Nye plader

Hans-Henrik Nordstrøm 2: Strygekvartet nr. 3, Tres Poemas de Federico García Lorca, Andalusiske Efterklange, Strømninger, Skitser fra Hirsholmene, Udviklinger. Zapolski Kvartetten, James Crabb & Geir Draugsvoll, Det Jyske Ensemble, Flutention, Kirsten Schultz Hansen & Ensemble og Århus Klavertrio. Classico CLASSCD 287.

Forsidens kornede close-up af en havørn i flugt fastslår naturinspirationen: Ro, kontemplation, ensomhed.

Musikken på dette andet cd-portræt af Hans-Henrik Nordstrøm bekræfter formodningen om, at det for en stor del er nordisk naturlyrik, der skal lyttes til.

Komponistens tredje strygekvartet kaldet 'den norske' lader sine flossede, dirrende toner vokse ud af tågens intet. Stille. Indtrykket er statisk. Sart som daggry. Lytteren føler sig alene i noget, der er større end han selv. Sikkert naturen, den nordatlantiske, hvori komponisten regelmæssigt tager længere arbejdsophold. I strygekvartetten er det åbenbart Nordnorge, der har inspireret Hans-Henrik Nordstrøm. Her er i hvert fald langt til nærmeste banale melodi. Til gengæld er der masser af nerve og åbnede sanser, der fungerer som porte også for voldsommere indtryk.

De indledende harmonier er smukt nuanceret, som på en akvarel. Så bliver der taget hårdere fat. Andre gange står et enkelt strøg mutters alene, som et fugleskrig eller -fløjt, så stilheden kræver sin portion af opmærksomheden. Godt midtvejs lyder det mest af alt som Barbers Adagio. Zapolski har et godt greb om musikken, der endda står fint og nærværende i produktionen, og man lytter med nydelse og nysgerrighed, selv om den neosenromantiske ekspressivitet løber lidt af med komponisten.

Udviklinger er fin, abstrakt musik for to accordeonspillere. Et forløb, der holder opmærksomheden fanget gennem klanglige fællesnævnere og afvekslende musikalske gestalter. Fascinerende, når de to musikere begge er klatret til tops i masten og lader den højeste tone vibrere, mens de langsomt tager mod til sig og kigger svimle ud over horisonten. Flot spiller Crabb og Draugsvoll.

I Strømninger for to altfløjter og en basfløjte er udgangspunktet også abstrakt, mens ensembleværket Skitser fra Hirsholmene med en 'født' naturoplevelse som udgangspunkt, præcis i kvartetten ligefrem er sat sammen af komponerede dagbogsblade til et godt 17 minutter langt værk.

Cd'ens to spansk inspirerede værker klinger varmere. 'Casida de la rosa', den første af tre tonsatte Lorca-digte, vibrerer ligefrem sensuelt. Den næste, 'Balanza', bliver omtrent i samme stemning. Sidste sang, 'Meditacion primera y ultima' med sin delvis talte tekst og sit sitrende akkompagnement, er dramatisk på en mere udadvendt facon. Fjollet at teksterne til de tre sange ikke er aftrykt i bookletten. Så havde man fået mere ud af at lytte til dem. Når man nu ikke er spansktalende. De Andalusiske Efterklange, skrevet for klavertrio, fik jeg ikke så meget ud af ved første gennemlytning. Måske kræver de flere lytninger? Måske burde komponisten ikke fortie, hvilke Lorca-digte, der her ligger til grund? Spøjst nok er det for tre af teksternes vedkommende angiveligt de samme som i sangene, selv om musikken ikke lyder sådan.

•

Mogens Christensen: Music for Recorder Vol. 1. Helle Kristensen, Curt Kollavik, Ricardo Odriozola, Erik Kaltoft m.fl. Paula PACD 112.

Efter vol. 1-3 med blandet kammermusik af Mogens Christensen har Paula udgivet (og det vil sige til dels genudgivet) en samling af komponistens vigtige blokfløjteværker på en ren blokfløjte-cd, der er udnævnt til vol. 1 i en ny serie.

Blokfløjteværkerne til hustruen Helle Kristensen er musik, hvor Mogens Christensens karakteristiske lysfølsomme poesi falder vellykket ud. Som Nordstrøm er Christensen tit optaget af at tolke naturindtryk i toner.

Cd'en begynder med den skærende skarpe Christensen-klassiker Winter Light for blokfløjter og violin, der får i mere end én forstand blændende musik ud af de fotografisk smukke associationer, som springer fra titlen. Vinterlys findes, spillet af de samme musikere, på en fem år gammel Point-cd (PCD 5116).

Den nye blokfløjteplade slutter med en genudgivelse af koncerten A Fancyer's Delight, hvor Christensen kaster rundt med lånte fjer fra fortidige kollegers fuglemusik på baggrund af melodisamlingen The Bird Fancyer's Delight (1717). Koncerten har før været udgivet på Paula PACD 86. Nogle gange er det let at sætte navn på de citater, der stikker hovedet frem og pipper med. Vivaldi, for eksempel. Andre gange lyder musikken bare som musik af Mogens Christensen, og det er ikke så ringe endda.

Ind imellem det blændende vinter-modlys over snemasserne og den kvidrende fløjtekoncert findes de tidligere indspillede værker Birds of a Spring Night og Birds of a Midsummer Night sat sammen med en efterårs- og en vinterpendant til et nyt, natligt bud på en moderne udgave af De Fire Årstider for blokfløjte kaldet Nocturnal Birds. Efter hvert stykke spiller Helle Kristensen en fuglesang fra The Bird Fancyer's Delight for lytteren at rense øregangene med: Hedelærke, tornirisk, kanariefugl og stær.

I forår og efterår står blokfløjten rent, men om sommeren gives den kvidrende fløjtenist enkle baggrundsklange fra en guitar, mens elektronikken lader fuglefløjtene (og guitaren) danne rumlig efterklang. Det bliver endog særdeles tonalt og tilbage-over-skulderen-kiggende, for sommeren af Christensens fire fugleårstider citerer lige så lystigt, som koncerten gør.

Blokfløjten er et historisk instrument og må gerne tage sin tradition med sig. Det korte efterår er mellemmørkt, blæser blade afsted og falder hen i melankolsk eftertænksomhed. Det er bare musik, og det er rart at lytte til. Vinteren er lang. Den begynder, hvor efteråret slutter: Med brummende dyb tostemmighed sunget ned i basblokfløjten. Igen er musikken simpel at opleve, virker nødvendig for komponisten og keder ikke sin tilhører. Cd'en får stemplet 'God plade'.

•

Ricardo Odriozola: Hello Music, Escapist Suite, Parting Thoughts. Mogens Christensen: Crystalline De Light, Ange Silencieux. Bernd Hänschke: Pachelbels Traum, Landschaften der Seele. Eu Henze Nord (musikere fra Euterpe, Ensemble Nord og Henze-Kammerensemble). Paula PACD 118.

Der er mere Christensen på endnu en ny Paula-plade. Efter et kort goddag fra våbenbroderen, violinisten og (suk!) komponisten Ricardo Odriozola (Hello Music) kommer der boller på suppen med Christensens Crystalline De Light. Blandingen af lyriske arabesker, truende klangmassiver, der larmende tårner sig op, og lette lag kommer nok en gang rundt om Christensens inspirationskilde: Sollys over sne. Jeg nyder under alle omstændigheder musikken, som den folder sig ud på sine egne, klingende præmisser. Forfriskende dukker en jazzet el-bas med venner op, og der er overraskende oplevelser fra start til mål. Cd'en indeholder desuden den uventet buldrende, Rilke-inspirerede Christensen-komposition Ange Silencieux fra 1994, tidligere udgivet på PACD 96 og tidligere anmeldt her i organet.

Cd'en med Eu Henze Nord er et indspilningssamarbejde mellem ensemblerne Euterpe, Ensemble Nord og det tyske Henze-Kammerensemble. De spiller en hånd med tre komponister, hvor det tyske kort hedder Bernd Hänschke.

Hans Pachelbels Traum er suggestivt musikmaleri, flimrende i baggrunden, med mystiske klaverakkorder som mellemgrund foruden eksotisk slagtøj og klarere, melodiske strøg i forgrunden. Værket har oprindeligt dannet lydside til en kunstvideo om en malers arbejde efter Pachelbels famøse kanon, som også er på spil i musikken. Jo, man kan endda høre det, og værket har fin form med stigende intensitet mod slutningen og en lang udklang.

Så kommer der mere Odriozola: Escapist Suite og, som afslutning på pladen, Parting Thoughts. Værkerne er fra henholdsvis 1998 og 1999. Og hvad kan man mere sige om dem uden at risikere et sagsanlæg eller en udfordring til duel på proppistoler? Uopfindsom rytmisk minimalisme afløst af lyrik med præg af pop, der ender i en slags Weather Report(?) og så et farvelknus, hvis intensitet ikke svarer til længden (små otte minutter), men som da er lyrisk og eftertænksomt.

Så bryder jeg mig bedre om min nye, tyske ven Hänschkes Landschaften der Seele, hvor komponisten optræder som sjælens landskabsmaler. Igen er der fra begyndelsen noget perspektiveret og rumligt over værket, der får lytteren til at tænke i musikmaleri, selv om musikken hurtigt glider over i det mere dynamisk gestikulerende og bevægelige. Klangene er tætte, men der er stadig plads til melodisk udfoldelse. Ganske raffineret.

•

Jørgen Bentzon: Sonatina op.7, Divertimento op. 2, Intermezzo op. 24, Mikrofoni No. 1 op. 44, Variazioni interrotti op. 12. Lars Thodberg Bertelsen (baryton). Storstrøms Kammerensemble. dacapo 8.224129.

Hundredeåret for Jørgen Bentzons fødsel passerede for tre år siden, og der var sådan set masser af udmærket god musik at fejre det med, hvis det ellers var det, man havde villet. På denne nye dacapo-plade kan et lille, kammermusikalsk udvalg høres i flotte fortolkninger ved Storstrøms Kammerensemble.

Den klassisk orienterede sonatine for fløjte, klarinet og fagot skabte opmærksomhed ved ISCM-festen i 1927. Det er decideret ikke-lyrisk musik præget af en vital flerstemmighed med skarpe temastumper og livlige rytmer. De afbrudte variationer, Variazioni interrotti, for klarinet, fagot, violin, bratsch og cello øser af samme åre med deres friske motoriske på-gåenhed, mens læreren Carl Nielsen kigger Bentzon bifaldende over skul-deren. Fremførelserne er både intense og veloplagte, så man kan sagtens lytte bare for fornøjelsens skyld.

På baggrund af sonatinen og variationerne overrasker det nærmest romantisk saftige Divertimento for tre strygere og forbliver da også atypisk i Bentzons produktion. Derimod er der typisk bentzonsk karakterpolyfoni i hans Intermezzo for violin og klarinet op. 24, som, helt i pagt med Carl Nielsens sene værker, arbejder med instrumenterne som selvstændigt profilerede personligheder.

Særpræget og lyrisk kombineres den skarpe motiviske polyfoni med indtrængende oprigtighed i den sært betitlede Mikrofoni nr. 1 for fire instrumenter og baryton. Det tresatsede værk bestående af 'Nocturne', 'Intermezzo' og 'Hymne', der spiller lige godt et kvarter, er færdigkomponeret i 1939 og fulgtes trods nummereringen aldrig af flere. Lars Thodberg Bertelsen fremholder kompositionens latinske tekst om nødvendigheden af kærlighed i hadets og tvedragtens tid med passende alvor. Imens strømmer musikken fra strygerne og klaveret i en grad, der ellers er uhørt på denne cd: Et mærkværdigt stykke på en fin dansk kammermusikplade.

•

The World of the Danish Organ. A Tribute to Danish Organ-Builders, Composers, Performers. Musik af Buxtehude, Bo Grønbech, Flemming Chr. Hansen, Jesper Madsen, Leif Kayser, J.P.E. Hartmann, Gade, Nørgård, Nørholm, Langgaard, Tage Nielsen, Lewkovitch og Niels Viggo Bentzon spillet af Bine Bryndorf, Jesper Madsen, Hanne Kuhlmann, Grethe Krogh, Jens E. Christensen, Lars Sømod og Christian Præstholm. Helikon HCD 1036.

En smuk udgivelse fra det lille pladeforlag Helikon præsenterer danske orgler og orgelbyggere. Ideen er oplagt, for som man lærer af den fyldige booklet, er der i dag ikke mindre end ca. 2.500 orgler fordelt i det danske land, og med en så vital og velfungerende tradition for vedligeholdelse, nybygning og betjening af disse mange instrumenter er der gavmild grund til at udgive en lille promoverende guide i tekst og toner. At der er tale om et bevidst kulturelt 'salgsfremstød' i anledning af Baltic Return 1998-2000 er ikke forsøgt skjult.

Ole Olesen har forfattet booklettens indledning om kirkeorgler i Danmark, og man informeres om Dansk Musik Informations Centers såkaldte 'Orgel Karavane 1999-2000', der for tiden bringer organister fra Østersølandende sammen. I år er det udlændingenes tur til at komme på besøg hos os. Sidste år var det omvendt.

Sammen med Svend Prip præsenterer Ole Olesen de syv store danske orgelbyggerfirmaer på skrift. Hver får et instrument afbildet og grundigt beskrevet i bookletten. De udøvende, der trakterer instrumenterne, er portrætteret og biograferet, og putter man cd'en i afspilleren, høres de dygtige danske orgelspillere betjene de beskrevne orgler. Alle syv præsenterede instrumenter er nye: bygget inden for de sidste knap ti år.

Endelig er musikhistorikeren Claus Røllum-Larsen rejseleder på booklettens 'strejftog' gennem de sidste fire århundreders danske orgel-musik. Vi erfarer, at der ikke bare er blevet bygget orgler som aldrig tid-ligere i de senere år. Også musik for instrumenterne skrives der i dag mere af end tilforn, oplyses det. Fra Compenius-orglet (som bekendt beregnet til verdslig brug) og fremefter kaster den kyndige, der selv er organist, lys på dansk orgelkultur og er med til at gøre Helikons reklameudgivelse til et nyttigt og oplysende oversigtsværk. Hele bookletten er gjort læselig for både dansk- og engelsktalende og indeholder adresser på de danske orgelbyggere, Den Danske Orgelregistrant m.v. samt et par henvisninger til litteratur om dansk orgelkultur, så interesserede studerende fra ind- og udland kan begynde her. Kun de spillede værker får - mærkværdigvis? - ingen omtale.

Udvalget af komponister på cd'en kommer ellers godt omkring blandt nogle af de væsentligste nulevende orgelmusiknavne med Leif Kayser som 'the grand old man' og værker af Nørgård og Nørholm til at flankere og perspektivere.

Unge Christian Præstholm, der debuterede i oktober 1999, har meldt ud, at han vil koncentrere sig om samtidsmusikken. Her spiller han en ret tør koralbearbejdelse af Lewkovitch ('Aldrig er jeg uden våde') og et mere saftigt Præludium, Intermezzo & Fuga af Niels Viggo Bentzon, begge dele på Bruno Christensen-orglet i Nibe kirke.

Mest interessant er Bine Bryndorf, fordi hun spiller på orglet fra Marcussen & Søn, som står i Sct Mariæ kirke i Helsingør. Ved hjælp af grundige opmålinger af de bevarede gamle piber har man skabt et smukt instrument, nærmest som når man ved opmåling af en enkelt funden dinosaurknogle er i stand til at rekonstruere et helt skelet fra en af de imponerende fortidsøgler. Hendes lille servering er to kontrasterende koraler af Helsingørs domorganist Bo Grønbech - og så selvfølgelig Buxtehude. Et præludium og en koral.

Jesper Madsen, der døde pludseligt sidste år, og hvis minde cd'en er tilegnet, høres spille Flemming Chr. Hansens tre Hymner med samt sin egen lysende koralbearbejdelse 'Herre Gud, dit dyre navn og ære'. Foruden Jens E. Christensens overlegne håndtering af Nørgårds Mattinata og to Ib Nørholm-koraler på Jensen & Thomsen-orglet i Karlslunde høres Lars Sømod på Haldum Kirkes Frobenius-orgel i et smukt miniprogram bestående af Langgaards Hjemad - Minde for Orgel og Tage Nielsens kærligt personlighedsskildrende og stilmæssigt fint indfølte Lamento - in memoriam Rued Langgaard. Grethe Krogh tager sig af de store gamle: Hartmann og Gade, mens Hanne Kuhlmann på orglet i Lynæs kirke spiller Leif Kaysers fine variationer over 'In dulci jubilo'.

•

H.C. Lumbye: Samlede Orkesterværker Vol. 4. Tivolis Symfoniorkester dirigeret af Giordano Bellincampi. Naxos/dacapo 8.554854.

Sidst og vel nok også mindst, trods alt, kan det omtales, at den samlede indspilning af H.C. Lumbyes utallige værker (omkring 700 siger bookletten) er nået frem til bind 4. Giordano Bellincampi og Sjællands Symfoniorkester alias Tivolis Symfoniorkester kæmper sig tilsyneladende ufortrødent gennem bunkerne af valse, galopper, polkaer, marcher med mere, som denne 'nordiske Strauss' producerede i begejstring over Strauss'ernes og Lanners musik dengang i 1800-tallet.

Klart nok bør det være netop Tivolis orkester og dets kommende chefdirigent, der tager sig af Lumbye-melodierne, som komponisten skrev, mens han selv dirigerede i Tivoli. Det går festligt for sig, men man orker næsten ikke at lægge øre til de samme um-tji-um-tji-rytmer, lilletrommehvirvler og banale melodier i én, lang køre, så efter at have prøvesmagt en valsesuite til minde om Lumbyes egen succes i Berlin, spoler man hurtigt frem til track 11, der er noget så relativt anderledes som en 'fantasi' skrevet med inspiration i slaget ved Isted i 1850. Danskerne vandt i den omgang, så det lå lige for, at Lumbye med gjaldende trompeter skulle skildre sejren i toner a la Beethovens Wellington. Og bare rolig - der er kanoner i begge højttalere hos Lumbye!

De danske militærsignaler, som anvendes, skal være ganske autentiske, forstår man på booklettens noter, og i slutningens sejrsrus hører man som nationalt emblem Danmark dejligst vang og vænge. Sjovt nok tog Lumbye det nationalistiske tonemaleri af Tivoli-plakaten i 1864, oplyses det. Men indtil da gjorde det gang på gang lykke.