Copy Chat

Mere om debatten om ophavsretten

Samtale på nettet er en ny kommunikationsform midt imellem skrift og tale, som forener samtalens hurtighed med skriftens dybde. To DMT-læsere har pingpong-kommunikeret om ophavsretten på e-mail. Det er der kommet en længere diskussion ud af, som blandt andet handler om selve måden vi diskuterer på og hvordan vi kommunikerer holdninger videre til omverdenen. Teksten er et forsøg på at afdække komplekse sammenhænge - og samtidig vise at de er komplekse - i 'flydende form', hvor A og B i løbet af samtalen bliver klogere og ændrer standpunkt. Denne leg med fortællerinstan-serne gør teksten til et stykke litteratur eller en komposition om man vil.

A: Har du fulgt med i den dér internet og ophavsrets-debat i DMT?

B: Ja tak, du! Sikke et råbekor!

A: Jeg ville snarere kalde det en headbanging...

B: Du mener man bruger hovedet til at slå med i stedet for til at forstå med?

A: Noget i den retning... Det kedelige er at det er en debat om kunst der foregår på den måde. Læg mærke til at de, der taler på kunstens vegne, ikke er de mindst nidkære når det gælder om at nedgøre deres modpart og tillægge ham de nedrigste motiver i stedet for at høre på hvad han siger. Pinligt, havde jeg nær sagt...

B: Men synes du egentlig det er så mærkeligt? Det er jo for kunstnerne det brænder mest på! Eller du mener måske en kunstner skal være hævet over at bekymre sig for sit levebrød?

A: Overhovedet ikke! Jeg forestiller mig bare at netop en kunstner - eller en filosof eller en kritiker eller en anden af disse såkaldt 'frie ånder' som altid blander sig i den slags debatter - skulle have en anden slags overskud. Kunsten (filosofien, osv) skal vel gøre os, hvis ikke bedre, så dog 'gladere', forsone os med tilværelsens hæslighed eller absurditet, eller hvad du vil. Men hvis ikke kunsten som det første gør kunstneren SELV gladere, hvordan skal den så kunne gøre andre gladere? Derfor bliver jeg trist når jeg ser en kunstner (filosof osv.) fare frem med bål og brand og rase mod verden...

B: Du har nok aldrig hørt om Beethoven!

A: Du mener Fury over a Lost Penny? Men det vidner da netop om det overskud jeg taler om! Humor, kan du også kalde det.

B: Det er lidt for idealistisk for mig. Du glemmer at den her debat slet ikke først og fremmest handler om kunst, men om rammerne for den.

A: Er du sikker på det? Jeg er ikke sikker på om jeg overhovedet forstår hvad den handler om...

B: Den handler om de nye medier og de nye vilkår de sætter for udbredelsen af musik. Den handler om kommunikation!

A: Men det gør det jo ikke mindre vanvittigt at den straks udarter til et hundeslagsmål hvor ingen tør sige noget, fordi alt hvad du siger, bliver brugt imod dig - i egen nedgjorte person. Hvis de der taler om kommunikation, ikke kan finde ud af at kommunikere...

B: Men sådan er det jo heller ikke! De nye kommunikationsformer er der allerede og virker, i virkeligheden. Det er bare vores tænkemåde der halter bagefter. Tag fx e-mail'en: Det er en ny form midt imellem skrift og tale som i kraft af sin hurtighed forener samtalens fordele: Følelsen af nærkontakt om og med en sag, med skriftens fordele: Dens større præcision, det at man kan 'blade tilbage' osv. Det fungerer jo allerede. Jeg kender folk der skriver digte sammen på den måde - det er ligesom at spille bordtennis! Jeg tror at hvis meningsudvekslingerne i DMT virker både hoved- og haleløse, er det fordi debatten i virkeligheden foregår et andet sted, nemlig på nettet, netop, med en hurtighed og smidighed der intet har til fælles med denne parodi på 1. verdenskrig, hvor man skyder på hinanden én gang hver tredje måned.

A: Hm, det er muligt. Det lyder da sådan set opmuntrende! Men hvad handler dén diskussion så om, tror du?

B: Den på nettet?

A: Ja, den pingpong-udveksling om ophavsret du refererer til: Findes den virkelig, eller er det bare noget du finder på for eksemplets skyld? Og hvis den findes derude i cyberspace, hvad er det så ved den der er så forskelligt fra DMT-diskussionen, bortset fra formen altså? Jeg mener: Krig er vel krig, ligemeget om den foregår ved Somme eller i Golfen?

B: Den findes, og forskellen til DMT-diskussionen er, at man hurtigt kan spørge hinanden hvad pokker man mon mener, og så komme videre og finde fælles præmisser at diskutere ud fra. Det er det modsatte af krig.

A: Jeg synes det er noget vrøvl at sige at bare fordi en diskussion foregår på e-mail, så er den automatisk bedre end en debat i et fagblad. Det er næsten det samme som at sige at al skriftlig meningsudveksling før telegrafens opfindelse er på mudderkastningsniveau. Men du har fat i noget når du taler om at finde fælles præmisser. DMT-diskussionens deltagere tror tilsyneladende at de taler ud fra en fælles forståelse af ophavsrets-problematikken, og samtidig skælder de hinanden ud for at have misforstået det hele!

B: Du mener fordi ingen rigtig gør sig ulejlighed med at forklare sin grundholdning før mudderet er kastet?

A: Også det, ja, men mere at det med ophavsretten er en frygtelig sammensat problematik som man ikke kan være bekendt at gå ud fra at alle bare forstår. Det er også temmelig arrogant, synes jeg, at argumentere som om man selv er helt på det rene med alle dens facetter. Ophavsret er lige så indviklet at forklare som det schlesvig-holstenske spørgsmål.

B: Ved du at da Lord Palmerston engang blev bedt om at forklare det med Schlesvig og Holsten, sagde han at der kun var tre der havde forstået problematikken til bunds: Den ene var død, den anden var blevet vanvittig, og den tredie var ham selv, og han havde glemt det?

A: I stedet for at fortælle vittigheder skulle du tage at fortælle mig, hvilke fælles præmisser det er din internetklub har fundet frem til - jeg går ud fra at du selv deltager i diskussionen?

B: Jamen, det er ikke nogen klub, snarere en slags knopskydende samtale. Men skidt med det, lad mig bare prøve en præmis af på dig: Der er tre slags ophavsret: past, present og future!

A: Er det internetsprog?

B: Det er Dickens, næsten. Hør nu her: Er det ikke OK at sige at der er noget der hedder den go'e gamle ophavsret, den hvor musikken tjener penge til komponisten hver gang den bliver spillet? Og at der er den ophavsret vi har i dag, hvor det ikke så meget er komponisterne, men de store pladeselskaber der tjener pengene? Og er det ikke også OK at man diskuterer en fremtidens ophavsret uden at blande past og present ind i diskussionen - en slags utopisk ophavsret: Den bedste af alle ophavsretter?

A: Nej, det er bestemt ikke OK Der er ikke noget der hedder gammel ophavsret, og slet ikke noget der hedder god (eller dårlig) ophavsret. Ophavsretten er den den er, ligesom Vorherre i Det Gamle Testamente. Det er den fordi den er nedskrevet i en række internationale konventioner, og dem kan man ikke pille ved. Det du taler om, er ophavsretsforvaltning - det er noget helt andet.

B: OK, så forvaltningen af ophavsretten i fortiden osv. Men hov! hvem siger at den ophavsret der står om i konventionerne, ikke kan laves om? Og er konventioner forresten ikke juridiske dokumenter der er skrevet af jurister og skal fortolkes af andre jurister? Og hvad med højesteretterne: Hvis sådan en fælder en dom der går imod præcedens, fordi der er grundlag for det i politisk eller folkelig meningsdannelse, hvad sker der så med din uforanderlige ophavsret?

A: Jeg er altså bange for at du blander ophavsretten og forvaltningen af den sammen igen. Når der afsiges domme om ophavsretsspørgsmål, er det ikke ophavsretten der ændres, men den måde den forvaltes på.

B: Jamen, hvad er så forskellen? Det er da lige meget hvad der står i en eller anden konvention hvis der er afsagt en højesteretsdom om hvordan den skal fortolkes?

A: Nej, ikke helt, for det er rammerne for forvaltning inden for det system der forvaltes efter, der påvirkes af dommen, ikke ophavsretten selv. Ophavsretten er autorens umistelige ret til sit værk, ligemeget hvem der forlægger eller udgiver det eller forvalter denne ret. Det er det der betyder at der kan tages afgift af et værk hver gang det opføres, for det er komponistens ejendom der lejes ud.

B: Men du må da indrømme at man godt kunne skrive en ny ophavsret?

A: Teoretisk ja, men hvilken? Man kunne også afskaffe den. Du glemmer bare at 'man' er stort set hele det internationale politiske og juridiske samfund, og de er ikke sådan at flytte med.

B: Hvem siger jeg glemmer det? Man har vel lov til at lege med tanken... Prøv nu at høre: Hvis vi vågnede i morgen og opdagede at - zap - ophavsretten var væk, tror du så det ville sætte autorerne tilbage til tiden før den blev indført?

A: Nej, du siger noget. Dengang var komponisterne afhængige af forlag til at massedistribuere deres musik, men nu er der jo internettet...

B: You said it! Men du sagde også noget andet: Det slår mig pludselig at en af de 'skjulte dagsordener' der er med til at gøre debatten så uigennemskuelig - og dermed så ophidset, i øvrigt - selv om dette punkt egentlig slet ikke vedrører ophavsretten 'som sådan', netop er spørgsmålet om forlagenes betydning (eller forsvindende betydning) - i en 'papirløs' fremtid. Jeg har hørt om to komponister der kom vældigt op at skændes om dét problem: Hvis jeg har skrevet fx en opera, og et ensemble jeg absolut ikke har kunstnerisk fidus til - du véd: 'Florence Forster-Jenkins & Her All-Nightingales', eller noget i den boldgade - vil opføre det, kan jeg så modsætte mig at stemmer jeg har skrevet, udleveres til dem der ingen stemmer har? Den ene mente ja, den anden mente nej - men pointen er at det sidste gjorde for-laget også, og det var i dén sammenhæng det sidste ord! Forlaget ejer jo stemmerne, og som i visse andre brancher kan man ikke bare afvise en betalende kunde fordi man ikke bryder sig om fjæset, lugten eller - i dette tilfælde - røsten...

A: Dermed har du måske redet én af trådene ud, men du filtrer også ind igen, for det med at skrive stemmer ud for komponisten er jo betalt af forlaget - stemmerne er ikke hans ejendom. Og du har stadig ikke fundet skurken...

B: ... det er klart ...

A: ... hvis der overhovedet er nogen. For som du selv siger, kan et forlag jo ikke handle anderledes.

B: Nej, men: Hvis medierne ændrer sig, må procedurerne jo følge med! Den dér med 'publish or perish' kan pludselig få en helt anden lyd, forekommer det mig! Hvis komponisterne kan spare papiret - og dermed forlaget - er det næppe særlig klogt af forlæggerne at satse på at komponisterne i længden kan forhindres i at gøre det. Det fungerer jo allerede, som én af os sagde før: Jeg har da allerede hørt adskillige 'uropførelser' på min MIDI-player! Så hvis jeg var forlægger, ville jeg kæmpe i forreste række for at bane vejen for en rent netbåren distribution hvor jeg kunne skabe mig en ny niche som papirløs distributør - ud fra perspektivet: 'Publish virtually, or perish - REALLY'!

A: Og derved foresvæver det dig at komponisten som en diskret sidegevinst ville genvinde 'nærkontakten' med sit værks skæbne så ophavsretten igen skulle være andet og mere end en ret linser? Men er det overhovedet et 'perspektiv', som du kalder det? For ligesom man siger at en dårlig anmeldelse er bedre end ingen, kunne det må-ske også gælde en dårlig opførsel?

B: Opførsel?

A: Opførelse, mener jeg naturligvis (det var en slagfejl). Men altså: Da Mozart kom til Prag, blev han lykkelig over at folk på gaden sang og fløjtede Figaros Bryllup. Følte han sin 'ophavsret' krænket? Nej: Penge har ikke været noget problem lige i dét øjeblik; men lige så lidt har han bekymret sig om hvorvidt gadedrengene nu havde trænet deres mellemgulv tilstrækkeligt. En kunstner vil have sin musik ud - var det ikke dét, det hele handlede om? - og så må han tage hvad der kommer. Ellers ender han som Scelsi!

B: Det var måske endda ikke det værste: Der er noget scelsi-agtigt over fremtidens virtuelle komponist som jeg ser ham. Det er jo netop det: Der er mange ting der før har været vigtige, som slet ikke er det mere... Men hvad nu forlæggeren angår, går han snart samme vej som nodestikkeren, forudser jeg, hvis ikke han muterer. Problemet er blot om han kan mutere! For hvis forlæggeren - i stedet for som hidtil at trykke noder og våge over at de ikke bliver fotokopieret - så sin mission i at være 'interface' mellem komponister og downloadende brugere på nettet, så ville han jo blive en slags alternativ ophavsretsforvaltning, og dén går jo ikke lige for tiden, vel? For ikke at tale om den skønne vision at komponisterne - eller i hvert fald den 'unge' generation som allerede 'sidder der bag skærmen' (som ham-dér-du-véd-nok på 100-kronesedlen sang) - simpelthen skar igennem, droppede alle de mellemled som nu skændes om hvem der er mindst overflødig, og lavede deres egen kooperative hjemmeside?

A: Jeg begynder at forstå dig: 'Nu er der jo internettet' sagde jeg, og jeg indser at det er dét der gør at det er meningsfuldt at tale om en 'future' ophavsret, som du kaldte det, for komponisten kan nu kopiere og distribuere sin musik ad libitum, ad infinitum, ad absurdum, ligeså godt som ethvert forlag - hvis altså han laver en hjemmeside. Du må til gengæld forstå mit eksempel med Mozart i Prag rigtigt: Jeg taler om komponistens 'ideelle' ejendomsret til sit værk, ikke om hans ophavs- eller forvaltningsret. Mozart havde jo ingen juridisk ophavsret - den var slet ikke opfundet endnu, og han var afhængig af andre økonomiske mekanismer for at overleve - pointen er at ophavsretten 'present' forhindrer den fri udbredelse af musik på nettet som du taler om. Hvis dine jens vejmand-komponister skal gøre som du tænker dig, må de enten melde sig ud af forvaltningsselskaberne, eller også må selskaberne lave deres forvaltningspraksis om.

B: Og jeg sagde: 'Dén går jo ikke lige for tiden'!

A: Hvorfor ikke? Det er da komponisternes musik, ikke forlagenes. Er det ikke dét ophavsretten drejer sig om?

B: Jamen, forlagene er altså ikke bare en flok vampyrer der vil suge blod af komponisterne, og komponisterne i Danmark (og i Norden, forresten) er væsentlig bedre stillet end i de fleste andre lande i verden. Forlagene først: Husk at vi når vi taler om 'klassiske' komponister - dem der har traditionen fra Mozart og hans Don Juan og fra Beethoven og hans femogtyveøre i tasken - taler vi også om 'klassiske' forlag. Det er de forlag der er repræsenteret om forhandlingsbordet i KODA og i TONO i Norge, fx. Selv om nogle af de forlag er ejet af store udenlandske selskaber, har deres danske afdelinger langt hen ad vejen interessefællesskab med komponisterne. Forvaltningsselskaberne kan tilbageholde 10% af de penge som udenlandsk musik tjener ind til dens rettighedshavere (de nationale midler), og af de penge fordeles de fleste til danske, norske etc. komponister gennem deres interesseorganisationer. Desuden fordeles den indtægt fx KODA forvalter, sådan at 'klassiske' komponister groft sagt får mere end de 'rytmiske'. Kort og lidt forenklet sagt får en dansk partiturkomponist en pæn klat penge fra KODA - hvis han altså opføres ofte nok. Det gør at det er muligt for ham at indgå en forlagskontrakt hvor 1/3 af de KODA-midler et værk indtjener, tilfalder forlaget som så kan 'tage' et værk - dvs. skrive stemmer ud, distribuere det og gøre reklame for komponisten - uden det koster forlaget så forfærdelig meget. Hvis ellers forlaget virkelig 'gør noget' for komponisten og ikke bare tænker på ham og hans værk som en investering ('TÆNK hvis værket bliver et hit!'), så har både komponisten og forlæggeren noget ud af samarbejdet. Det skyldes alt sammen at de danske 'klassiske' komponister har høje KODA-indtægter, og hvis komponisterne melder sig ud af KODA og går på nettet, ramler hele bygningen.

A: Og hvad så? Den ramler alligevel! For det første er det kun et spørgsmål om tid før dine 'rytmiske' komponister holder op med at finde sig i at der er en skæv fordeling af KODA-pengene, og for det andet er de dér 10% du taler om, kun mulige at inddrive fordi forvaltningsselskaberne har internationale samarbejdsaftaler der gør at man kan indsamle pengene hvor de tjenes. Hvis de aftaler opsiges og fx et engelsk ophavsretsselskab be-gynder at inddrive afgift af engelsk musik i Danmark, så farvel, 10%!

B: Øh, men hvorfor skulle de dog det?

A: Hør her: I de fleste lande uden for Norden kender 'klassiske' komponister slet ikke til de relativt høje ophavsretsindtægter som man gør her. En af grundene er at i Danmark sidder de virkelig tunge drenge slet ikke med ved KODA's forhandlingsbord: De forlag der administrerer rettighederne for den udenlandske musik der spilles mest i Danmark (dvs. engelsk og amerikansk 'rytmisk' musik), arbejder med Norden som et samlet område og er derfor kun repræsenteret ét sted, nemlig i det svenske ophavsretsselskab, STIM. Bl.a. på grund af dette subforlagssystem er svenske komponister hårdere trængt - de får færre penge - end fx norske og danske 'klassiske' komponister fordi deres indflydelse i STIM er mindre end deres kollegaers i fx KODA...

B: ...Det er ikke altid en fordel at tilhøre en 'stime'?...

A: ...OG mens man i KODA og TONO og de andre selskaber slås om fordelingen mellem 'rytmiske' og 'klassiske' komponister, så har svenskerne de virkelig store problemer inde på livet: Ophavsret er en multimilliardforretning, og de tunge drenge er de internationale forlag, pladeselskaberne og efterhånden også softwarefirmaerne med Microsoft i spidsen. De tjener styrtende med penge på den ophavsretslovgivning som også de små fisk i KODA-stimen er en del af, og de vil tjene flere. For dem handler internettet slet ikke om frihed og kunstnerisk udforskning af et nyt medie, det handler om at tjene penge på en ny måde. Derfor er the big boys interesserede i at registrere og regulere så meget som muligt af hvad der foregår derude, så de kan tage afgift af den musik som de forsøger at 'eje' mest muligt af. Det er svært for et forlag, et pladeselskab eller selv for Microsoft at overtage 'selve' ophavsretten, men de kan overtage det næstbedste: forvaltningsretten, enten ved at forsøge at overtale kunstnerne til at overdrage forvaltningsretten direkte til dem eller ved at søge størst mulig indflydelse i de eksisterende forvaltningsselskaber. Derfor er dine 10% i fare; for det er altså ikke venlige, komponiststyrede udenlandske forvaltningsselskaber der sameksisterer fredeligt med KODA, der er på færde her.

B: Hold da kæft!

A: Hvem, mig?

B: Men er det helt ærligt ikke nærmest en sammensværgelsesteori?

A: Jamen, hvorfor tror du de tunge drenge forsøger at samle hele distributionsapparatet hos sig? Når en 'rytmisk' komponist vil have en cd ud, må han ofte underskrive en kontrakt der både er en forlagskontrakt og en kontrakt om de mekaniske rettigheder, med samme selskab. Og Microsoft har selvfølgelig opdaget at hvis cd'er skal distribueres over internettet, skal der udvikles software - det gør de så, og at tage skridtet til at prøve at eje hele fødekæden, incl. ophavsretsforvaltningen, ligger lige for.

B: Fy for den - vil det sige at når de 'rytmiske' og 'klassiske' komponister i KODA's råd leger deres tovtrækningsleg, så er det i virkeligheden bare tiden de trækker ud? Skulle de ikke hellere finde ud af at arbejde sammen om at holde de der store forlag osv. du taler om, væk fra fadet før det er for sent? De 'rytmiske' kommer vel også i klemme?

A: Nemlig. Du siger komponisterne har det godt i Danmark, men at opretholde 'KODA-systemet' er på lang sigt at støtte at ophavsretsforvaltningen skifter hænder, for de stærke kapitalinteresser er ikke til at standse.

B: Hm - det kan godt være, men jeg synes altså du overdriver. Alt det dér er da ikke de 'klassiske' komponisters problem? Deres musik tjener jo ikke milliarder, så dem er de store stygge internationale slet ikke ude efter. Hvis det virkelig går sådan at fordelingen mellem 'rytmiske' og 'klassiske' udjævner sig så de 'klassiske' får mindre, og hvis de nationale midler alligevel forsvinder, så har de 'klassiske' jo ikke nogen rigtig interesse i at være med i KODA længere - de kan lige så godt forvalte deres rettigheder selv! Og jeg kan egentlig godt forstå at de 'rytmiske' ikke har lyst til at deres KODA-penge skal bruges til kunststøtte. Det må da være staten der står for det.

A: Du synes altså ikke rytmisk musik er kunst?

B: Øh, det sagde jeg ikke, - selv om jeg må indrømme at jeg aldrig helt har forstået hvorfor lige netop dén skal hedde 'rytmisk'? Er det fordi 'taktfast musik' ikke lyder så godt?... Imidlertid: Hvis jeg forstår KODA-reglerne rigtigt, så fordeler man bl.a. pengene efter entréen til koncerterne. Men til koncerter med kunstmusik holdes entréprisen kunstigt nede ved statsstøtte - også rytmisk kunstmusik, bare se på spillestedsloven. Derfor burde staten gå ind og kompensere kunstmusikken for det den mister hvis KODA-fordelingen ændrer sig mærkbart og der opstår nye forvaltningsselskaber.

A: Ha, der kan du selv se: Noget 'rytmisk' musik har lige så meget brug for kunststøtte som 'klassisk'. Forstår du ikke at hele billedet ændrer sig på grund af computeren? Komponister der ikke kan noder, kan skrive ligeså indviklet musik som partiturkomponister ved hjælp af avanceret software, og komponister der kan noder i forvejen, kan gøre hele forlagenes traditionelle manuelle arbejde hjemmefra. Grænser udviskes, komponisterne ændrer deres arbejdsform, og forlagene må følge med. Og det må ophavsretten også! De eneste der på langt sigt har interesse i at den bliver ved med at være som vi kender den i dag, er the big boys, og det har de fordi de arbejder på at overtage kontrollen med forvaltningen af den.

B: Det er altså en slags krig mellem de gode og de onde du forestiller dig i løbet af de næste år: en kamp om kontrollen med ophavsretten mellem kunstnerne og de andre, og forvaltningsselskaberne er bare slagmarken?

A: Yes! Det går jo ikke at løse problemet som Alexander med den gordiske knude ved bare at afskaffe ophavsretten. Den handler ikke bare om retten til at tjene penge hver gang ens værk opføres; den handler også om at beskytte værkets integritet, om at hvem som helst ikke bare må bruge det til hvad som helst. Det er snarere et spørgsmål om at kunstnere eller grupper af kunstnere tager ophavsretten til sig og forvalter den selv.

B: Men det ændrer da ikke ved at internettet problematiserer selve ophavsretsbegrebet? Nettet gør det svært at tale om et 'værk' man kan beskytte ophavsretsligt, for hvis komponistens musik ligger derude, og hvis alle kan downloade den hvis komponisten synes det er OK, så er der jo ikke nogen endelig version af 'værket' - enhver kan jo ændre i det efter behag med det rette software - og hvis der ikke altid er et 'director's cut' registreret (aha!) et eller andet sted, er det vel heller ikke muligt at holde fast i den form, ophavsretskonventionerne har? Hvad er det for et 'værk' man taler om: 'din' eller 'min' udgave af 'hans' komposition?

A: Det må da være det dér 'åbne værk', som Umberto Eco talte om: L'opera aperta! Idéen om at overlade så meget til udøveren - og med 'det rette software', som du siger, bliver vi jo alle udøvere - at det 'samme' værk kunne lyde i hvert fald lidt forskelligt hver gang (hos Berio og Stockhausen og de andre europæere) - eller sågar meget forskelligt (hos Feldman og Cage og de dér skøre typer over there...). Men dén diskussion har vi da lige så stille forladt igen, har vi ikke? Eller er det simpelthen højmodernismen der rammer os i nakken her midt i det hypermediale 'post'? Det ville sgu da være ret interessant!... Men i hvert fald kan man vel sige at en komponist der tror på det åbne værk, ikke kan være så forhippet på dét aspekt af ophavsretten som en 'klassicist' for hvem 'vi alene viiide'...

B: Det har med sagen at gøre, det er klart... Du kan også tænke på Glenn Gould, der så frem til en fremtid med mere 'intelligente terminaler' end pladespilleren således at ikke bare Gould i sit studie, men også lytteren i sit hjem kunne sidde og more sig med at mikse... Dén mulighed foreligger faktisk nu!

A. Men hvad er det da der afgør om en kunstner vil kontemplere disse udsigter med rædsel eller med begejstring? Om han vil se det som kunstens undergang eller tværtimod som dens fuldbyrdelse? Det er vel en eller anden form for tro, i sidste tilfælde: ikke på værket, men på 'brugerne'. En tro på at de der 'behandler' musikken, vil behandle den 'godt'. Det er et meget subtilt aspekt af diskussionen som faktisk virkelig handler om kunst, så vidt jeg kan se: for 'brugen' af musikken kan jo - heldigvis - strække sig langt ud over kunstnerens 'intentioner' uden af den grund at blive misbrug, kunstnerisk set. Nu Mozart fx, som vi kender ham fra filmen: Han syntes jo Schikaneders parodi på Don Juan var vældig morsom; det var kun Constanze der følte sig krænket. Hvilket måske, kommer jeg pludselig til at tænke på, hænger sammen med at det jo - i filmen altså - var hende der 'forvaltede' Mozarts (dengang endnu rent ideale) ophavsret!

B: Det med 'brug' og 'misbrug' peger på et aspekt af 'ret' som er så grundlæggende at vi er tilbøjelige til at glemme det. 'Ret' er jo ikke noget, jeg går rundt og 'har' hele tiden - eller rettere: Folk der hele tiden 'har ret', er ikke til at holde ud! Almindeligvis er vi åbne for alle mulige muligheder, og så længe det går godt, bekymrer vi os ikke om vores 'ret'. Det er først når noget går galt, vi hiver den frem. Og hvad er det der kan gå galt i denne sammenhæng? Det er fx at nogen kopierer mit værk og sætter sit eget navn på i stedet (plagiat). Eller det er at nogen scorer kassen på mit arbejde uden at jeg selv får en øre. Da må jeg påberåbe mig min ret - og med rette! Men selv i det sidste tilfælde er det jo ikke så meget på grund af en 'Lost Penny'; det er mere princippet, ikke sandt? Hvilket forresten omvendt betyder at min ret ikke nødvendigvis er intakt blot fordi jeg faktisk får en penny eller to...

A: Hvis du er rockmusiker, er det simpelthen de aktuelle vilkår: Hver gang du får en penny, ta'r pladeselskabet en hel 'nielsen'! - Men for at vende tilbage til det med troen var der faktisk, så vidt jeg husker, et indlæg i DMT der talte om at man skulle tale til brugernes »bedre jeg, i stedet for at true dem langt ind i helvede«. Det var, synes jeg, værdig snak - en kunstner værdig!

B: Men igen lidt idealistisk, ikke? Jeg overhørte nylig en samtale mellem to musikelskere hvoraf den ene sagde til den anden: »Du skal få dig en stor computer med cd-brænder og det hele; det er hurtigt tjent ind: Du sparer 10.000 om året i cd'er!!!«...

A: Puha... B: Ja, det er lige den type Adorno ville elske at hade: At forene nydelsen af musik med nydelsen af penge; at være Liebhaber, connaisseur - og så samtidig spare 10.000 om året!

A: Det er 20.000 før skat!

B: Nemlig, og tankegangen er den samme som hos én der ikke vil betale skat fordi han er imod militæret eller ikke har børn eller kun vil betale for at få fjernet sine egne ligtorne, men ikke naboens kræftsvulst... Og kom ikke og sig at det er en subversiv praksis fordi den kun snyder kunstnerne ganske lidt mens den snyder pladeselskaberne vældig meget!

A: Dér var den dårlige opførsel!

B: Det interessante ved eksemplet er imidlertid ikke så meget at det er uetisk, og heller ikke så meget at det er ulovligt, men at det er et eksempel på hvordan en dårlig lovgivning faktisk korrumperer! Det er for dumt at forbyde noget som enhver kan gøre og alle har lyst til. Forbudet mod digital kopiering er ikke uden grund blevet sammenlignet med spiritusforbudet: Tager vi udgangspunkt i at folk ikke kan styre deres drikkeri, gør vi et problem af noget der ikke behøver at være det, og skaber dermed kun endnu flere problemer der må imødegåes med endnu mere justits og så fremdeles. Det er præcis dén onde cirkel ophavsretsligheden er godt på vej ind i.

A: Og hvordan kan den brydes? Kun ved at komponisterne tager sagen i egen hånd - dels fordi det som sagt er komponisternes musik, og de derfor er de nærmeste til at tage vare på ophavsretten; dels fordi de dér hvor det gælder om at skelne 'brug' fra 'misbrug' kunstnerisk set, igen - qua kunstnere - er de nærmeste. Og med nettet der er i stand til hurtigt og uden overflødige omkostninger at distribuere musik såvel i form af partiturer som i form af indspilninger, afspilninger og omspilninger - dvs. alt andet end den klassiske, 'fysiske' koncertfremførelse hvor ophavsretten kan forvaltes som vi altid har gjort det, uden at skulle indføre en global politistat - er dette muligt, ja ligefrem piece of cake!

B: Jo tak, jeg ser utopien. Men utopier har det jo med at blive fældet på stregen af dén lille real-politiske detalje man havde overset. Og her må jeg vende tilbage til det dér med hvad der 'går lige for tiden'. For er det ikke sådan at KODA faktisk har monopol, for tiden, at det altså er ulovligt at oprette 'sit eget' forvaltnings SELSKAB?

A: Jo, KODA har monopol, men det monopol bygger på gammel lovgivning. Jeg ved ikke om monopolet ligefrem strider mod konkurrenceloven - det er vistnok et fortolkningsspørgsmål - men den holder i hvert fald ikke i EU så hvis et udenlandsk selskab ville begynde at drive forvaltning i Danmark, kan jeg ikke se at der er noget der kan forhindre det i at gøre det med mindre KODA sagsøger det udenlandske selskab og vinder sagen ved højesteret - muligvis stik imod konkurrenceloven og EU, og hvad ved jeg - med den begrundelse at KODA driver kulturpolitik (de 10% og den skæve fordeling, ikke sandt?). Endelig er KODA svær at konkurrere med fordi KODA er så dygtig til at registrere og opkræve...

B: Såmænd, men der er jo også en grund til at den dér monopollov blev indført i sin tid. Din vision af kilometervis af jens vejmænd bag hver sin skærm er forjættende fordi det er en ide om total personlig frihed; men har du tænkt på at det også er en American dream? I USA er der flere konkurrerende forvaltningsselskaber, og det har staten det fint med fordi selskaberne kun udbyder en vare: den bedst mulige forvaltning, og den er i praksis 'den mindst ringe forvaltning' fordi de amerikanske selskaber er ret dårlige til det med registrering, opkrævning og afregning, i hvert fald sammenlignet med KODA. I Danmark bruger staten KODA til at lave kulturpolitik med - du nævnte selv de 10% til nationale midler - og effektiviteten er høj bl.a. fordi KODA er under tilsyn af kulturministeriet og derfor har en forpligtigelse til høj effektivitet. KODA er også vigtig fordi stort set alle landets komponister er medlem og derfor ideelt set har adgang til selskabets ressourcer hvis en komponists ophavsret krænkes. Dine vejmænd er ikke organiserede, og derfor er de et let bytte for de pengestærke og advokatindpakkede interesser. De har heller ikke en kinamands chance for at blande sig i international ophavsretspolitik, de er bare henvist til at skrive om den i deres internet-chatrum mens de tunge drenge du taler om, gør som det passer dem. Kort sagt: Amerikanske tilstande.

A: Du mener altså at den kollektive forvaltning alligevel er vejen frem fordi 'jo flere vi er sammen...'? Kan du ikke se at det er et ptolemæisk verdensbillede du tænker i? Jeg mener: Det er snirklet og indviklet og uigennemskueligt, og hver gang nogen observerer noget nyt, passer det ikke helt ind i systemet, og så må man tilføje endnu mere labyrintisk mekanik for at få det hele til at gå helt op...

B: Det er en helt, helt forkert sammenligning!

A: Ophavsretsforvaltning er enkel, tilgængelig og gennemskuelig, siger du?

B: Gu' er KODA indviklet. Men ophavsret og forvaltningen af den er menneskeskabt, og hvor Vorherre elsker enkle grundpræmisser, elsker mennesker komplicerede mekanikker. I øvrigt kan man jo tage ud i verdensrummet og se efter hvis man vil være sikker på at Kopernikus havde ret; ophavsretten derimod er ikke et absolut. Alvorlig talt, jeg mener at din sammenligning er helt gal netop fordi den næsten passer! Men ophavsretsforvaltningen i Danmark er indviklet ligesom fx skatteloven fordi den bygger på fordeling efter bestemte regler. Enkle skatteregler er nemme at lave: 'Hvor mange penge tjener De? Tak, send os halvdelen'. Det får bare konsekvenser at lave den slags regler; derfor ender skattereformer som oftest med mere uigennemskuelighed.

A: Vi har hele tiden talt om 'present' ophavsretsforvaltningens urimeligheder, og nu siger du at den nok alligevel er til det bedste? Eller mener du at ideen om en kollektiv forvaltning i ét nationalt selskab trods alt har så mange fordele at den er værd at holde fast i som en slags socialdemokratisk forvaltningsmodel?

B: Ja, men kun hvis KODA formår at ændre sig og tilpasse sig 'the future' på kunstnernes præmisser. Du taler så lidenskabeligt imod den fremtid som truer, men hvem ved om det kommer til at gå som du siger det gør? Hvorfor allerede nu sprænge KODA i luften?

A: Hvis KODA er styret af teknokrater og af komponistforeninger der kun er interesseret i at flå hinanden, og af forlæggere der enten er ubetydelige nodebutikker eller ejet af Sony eller hvad ved jeg, så skal jeg sige dig hvorfor: Fordi kunstnerne er bedre tjent uden! Men jeg må indrømme at jo mere man taler om skræmmebilleder som om de var virkelige, des mere sandsynligt er det at de bliver det...

B: Der er noget dér... Men man kunne lige så godt mene at KODA styres af hårdt arbejdende tillidsfolk der gør hvad de kan for at få den langsigtede internationale ophavsretspolitiks problematikker og hver deres foreningers medlemmers mere kortsigtede interesser til at gå op i en højere enhed til alles bedste...

A: Ved du hvad dét her minder mig om? Det minder mig - på mere end én måde, for øvrigt - om den scene i Twin Peaks hvor de mildt sagt tvivlsomme typer brødrene Horn sidder foran kaminilden og ikke kan finde ud af om de skal brænde den rigtige eller den 'forbedrede' version af savværkets kassebog, og så siger lillebror til sidst: Det lader til at det eneste vi er helt sikre på, er - THAT WE'RE NOT SURE!?

B: Det er godt der ikke er nogen der hører os!

Fotos i denne artikel:

Hanne Mette Bjerg.