Komponisters ører - optegnelser til et overset fænomen

Den seneste forskning har vist, at livslang vækst af ører kompenserer for det naturlige, aldersbetingede høretab. DMT er primo april kommet i besiddelse af forskningsmaterialet, der bør få stor betydning for vores forståelse af komponisters mulighed for at virke og arbejde helt frem til de sene år i livet.

Af prof. dr. P. W. Schwabenschwinger aus Baden-Baden

Der foreligger i litteraturen flere arbejder, som dokumenterer vækst af ørerne livet ud. En teleologisk forklaring er, at efterhånden som høreevnen aftager, kompenserer naturen ved vækst af ørerne, således at det ydre øres tragtfunktion som indfanger af lyde øges.

Når forskere først nu træder frem med de bemærkelsesværdige resultater, er det fordi undersøgelsen har foregået over en 40-årig periode med henblik på overbevisende med empirisk eksempelsamling at kunne dokumentere det patologiske fænomen.

Ved venligt udlån fra Danske Kongers Kronologiske Samlinger har man kunnet følge ørevæksten hos danske monarker og mandlige medlemmer af det Glücksburgske hus, der - lige siden L.J.M. Daguerre i 1837 opfandt daguerreotypiet - er blevet hyppigt portrætteret. Som eksempel kan man henvise til billeder af Kong Frederik den 9., som havde en markant ørevækst i det lange spand af år fra ung kronprins til moden monark.

Men også i kunstens verden har det været muligt at dokumentere ørevækst hos fremtrædende personligheder. Blandt de mest fremtrædende finder vi Schönberg og Stravinsky, der begge havde usædvanligt store ører. I dansk sammenhæng, kan vi ikke mindst takke fotograf Marianne Grøndahl for et rigt billedmateriale. Grøndahl er kendt for at flytte ind hos de personligheder, hun fotograferer. Dette medfører et indgående kendskab til kunstneres personligheder, herunder deres ørevækst. Fotografen kan henvise til en billedserie, som må betegnes som unik. Grøndahl har til hensigt at udgive disse billeder i et bogværk. Fra eksempelsamlingen henviser vi et fotos af den ældre Vagn Holmboe, hvor det er tydeligt at ørerne har nået en struktur og form af betydeligt omfang.

Størrelsen på øret har forskerne regnet ud fra formlen a x(b+b)/100, hvor a repræsenterer afstanden fra nederste del af lobulus til øverste punkt på helixranden, mens b er afstanden målt vandret med von Hören-Sagens libellelineal fra tragus til yderste rand af øret. I dette indeks er b vægtet i anden potens, idet dette mål er det vigtigste for tragtfunktionen. Er a 7 cm og b 4,5 cm, er von Hören-Sagens indeks således 1,42.

Redaktionen har forholdt komponisten Per Nørgård disse beregninger, idet arbejdet i fotolaboratoriet har afsløret, at også Nørgårds ørevækst har været betydelig gennem årene. Nørgard svarer, at indekset allerede er opfundet af Nørgård selv. »Jeg var den første, der opdagede det«, siger Nør-gård, der tidligt i karrieren henviste til »den seneste forskning« i undervisningssammenhæng. Redaktionen har fået en forklaring af Nørgård, der godtgør at komponisten ved at konstruere en rækkestruktur, der kombinerer fibonnacci med tre gyldne og to ristede med det hele, kommer frem til von Hören-Sagens indeks.

Man har i almindelighed regnet med, at det kun var hos mænd, at der kunne påvises aldersbetinget ørevækst, men forskningen viser også, at kvinders ører vokser med alderen. Men det har her ikke været muligt at indhente hjælp fra den kronologiske samling, idet ørerne hos ældre royale kvinder ofte er skjult af frisuren, og i de tilfælde, hvor ørerne er synlige, vil man kunne se at der er retoucheret i billedet, vistnok fordi det ikke anses for et attraktivt kvindeligt træk at have store ører.

Til gengæld har forskerne foretaget undersøgelser på 50 kvindelige førsteårsstuderendende på Musikvidenskabeligt Institut i København og på de få kvindelige komponister, der findes i Dansk Komponist Forening. I gruppen af musikstuderende er det gennemsnitlige indeks 1,20 med en spredning fra 1,10 til 1,50. Hos de komponerende kvinder er det gennemsnitlige indeks 1,50 med en spredning fra 1,20 til 1,70.

Der er i dette arbejde ikke foretaget audiologiske undersøgelser, men det vil være interessant i et senere arbejde at undersøge, om ørevækst er i stand til, og i så fald i hvor høj grad, at kompensere for aldersbetinget hørenedsættelse. Det ville være af betydning, om man gennem et plastikkirurgisk indgreb, hvor man øger ørets tragtform (augmentatio auris), kunne undgå eller forsinke brugen af høreapparater, især nu hvor digitale høreapparater koster dobbelt så meget som et mindre plastikkirurgisk indgreb. Under indflydelse af den ophavsretlige situation med faldende indtægter, er Dansk Komponist Forening inde i seriøse forhandlinger om grupperabat for deres medlemmer. Komponistforeningen har allerede oprettet en underafdeling til de videre undersøgelser. Afdelingen har i folke-munde fået navnet Ensomme Gamles Werner.

Der er ingen arbejder, der viser, at størrelsen af det ydre øre har nogen indflydelse på produktionen af ørevoks. En ting er dog givet, nemlig at den større tragt, som det ældre øre har, medfører en større risiko for at insekter kan fanges ind af øret og evt. sætte sig fast i cerumen. Den norske otolog Svein Lilleør har i et interessant arbejde påvist, at nogle af de insekter i ravklumper, som kan købes i smykkeforretninger, i virkeligheden er forstenede ørepropper fra vores forfædre. På Norsk Cerumeninstitut er der foretaget kulstofatom-aldersbestemmelse på ravstykker, og det er vist, at det drejer sig om forstenede ørepropper fra Ertebøllekulturen.

Man kan forestille sig vores ældre forfædre, siddende på køkkenmøddingen, hvor der var mange insekter, fluer, myg, ørentviste og glimmerbøsser osv. De gamle har siddet med deres store ører og lyttet efter fjender og efter vildt i skoven, en yderst vigtig funktion, efter at de på grund af alder ikke mere kunne jage eller deltage i kamphandlinger.

Ensomme Gamles Werner har belæg for, at ørepropper har forstyrret komponisters kreative muligheder, og det nu anses for at være utilstrækkeligt at fremture med bemærkningen: »Når Beethoven kunne komponere som stokdøv, så kan du vel også komponere med lidt ørevoks. De, der har tinnitus, har det meget værre!« Nu, hvor folk, herunder komponister, lever længere og derved undertiden får meget store ører, medfører det automatisk en større risiko for øget angreb af insekter i øret.

Hvordan man fjernede ørevoks hos vore forfædre, får stå hen i det uvisse, men i Nationalmuseets stenaldersamling er der flere slanke, pilespidslignende flinteredskaber, der meget vel kunne være anvendt til fjernelse af voks.

I vor tid er ørepropper i reglen fjernet ved øreskylning med lunkent vand, og der har været to skoler i øreskylning, der har bekæmpet hinanden med en energi som ikke er oplevet så uforsonlig siden diskussionen om harmonika versus accordeon. Den ene skole er Jeannette-sprøjte-skolen, den anden er gummiballonsprøjteskolen. Den foretrukne metode har vekslet gennem tiderne, men ballontilhængerne har et kraftigt argument, idet de advarer mod den mekaniske læsion af øregangen, Jeanette-sprøjten kan medføre, især i uøvede hænder.

På det seneste er en ældgammel indiansk metode kommet frem i lyset, Pochohontas-metoden. Den udføres ved at man ruller et stykke, ikke for tyndt A4-papir til et rør, individuelt tilpasset, nogenlunde svarende til meatus acusticus externa. Den ene ende af røret omvikles med vaselinegaze, dels for at fastholde rørets form, dels for at sikre lufttæt kontakt, når denne ende stikkes ind i øret. Herefter følger det væsentlige ved metoden: Den frie ende af røret antændes med en tændstik eller en lighter, og herefter vil varmen udvikle et vakuum i røret, der medfører, at voksproppen suges ud, i alle tilfælde så langt ud, at den kan fattes med en pincet. Metodens eneste usikkerhed består i, at man skal trække røret ud eller slukke ilden, inden den medfører forbrænding af øret (ambustio aures). Hos komponister med betydelig hårvækst (à la Ivar Frounberg), og hos kvinder med øredækkende frisure, anbefales det at anvende et hulstykke for ikke at antænde håret.

Litteratur

C.F. von Hören-Sagen, Ohrendrüseprobleme. Eine kleine Einführung.

Svein Lilleør: Ørepropper og fjeldture.

Prof. emer. dr. Mogens Andersen, Dengang jeg var noget ved musikken og folk hørte efter hvad jeg sagde.