Nye plader

Creative Music Festival in Kawamoto: Soundplay 99. Mesostics MESCD 0008.

Den japanske Soundplay-festivals motto er 'Play and creativity for everyone'. Festivalen blev afholdt første gang i 1998 efter idé og initiativ af komponist og professor ved Hiroshima Universitet, Yu Wakao.

Man samles flere hundrede personer i landlige omgivelser for at opleve og skabe musik sammen i tre dage uden hensyn til genrer og professionalisme. Udgangspunktet er ganske vist kreativ musikpædagogik og musikterapi, men fokus tilstræbes bredt ud til en mere almen interesse for at skabe sin egen musik.

Den danske komponist, intuitive musiker, musikterapeut m.m., Carl Bergstrøm-Nielsen var inviteret til Kawamoto, hvor han bl.a. bidrog med en ny komposition Individualistic Lottery samt initiativet til opførelsen af Unanimity fra samlingen For Times To Come af Karlheinz Stockhausen - endda to gange med forskellig instrumentering, som det fremgår af cd'en. Skønt ofte spillet, er det angiveligt første gang, Unanimity er indspillet på plade. På Individualistic Lottery er alle i gang efter bedste evne og initia-tiv.

Selvom omgivelserne var japanske er resultatet, som det er dokumenteret på cd'en helt interkulturelt. Således er cd'ens første stykke en slags blues-raga for spansk guitar ledsaget af inuitisk sang. Yu Wakao optræder selv med et stykke klaver, der drejer sig et sted mellem Debussy og Dollar Brand. Og et par løsslupne musikalske skænderier for to, får vi også serveret.

Ud fra cd'en er det vanskeligt at vurdere festivalens resultater. Men formålet er jo sympatisk nok, at alle kan være med. Det skal bare ikke forlede nogen til at tro, at nutidig musik kan spilles uden særlige forudsætninger.

•

Last Affair and Søren Gorm: Odin. New Note On No Note Music. Sound Movie Suite IV. Intermedia CD IM 980315

Last Affair er en tysk trio, der består af Gerald Doecke (cl, s, pr), Norbert Jorzik (b) og Frank Norden (el, dj). Danske Søren Gorm er her med på Fender-bas, MIDI-bas og elektronik. Dertil kommer Thomas Hinsen (kb).

Trioen har eksisteret siden 1989 med hjemsted i Köln. Gruppen tager udgangspunkt i eksperimenterende verdensmusik. De tre spiller både elektronisk og akustisk med baggrund i såvel klassisk som jazzmusik. Selv beskriver de frembringelserne som »Neue Musik im Elektronischen Raum«.

De forudgående tre 'Sound Movie'-projekter fandt sted i henholdsvis Burma, Sydafrika og Indien. Den foreliggende nr. 4 i suiten kom i stand på den årlige musikmesse Pop Komm, der afvikles netop i Köln. Således også i 1996, hvor Last Affair på den danske stand stiftede bekendtskab med Søren Gorms elektroniske komposition, Giga Nano fra en promotion-cd, MXPCD 0296, som fællesskabet SKRÆP havde bidraget til.

Søren Gorm har baggrund i den helt frie jazz, dér tilbage i sidste halvdel af 60erne, ligesom Kim Menzer, Karsten Vogel, Franz Beckerlee og Hugh Steinmetz. Men så flyttede han i kollektiv i Jylland og gik over til rock'en, som så mange af de andre. Men det er alt sammen mange år siden.

Man kan næppe kalde aktuelle Søren Gorms basspil eller elektroniske kompositioner særlig verdensmusikagtige. Alligevel blev parterne enige om et samarbejde, efter at Frank Norden havde tilsendt Søren Gorm en mixning af noget af deres eget og Søren Gorms materiale fra MXPCD'en. Mixet kan genfindes som indledning på cd'en, der i øvrigt blev indspillet hos Deutsche Welle i Köln.

Jeg kender ikke Last Affairs tidligere udgivelser, men oplever denne udgivelse som en meget spændstig, velafbalanceret og fint sammenhængende konstruktion af manipulerede elektroniske lyde og samplinger og fornemt akustisk instrumentspil.

Uden at sætte navn på musikken tror jeg, man kan kalde resultatet et vellykket skridt på vejen et nyt sted hen. Konstellationen har givet flere koncerter i Tyskland og har også været på scenen en enkelt gang i Den Anden Opera i København.

•

49 Nord: Animal Language. Hasse Poulsen (g, perc), Bertrand Denzler (ts) og Christophe Marguet (dr, perc). Unit Records UTR 4120 CD

Hasse Poulsen er en af de få virkelige specialister inden for den helt frit improviserede musik i Danmark. Når han optræder på denne smalle scene her til lands sker det ofte med lokale musikere, der normalt er lidt mere mainstream. Han har måske derfor valgt at slå sig ned ved den noget bredere scene for denne musik i Paris, sådan nogenlunde på 49. breddegrad, hvor han også har mødt Denzler og Marguet.

At spille helt frit er noget, der virkelig kræver sin musiker: Stor udtryksfuldhed på instrumentet, evne til at kommunikere i fælles samspil, nogenlunde fælles sprog, fuld følelsesmæssig tilstedeværelse. Og så skal man have noget på hjerte.

Selv når viljen og evnerne er til stede er det derfor ikke altid, at det lykkes. Men når det sker, er det noget ganske særligt, der også kræver fuld opmærksomhed af eventuelle tilhørere. Men selv når alt er gået op i en højere enhed, kan det være vanskeligt at videregive på plade. Det er faktisk lykkedes her.

Musikken kom til live i Copenhagen Jazzhouse. Den blev optaget af Danmarks Radio og efterfølgende 'ombrudt og layoutet' til brug for cd'en. Der er ikke tale om en gengivelse af en livekoncert (trods det afsluttende bifald, som man burde have udeladt), men om en ny komposition af musikken til pladen.

Resultatet står utrolig stærkt, sammenhængende og pulserende. Udtryksregisteret svinger fra hviskende, pirrende intimitet over ganske højrøstet, legesyg snakkesalighed til højpotent, pågående dybdebrøl. Her er ingen indadvendt forkrampethed, men derimod udadvendt vitalitet.

På flere måder rækker de tre ud over musikken i sædvanlig forstand. Dels udkrystalliserer de undervejs selve musikken i dens bestanddele af lyde og vekslende energier. Dels trakterer de deres instrumenter på helt outreret vis fra det sartest underspillede til det voldsomst udkrængede, så de ofte bevæger sig på ydersiden af instrumenternes normale virkefelt og helt uden elektronisk hokuspokus.

Den musik har meget til fælles med litteraturens digtsamlinger, hvor sprogets virkemidler i komprimeret form bliver presset til det yderste for til stadighed at udvide udtryksmulighederne.

•

Poul Borum og Jørgen Teller: 9 Møder med The Careless Angel. van Gogh Label; 002/Borgens Forlag.

Det veksler rytmisk mellem de to:

Poul Borums kendte stemme i det sene stadium efter livslang preparering med North State uden filter. House lyrik med titler som, 'døre', 'vinduer', 'gulve', 'kældre' og andre konstruktioner. Jørgen Tellers mindre kendte piano og samplede, elektroniske opbygninger anslået af MIDI-guitar, holder teksterne sammen og adskilt.

Jørgen Teller medbringer sit stof fra mange kilder i den nære og fjernere musikhistorie til brug for både luftige og mere håndfaste kompositioner. Men hans egen historie som tid-ligere danser og punkguitarist fornægter sig ikke. Han har tillige i elektroakustisk DIEM-regi for nylig skabt musik til tekster fra Iliaden opført på Glyptoteket. Og endnu tidligere Ingen-tings Mestre [Exlibris EXLCD 30063] sammen med Janus Kodal. Han kan noget særligt sammen med ord.

The Careless Angel er én eller noget, der kan 'flytte bjerge' - en trickster - en mega-flash-forelskelse - et møde med en mester eller guide inden for ens felt. En stærk og god oplevelse - også på cd'en.

Oprindelig var den tænkt som en opera eller 'operatorium' i 9 scener med følgende betegnelser, som er grundlaget for Tellers kompositioner, hvilket ikke fremgår af cd'en:

1. PRO-DRONE
om søgen, blåøjet, naivt

2. ILLUMINATION
anfægtelse, forelskelse, manipuleret

3. DISCIPLINE
hård træning i ukendte discipliner (fysisk/psykisk)

4. ALTER EGO / THE TRICKSTER
beherskelse af gammelt og nyt, der leger med hinanden

5. DECONSTRUCTION / ALTERATIONS
det nye er dominerende, omfarende og i ombrydning

6. THE GUIDE & THE ANTI EGO
ego opløses og en følelse af at blive guidet indtræder

7. WHITE DECK OF CARDS / CHOOSE MYTH
gamblerens courage og indifference spiller nu med valgene

8. THE CARELESS ANGEL / CIRCULATION
er en rolle ønsket eller behøvet? cirkulerer og fjoller with joy

9. CONTRA-Drone and CONTRA- Light
renselse, lettelse og uforpligtende lys - et åndedrag.

Samarbejdet, som det fremstår på cd'en, fandt sted, ved at Borum og Teller på aftalte tider, samtidigt, hvert sit sted, arbejdede koncentreret i en time på endnu en scene til operaen.

Det kunne være spændende at se det realiseret på en scene i disse tider, hvor dansk opera har så megen succes.

•

Lars Klit: Catwalk. Libretto af Lars Lønstrup. Tine Gaardsdal, Thomas P. Koppel og Palle Kibsgaard, dir. Tamás Vetö. Olufsen Records CLASSCD 280.

Når jeg tænker tilbage på gode operaoplevelser på Den Anden Opera rinder Catwalk og Den Sidste Virtuos straks i hu sammen med Karl Aage Rasmussens skibsdrama i rustfrit stål, Titanics Undergang over tekster af Hans Magnus Enzensberger og den mageløse og fremsynede barbieopera, SOAP af T.S. Høeg og Morti Vizki med bl.a. Helene Gjerris og Master Fatman. Det var det rene Aqua.

Både Den Sidste Virtuos og Catwalk er skrevet af Lars Klit og handler begge om den ultimative (kunstneriske) ambition, det almindelige liv og kærligheden. Her illustreret ved studenterparret, hendes modeldrømme og mødet med modemogulen. Det var spændende at opleve Catwalk på scenen. Nu foreligger den så på cd.

Forestillingen var meget medrivende (det syntes min datter også) med catwalken midt ned gennem operasalen, de to verdener for hver sin ende og publikum linet up langs siderne.

Musikken brydes mellem rund rockmusik og foruroligende, klassiske fanfare-klange. En effektiv dramatisk fremstilling af både indre og ydre verdener i konflikt. Og scenen med barndomstraumerne er virkelig musikalsk sindsoprivende.

De enkelte instrumenter i det lille orkester bliver virkelig udnyttet. Strygere, blæsere, slagtøj, el-guitar og el-bas. Sådan var det i forestillingen. Sådan er det på pladen. Men det er jo en opera. Jeg husker sangene i forestillingen som velfungerende. På pladen derimod oplever jeg disse sange, der ikke bevæger sig langt væk fra recitativet, som meget stillestående. Den eneste melodiske sang er variationer over Gunnar Nyborg-Jensens kendte ungpigesang: Se min kjole. Det bliver lidt trist i længden.

Det kan være svært med musikdramatik på plade. Det er det også her. Hvorfor er der så langt mellem melodierne i nutidens opera?