgivelser af lignende art er man vant til at få besked!).

Vi starter med Summa pia fra Gaude eia unica - en fransk sekvens fra midten af 800-tallet, hvis eneste forbindelse med Danmark er tekstens omtale af »det vilde normannerfolk, der hærger vore lande« (det svarer så nogenlunde til, at en antologi af engelsk musik skulle indbefatte Kommer hid, I piger små, eller at en tysk skulle medtage En vinter lang og mørk og hård!). Men det er da under alle omstændigheder spændende at høre dette stykke, som man tit nok har læst om. Det samme gælder Ecclesie posapies, Caterva nostra laudibus og Regalis ostro sanguinis, hymner for henholdsvis Sct. Alban, Sct. Knud og Sct. Oswald. Her er vi, som Bergsagel skriver, fremme ved hymner, som sandsynligvis er blevet sunget i Odense under hele middelalderen, og vi er således med mordet på Knud II (som specielt tilbad Sct. Alban og Sct. Oswald) ikke blot rykket ind i Danmarkshistorien, men også i den danske musikhistorie.

Dér befinder vi os også med Gaudet Mater Ecclesia, Ave martyr dux Dano-rum, Beatus vir og Decus regni. Nu drejer det sig om Knud Lavard, som ligesom Knud II blev helgenkåret. Og nu er der tale om udpluk fra et hånd-skrift, som indeholder hele det liturgiske forløb til fejringen af Knud Lavards to festdage - som Bergsagel skriver, er det sandsynligvis den tidligste skrevne danske musik, som er overleveret. Her har vi en aldeles overbevisende, ja, medrivende opførelse af den ejendommelige Gaudet Mater Ecclesia, som effektfuldt afslutter cd'en. Melodien er ikke til at få ud af hovedet, når den én gang er hørt - den kunne vandre lige ind i den nye danske salmebog (og det gør den måske også?) Man har her forsøgt at realisere en tostemmig version; begrundelsen for dette forsøg er udmærket beskrevet i ledsagehæftet, som giver en god og dækkende beskrivelse af problematikken.

På denne cd forekommer også musik af Leonin og Perotin (her benævnt Leoninus og Perotinus, altså navnenes latinske form), og et af musikhistoriens første store vingesus (både i musikhistorisk og i kunstnerisk forstand) bliver vi således heller ikke snydt for i denne samling. For Leonins vedkommende hænger det sammen med de berømte sider fra Leonins Magnus liber organi, som er brugt ved indbindingen af en bog tilhørende en dansk studerende, som sandsynligvis læste ved universitetet i Paris i det 14. århundrede. Igen får vi en god og fyldig redegørelse for årsagerne til den opmærksomhed, som disse Københavner-fragmenter har været genstand for - bl.a. det faktum, at Christus resurgens kun kendes i tostemmig version fra dette fragment.

Til gengæld er kommentaren til motetten Gaudeat devotio desværre blevet direkte misvisende: Bergsagel skriver rigtigt nok, at denne tidlige motet er blevet til på sædvanlig vis ved at underlægge en tekst til et afsnit fra et organum - her Pascha nostrum immolatus est Christus - og at Gaudeat devotio kommer ind på "no" i nostrum »for derved helt exceptionelt at vise i selve organum-stykket, hvor motetten har sin oprindelse«, som Bergsagel formulerer det. Men den læser, som ikke har nærmere kendskab til dette enestående værk, vil helt sikkert tro, at det kun er i Københavner-fragmentet, dette exceptionelle viser sig, og dét er ikke rigtigt! Gaudeat devotio fore-kommer nemlig i Codex Wolfenbüttel 1099 (W2), fol. 148, i øvrigt sammen med en Ave Maria-motet (denne viser sig på -latus, fol. 156). Bergsagel burde naturligvis have nævnt dette håndskrift, et af de fire store fra Notre Dame-epoken (de tre andre er fra Wolfenbüttel (W1), Firenze og Madrid) - og når Gaudeat devotio nu kaldes "exceptionel" (hvad den jo også er), burde det have været anført, hvilken anden motet den må dele denne status med! Det er synd, at et afsnit i denne udmærkede artikel er blevet så misvisende.

De øvrige stykker af Leonin og Perotin er Gaude Maria V. Gabrielem Archangelum (Leonin) og Alleluya V. Pascha nostrum (Perotin) - her burde Leonins Pascha nostrum bestemt også have været med, dels fordi placeringen af Gaudeat devotio så var fremgået, dels fordi det ville have givet mulighed for direkte sammenligning af satser af de to komponister! Nu kommer præsentationen af Perotins Pascha nostrum, et af højdepunkterne i den tidlige europæiske musikhistorie, til at svæve næsten frit i luften, kun med en noget søgt jordforbindelse til Danmark. Bergsagel skriver om korstatutterne i Uppsala (!) fra 1298, at »de sangere der sang organum fik en ekstra betaling, formodentlig fordi opførelsen af denne musik krævede særlige færdigheder«. Tja.

Når så velkendte stykker som disse af Leonin og Perotin præsenteres, er der jo mulighed for sammenligning med andre indspilninger. Og jeg kender versioner, som slynger sig mere kontinuerligt glidende eller "danser" mere frydefuldt. Der er flere kanter og "knaster" her - men det må dog siges, at Gaude Maria får en overbevisende fremførelse.

Efter dette besøg ude i det store udland kommer vi så hjem til Danmark igen til Drømdæ mik æn drøm i nat (ca. 1320), kendt fra mange år som pausesignal i DR. Også her er der imidlertid lighed med en fransk sang (fra det 13. århundrede), og sangen kan da også udmærket være fra denne musikalske stormagt. Men med de syv sange fra "en skolelærers håndbog", manuskriptet med de tidligste eksempler på dansk polyfoni (sandsynligvis fra et kloster, ca. 1450) betræder vi med nogen forsigtighed dansk grund - de to af dem (Nicolai solempnia og Jhesus Christus nostra salus) er også kendt fra udenlandske kilder. Dermed være ikke sagt, at de andre nødvendigvis behøver at være danske, men det er i hvert fald ikke udelukket.

Ude i Europa havde flerstemmighed floreret i ca. 300 år med navne som Leonin, Perotin, Vitry, Machaut, Ciconia, Dunstable, Dufay og Ockeghem samt talrige andre, specielt franske og engelske komponister, hvoraf en stor del er anonyme. Og her har vi så disse ganske enkle ting, som imidlertid anskueligør, at tidligere tiders praksis, både i satsen og i notationen af denne, kunne fortsætte langt op i tiden side om side med mere avancerede former for musik - et fænomen, som ikke var specielt dansk, men som her siger noget om landets placering uden for hovedstrømningerne.

De er faktisk tiltalende at lytte til, disse stykker. Angående de tostemmige er det gode ord arkaisk mere end nogen sinde på sin plads - i positiv forstand. Spændende at høre gammel musik, som også i forhold til sin egen tid var gammeldags! Og Musica Ficta formår at give dem på én gang patina og liv.

Endelig er der de enstemmige Mith hierthæ brendher heth som boll og Christ undhæ megh.

Prøv at lytte til dem - så vil glæden over, at disse værker er bragt til live på så overbevisende og charmerende måde bevirke, at ordene fra den første af disse titler går i opfyldelse! Jeg må i det hele taget anbefale denne samling. Den har enkelte svagheder, men de opvejes mere end rigeligt af fornøjelsen ved at lytte til denne gode samling europæisk/dansk middelalder.

Harmonious Families Vol. 3. Danish Compositions by Fathers and Sons. Asger Hamerik: Jødisk trilogi op. 19 og Koncertromance; Ebbe Hamerik: Cantus firmus V (Sinfonia breve) og Concerto molto breve for obo og orkester. Henrik Steensgaard, Jørgen Frederiksen og Sønderjyllands Symfoniorkester, dir. Moshe Atzmon. Danacord DACOCD 526.

De to gange Hamerik er komponister, som i mange år har været i glemmebogen - uforståeligt, når man nu får lejlighed til at høre deres værker. Dette har allerede i flere år været tilfældet med Asger Hamerik (1843-1923) (jf. anmeldelsen af to af hans symfonier, DMT 1998/99 s. 142 f.). Og nu kommer så indspilninger af to værker sammen med noget meget spændende: To værker af sønnen Ebbe Hamerik (1898-1951), som bortset fra et par operaer har været totalt negligeret. Her er den ellers lidt søgte idé med fædre og sønner i dansk musik virkelig på sin plads!

I disse værker af Asger Hamerik mærker man tydeligt, at indtrykkene fra læreren J.P.E. Hartmann i København samt Berlioz i Paris ikke er gået sporløst hen over hans kompositoriske virksomhed. Berlioz præger navnlig ouverturen i Jødisk Trilogi, men det musikalske udtryk er ganske overbevisende lige fra indledningen. Både her og i Koncertromance er der tale om dansk højromantik - Hamerik kan nok en gang opleves som en art dansk Elgar eller Tjajkovsky.

Men så Ebbe Hamerik? Han har i hvert fald for mig hidtil stået som en noget gådefuld skikkelse, eksklusiv, med sit personlige sprog. Og det gåde-fulde indtryk bliver faktisk stående efter gennemlytning af Cantus firmus V. Begyndelsen minder både om starten af Schönbergs Variationer over et recitativ for orgel og om Honeggers Cantate de Noël: En famlende melodi, som dukker op fra dybet og efterhånden folder sig ud - og som faktisk ligner Schönbergs ikke så lidt! Denne cantus firmus kommer til at sætte sit præg på hele værket, som består af fem korte satser, skiftevis bastante, præget af dyb, massiv messing og mere gennemsigtige, hele tiden underligt indadvendte, selv i de mere muntre og vrimlende afsnit - hele tiden præget af en sindrig polyfoni, som ligesom snor sig om sig selv.

Indtrykket bliver lidt hen i retning af en klanglig udgave af Vigelandsanlægget i Frognerparken i Oslo. Man kunne også sammenligne værket med en vejrbidt, mosgroet udgave af den majestætiske slutsats fra faderens fjerde symfoni, som for længst har standset sin energiske fremstormen for grublende at hvile i sig selv, men som er myldrende fuld af liv i alle revner og sprækker. Eller med en enorm sfinx, som nok skal blive liggende, men som ændrer skikkelse med skiftende belysninger, og som ikke sådan giver templets hemmeligheder fra sig. Alene slutningen: Man venter da det helt knusende, men hvad får man? Et let og legende løb, som rækker ud i et hastigt anbragt spørgsmålstegn! Dette værk bliver man ikke så hurtigt færdig med.

Sammenlignet hermed er obokoncerten noget mere overskuelig. Som Mogens Wenzel Andreasen meget rigtigt skriver, er der lighedspunkter med komponister som Koppel, Holmboe, Niels Viggo Bentzon og navnlig Stravinsky. Det må nævnes, at Hamerik ikke selv nåede at instrumentere værket; dette blev gjort af Svend Christian Felumb.

Opførelsen af alle fire værker er ganske glimrende. Denne cd må anbefales uden forbehold - men udgivelsen af Ebbe Hameriks værker anbefaler jo i øvrigt sig selv.

Poul Schierbeck: Den kinesiske Fløjte, Dronning Dagmar og Fyrtøjet. Inger Dam-Jensen, Kirsten Dolberg, Morten Frank Larsen, Johnny van Hal, Kurt Dreyer, Lille MUKO og Odense Symfoniorkester, dir. Giordano Bellincampi. dacapo 8.224104.

Den kinesiske Fløjte er nok det hyppigst indspillede værk af Schierbeck, og med god grund. De fire sange er virkelig fire pletskud, på smukkeste vis musikalske anskueliggørelser af tekstens indhold, pegende tilbage mod Mahler og samtidig fremad - i hvert fald for mig at høre helt frem mod efterkrigsårenes tyske musik, Henzes og Stockhausens tidlige værker.

Værket foreligger på cd tillige i en indspilning fra 1988 med Susanne Lange og Sønderjyllands Symfoniorkester dirigeret af Michael Schönwandt (Point PCD 5085) samt i den oprindelige klaverversion i en indspilning fra 1999 med Elsebeth Elmedal Johansen og Hanne Hokkerup (Classico CLASS CD 290).

En sammenligning viser her, at indspilningen med Inger Dam-Jensen forekommer mere "tilbagelænet": Her er færre kontraster og et mere neutralt udtryk, ikke de store udbrud som hos Susanne Lange, fx i den tredje sang Den trofaste Hustru med ordene: »gå, Herre, fra mig og forvir mig ej!« I den gamle indspilning viser der sig her træk, som peger frem mod et værk som Stockhausens Drei Lieder for altstemme og kammerorkester - anskueliggjort både i stemmens og i orkesterets udmaling af den dramatiske og fragmenteret ekspressive dimension. Med lurende farlig fristelse, desperation og resignation trænger denne indspilning sig ind på lytteren.

Så "farlig" bliver satsen - og satserne - slet ikke her. Til gengæld kan det siges, at der i eminent grad kæles for detaljer på en anden led. Det nyder især 1. sats med det raffinerede regnvejrsbillede godt af! Så hvilken indspilning, man foretrækker, bliver her en smagssag. Personligt er jeg ikke i tvivl: for mig at høre forbliver den nye indspilning i højere grad på den smukke overflade, og den gamle siger mig langt mere. Dette gælder også i forhold til indspilningen af klaverversionen - og det er ikke på grund af klaveret.

I Dronning Dagmar høres Schierbeck i indledningen og afslutningen som det tyvende århundredes komponist af folkelig sang - Carl Nielsens arvtager på et niveau, som ikke er overgået af nogen og kun nået af få. Men vi glider hurtigt på én gang bagud i tid og fremad i musikalsk udtryk i et afsnit, som minder påfaldende om orkesterværket Natten - vi er inde på farligt område, og hvad vi dér kommer til at opleve, er uegnet for børn! Fortællerens stålhårde stemme og musikkens ubønhørligt dramatiske fremadskriden leder virkelig ned til dybder, man ikke troede at skulle opleve ved genfortællingen af en folkevise. Vi er inde i en overbevisende autentisk atmosfære, langt fra banaliteter og filmmusikklicheer. Mærkeligt nok, for virkemidlerne er da de samme: Den får ikke for lidt med messing og slagtøj, men resultatet bliver selv for en forvænt lytter anno 2000, at musikken skaber handling og billeder, som føles aldeles ægte. Det er minsandten godt gjort!

Også i den arme konges udbrud af sorg og i det derpå følgende under er klicheerne på helt mirakuløs måde undgået. Der er ikke tale om, at komponisten i lettelse over den nært forestående slutning hopper over, hvor gærdet er lavest og benytter billige virkemidler. Vi føres helt igennem og følges til dørs og ud, uden at koncentrationen glipper! I sandhed en fornem kompositorisk præstation, som får alle medvirkende - solister, kor og orkester - til at yde deres ypperste: Kurt Dreyer beholder for eksempel således intensiteten, på underlig vis kombineret med fortællerens tilstræbte objektivitet, også i det afsnit, hvor skildringens ubarmhjertighed afløses af medfølelse.

I Fyrtøjet kan man slappe mere af. Dog ikke således forstået, at tankerne går deres egne veje, bort fra musikken. Igen må man beundre Schierbecks evne til at illustrere en handling med orkestrale og andre musikalske effekter, som undgår det forslidte og devaluerede selv så mange år efter. Musikken rammer lige, hvor den skal, supplerer teksten og danner billeder.

Man kan således roligt anskaffe denne compact disc: Det første værk er måske nok lovlig uengageret (andre vil måske mene noget andet), men derefter vil man med garanti ikke kede sig! Plademærket dacapo har nok en gang ramt et væsentligt, men overset punkt i dansk musik med gode indspilninger.

Vagn Holmboe: Liber canticorum. Kammerkoret Carmina, dir. Peter Hanke; Universitetskoret Lille MUKO, dir. Jesper Grove Jørgensen; Kammerkoret Camerata, dir. Michael Bojesen; Det Jyske Kammerkor, dir. Mogens Dahl; Kammerkoret Hymnia, dir. Flemming Windekilde og Sokkelund Sangkor, dir. Morten Schuldt-Jensen. Danica DCD 8209/11.

Bag den lakoniske titel Liber canticorum ligger et respektindgydende mammutværk - en motetsamling, som blev til i årene 1951-84. Forbløffende nok var det Holmboes egen idé at skabe en samling af sådanne dimensioner over et sådant tidsrum: I en dagbogsoptegnelse fra 1951 tales der om et antal korværker, som skulle blive til i "de næste 30 år". Og således skete det: 34 satser fordelt på 17 opusnumre, samlet i 5 "kapitler", blev til i løbet af 33 år. Teksterne, alle på latin, er hentet fra Det Gamle Testamente - Salmernes Bog, Prædikerens Bog, Esajas' bog og Jeremias' bog.

Her er noget at gå på opdagelse i: 3 cd'er med en samlet varighed på over 2 timer. Det er næppe et værk, som man lytter til fra ende til anden, selv om det nu er blevet muligt. Men såfremt man alligevel gør det, kan man, som Peter Hanke så træffende skriver i ledsagehæftet, finde diskrete anvendelser af tidstypiske udtryk, således at Liber canticorum bliver, om ikke en afspejling af de 33 års musikhistorie, så i hvert fald af Holmboes tanker om dem: Balkan-folklorisme, dodekafoni, medskabende rolle til koret - altsammen netop diskret, så de rammer, som Holmboe selv har lagt, ikke overskrides.

Det er imponerende, at en sådan enhed har kunnet fastholdes i et værk - eller rettere: Værksamling - af sådanne dimensioner. Jeg kan ikke undgå at føle en vis klaustrofobi på trods af (eller vel rettere: Netop på grund af!) værkets udstrækning - netop på grund af indtrykket af enhed og konsekvens strakt over så lang tid, både i kompositionsprocessen og i det faktisk foreliggende. Der er for mig en næsten skræmmende stædighed, en fastholden af tanken om det enhedsskabende og det bevarende over det hele; og dette gælder ikke blot for Liber canticorum, men for det meste af Holmboes produktion.

Men det skal understreges, at der er meget at glæde sig over, når man går på opdagelse i satserne. For ved oplevelsen af den enkelte korsats forsvinder også klaustrofobien, og musikken folder sig ud. Det er en imponerende helstøbthed, som viser sig i det enkelte musikalske udsagn - og samtidig en fantasi, som synes at se længere ud og frem, end samlingen kommer til at gøre, når man betragter den under ét. Men sådan kan det jo netop føles, når man læser samlinger af essays, som alle bekender sig til den samme grundholdning og forstår at afskære sig fra andre. Her må friheden vise sig i det kreative arbejde med det enkelte - og det enkle - udsagn. Og det gør den!

Så denne imponerende udgivelse kan i høj grad anbefales. Og så meget mere som alle de vokale præstationer føles dybt tilfredsstillende. Her har vi et monument over en væsentlig side af det forladte århundredes musik - et monument, som viser sig at kunne bringes til at være en samling levende udsagn.

Svend S. Schultz: 'Yndigt dufter Danmark'. Yndigt dufter Danmark, Landsbyens forår, Udsyn mod aften, April, Midsommersang, 5 Madrigaler, 5 lyriske sange for blandet kor, Fire Korsange til tekster af Thøger Larsen og Gensyn med Danmark. Radiokoret, dir. Stefan Parkman. dacapo 8.224108.

Titlen på cd'en er velvalgt - Yndigt dufter Danmark! For næppe nogen anden komponist har i samme grad holdt sig til det ærkedanske, til satstyper, som klinger af dansk korpraksis - det i traditionel forstand sangbare, det elegante, slanke, altid velklingende. Og dermed er så også sagt, at disse satser altid dufter: De skaber associationer, knytter mentale forbindelser til det danske vejr, det danske landskab - og til det danske mådehold, den danske middelvej.

På godt og ondt.

Men hvad der gælder for Vagn Holmboe, gælder endnu langt mere for Svend S. Schultz: Her vil komponisten ét og kun ét ("hurtigt, tyndt og tørt", "elegance og spiritualisme" er karakteristiske udsagn) - og her viser hjertets renhed sig, hos Schultz så konsekvent, at man må overgive sig. Yndigt dufter Danmark er ganske enkelt noget af det smukkeste, man kan tænke sig at sætte et kor til at synge - eller selv lytte til! - ganske uanset éns syn på nationalisme, neoklassicisme og enøjet fokuseren på elegance og mådehold fremfor så meget andet.

Her kommer Schultz med al sin danskhed sjovt nok indirekte til at knytte forbindelse til en komponist, som ikke er spor dansk: Francis Poulenc. Svend S. Schultz kan vitterligt lyde som en dansk Poulenc, både i sange som dem, der kan høres på denne cd, og i operaerne. Og jeg må tilstå, at jeg finder både Poulenc og Schultz velgørende i deres kompositoriske virtuositet inden for de grænser, de selv sætter, i deres usvigeligt sikre etablering af en særegen atmosfære og i deres kombination af munterhed og eftertænksomhed. Her er virkelig ramt en åre i det ellers tit tørre og ufrugtbare neoklassiske landskab - en åre, som skaber velgørende smukke oaser.

- Og hvorfor så egentlig skrive mere om disse dejlige sange? Hør dem!

Ib Nørholm: Works For Organ. Idylles d'Apokalypse, Sonate op. 9, Concertino op. 17, Forespørgsler-Overtalelser og Julesorgen og -glæden. Jens E. Christensen, Aalborg Symfoniorkester, dir. Támas Vetö og Sankt Annæ Pigekor, dir. Birthe Højby Nielsen. Kontrapunkt 32295.

Cycle in one movement for klaver, Tea for tuba, Engle-breve (e-mail) for harpe, Immanens for fløjte, A path of snow and creaking: Winter music for cembalo, In the middle of darkness for cello, Preludes for guitar, Sonate for akkordeon og Fløjt for blokfløjter. Per Salo, Jens-Bjørn Larsen, Maria Boelskov, Toke Lund Christiansen, Michiyo Honma, Troels Svane, Tomas Krakowski, Frode Andersen og Helle Kristensen. Kontrapunkt 32303.

På disse to cd'er finder man et rigt udvalg af Ib Nørholm-værker fra tiden 1957-1999 - altså mere end 40 år. Blandt orgelværkerne er der både tale om et velkomment genhør af så kendte værker som Idylles d'Apokalypse og Forespørgsler-Overtalelser og om nye bekendtskaber som Sonate fra 1957 og Concertino fra 1959. Og i soloværkerne for andre instrumenter møder vi glæden over at udnytte det enkelte instruments muligheder og spændvidden i udtryk fra tradition over serialisme til den nyskabelse, som er en konsekvens af netop den serielle tænkemåde. Serialismen gjorde Nørholm jo op med i 60'erne, men den befrielse af elementer og udtryk, den skabte, ligger alligevel som et fundament under hans værker i de følgende tiår.

Alt dette er der rig lejlighed til at stifte bekendtskab med i disse værker. Her er humor og uhygge, idyl og drama, mange nuancer og pointer, klarhed og underfundighed. Gode værker i gode udførelser. Altsammen udmærket. Det er blot en skam, at man ikke får lejlighed til at stifte bekendtskab med årene 1960-65! Der er sikkert gode grunde hertil; når savnet nævnes her, er det på grund af en iagttagelse af lignende "huller" på portræt-cd'er med værker af andre komponister. Denne Darmstadt-fobi burde være et overstået stadium.

Orla Johansson: Book of Magic. Sonata I-III og Fem danske lyd-digte til Laila Fiil. Ola Johansson og Laila Fiil. Point PCD 5134.

Denne cd er en god oplevelse. Tre sonater, som på gedigen vis udtrykker sig i et sprog, som bringer Dallapiccola i erindring, samt de særegne "lyd-digte", som ikke rigtig ligner noget andet: Tale afløses af mærkelige arabesker, som kunstfærdigt snor sig opad, virtuost gestaltet af Laila Fiil.

I ledsagehæftet får man at vide, at Ola Johansson er afgørende inspireret af Schönbergs Variationer for orkester og af Bachs 3. Sonate for soloviolin. Det tør siges at være et par forbilleder af format - både hvad komponisterne og værkerne angår! Men der er faktisk også format over Johanssons musik. Tradition og nytænkning er her vævet sammen på original vis, og omslagsbillederne med hieroglyffer og egyptisk billede rammer det gådefulde enhedspræg, som hviler over det hele. En dansk Grisey med en musik, som ikke har den fjerneste lighed med Griseys, men som mentalt og med gestaltende talent rammer ned i det samme felt. Fortid og nutid, alvor og humor - det hele er kombineret i noget, som fortjener betegnelsen "Book of Magic". Det arkaiske og det nye mødes og resulterer i et originalt udtryk. Man får virkelig lyst til at høre mere!

Tan Dun: 2000 Today. A World Symphony for the Millennium. The Gipsy Kings, Ziggy Marley, Tsidii Le Loka, The Boys Choir of Harlem, New London Children's Choir, London Voices, NChi Ca Orchestra og BBC Concert Orchestra, dir. Tan Dun. Sony Classical SK 61529.

Iden ledsagende folder får vi at vide, at "perhaps no more authentic "world" composer exists today than Tan Dun". Jeg har da også hidtil syntes, at denne kinesiske komponist, som nu bor i New York, var ganske spændende. Men 2000 Today er rent ud sagt et makværk. At der på cd'en startes med Bob Marley's One Love giver et regulært chok, når man kender Tan (kineserne skriver som japanerne efternavnet først) fra værker som Death and Fire eller Ghost Opera (ud fra titlerne skulle man tro, at det var disse to værker, som kunne være chokerende, men det er i så fald i positiv forstand!). Man tror måske først, at der er tale om en nytårsspøg, men det er skam alvorligt ment - Tan fortsætter selv med et rædsomt klægt forløb af forskellige former for musik fra forskellige steder i verden, det hele syltet ind i et strømlinet amerikansk præg af muzak - muzak i den forstand, at det bliver til en stadigt flydende ketchup, hvor integreringen bliver til nivellering og indpasning i traditionelle europæiske/amerikanske normmønstre. De mere standardiseret-populære, vel at mærke!

Dette skal selvfølgelig anskueliggøre et globalt perspektiv i forbindelse med årtusindskiftet, men en sådan globalisering er da den skinbarlige kommercielle bevidsthedsimperialisme. Sikken en tilbagevenden til gamle slagord, men man bliver nærmest nostalgisk - inderligt jeg længes efter ægte individualitetsaccepterende og globalt visionært musikalsk udtryk som i Stockhausens Telemusik eller Hymnen! Men en sådan mental vår er der ikke spor af her. Vinteren strenges. Klicheernes vinde kommer fra nord og syd og øst og vest og giver den mentalt set hvide støj, som jeg slet og ret vil kalde pop. Bevidstheden fyger til.

Man må sandelig håbe, at dette ikke er betegnende for Tan Duns fremtidige musikalske bestræbelser. I så fald ville i hvert fald jeg afskrive ham som totalt ligegyldig som komponist.

Skræp TOCD 6001, Skræp 2 TOCD 6004, Skræp 3 SKRÆPCD01. Værker af/med Martin Klapper, Niels Winther, Vagn Olsson, Christer Irgens-Møller, Jørgen Teller, Søren Gorm, Olga Magieres, Pere Oliver Jørgens, Jindrich Biskup, Chris Burn, John Butcher, Joel Leonard Katz, J. Brandt-P., Ewa Jacobsson, Dan Marmorstein, Per Buhl Acs, Peter Friis Nielsen, Lars Juul og Johannes Bergmark.

»SKRÆP er et forum for experimenterende musik fra noder til improvisation. Her forsøger vi at udvikle en musik, der beskriver den verden, vi lever i, udfra det nysgerrige sinds forståelse af den omvæltning, der er sket i vores psykiske landskab med stadigt øgende hastighed især i de sidste 100 år. Målet er at skabe grundlag for en ny folkemusik«.

Sådan beskriver SKRÆP sig selv og sin målsætning. Og det kan jeg da kun bifalde: En vilje til og et arbejde for virksomhed "fra noder til improvisation" (altså: Inddragelse af de udøvende musikere i det skabende arbejde), et skabende og udøvende kunstnerisk arbejde, som tager højde for, at vi befinder os i en verden, som er i stadigt accelererende forandring samt bestræbelserne på at skabe folkemusik - musik, som potentielt er til rådighed for alle mennesker som både skabende og udøvende - alt dét har jeg selv arbejdet med i Gruppen for Intuitiv Musik og Gruppen for Alternativ Musik. Jeg kan nikke genkendende til både mål og midler.

Men uanset om man bifalder denne programerklæring, kan jeg vanskeligt forestille mig, at man kan være uberørt af disse cd'er efter en gennemlytning. Der er så megen musikalsk nytænkning, som viser sig på så mange måder med spontaneitet og skaberglæde, at nysgerrigheden og lydhørheden må blive vakt, hvis man giver sig tid til at høre efter. Og der er meget at lytte til! De tre SKRÆP-cd'er er et sandt overflødighedshorn.

Mængden af stykker forhindrer en udførlig omtale. Men en vis konkretisering er nødvendig for ikke at blive stående i almengyldige og derfor intetsigende floskler. Så derfor:

På den første SKRÆP-cd bevæger vi os fra Martin Klappers Robot Mummy versus the Aztec Bubble med en surrealistisk drøm fra barndommen med underlige rumsterende, hvæsende, hvirvlende, kriblende væsener over Niels Winthers Kranar K med en ganske hypnotiserende tekst med en surrealistisk musikalsk aura videre gennem Vagn Olssons 5 Shortcuts for Hammond Organ, hvor vi er ude i ren naivisme og oplever den klaustrofobiske fornemmelse, som rækker af naivistiske figurer i et billede uden perspektiv kan give. Og vi oplever også Olga Magieres Fortsættelsen af proceduren eller vandring i skumringen - et klaverstykke, som med sin noget løst improviseret fortællende struktur viser den fare, som jo også kan være ved denne musik, hvor det løst improviserede overskrider grænsen til tomgang. Desuden kan man høre værker af Christer Irgens-Møller, Jørgen Teller og Søren Gorm, som bestemt er værd at lytte til.

På SKRÆP 2 etableres der et tegnefilmagtigt univers med en vandring ind i klangligt surrealistiske landskaber i Pere Oliver Jørgens Pluto in Wonderland - helt i overenstemmelse med titlen! Chris Burn og John Butcher er gæster fra Chris Burn's Ensemble, som selv har udgivet cd'er, og de spiller her sammen med Martin Klapper og Jindrich Biskup (de er måske også med hos Chris Burn på dette tidspunkt (1995))? I hvert fald: her i A slightly upgunned selection skabes et fængslende stykke med tætte, myldrende strukturer (saxofon, klaver og alskens andre objekter). Sådan kan det gøres, så opmærksomheden holdes fangen fra start til slut! Christer Irgens-Møller sætter os over i det jazz-baserede stilunivers med en alternativ klangverden. Og Olga Magieres og Joel Leonard Katz skaber i The Dead Man et dramatisk forløb med klaver og stemme, som starter i det spøgelsesagtige, og som via et mærkeligt skift midtvejs ind i det surrealistisk-dramatiske effektfuldt formår at fastholde opmærksomheden.

Søren Gorm formår i Imfekt GN som altid at skabe et stykke med ægte kompositorisk substans, som fastholder opmærksomheden fra start til slut. J. Brandt-P. skaber i Optilete ud fra en monumental start et forløb med et bestandigt repeteret motiv, som ikke lægger skjul på sin tilknytning til den rock, som imidlertid fremmedgøres mere og mere i afsindig acceleration og flugt op i det høje register. Og Ewa Jacobsson skaber i Lingua sats 1 afvekslende, klart adskilte strukturer, som minder om klassisk elektrofoni, men som får indskudt mere nutidige "glatte", metallisk klingende strukturer.

På denne cd høres tillige værker af Jørgen Teller, Vagn Olsson, Niels Winther og Dan Marmorstein.

Og endelig SKRÆP 3. Her mødes på ganske umiddelbar vis forskelige klangmedier (bl.a. pladespiller, radio, klaver og el-guitar) i et broget billede i de otte korte stykker, som er skabt af Per Buhl Acs' og Jørgen Teller. Jindrich Biskup, Martin Klapper og Johannes Bergmark slår sig løs sammen i Strong Fire Arms, hvor vi møder det miniaturekriblende, legende, et mylder af klanglige væsener i en i ordets bedste forstand barnlig leg med klange. Der er masser af legetøj og Anders And på færde her! Søren Gorm boltrer sig i Højlys. Han er virkelig en komponist, man skal lægge mærke til: Det organisk sammenhængende dramatiske forløb, klangligt monumentalt og mangelaget, træffer vi både her og andre steder. "Få øret i form med lyd fra Gorm" står der under portrættet i ledsagehæftet. Ja - det er faktisk rigtigt!

Hos Ewa Jacobsson benyttes i Anonymous den menneskelige stemme i et klart, overskueligt forløb, strækkende sig fra afsnit, som kunne være taget fra Berios Omaggio a Joyce til melodiske passager, som kunne være hentet fra Stockhausens Gesang der Jünglinge, men som her er maskinelt stiliserede og repeterede. I Olga Magieres' Tre fortællinger høres et tøvende og fragmentarisk tonesprog, i hvilket der etableres et fængslende forløb - ikke mindst på grund af det præg af en søgen efter klassisk sam-menhæng, som skaber det spændingsfelt, der kendetegner Magieres' bedste værker. Og hos Kristian Vester (af en eller anden grund finder man først hans navn ved ihærdig gransken i ledsagehæftet!) skabes der i G-PAL: Home For Sleepy Albha Blocks et nærmest mekanisk-stiliseret repetitivt mønster, som langsomt forandres - alskens EKG-mønstre o.l. melder sig i bevidstheden!. På denne cd findes desuden værker af J. Brandt-P., Christer Irgens-Møller, Pere Oliver Jørgens, Vagn E. Olsson og Niels Winther.

Jeg har her på nær få undtagelser ikke nævnt de mere eller mindre utraditionelle klangmedier, som anvendes i stykkerne. Det er ikke kun for at spare plads: Denne udeladelse samt forbigåelsen af et antal værker, som bestemt også fortjener omtale, skulle gerne provokere læseren til selv at gå på opdagelse i denne samling. Gør det - der er garanteret stof til mange timers oplevelse og eftertanke! Dels musikalske oplevelser i traditionel forstand - her er mange gode værker. Og dels: hvem ved - måske inspiration til egne kreative forsøg sammen med andre?

Modtaget fra forlagene:

Niels Viggo Bentzon: Organisazione Populare op. 349-352. Flemming Dreisig. Danacord DACOCD 518.

Dietrich Buxtehude: Harpsichord Music, Vol. 1. Toccata i G-dur Bux WV 165, "Wie schön leuchtet der Morgenstern" i G-dur Bux WV 223, Suite i d-mol Bux WV 233, Fuga i B-dur Bux WV 176, Suite i C-dur Bux WV 226, Aria i a-mol Bux WV 249, Canzona i C-dur Bux WV 166, Partita "Auf meinen lieben Gott" i e-mol Bux WV 179 og Canzonetta i a-mol Bux WV 225. Lars Ulrik Mortensen. dacapo 8.224116.

Cæciliemusik. Frederik Magle: Kantate til Sankt Cæcilies dag; Dan E. Nielsen: Missa Sanctae Caeciliae; Benjamin Britten: A Hymn to Saint Cecilia; Felix Mendelssohn-Bartholdy: Hear my Prayer. Birgitte Ewerlöf, Tuva Semmingsen, Jørgen Ditlevsen, Anders Skovsted, Cecil Krarup Vedstesen, Helle Nielsen, Eva Nyboe Petersen, Carsten Rysgaard, Rasmus Gerdes, Signe Hyldgård, Klaus Jerndorff, Pigekoret PULS og Cæciliekoret, dir. Gunnar Svensson. Danacord DACOCD 520.

Harmonious Families Vol. 2. Danish Compositions by Fathers and Sons. Niels W. Gade: Mariotta, Hamlet op. 37, Capriccio for violin og orkester og Nachklänge von Ossian op. 1; Axel Gade: Koncert nr. 2 for violin og orkester op. 10. Christina Åstrand og Sønderjyllands Symfoniorkester, dir. Iona Brown. Danacord DACOCD 510.

Kim Helweg: The Return of Giouànni. Il Madrigale Di Giouànni og The Return of Don Juan. Ketil Christensen og Collegium Musicum, dir. Michael Schønwandt. Rondo RCD 8369.

Vagn Holmboe: Strygekvartetter nr. 13, op. 124, nr. 14 op. 125 og nr. 15 op. 135. Kontra Kvartetten. dacapo 8.224127.

Friedrich Kuhlau: Duos op. 102 og Trio op. 119. William Benett, Toke Lund Christiansen og Elisabeth Westenholz. Kontrapunkt 32282.

Friedrich Kuhlau: Introduktion, tema og 9 variationer over "Velkommen varme Purpurskaal", Tema og 7 variationer over "Guide mes pas o providence", Sonate i B-dur op. 30, Introduktion og rondo over "Ah! Quand il gêle" og Introduktion og rondo over " C'est la fête du village". Thomas Trondhjem. Rondo RCD 8356.

Lige før forår. Vintermusik for kor a cappella. Leif Martinussen: Isen; Vagn Holmboe: "Øens kirkegård" og "Sol og sne" af Sange mod Vårdybet op. 85; Tage Nielsen: Tre korsange; Niels la Cour: I sne står urt og busk i skjul; Erik Haumann: Over vor forventningstid; Bjørn Hjelmborg: Fem franske juleviser; Niels la Cour: "Hodie Christus natus est" af 3 motetti latini; Per Gunnar Petersson: Lige før forår; Peder Holm: Og du, mit barn; Kjell Mørk Karlsen: If I speak; Bengt Lundin: Stilhed fra længe - siden; Bendt Astrup: Lige før forår; Pauli í Sandagerdi: Infant Joy. Unge Akademikeres Kor, dir. Flemming Windekilde. Point PCD 5144.

Palle Mikkelborg: A Noone of Night og My God and My All. Gert von Bülow, Helen Davies, Lillian Tørnqvist og Københavns Drengekor, dir. Ebbe Munk. dacapo 8.224144.

Chris Poole: Breaking the Malestream. a piece for alto and concert flutes og Swim! Chris Poole. Nordic Council of Ministers NMR001.

Ole Schmidt: Pièce Concertante op. 19, Tubakoncert, Hornkoncert og Music for 5 horns, timpani and percussion. Knud Hovaldt, Carsten Svanberg, Michael Lind, Bjørn Fosdal og Aarhus Symfoniorkester, dir. Ole Schmidt. Danacord DACOCD 513.

Twining. Late 20th Century pieces for flute and organ Vol. II. Sven Erik Werner: Secreta; Niels Rosing-Schow: Twining; Jens Ramsing: Dodecàgono; Hanne Ørvad: Laminaria; Ib Nørholm: Immanens; Niels Viggo Bentzon: Adagio; Morten Olsen: Diptychon. Mads Johansen og Jens Ramsing. Point PCD 5141.