Nye plader

Rued Langgaard: Endens Tid, Fra Højsangen, Interdikt og Carl Nielsen, vor store Komponist. Nina Pavlovski, Stig Andersen, Per Høyer, Per Salo, Radiokoret og Radiosymfoniorkestret, dir. Gennady Rozhdestvensky. Chandos CHAN 9786.

Her er så nok en cd med betydelige Langgaard-værker - og bortset fra Interdikt drejer det sig om førsteindspilninger. Det vil nu ikke sige, at man ikke i nogen af de andre værker kan sammenligne med noget i forvejen kendt. Endens Tid fra 1939 består af forspillet til og en række scener fra Antikrist, som kom i en udmærket indspilning for kort tid siden (se DMT 1999/00 s. 100 f) - men dette materiale er vel at mærke taget fra originalversionen af operaen fra 1923, ikke fra den endelige version fra 1930. Det er ganske ejendommeligt at bemærke, at den endelige version af operaen blev mere oratorieagtig end den oprindelige, mens Endens Tid nærmest virker som et højdramatisk udtog af den oprindelige opera - operaen er mere som et oratorium (hvis man da ikke som i Innsbruck fremkalder den dramatiske dimension i det mysteriespil, den jo også er), og oratoriet virker som en opera!

Selv når man tager højde for, at der således er tale om to selvstændige værker, er forskellene mellem indspilningerne alligevel værd at bemærke. Hvor Innsbruck-indspilningen af operaen fungerer dramatisk effektfuldt og engageret med mere massive virkemidler, er der her tale om, at dramaet i mange nuancer understøttes af og kommer frem i detaljer i satserne gennem en beundringsværdig differentiering og på den anden side et klart overblik over de store linjer. Rozhdestvensky har her ladet de medvirkende, som alle - solister, kor og orkester - yder en fortræffelig indsats, gestalte et værk, som med slående virkning træder lige ind på den europæiske musikdramatiks scene fra århundredets første halvdel. Det fremstår her med sin egen stærke profil med stilistiske tråde ud til så forskellige komponister som Richard Strauss og Olivier Messiaen og med en monumentalitet, som med alle de musikalske, dramatiske, og i det hele taget æstetiske forskelle, som her gør sig gældende, er en værdig modvægt til Hindemiths Mathis der Maler.

Det er faktisk en ret overvældende oplevelse - man kunne have undt Langgaard selv at høre det, og man må glæde sig over, at han på denne måde lod noget af sin oprindelige ide med operaen leve videre.

Fra Højsangen (1949) fremtræder som et dybt personligt udsagn på det senromantiske grundlag. Der er nok tale om at sætte dele af Højsangen i musik, men det er tillige, som Bendt Viinholt Nielsen femhæver, en kommentar til den aktuelle situation. For der er andet på færde end den bibelske kærlighedssang - både i teksten og i musikkens forhold til teksten og til virkeligheden. Når Langaard kan skrive:

»Paa mit leje om Natten søgte jeg den som min Sjæl elsker; med Maanespids jeg søgte efter den i Natten, men fandt den ikke.

Jeg vil dog staae op i Natten og søge dén i Staden, mens Domkirken slaar Timeslag. Kun Orme jeg fandt.

"Døden os i Hælen gaar"«

- ja, så siger det noget om modsætningen mellem det, Langgaard fandt i musikken og i kirken og det, han kunne finde i "Staden", i verden udenfor. Denne situation har her udløst en ganske rystende dysterhed, som træder collageagtigt ind med den anførte tekst og i musikken, før den afsluttende triumf sætter ind med ordene:

»Hvad er din Elskede fremfor en Andens Elskede, du dejligste iblandt Kvinder? Min Elskede er lys og blaa«.

Musikken bliver her "lys og blå": Her kommer den danske Gade-romantik frem igen og afslutter værket - men den er blevet relativ, og man er sandelig ikke kommet gratis til den. Det er et meget smukt og bevægende værk.

Interdikt for orgel og orkester (1947-48) har man tidligere haft lejlighed til at stifte bekendtskab med på cd'en Danacord DACOCD 406, hvor det er Ilya Stupel, som dirigerer Artur Rubinstein Philharmonic Orchestra. Vi er igen i Ribe - orgelet sætter ind med et citat fra "Forbarm dig"-satsen af hans eget værk Begravet i Helvede - og sådan føles det også i denne indspilning, hvor Per Salo og Radiosymfoniorkestret under Rozhdestvensky føjer betydelig vægt til dette ejendommelige værk.

Men det er dog med Carl Nielsen, vor store komponist fra 1948, man får den mærkværdigste oplevelse - i positiv forstand, for det er på sin egen måde stor musik, men den er sandt for dyden også en rystende oplevelse. Her har vi en monumentalitet, som er alt andet end naiv - teksten består kun af titlens ord, og de 32 takter er beregnet til at blive gentaget "i al evighed". Disse takter kommer med en massiv vælde som en tordnende hyldest, og vi hører dem igen og igen i de 8 minuter og 48 sekunder, værket har fået på denne cd.

Jeg kan ikke lade være med at lade tankerne gå til komponister som Prokofiev og Shostakovitch og deres musikalske hyldester til Stalin - forstod man ikke sproget og kendte sammenhængen, ville værket kunne bruges som hyldest i enhver diktaturstat (for den sags skyld i enhver politisk eller kunstnerisk sammenhæng (filmmusik!), hvor man måtte have brug for et pompøst udtryk). Langgaard leverer her et ætsende angreb på heltedyrkelse gennem musik.

Der er imidlertid også en anden association, som melder sig: Værket er jo ganske enkelt opbygget, og det minder i melodisk henseende ganske meget om Knud Jeppesens melodi til salmen Op til Guds hus vi gå fra 1951 med dens skematisk sekvenserende op- og nedture. Den har Langgaard af gode grunde ikke kendt; men i selve melodien, som hans værk består af, synes der faktisk at være ikke så lidt af en vrængen ad hele Carl Nielsen-skolen - præsenteret i forførende skikkelse, men gentagelsen udhuler efterhånden udtrykket (som det i øvrigt også er tilfældet med Jeppesens melodi, når salmens mange vers synges!). Distancen opstår gennem den ubønhørlige fastholden, men man ledes efterhånden til at tro, at den hele tiden har været der. Og det er nok også meningen: Det var, hvad Langgaard selv var blevet overbevist om.

At lade værket komme til sin ret ved at lade det få fx en hel time på en cd (eller i koncertsalen!) ville sandelig kunne give en grænseoverskridende oplevelse, en gentagelsens helvedes-vision. Forhåbentlig bliver der engang mulighed for det.

Denne cd bør høres. Det er ikke hver dag, man får lejlighed til på denne måde på én gang at opleve et tidsbillede, et indblik i et menneskes livssituation og nogle udtryk for et mageløst kompositorisk talent - altsammen så overbevisende fremført af alle medvirkende.

•

Bent Sørensen: The Lady and the Lark, Birds and Bells, The Deserted Churchyards, Funeral Procession, The Bells of Vineta, The Lady of Shalott. Christian Lindberg, Cikada og Oslo Sinfonietta, dir. Christian Eggen. ECM New Series 1665 465 135-2.

Jeg har tidligere (DMT 1998/99 s. 276 f) haft den fornøjelse at skulle anmelde en cd med værker af Bent Sørensen. Fornøjelsen er denne gang ganske stor blot ved synet af cd'en og af værkudvalget. ECM syntes tidligere at koncentrere sig om diverse former for ikke altid lige spændende minimalisme, men forlaget har efterhånden fået et bredere og bredere repertoire. Det er efterhånden blevet til en god indsats for nutidig musik, og det er godt, at betydelige værker af en betydelig dansk komponist nu indgår i serien.

Værkerne forstærker og nuancerer det indtryk, man hidtil har kunnet få af Bent Sørensens musik - og lad det være sagt med det samme: Indtrykket forstærkes og uddybes ikke blot på grund af, at kun ét af værkerne (The Deserted Churchyards) er genganger fra dacapo-cd'en, men også af udførelsernes niveau. Det er højt over hele linjen!

The Lady and the Lark er en slags violakoncert med fem ultrakorte satser (den længste varer tre minutter). Bent Sørensen nævner selv i sin korte kommentar et par "lærke-agtige" kadencer i værket, og her peges på noget, som i udpræget grad giver værket dets særpræg: Her er "fuglesange", som automatisk kommer til at lede tankerne hen på Messiaen. Men de er lige så forskellige fra Messiaen, som deres musikalske omgivelser er: Det sprødt-krystallinske, kantede hos Messiaen er her afløst af noget dæmpet, mørkt, blødt. Der er en vekslen mellem et realistisk og et surrealistisk indtryk som hos Messiaen, men her har vi bevæget os fra syd mod nord - fra den sydfranske bjergside med vid udsigt, skarpe klippekonturer og høj, blå himmel til en dansk skov om efteråret med skumring, dis og blød skovbund, som dæmper éns skridt. Det får fuglesangen til at træde desto klarere frem.

Fugle møder vi igen i Birds and Bells. Også dette værk er en koncert, men denne gang er solisten en basun. Værket er skrevet for den bemærkelsesværdige svenske basunist Christian Lindberg, som har gjort meget godt for ny musik gennem sine indspilninger af værker af Berio, Kagel, Cage, Stockhausen m.fl. Og han gør et uforglemmeligt indtryk i denne indspilning, hvor der kommer noget ganske mareridtsagtigt over alle disse stemmer - basunens og andres - som sniger sig ind på lytteren og med både kvidrende og wa-wa-vrængende toner giver et nærmst angstfremkaldende indtryk af en særpræget form for surrealisme.

Kombinationer af denne flydende, mangestemmige, "snigende" tekstur med tendenser, som også kan findes i fransk spektralmusik, er i sandhed noget, som præger store dele af dansk kompositionsmusik i disse år, men intetsteds med større virtuositet og rent ud sagt ubønhørlighed end her. At høre dette værk er en stærk oplevelse.I Funeral Procession er vi også inde i drømmenes verden med vrimlende fragmenter, forskellige tempo-og bevidsthedslag, mareridtsagtige skift af dimensioner og undertiden stumper af citater, som det aldrig er til at få hold på - det drejer sig her om Nu falmer skoven og Sig nærmer tiden, da jeg må væk. Her er fornemmelsen af, at musikken ganske enkelt ville forsvinde, hvis man tog det flimrende, det kun anede, væk, stærkere end nogensinde.

Men dette er ikke tilfældet for alle værkernes vedkommende. The Bells of Vineta kan jeg således ikke med min bedste vilje forbinde med billedet fra Selma Lagerlöfs skildring i Nils Holgerssons underbara resa af de ringende klokker i byen, som synker i havet. Mon det er på grund af Berios Sequenza V, som Christian Lindberg for øvrigt også har indspillet? I hvert fald kommer jeg ved at høre The Bells of Vineta pludselig til at tænke på Berio, som jeg ikke før på nogen måde har forbundet med Bent Sørensen. Men lighedspunkter er der nu: Virtuositeten og den hørbare glæde over at udnytte instrumentets muligheder i et spil, som meddeler associationer, stumper af en imaginær handling. Der er for mig at høre ikke klokker i en forsvindende by at høre her, men derimod oplevelse af gestik og udtryksfragmenter, som dukker op i en leg, der nok har legens karakter af flygtighed - men engagement og nærvær, så længe den varer.

The Deserted Churchyards er som før nævnt det eneste værk, som denne cd har fælles med den tidligere anmeldte. Her er så mulighed for at foretage en sammenligning. Forskellen viser sig ikke at være stor - på den nye indspilning træder nogle detaljer klarere frem, og forløbet får større ro. Men begge indspilninger er gode opførelser af denne musikalske videregivelse af indtrykkene fra tre nordjyske kirker: Mårup kirke, som nu snart forsvinder i havet - et rigtigt Sørensen-motiv! - samt kirkegårdene i Rubjerg og Lyngby. Selve dette, at kirker må flyttes, og at kirkegårde går over fra at være kultur til igen at blive til natur, er et udtryk for et grundtema hos Bent Sørensen: Der er i musikken ikke fast afgrænsede fænomener og faste grænser, men fænomenerne er flygtige og grænserne flydende - og træder klare gestalter frem, er det just med det flygtige som den omskiftelige baggrund.

Som sagt: Det er godt, at mulighederne for oplevelse af og kendskab til Bent Sørensens værker på denne måde er blevet udvidet. Hvad kendskabet angår, er det værd at nævne, at ECM New Series her holder fast ved en prisværdig linje: Ledsagehæftet indeholder en lang, grundig og meget givende omtale af komponisten og hans værker. Den er i dette tilfælde skrevet af Anders Beyer.

•

Clarinet Trios. Wayne Siegel: Sound Patterns; Karsten Fundal: The Ways of Lightness and Falling; Svend Hvidtfelt Nielsen: Fable; Pierre Dørge: The Big Bird. LINensemble. dacapo 8.224122.

Klarinettrioen lever og har det godt, skriver Thomas Michelsen i ledsagehæftet til denne cd. Det gælder så både det fortræffelige LINensemble, som bestiller og opfører nye værker - og disse værker, som for adskilliges vedkommende viser sig at være værdifulde bidrag til ikke blot klarinettrio-repertoiret, men til ny dansk musik i det hele taget. Her får vi fire danske klarinettrioer, som er meget forskellige, og som på udmærket vis afslører noget af mangfoldigheden i den nutidige musik.

Vi starter med Wayne Siegels Sound Patterns, som i overensstemmelse med titlen og i overensstemmelse med, hvad man normalt venter af komponisten er et stykke god, gammeldags minimalisme. Det lyder ikke sindsoprivende spændende - og da slet ikke, når man fornemmer, hvad der også antydes i kommentaren: At det foregår i Steve Reichs fodspor. Den slags plejer at være mere interessant, når det er komponeret af Steve Reich himself.

Men fat mod: Der er passager, som leder tankerne i andre retninger. Flere steder bliver vi både melodisk og ryt-misk på overraskende vis ført tilbage til tiden ca. 1915-1930 i Frankrig, til Satie, til den franske Stravinsky og til Les Six. Men jeg må indrømme, at opmærksomheden til andre tider lige så stille sivede væk fra musikken, og tankerne gik deres egne veje. Minimalisme kræver sjovt nok maksimal opmærksomhed og fantasiudfoldelse samt kølig beregning fra komponistens side, hvis den ikke skal tage sig selv på ordet og reducere sig selv til at gå i ét med tapetet. Men når dette lykkes, kan man være heldig at opnå en god og frugtbar kombination af det hypnotisk-meditative og en fascinerende udnyttelse af de muligheder, som ligger i det dynamiske spændingsfelt mellem gentagelse og variation.

I Wayne Siegels stykke kan man måske tillige sige, at der er et andet spændingsfelt: Mellem de amrikanske minimalister og de nævnte europæiske fænomener, som momentvis kan minde om de langt senere amerikanere, men som her får lov til at få deres eget særpræg. I lange passager lykkes det at give denne dobbelthed overbevisende karakter, så noget tredje vokser frem: Udsagnet fra en komponist, som selv har noget væsentligt at sige.

Karsten Fundals The Ways of Lightness and Falling beskrives af Thomas Michelsen som en kombination af det lette/verdensfjerne og det tungsindige/tyngede - inspireret af komponistens egen beskrivelse af »en indre kamp mellem to tilsyneladende modsatrettede psykologiske kræfter, som han på det tidspunkt oplevede - som henholdsvis lethed og momentane fald fra denne lethedstilstand«. Jeg oplever det hele som værende præget af en vis desperation, for ikke at sige depression: Et stykke ekspressionisme, som synes at være fuldt af anfægtelser og sårbarhed, og som er udtryksfuldt både i de hurtigt vrimlende og i de næsten stillestående passager. Der er ikke noget "fyld" i dette værk, men en koncentration og en sammenbidthed, som virkelig fanger opmærksomheden. Og tonesproget er præget af en velgørende originalitet, som udelukker enhver trækken på skuldrene af nok en gennemlytning af en velkendt "sorrig-og-glæde"-dualisme.

I Svend Hvidtfelt Nielsens Fable findes noget, som opleves som beslægtet hermed. Værket starter med en underlig bevægelse omkring cis-mol, som gerne vil udvikle sig til en slags procession, men som alligevel ikke bevæger sig nogen steder hen. Det hele bliver stående i en slags vekselvirkning mellem det voldsomt gestikulerende og det fastfrossent pulserende.

Pierre Dørge har i "Image I" af The Big Bird en stadig fremadskridende, pippende, pludrende og gestikulerende bevægelse gennem nye, overraskende område - som fuglen, der flyver over den ene ligusterhæk efter den anden. "Image II" bevæger sig rundt i det ikke ligefrem jazzede, men mere alment traditionsassocierende område, både i de frit fabulerende og de mere rolige afsnit - her møder man også denne store, mærkværdige fugl i de indadvendte og faktisk meget smukke klarinetstrofer.

I "Image III" går et rytmisk spil i gang - fandenivoldsk, befriende. Man føler i hvert fald, at dette har været komponistens intention, men det bliver da vist til et noget mere gumpetungt foretagende? Men det viser sig efterhånden, at komponisten nok vidste, hvad han gjorde. Det hele bringes om ikke til at lette, så i hvert fald til at spille på velgørende humoristisk vis med stemmeudfoldelse og trillefløjte hen mod slutningen - måske haveejeren, som prøver at jage den pokkers fugl, som desperat flakser frem og tilbage langs hækken, ind til naboen.

Der er med andre ord masser af fantasi i disse fire stykker. LINensemble bidrager godt hertil. Der er meget, der er ujævnt og modsætningsfyldt her - men at give dette indtryk af en tid og nogle tendenser videre på overbevisende måde er i sig selv en væsentlig kunst.

•

John Frandsen: White Shadows; Svend Hvidtfelt Nielsen: Through the Darklands; Peter Bruun: All things are His mirror; Karsten Fundal: Memory; Ivar Frounberg: ...to arrive where we started....; Jens Hørsving: Walk with strangers. Figura Ensemble, dir. Henrik Vagn Christensen. dacapo 8.224143.

På denne cd forsøges givet et lille indblik i, hvad der kendetegner de danske komponister, som er født mellem 1950 og 1969.

Men "de danske komponister i alderen mellem 30 og 50" er jo en flertydig størrelse - også mere flertydig end det indtryk, man får ud fra denne cd! Hvad med de komponister, som er præget af en vekselvirkning mellem nedskreven musik og improvisation? Og hvad med improvisation alene? Og sådan kunne man blive ved. Dette er et lille udpluk af en mangfoldighed, som er mere broget og mere vidtstrakt, end udvalget lader ane. Men lad gå - der er bestemt spændende ting at iagttage også inden for de rammer, som er valgt.

John Frandsens White Shadows starter med sin rytmisk profilerede første sats som et fjernt ekko af Schierbecks Häxa fra 1939. Og den er egentlig også præget af en magi, som ikke ligger så fjernt fra Schierbecks: vi fortsætter med den ejendommelige kombination af klassisk skønsang og en instrumentalsats, som er præget af andre henydninger - vi bevæger os på tværs af tiden.

I Svend Hvidtfelt Nielsens Through the Darklands sker der noget af det samme, nu blot med et præg af fremadskridende fortælling, ikke af ekstatisk øjeblik: nu bevæger vi os horisontalt igennem regioner af mørke og lys, ganske i overensstemmelse med titlen. »En mørk grotte, der inderst inde gemmer en smuk og lysende hemmelighed« - sådan beskriver komponisten selv værket, og det er ganske i overensstemmelse med lytterens oplevelse. Slutningen er præget af opdagelsen af denne hemmelighed: Den lyder stedvis som en lys, forklaret version af Schönbergs Pierrot Lunaire.

Hos Peter Bruun er vi i All things are His mirror inde i et magisk kammer, som er præget af en vekselvirkning mellem noget tegneserieagtigt vraltende og hoppende og noget rituelt højtideligt. Værket etablerer med betydelig virkning sit eget rum, som jeg oplever som en syntese mellem det barnlige, umiddelbare og det ophøjede. Og det må siges at være en vellykket realisering af komponistens intentioner, al den stund der just skal være tale om "en bøn eller en salme".

I grunden bliver vi i det samme spejlkabinet, nu blot i en anden afdeling, med Fundals Memory. Her er der en sindrig ide om flerdimensional musikalsk tid - flerdimensionaliteten er ikke her stilistisk, men den bevæger sig inden for et fraktalt univers, som lukker sig om sig selv.

Ivar Frounberg lader i ...to arrive where we started... et "drama" udfolde sig med vanlig sans for timing og for begrænsning af den musikalske struktur til det absolut nødvendige - med desto større virkning. Teksten ser meget japansk ud med selvopfundne ord som "ama kyotawa", "kyuo takano" o.l., og hvori "et vist selvbiografisk islæt" i denne tekst består, er ikke godt at vide, men dét skulle der ifølge kommentaren være tale om - kunne komponisten ikke enten lade os svæve i lykkelig uvidenhed eller løfte lidt af sløret? Det japanske præger i grunden også selve musikken: Der sker noget gådefuldt, handlingspræget, men hvad? Gåden er irriterende, men fascinerende. Det lykkes på suveræn vis at vedligeholde spændingen med intensitet og nærvær omkring det, man aldrig ved, hvad er, fra start til slut, og man får lyst til at vende tilbage.

Endelig Jens Hørsvings Walk with strangers, som jeg oplever som cd'ens effektfulde højdepunkt. Det er virkelig et i positiv forstand højst ejendommeligt indtryk, man får af kontrasten mellem den formentlig med vilje neutraliserede tekst, som oplæses med dagligdags røst, og de mangfoldige alternative instrumentalklange, som opleves med punktuel intensitet. Det hele virker som et foto af et eller andet dagligdags motiv, som sættes op midt i et nonfigurativt billede - et billede, som er præget af vilje og evne til at opløse traditionel gestaltdannelse og sammenhæng og til at lade noget nyt vise sig. På en mærkelig måde fornemmes et ekko i det punktuelle af noget, som går helt tilbage til århundredets midte med nyskabelser, som lyser af dramatisk udtrykskraft - og midt i det hele har vi så en dagligdags dansk pigestemme, som snakker om cigaretter og om at gå med fremmede...

Man fornemmer, at komponisten virkelig har mod til at gå ind i det fremmede. At skabe noget på én gang så sanseligt og så abstrakt er ingen ringe bedrift. Jeg glæder mig til at høre mere af Jens Hørsving - og af de andre, mere velkendte folk på denne cd, som alle har ydet gode bidrag til indtrykket af en broget og spændende ny musik, som nu bevæger sig fra de halvfemsere, hvor værkerne blev til, ind i det nye årtusinde.