www.mange-kokke-i-bageriet.dk

Af
| DMT Årgang 74 (1999-2000) nr. 08 - side 253-253

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Er du på web'en med tilhørende hjemmeside er meget vundet i forhold til dine omgivelser. Er du derimod ikke på og nikker du ikke indforstået til denne revolutionerende medieopfindelse, bliver du før eller siden hægtet af. Det hævder både nørder og fremtidsforskere. De har sikkert ret, og stadig flere reagerer på kendsgerningnen. I en rasende fart må privatpersoner og institutioner se at få sig en web site (hjemmeside). »Sikr dig for Guds skyld et godt domain-navn (adresse), ellers risikerer du, at andre køber navnet«, siger de fremsynede. Så nu popper sites op som paddehatte alle vegne. Man sætter midler af til etablering, men ikke til det videre arbejde med at ajourføre og revidere det skabte. At disse hjemmesider ofte kalder på opdateringer og almindelig vedligeholdelse, er måske nok en slags problem, men det overskygger ikke det fantastiske faktum, at man er på. At være på web'en er nemlig godt, rigtigt og fremsynet. At man som bruger ikke sjældent ved henvendelse på adresser møder meddelelsen »This site is under construction« er ikke så væsentligt, for adressens ejermand er jo i princippet på web'en og kan meddele det til sine omgivelser, og han kan derefter i princippet tale med om gode links, netbrowsere, forfinede konfigirationer med meget mere.

Så nu er der altså en masse privatpersoner, forlag, plademærker, informationscentraler og foreninger, som kan meddele den glade nyhed om de tre gyldne w'er - nøglen til respekt. Alle har gode hensigter, alle arbejder fra hver deres lille platform, alle vil så forfærdelig gerne være med. Kunne man mon forestille sig en eller anden instans påtage sig ansvaret for at undersøge muligheder for at samordne bestræbelserne? En samordning eller ligefrem et samarbejde kunne måske være med til at give området en tiltrængt opdatering og i sidste instans være i alles interessse. Statens Musikråd kunne med fordel tage initiativ til at samle institutioner med samme interesseområder, for eksempel Dansk Komponist Forening, MIC, NUMUS-festivalen, dacapo, Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik, Edition Wilhelm Hansen, samt diverse tidsskrifter. Flere kunne nævnes. Dette med henblik på at tilvejebringe en mulig strategi på området. Som det er nu, virker internettets anarki på en anden måde i det musikalske nærmiljø, end det var tænkt af de amerikanske Ole Opfindere. Det er ikke en gang en frugtbar forvirring på hjemmefronten, det tager sig mere ud som den gode men helt ukoordinerede vilje. Blandt andet som følge af, at opretterne ikke har stillet grundliggende spørgsmål som fx: Hvad skal det hele være godt for?