Svar til Anker Fjeld Simonsen

I DMT nr. 4 svarede Anker Fjeld Simonsen på mit indlæg i nr. 2 om anmelderhabilitet og mente blandt andet, at jeg, fordi jeg sammenlignede med forvaltningsloven, "demonstrerer en faretruende mangel på forståelse for den fri presses opgave og vilkår i et liberalistisk samfund." Anker Fjeld Simonsen kommer ikke ind på, hvilke farer, der truer, men forhåbentlig vil det kunne berolige ham, hvis han læser mit indlæg en gang til, for jeg lod jo netop forstå, at bladredaktioner og anmeldere ikke er omfattet af forvaltningsloven. Min pointe var, at selv om de ikke er det, kan de jo godt interessere sig for habilitetsproblemer og i givne situationer vælge at tage hensyn til inhabilitet, der vel er et alment begreb, som ikke kun findes i forvaltningsloven, men som vel også kan spille en rolle inden for netop presseetik.

Følgelig virker Anker Fjeld Simonsens nærmest lidenskabelige angreb på jura (som han bl.a. kalder »et indsnævrende kulturbegreb«) ganske malplaceret, og at Simonsen lige i forbifarten også skal nævne, at jura er min familiemæssige baggrund, gør ikke hans indlæg mere sagligt.

Derimod kan jeg godt give Simonsen ret i, at »en kunstners subjektive vurdering af en kollegas arbejde« i nogle tilfælde kan være interessant læsning. Men jeg synes, at en sådan bør trykkes som særskilt artikel eller publikation, præsenteres som det, den er, og give den angrebne lejlighed til at svare; og 'anmeldelse', finder jeg, er falsk varebetegnelse for en vurdering, hvor partiskheden er udgangspunktet.

Jeg er fuldstændig klar over, at al kunstbedømmelse er et uhyre subjektivt anliggende, men finder det vigtigt, og også det sundeste for musiklivet, at anmelderens status med hensyn til økonomiske og lignende interesser er neutral i forhold til dem, han anmelder; og det vil den jo som regel ikke være i forhold til kolleger.

Anker Fjeld Simonsen nævner, at Guldhornene blev til efter Oehlenschlägers møde med Steffens. Men hvad har det med anmeldelser at gøre? Oehlenschläger opsøgte jo Steffens for at lære af ham - og det er jo noget helt andet!

Niels la Cour