Niels Viggo Bentzon. 24.8.1919-25.4.2000

Nogle uger før fejringen af hans 80 års dag på Kunstmuseet Louisiana i august sidste år sagde Niels Viggo Bentzon under en af vore telefonsamtaler: »Hvad er det egentlig, man fejrer ved en 80 års dag? For selve det at blive gammel er jo ikke noget.« Jeg mumlede noget i retning af, at i hans tilfælde handlede det om, at vi var nogle, der ønskede at markere og festligholde begivenheden for i taknemmelighed at hylde ham for hans enorme bidrag til dansk musik og kultur gennem godt 60 år. Og på selve dagen havde jeg lejlighed til i mere officielle vendinger at tilføje: »Uden dig skulle vi have undværet en hel stribe af nyere dansk musiks centrale værker, i flere tilfælde endda deciderede mesterværker. Meget ville desuden have været uendelig kedeligere - og nemmere (!), ville enkelte nok også tilføje«. Man kunne den gang ikke undgå at fornemme, at Bentzon nok ikke havde så forfærdelig langt igen, og hans død den 25. april kom derfor ikke helt uventet.

Komponist, klaverspiller og kulturfænomen. Længe har dette været de relevante stikord, når Bentzon skulle placeres. Og selv om rækkefølgen for mig er uomtvistelig - med komponisten forrest tæt fulgt af udøveren, er der ingen tvivl om, at han i en lang periode var allermest kendt som havkatten i hyttefadet, et quasi-surrealistisk fænomen i den kulturelle andedam med alt, hvad dette indebar. Vi er stadig mange, der har uforglemmelige TV-billeder lysende på nethinden af en Niels Viggo, der i rollen som en slags folkeformidler pludselig stikker grabberne i et akvarium i den gode hensigt at visualisere Debussys klaverpræludium Den sunkne katedral for de måbende seere.

For blot at nævne én af de mange gode 'Niels Viggo-historier', der altid har været godt stof. Netop sådanne sider af hans virksomhed (herunder hans utallige kommentarer i dagspresse etc. om alle tænkelige emner), netop alt det komplet uortodokse i hans gøren og laden, er det, som det umiddelbart virker sværest at lodde den egentlige betydning af, nu hvor man kan forholde sig til et 'afsluttet bo'.

Hans skabende produktivitet har sammen med aktiviteterne som koncertgiver, underviser oma. lige siden 1940rne været legendarisk. Fraregnet de perioder, hvor svære depressioner mørkelagde alt for ham, blev der uophørligt ved med at komme nye ting fra ham: Artikler, bøger, tegninger, malerier - og frem for alt musik. Alene ved værkernes antal, i alt mere end 650, havde han forlængst sat Danmarks-rekord. Og vel dækker enkelte af opusnumrene over ting, som rent faktisk aldrig blev færdigkomponerede (noget der selvsagt i visse kredse vakte moro iblandet en ikke helt stueren skadefryd), men omvendt er der i andre tilfælde tale om, at et enkelt opusnummer rummer en regulær stime af satser. Jeg tænker her på storværket Det Tempererede Klaver I-XIII, som i værklisten kun fylder 13 opusnumre, men tilsammen omfatter 624 klaversatser.

Frem til 1950ernes slutning var Bentzon i udpræget grad det succesombruste omdrejningspunkt i dansk musik med utallige opførelser overalt, også i Danmarks Radio, hvor musik af Bentzon var en 'daglig' foreteelse. Følgende lille citatmosaik siger noget om den specielle aura, som allerede fra komponistdebuten i 1939 og ind i 1940rne omgav Bentzon både som komponist og pianist:

»N.V. Bentzon's klangbehandling er alt andet end blid, men den er overbevisende sikker og logisk; og i intervalfornemmelsen er der en afvejet styrke, der tilligemed hele den motiviske udvikling ikke alene spår godt for fremtiden, men allerede her i det første opus giver værket dets præg ... en mere end almindelig lovende debut, - en ung komponist, der springer en hel række prøvestadier over; og her har man ikke engang fornemmelsen af, at måtte pege på faren derved.« (Komponisten Vagn Holmboe om Bentzons Klaverfantasi op. 1A i en anmeldelse af DUTs 'Unge aften' d. 6. november 1939 i DMT nr. 9, 1939).

»I Aftes debuterede den unge Komponist Niels Viggo Bentzon i Musikkonservatoriets Sal. Som Komponist har Bentzon flere Gange henledt Opmærksomheden paa sit Navn. I Aftes var det imidlertid som udøvende Musiker han vilde vise, hvad han duede til. Bentzon havde sammensat et stort og meget krævende Program og gennemførte det fra Begyndelse til Slutning med stor Overlegenhed. Niels Viggo Bentzon er nemlig Musiker til Fingerspidserne, det mærkede man straks, han holder af at udtrykke sig ved et Klaver.« (Komponisten Jørgen Jersild i Berlingske Tidende d. 8. april 1943).

»Den 28-årige Niels Viggo Bentzon spillede sin egen Partita for klaver, som indbragte ham en af musikfestens tre eller fire ovationer (...) Bentzon har en overordentlig fin sporsans, når det gælder klaverkompositioner, og han udnytter i meget høj grad instrumentets muligheder i dette arbejde (...) (komponisten) vil sikkert få internationalt ry som virtuos og komponist.« (fra en rapport om ISCM 1947 i det amerikanske tidsskrift Musical Courier, citeret i DMT nr. 4-5, 1947)

»Bentzon har skabt dette værk (Partita op. 38) ud fra sit eget instrument, klaveret. Fakturen er usædvanligt krævende, men kompositionen er overhovedet ikke virtuos-musik. Tværtimod har den i sjælden grad kunstnerisk substans, er på en eller anden ubegribelig måde ny på trods af - eller takket være? - sin faste formgivning og kvalitet. Man kan vente sig meget af denne mand.« (ISCM-anmeldelse af musikforskeren Ingmar Bengtsson i Sydsvenska Dagbladet d. 2. juni 1947, citeret i DMT nr. 4-5, 1947).

Da efterkrigsmodernismen kom til Danmark i 1959-60, skiftede billedet imidlertid brat. Pludselig følte Bentzon sig uden for fokus. Og med en vis ret. Nu var det de unge af næste generation, komponister som Nørgård, Nørholm og Gudmundsen-Holmgreen, det hele handlede om - også for Danmarks Radios vedkommende. Og selv om Bentzon tog udfordringen op og (især i årene 1959-62) lod sin musik tage farve af wienerskole-komponister som Schönberg og Berg, og desuden fra midten af 1960erne kastede sig ud i alskens eksperimenter inden for fluxus, happenings osv., blev det aldrig det samme igen. Faktisk havde han oplevet en forsmag på dette allerede tidligt i 1950erne, da toneangivende svenske komponister som blandt andre Karl-Birger Blomdahl, der oprindelig nærede en kolossal beundring for Bentzon (muligvis også iblandet en vis portion misundelse) pludselig begyndte at lægge afstand og vrænge: »Hans musik er blot en eneste skala op og ned«. Sagen var som bekendt, at den centraleuropæiske modernisme var begyndt at sætte sig spor i Sverige allerede fra omkring 1950. Og i forlængelse heraf hverken kunne eller ville man forstå og acceptere Bentzons stædige sværgen til sit traditionsforankrede udgangspunkt. At han oven i købet talte om produktionsforløb i stedet for enkeltværker og i den forbindelse åbent vedgik en regulær spildprocent som en forudsætning for de mere betydelige værker gjorde bestemt ikke tingene bedre.

Uagtet Bentzon i løbet af 1960erne og ind i 1970erne opnåede større almen berømmelse end nogen anden dansk partiturkomponist og i perioder ustandselig 'var i avisen' (specielt Politiken), er der ingen tvivl om, at de personlige omkostninger i forbindelse med dette skift var omfattende, og at han resten af livet ofte følte sig totalt uden for. Det var fx uafskærmet alvor, når han i et ugebladsinterview i 1967 udtalte: »Jeg er i virkeligheden frygtelig usikker på mig selv. Hvordan kan man være sikker? Hvis man er det mindste hudløs over for tilværelsen, kommer man i fedtefadet ... Momentvis kan jeg gå rundt med en lammende usikkerhed, en krise, og så drejer den pludselig om til den selvovervurdering, som er nødvendig, for at man kan lave noget (...) Der er noget i mig, der er luddovent, men jeg bliver dog ved med at producere, og det er hovedsagen, ja, det er det sgu. Jeg arbejder bedst med Birthe og børnene omkring mig, de må gerne lave en helvedes støj, så jeg kan mærke, de er der. Jeg er så uselvstændig, jeg må have fangarmene ude efter det levende liv … Somme tider føler jeg mig så isoleret, at jeg kan sætte mig helt ned på bunden af skraldespanden. Hvad hjælper det, jeg er dus med hele Danmark og kender hele København - jeg kender alligevel ingen.«

Det er blevet sagt, at Bentzon var totalt lykkelig ved et klaver. Det er nu nok noget af en forenkling. Dels virker begrebet lykke på en mærkelig måde misanbragt i forbindelse med Bentzon, og dels kunne det hænde, at han selv under koncertoptræden kedede sig gudsjammerligt ved et klaver (og faktisk også åbenlyst udstrålede denne kedsomhed). Omvendt er det en kendsgerning, at klaveret hele livet igennem var et centralt omdrejningspunkt for ham, og at der i hans tilfælde var tale om en helt enestående symbiose mellem komponist og pianist. Noget der helt umiddelbart kom til udtryk gennem hans fremragende evner som improvisator og betød, at hans utallige klaverværker (herunder ikke mindst de 25 nummererede og adskillige unummererede sonater samt de tidligere omtalte 13 bind Det Tempererede Klaver) reelt blev til i et unikt krydsfelt mellem komposition og improvisation.

Selv om påvirkninger fra en række andre komponister, ikke mindst Hindemith, ofte er lette at påvise, er det samtidig karakteristisk, at Bentzons musik er personlig i en helt sjælden grad. Næsten alle genrer og besætningsformer er repræsenterede i hans værkliste bortset fra vokalmusikken (der med enkelte undtagelser ikke interesserede Bentzon synderligt). Foruden klaverværkerne fylder især orkestermusikken og kammermusikken meget, og inden for alle tre kategorier har han skabt værker, der direkte må betegnes mesterværker. (Og selv om der i de allerseneste år på ny er kommet gang i Bentzon-udgivelserne, er der mere end nok at tage fat på for såvel koncertarrangører som udgivere og pladeselskaber).

Som det er fremgået, er det dog langtfra alle Bentzons værker, der kan bære prædikatet genial. Det ville næsten også have været for meget. Ikke desto mindre har denne kendsgerning i helt urimelig grad gjort den almindelige holdning til Bentzon og hans musik usikker - for ikke direkte at sige afvisende. En holdning som utvivlsomt også skyldtes hans særegne kunstneriske fysiognomi med dets afgørende præg af ekstreme skift mellem voldsom emotionel ekspressivitet og decideret flegma - og for selve værkets vedkommende den basale forankring i traditionen (med hans eget karakteristiske ordvalg: »Jeg opfatter Brahms som min makronbund«), et direkte normbekræftende fundament der på den mest utraditionelle måde i perioder blev parret med, ja nogen gange direkte overdøvet af alle mulige brokker fra skiftende tiders modestrømninger. For slet ikke at tale om hans direkte normsprængende udfoldelser. I den henseende var han i ordets mest fascinerende og udfordrende betydning en outsider af kæmpeformat - en af de virkeligt store i dansk musik og derudover den sidste fra efterkrigstidens store triumvirat, Holmboe, Koppel og Bentzon.

Afslutningsvis et lille personligt efterord om underviseren Bentzon: Som studerende på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium havde jeg det privilegium at have Niels Viggo Bentzon som hovedfagslærer i musikteori i årene 1969-73 og som lærer i tillægsfaget komposition 1973-75. Når jeg skriver privilegium, er det strengt taget noget af en efterrationalisering. For mens det stod på, var det i perioder noget af en belastning, at timernes indhold mildt sagt var udforudsigeligt og til tider en meget tynd kop te. (Bentzon og Palestrinakontrapunkt - ikke sandt?). Alligevel blev det mig siden klart, at jeg hos ham fik tilgange til og 'lærte' ting om musik (og meget andet for den sags skyld), som jeg ikke ville have kunnet få hos nogen anden. Og den kombination af genial kunstnerisk intuition, dyb (omend helt utraditionel, ja nærmest irrationel) akademisk indsigt og fandenivolsk nysgerrighed og åbenhed, som han i de bedste stunder åbenbarede i vore timer, har efterfølgende præget mig meget afgørende både fagligt og personligt.

Foto af Niels Viggo Bentzon:

Morten Juhl.