Nye bøger

Af
| DMT Årgang 74 (1999-2000) nr. 08 - side 285-286

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Jens Henrik Koudal: For borgere og bønder. Stadsmusikantvæsenet i Danmark 1660-1800. Museum Tusculanums Forlag 2000. 836 sider, indbundet, kr. 450,00. ISBN87-7289-548-9.

Efter at have læst flere af Henrik Koudals artikler i de senere år havde man nok på fornemmelsen at noget større var under opsejling. Den 11. februar forsvarede han nærværende afhandling. Ikke for den musikvidenskabelige, men for den filosofiske doktorgrad. Alligevel har afhandlingen stor relevans for dansk musikhistorie, da Koudal kan påvise, at de danske stadsmusikanter har indtaget en mere central placering i det danske musiklivs udvikling end man tidligere har været opmærksom på.

Stadsmusikantfænomenet fandtes over det meste af Europa, men der var mange lokale varianter. Koudal opsummerer disse i tre principielt forskellige kategorier: 1) Det centralistiske stadsmusikantvæsen, hvor landsherren havde en afgørende indflydelse, 2) det lokalt funderede, verdslige stadsmusikantvæsen (byrådet ansatte en eller flere musikere) og 3) det lokalt funderede, kirkeligt dominerede stadsmusikantvæsen (organisten havde spilleprivilegium).

I Danmark blev stadsmusikanter frem til 1660 ansat af den enkelte by (som i den anden kategori), men med enevældens indførelse i 1660 er det regenten, der får det afgørende ord at skulle have sagt i kraft af magten til at udstede kongelige privilegier. Heraf afhandlingens tidslige afgrænsning. I praksis var det den lokale magistrat, der indstillede en kandidat, hvorefter Danske Kancelli sendte indstillingen til udtalelse inden den blev forelagt Statsrådet, hvor monarken normalt gav sin resolution.

Året 1800 er sat som den sene afgrænsning, da kongen dette år frigav musikernæringen på landet, og dermed fjernede en afgørende indtægtskilde. Samtidig blev stadsmusikant- og organistembedet lagt sammen, hvorefter der ikke blev givet nye stadsmusikantprivilegier.

I en del tyske byer ses en udvikling fra tårnblæsere og tårnvægtere til stadsmusikanter, og det har tidligere heddet sig, at en lignende udvikling har fundet sted i Danmark. Dette kan Koudal imidlertid tilbagevise, ligesom han heller ikke finder belæg i kilderne for påstanden om, at man i Danmark (i lighed med adskillige tyske byer) skulle have haft selvstændige tårnblæserembeder med professionelle musikanter. Sidstnævnte er påstande som både Schiørring og Kongsted har ventileret.

De danske stadsmusikanter har snarere deres rod i den gruppe af spillemænd, der var i kongens tjeneste, og hér da særligt skibstrompetere. Koudal skriver: »I perioden 1500-1660 blev det således efterhånden almindeligt, at "pibere", "trompetere" og "tårnblæsere" forenede et virke som musikant ved hæren og - især - ved flåden med en funktion som stadsmusikant i en købstad.« (s. 80). Efterhånden blev disse embeder dog skilt ad, og stadsmusikanten som institution fandt sin egen profil.

Et afgørende træk hér var privilegiet til at spille både i by og på land. Normalt havde stadsmusikanten sin base i en større købstad, hvorfra han kunne rekvireres til tjeneste i flere mindre nabobyer. Men hertil kom så privilegiet til at spille også i de omgivende landsogne. Dette blev i mange tilfælde givet til stadsmusikanterne efter anmodning, da disse oftest mente, at opgaverne i byerne ikke kunne give dem en forsvarlig indtægt. Hvis de derimod fik eneretten på at måtte spille på landet kunne indtægtsgrundlaget blive acceptabelt, især da stadsmusikanterne som regel ikke var sikret fast løn af byrådet.

Det siger næsten sig selv, at stadsmusikanterne løb ind i mange stridigheder med lokale musikanter i landsbyerne, de såkaldte fuskere. Man kunne selvfølgelig forsøge at bremse disse konkurrenter ad lovens vej, men da det kunne være svært at komme uvæsenet helt til livs valgte mange af de priviligerede musikere at lave en egentlig forpagtningsaftale med musikere på landet. Heri kunne der også ligge den fordel, at et geografisk stort område lettere kunne betjenes. Sådanne områder kunne være relativt store, da landet var opdelt i 26 distrikter i 1730.

I en del tilfælde håndhævede stadsmusikanterne deres privilegier temmelig stramt, og det var bestemt ikke særligt populært. Hvis man fx til et bondebryllup valgte musikken fra af økonomiske grunde, kunne stadsmusikanten kræve en bryllupsafgift på grund af tabt arbejdsfortjeneste.

Der kunne også være stridigheder stadsmusikanterne imellem, da kriterierne for afgrænsningerne af de enkelte distrikter varierede, så meget, at Danske Kancelli af og til måtte opgive at anlægge en konsekvent holdning i tvivlsspørgsmål.

Alle disse ting dokumenterer Koudal gennem et væld af cases, der får afhandlingens metode til at minde meget om mikrohistoriens, selvom denne metode ikke defineres i bogens indledning.

De nævnte træk beskrives og dokumenteres i bogens første trediedel, Insti-tutionen, hvorefter Musikerne portrætteres i midterdelen og Instrumenterne og Musikken i den sidste del. I det afsluttende kapitel Sammenfatning og udblik opsummerer Koudal det enorme materiale, som han i det foregående har uddraget af et væld af kilder i lokal- og centraladministration.

En væsentlig pointe er, at stadsmusikanterne var placeret som et bindeled mellem samfundets øvre og nedre lag. Gennem deres professionelle netværk havde de løbende kontakt med de nyeste musikalske strømninger i fx adelskredse, og denne musik anvendte de i deres daglige virke, hvor den igen smittede af på bla. bøndernes egen musikproduktion. Dette gælder også brugen af instrumenter, hvor Koudal kan give mange eksempler på en udveksling af erfaring og instrumenter mellem land og by (bonde og stadsmusikant). Bønderne var også modebevidste! Folkemusikkens autenticitet relativeres med andre ord af disse forhold.

En undtagelse synes Norge at være. Koudal peger på, at både instrumentbygning (især hardangerfele) og tonesprog bevarer en større grad af autonomi i Norge end i resten af det dansk-norske monarki.

Afhandlingens problemfelter kan ses i relation til fire dikotomier: Land-by, priviligeret-upriviligeret, tradition-fornyelse og Danmark-Europa. Hvad sidstnævnte angår giver Koudal en særlig vinkel på dele af stoffet i kraft af sit parallelt løbende virke i den forskergruppe, der arbejder med »Østersøen som musikalsk landskab i 1600- og 1700-tallet«. Denne forskergruppes arbejde har tidligere været nævnt i disse spalter, og her kan Koudal påvise interessante kanaler for både repertoire og arbejdskraft.

De privilegier, som den enevældige monark udstedte sikrede stadsmusikanten en central position i forhold til musikformidlingen i det danske samfund i den undersøgte periode, men sporene rækker - ifølge Koudal - helt op i vort århundrede: »Når musikken og musiklivet er så relativt ensartet i landets forskellige regioner og så forholdsvist åbent for udenlandske impulser, er det bl.a. stadsmusikantvæsenets skyld.« (s. 530)

Selvom dette er en doktorafhandling kan den sagtens læses af almindeligt interesserede. Jens Henrik Koudal skriver ikke specielt akademisk, og desuden er teksten fuld af eksempler, der ofte er både underfundige og underholdende, selvom man naturligvis som lægmand kan trættes af den omstændelighed, der er nødvendig for at sikre argumenterne vægt gennem dokumentation.

Årgang 74/1999-2000, nr. 08