Nye bøger

Af
| DMT Årgang 74 (1999-2000) nr. 07 - side 244-245

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    MINU
  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Robert Deaver: Den lille operafører. Oversat og bearbejdet af Vivi Behrendt. Holckenfeldt, København 1999. 155 s., ISBN 87-890368-80-0, kr. 68.

John Allison: Operafører. Oversat og bearbejdet af Elsa Holmer. L&R Fakta, København 1999. 596 s., ISBN 87-614-0146-8, kr. 298.

Inger Sørensen: Gads operaleksikon. 2. reviderede og udvidede udgave. Gads Forlag, København 1999. 784 s., ISBN 87-12-03322-7, kr. 399.

Henrik Engelbrecht: Opera på CD - en guide til de bedste indspilninger. DR Multimedie, København 1998. 90 s., ISBN 87-7047-739-6.

Die Musik in Geschichte und Gegenwart. Allgemeine Enzyklopädie der Musik begründet von Friedrich Blume. Zweite, neubearbeitete Ausgabe herausgegeben von Ludwig Finscher. Personenteil 1 Aa-Bae. Bärenreiter og Metzler, Kassel og Stuttgart 1999.

Fem opslagværker eller håndbøger, heraf fire om opera, ligger foran mig. Lad mig begynde med den mindste, Robert Deavers Den lille operafører oversat fra amerikansk. Bogens bagsidetekst siger det hele: »Bogen til de operainteresserede, der ikke har tid eller tålmodighed til lange forklaringer. Den fortæller ultrakort handlingen i 72 operaer - i et klart og moderne sprog og med stor, læservenlig skrift. Tag den med i operaen - den passer lige i en lomme eller taske.« Man kan kun tilføje, at den originale titel Opera Plots Made Easy nok er mere retvisende end at kalde bogen en operafører - ikke engang en lille. Det er den mest tyndbenede musikbog, jeg mindes at være stødt på.

Så er der mere hold i John Allisons Operafører, der i Elsa Holmers bearbejdelse er blevet tilført 19 ekstra værker med tilknytning til Danmark, hovedparten af danske komponister. Her er omtalt 170 operaer, der hver får 2-4 siders omtale. Det er en gennemført sober og grundig bog, der giver de grundlæggende oplysninger om en opera, som man har brug for. Værkerne er opført alfabetisk efter deres titel på originalsproget, således at den første opera, man finder, er A kékszakállù herceg vára, altså Hertug Blåskægs Borg af Béla Bartók. Her er det danske titelregister bagi nyttigt. Der er oplysninger om komponist og librettist, uropførelse, dansk førsteopførelse samt en kort indledning, der placerer værket i forhold til komponistens og genrens historie. Hovedpersonerne med stemmetype er anført forud for et handlingsreferat, der er tilpas fyldigt til, at man kan komme ind i historien.

Bogen udmærker sig ved at være ført op til nutiden, således at hele 71 af de omtalte operaer er fra det 20. århundrede. Man savner enkelte, fx Ligetis Le grand macabre, men alt kan jo ikke være med. Den nyeste opera, der er omtalt, er Karl Aage Rasmussens Titanics undergang fra 1994, og omtalen slutter med det evigt aktuelle citat: »Bagefter havde alle forudset undergangen.« Bogen er smukt sat op og er trykt på papir af høj kvalitet - med den bivirkning, at den er temmelig tung, hvis man vil snige den med i teatret.

Henrik Engelbrecht har med bogen Opera på CD - en guide til de bedste indspilninger udgivet en forbruger-guide for pladekøbere, der står over for markedets uoverskuelige udvalg af nyindspilninger og genudgivelser af operaindspilninger. Engelbrecht har valgt de 33 mest populære operaer, tidsmæssigt rækkende fra Mozart til Richard Strauss og Puccini - og det skal såmænd nok passe. For disse værkers vedkommende fungerer bogen på samme tid som operafører (med omtale af handlingen og af baggrunden) og som plade-guide, hvor der er udvalgt tre indspilninger af hver opera, som omtales og begrundes. Henrik Engelbrecht lægger ikke skjul på, at det er hans egne yndlingsindspilninger, han har valgt, men han lægger det åbent frem, så enhver kan vælge efter sin smag.

Bogen indeholder desuden ukommenterede pladekøbsforslag til yder-ligere 70 værker (to forslag til hver), en liste over kendte operaariers hjemsted, en liste over fagudtryk og registre. Alt i alt en yderst anvendelig forbrugerhåndbog.

Gads operaleksikon af Inger Sørensen er kommet i en nyrevideret og udvidet andenudgave. Her er der tale om et egentligt leksikon, som dog også kan bruges som operafører. Det er nok den ultimative dansksprogede håndbog for operaelskere.

Bogen starter med en kort historisk oversigt, hvor 400 års operahistorie ridses op, men ellers er bogens stof organiseret i leksikon-form. Man kan slå op under operatitler, hvor der er indgang til mere end 800 operaer - det er denne del, der også kan bruges som operafører. Et standardopslag på et værk giver oplysninger om komponist, libretto og uropførelse, en gennemgang af handling og en kort historisk placering af værket. Leksikonformens begrænsninger, hvor opslaget såvel skal fungere som operafører og leksikalt opslag, gør, at beskrivelsen er noget mere kortfattet end i John Allisons bog, der har fordelen af entydigt at skulle fungere som operafører, men til gengæld kan man slå langt flere værker op hos Inger Sørensen.

Slår man op under komponister, finder man, at der er nævnt endnu langt flere operaer, end der har selvstændige opslag, så man kommer sjældent tomhændet fra at slå op efter oplysninger om et værk. Man kan også slå sangere, dirigenter, instruktører og librettister op, og desuden, hvad der kan være yderst nyttigt, kan man slå op under kendte arier og kendte operafigurer og få oplyst, hvilken opera, de optræder i.

Inger Sørensens udvalg og vægtning er generelt upåklagelig - jeg er kun faldet over, at Karlheinz Stockhausen og hans syvfoldige operacyklus Licht har måttet nøjes med 17 linier og at ingen af værkerne er fundet betydelige nok til en selvstændig om-tale. Det er imponerende hvor mange oplysninger, der er med, også på bag-grund af at Gads Operaleksikon i mod-sætning til de fleste andre leksika i alt væsentligt er et en-kvindes-værk.

Det sidste kan man i hvert fald ikke sige om det nye Die Musik in Geschichte und Gegenwart (MGG), der nu er nået til første bind af persondelen. De ni bind i sagdelen, hvoraf det første udkom i 1994, er på gaden, og i 1999 udkom så det første af de 12 bind i persondelen. At det er et team-arbejde, fremgår klart af den indledende oversigt over forfatterne - eller skal man sige bidragyderne - til første bind, som omfatter seks tætskrevne sider. Men forfatterlisten er også et udtryk for, at redaktionen har taget konsekvensen af den erkendelse, at selv et leksikon (selv MGG) ikke alene består af objektive, autoritative facts, men af sådanne facts udvalgt og fremstillet af nogen - nemlig forfatterne til de enkelte artikler.

Sammenligner man med det gamle MGG, slår det en, at det nye er smuk-kere: Der er mere luft i de enkelte artikler, og værklister og litteraturlister, som i den gamle udgave var næsten uoverkommelige at læse alene på grund af opstillingen, er nu langt mere indbydende at gå til. En anden forskel er også, at der synes at være en anelse mindre stringens i fx opstillingen af værklister og detaljeringsgraden i dem. Stilen og tilgangen er dog i alt væsentligt lagt i forlængelse af MGG-traditionen med opstillingen biografi, værkliste, værkkarakteristik og litteratur.

Bindet rækker fra Aa til Bae, hvad der betyder, at bindet med sin tyske alfabetinsering indledes med to artikler om danske komponister, der ellers ikke plejer at komme først: Thorvald Aagaard og Truid Aagesen. Under B er det stort set Bach-familien, der er nået at komme med i bindet. Det er så absolut bindets største artikel, der rækker fra spalte 1273 til 1552, og altså fylder knap 140 sider. Og det er yderst bemærkelsesværdigt, at Bach-familien inkluderer en omtale af P.D.Q. Bach, en fiktiv komponist, der godt nok 'eksisterer' i form af nodeudgivelser, der er yderst morsomme parodier over en akademisk Bachdyrkelse ført ud i det absurde, indspilninger samt en biografi over komponistens angivelige liv. Redaktionen har leveret en mønsterartikel uden at fortrække en mine, og der kan føjes et par sider til den efter sigende ganske tynde bog med titlen Tysk humor.

Det nye MGG, der trods sin beskedne betegnelse zweite, neubearbeitete Ausgabe reelt er et helt nyskrevet og nyredigeret leksikon, er kommet godt i vej med sagbindene, og der er for mig ingen tvivl om, at også persondelen af MGG kommer til at blive stående som et uundværligt internationalt standardleksikon.