Plader

Danish Romantic A Cappella. Christian Barnekow: Seks sange op. 17; Frederik Rung: Seks sange op. 39; Jakob Fabricius: Fünf- und sechsstimmige Lieder; Julius Bechgaard: Seks firstemmige sange; Otto Malling: Tre sange op. 83. Canzone-Koret, dir. Frans Rasmussen. dacapo 8.224130.

På denne cd præsenteres »den

romantiske a cappella-korsang« - en genre, som dukker op i Danmark i midten af det 19. århundrede som supplement til den mandlige, flerstemmige studentersang. Den igangsættende faktor var Cæciliaforeningen, som stiftedes af Henrik Rung i 1851, inspireret af den udenlandske Cæcilia-bevægelse. Målet var en sanering af den religiøse vokalmusik, en genoplivelse af fortidens 'sunde' polyfoni med Palestrina som forbillede. Denne bestræbelse viste sig som bekendt at være sejlivet og kom i andre skikkelser til at præge musikken, specielt kirkemusikken/salmerne, helt op til vor tid.

Hvordan det tog sig ud på dette tidlige stadium, kan vi nu stifte bekendtskab med via denne udgivelse. Hos Barnekow klinger det smukt, men i længden ensformigt - blidt vuggende i samme type velklang, følsom romantisk stilstand, som ikke har meget med Palestrina at gøre. Man forstår Laubs og andres reaktion mod Barnekows salmemelodier, når man hører disse sange! Frederik Rung går i det samme spor, men er dog i sin udtryksfulde sentimentalitet mere varieret.

Jakob Fabricius' sange med tyske tekster (skrevet på opfordring fra den tyske dirigent Carl Mengewein) er ikke uinteressante med deres effektfulde vekslen mellem solo og kor, hvor opgaven ligefrem synes at have opfordret til internationalt schwung à la Brahms. Hos Julius Bechgaard bliver det hele derimod meget dansk og unægtelig meget ensformigt i denne bestandige homofone kredsen om et Gade-farvet stilideal - i Elverdansen betrædes folkevisens spor nok en gang.

Endelig er der Otto Malling. Hans satser er det mest spændende på denne cd: Et på én gang raffineret og enkelt udtryk. Her synes det, der blev til det 20. århundredes fællessang med netop den ovenævnte kombination, at ligge lige om hjørnet - ikke så meget i stilen som i netop enkelhed og det slående, kortfattede udtryk. Hvad den jo unægtelig også gjorde: Carl Nielsen var for længst gået i gang i 1905, da disse sange blev til.

Denne cd rummer i højere grad et stykke musikhistorie end de helt store musikalske oplevelser. Men koret og dirigenten gør, hvad de kan for disse sange, og det er ikke lidt!

•

Den danske sangskat vol. 3. Carl Nielsen: Sange og motetter. Musica Ficta, dir. Bo Holten. Naxos 8.554965.

Med denne cd er serien Den danske

sangskat nået til det mest kendte, man kan forestille sig inden for dette område. Og her kan vi så høre noget af det kendteste af det kendte: Sange som Nu lyser løv i lunde, Den danske sang, Som en rejselysten flåde og sågar en sang, som for de fleste er kendt ikke blot som et stykke danmarkshistorie, men også som noget fra éns egen tidlige historie: Jeg ved en lærkerede.

Men begrebet historie belyses også på en tredje måde her: vi hører Tre Motetter op. 55, skabt under inspiration af motetter af Clemens non Papa, Orlando di Lasso og Luca Marenzio. Disse motetter findes også på cd'en - en glimrende ide! Her har vi en bestræbelse af samme art som den, vi mødte i cd'en med romantiske a cappella-satser, men her er både kendskabet til stilen og evnen til på én gang at ramme den og at give den sit helt personlige præg langt større. At sammenligne motetterne med forbillederne er spændende, og spændende er også Bo Holtens forsøg på at lade dem komme så tæt som muligt på Carl Nielsens oprindelige intentioner ved at fjerne alle dynamiske angivelser; disse forekommer i udgivelsen, men ikke i blyantsmanuskriptet. Resultatet er virkelig et indtryk af en 'tilbage til'-bestræbelse, som dog specielt i den første motet, Afflictus sum, er mere ligeud-forceret, end godt er.

Og sangene? Ikke mange ord om noget så velkendt. Blot må det bemærkes, at de fleste af dem er arrangeret for blandet kor af Bo Holten eller andre; i de tilfælde, hvor Carl Nielsen selv har skrevet en flerstemmig korsats, er denne anvendt. Dette er vellykket i alle bortset fra ét tilfælde: I sidste strofe af Jeg ved en lærkerede kaster Holten koret og os andre ud i en polyfoni, som efter min mening fungerer som en kæp i hjulet efter turen ud til lærkereden, så vi står på hovedet i grøften. Dette virkemiddel står i for grel kontrast til sangens i øvrigt ukunstlede skiften mellem solist à la barnesang og enkel korsats.

Man kan i det hele taget diskutere enkeltheder - Vi sletternes sønner bliver efter min mening så forjaget, at det bliver en for brat opvågnen fra drøm til sang, og Den danske sang er lige ved at blive ødelagt af den sidste tone, som klinger dynamisk forceret og med et uskønt anspændt og fladt a (behandlingen af vokalen a er i det hele taget sine steder lidt vaklende!). Sænk kun dit hoved, du blomst hælder lidt rigeligt til den patetiske side, og satsen virker mærkeligt kantet og unuanceret.

Men i det store og hele er der så afgjort tale om en god samling og gode udførelser. Denne cd skal nok få stor udbredelse.

•

Louis Glass: Symfoni nr. 4. Plovdiv Philharmonic Orchestra, dir. Nayden Todorov. Danacord DACOCD 541.

Af Louis Glass' symfonier er kun

nr. 5, Sinfonia Svastica, nogenlunde velkendt i dag. Denne indspilning af nr. 4 fra 1911 overbeviser mig ikke om, at komponistens øvrige symfonier fortjener et nærmere bekendtskab. Der er mindelser om Bruckner, Franck og Wagner i indledningen (Francks d-mol-symfoni og Wagners forspil til Tristan og Isolde spøger i baggrunden!), og 3. sats, en adagio har man en fornemmelse af at have hørt før. Det er næppe tilfældet, men her er det Mahler, som synes at være på spil. Det hele er kort og godt særdeles tidstypisk, men det forekommer mig ikke at stå frem som særlig profileret.

Udførelsen er ganske udmærket, men optagelsen synes at være mindre vellykket med en ejendommeligt 'lukket' klang.

•

Harmonious Families Vol. 4. Danish Compositions by Fathers and Sons. Siegfried Langgaard: Koncert nr. 1 for klaver og orkester; Rued Langgaard: »Fra Arild«, Koncert for klaver og orkester frit efter Siegfried Langgaard. Oleg Marshev og Sønderjyllands Symfoniorkester, dir. Matthias Aeschbacher. Danacord DACOCD 535.

Siegfried Langgaards værk er en

gedigen overraskelse - hvordan kunne det dog gå til, at dette værk aldrig har været opført? Koncerten er komponeret ca. 1885 og fængsler lige fra den majestætiske start, som lyder af både Tjajkovsky og Grieg. Stilistisk bevæger Langgaard sig i øvrigt fra det nævnte højromantiske udgangspunkt, hvor også Hartmann synes at være med til at danne basis, videre til noget, som klinger hen imod Rachmaninov og sågar Ravel, hvis koncert i D-dur er blandt de associationer, som melder sig.

Her er markante temaer, suveræn orkesterbehandling og et kompositorisk overblik med lange linjer. Det hele vælder frem med en overbevisende selvfølgelighed - hvorfor kom Langgaard senior dog ikke til i højere grad at virke som komponist?! Ejendommelig er den tilknytning til sønnen - eller rettere, sønnens videreførelse af et træk hos faderen - som man mærker i et tema i 2. sats. Temaet har en umiskendelig lighed med Sions vægter hæver røsten. Et rigtigt Langgaard-motiv!

Cd'ens andet værk overrasker også. Rued Langgaards klaverkoncert Fra Arild er ingenlunde blot en bearbejdelse af en ikke færdigkomponeret klaverkoncert af faderen. Nok er materialet hovedsagelig hentet herfra, men værket afslører sig fra første takt ved sin hæs-blæsende Rued Langgaard-stakåndethed, korte fraser, abrupt vekslen i styrkegrader, svimlende skalamæssige 'nedture' og meget andet. De enkelte motiver er skruet sammen på en ganske anden måde end hos faderen. De lange linjer er afløst af en mosaik, delene presser sig råbende ind og ud mellem hinanden. Hvor materialet nok er senromantisk, træder kompositionen i sin helhed frem som et umiskendeligt udsagn fra det 20. århundrede (værket er fra 1935 med et par senere ændringer og tilføjelser).

På det personlige plan er der tale om et tilbageblik på århundredskiftet - Arild er navnet på det sted i Skåne, hvor familien Langgaard holdt sommerferie i Langgaards barndom. På det almene plan er der tale om et tilbageblik på en tid, som Langgard anså for at være historiens højdepunkt, og som set i lyset af Langgaards nutid forbindes med undergangsstemning - Sions vægter forekommer også her og binder som prægnant motiv faderens og sønnens værker sammen.

Og endelig: På det alment musikalske plan er der i grunden tale om en 'neoromantik', som stedvis kan forekomme beslægtet med Stravinskys neoklassicisme, skønt tonesproget og temperamentet jo er et andet. Der er mindelser om Stravinskys symfonier fra 1940 og 1945 i de to første satser med titlerne Klipper og Brændinger, og der er en surrealisme i 3. sats, Stjernehimmel, hvor et åndeligt slægtskab med Messiaen synes at vise sig i det 'naturalistiske' billede af stjernerne som svævende punkter kombineret med apokalyptiske visioner med antydninger af Sions vægter, fanfaremotiver og hymnisk-melodiske blokke. Surrealismen fortsætter i 4. Sats, Høstens tid, hvor salmen bl.a. kombineres med et valsemotiv.

Neoromantik eller symbolisme - her er nok en gang tale om et 'nyt' fascinerende Langgaard-værk. Sammen med faderens forbløffende koncert udgør Fra Arild en kombination, som må siges at være den hidtil mest meningsfulde i 'far-og-søn-serien': Her viser der sig både et slægtskabs- og et udviklingsperspektiv i to værker, som kan blive en berigelse af koncertrepertoiret. Og da også udførelsen af værkerne er af overbevisende kvalitet, kan jeg kun anbefale denne cd.

•

John Cage: Seventy-Four (2 versioner), The Seasons, Concerto for Prepared Piano and Chamber Orchestra, Suite for Toy Piano + orkesterversion af samme værk v. Lou Harrison. Margaret Leng Tan og American Composers Orchestra, dir. Dennis Russell Davies.

ECM New Series 1696 465 140-2.

Det er ikke hver dag, man på én cd

kan høre værker, som stilistisk spænder så vidt, som tilfældet er her - og som er skrevet af én komponist!

The Seasons er en ballet i én akt, bestående af fire årstidsbilleder med tilhørende forspil: Vinter, forår, sommer og efterår. Cage kommer i dette traditionelt noterede orkesterværk forbløffende tæt på Stravinsky, som han kendes fra fx Fire Etuder for orkester. Cage angiver selv, at han komponerede værket »som man vælger muslingeskaller, når man går langs stranden«. Værket fornemmes da også i høj grad som en montage - og netop dette gælder jo også for Stravinsky. Man tænker normalt ikke på Cage som det 20. århundredes svar på Vivaldi, men de skarpt profilerede og kontrastrige billeder giver faktisk et rammende signalement af årstiderne, fx forårets myldrende og fremspirende liv. Til slut gentages det første præludium, og der opnås derved en følelse af årstidernes cykliske forløb.

Concerto for Prepared Piano and Chamber Orchestra fra 1951 er ligeledes eksakt noteret, men hvor The Seasons leder frem mod String Quartet in Four Parts (1950), fører koncerten rent klangligt videre ind i 50'ernes arbejde med tilfældighed. I koncerten er tilfældigheden endnu begrænset til forholdet mellem komponisten og værket, men den gør sig her gældende i langt højere grad end før.

Selve denne udvikling er hørbar i det meditative værk, i hvilket udviklingen går fra det ekspressive i starten til fokuseringen på de enkelte lyde og stilheden imellem dem i slutningen. Værket findes også på en cd fra 1997 (mode records mode 57) med Stephen Drury som solist, her kombineret med klaverkoncerten fra 1958, i hvilken tilfældigheden for alvor gør sig gældende, nu også i høj grad i udførelsen, og Fourteen, en klaverkoncert fra 1990. Begge indspilninger kan anbefales.

Suite for Toy Piano fra 1948 er et pudsigt værk, inspireret af Erik Saties stykker, som Cage på dette tidspunkt var meget optaget af. Legetøjsklaverets klang kan minde om spilledåserne i Stockhausens Tierkreis, men aflytningen fremkalder også et billede fra en tegneserie af en anden berømt amerikaner: Flyglet i Radiserne. Hos Cage er der noget af den samme stilfærdigt-elskværdige humor. Den bliver til gengæld noget bastant i Lou Harrisons orkesterversion med det ceremonielt-asiatiske præg. Suiten føles som et helt andet værk.

Endelig er der så det sene værk Seventy-Four (1992), en titel, som slet og ret angiver instrumenternes antal. Der findes ikke noget partitur; hver enkelt stemme har en høj grad af frihed både med hensyn til tidsmæssig fordeling af tonerne og med hensyn til andre para-metre. Én ting er imidlertid karakteristisk for specielt dette værk: Der er siger og skriver to forskellige stemmer, en for høje og en for lave instrumenter. Dette sætter i meget høj grad sit præg på værket: Denne enkelhed giver både musikere og lyttere lejlighed til at fokusere på faktorer som dynamik, klangfarve, mikrotonale fluktuationer etc. Her er tale om den frigørelse til selvstændig kreativitet og til musikalsk meditation, som er så typisk for Cage. Værket høres som en flydende masse fuld af indre liv.

Denne cd giver med sit udvalg af karakteristiske værker et overblik over nogle af de væsentlige punkter i udvik-lingen hos en af århundredets betydeligste komponister. Med sit lyttervenlige valg af værker som The Seasons (et af de værker af Cage, som er lettest at gå til for et traditionelt orienteret publikum) og begge versioner af Suite for Toy Piano samt det her faktisk meget smukke Seventy-Four, er der tale om en god Cage-præsentationsplade, som kan lede lytteren i mange spændende retninger i den videre udforskning af musikken hos en stor komponist. Der er nok at tage fat på - heldigvis!

•

Erik Jørgensen: Konfrontationer for orkester, Variazioni per pianoforte, Improvisationer for blæserkvintet, Piece for string quartet, Introduktion og Presto for saxofonkvartet. Ulrich Stærk, Dansk Saxofonkvartet, Kontra Kvartetten, Den danske Blæserkvintet og Odense Symfoniorkester, dir. Tamás Vetö. dacapo 8.224137.

Erik Jørgensen er født i 1912. Som 19-

årig betod han organisteksamen ved musikkonservatoriet i København. Han har studeret komposition hos Finn Høffding, har taget musikpædagogisk eksamen i klaver, teori og musikhistorie og har studeret direktion hos Hermann Scherchen. Han har virket som docent i musikteori og -historie. I 1935 debuterede han som komponist - hans virksomhed har således strakt sig over flere musi-kalske fagområder og næsten trekvart århundrede! I 1930erne og 1940erne holdt han sig som de fleste andre til neo-klassicismen, men i 1950erne var han en af de første danske komponister, som personligt afprøvede dodekafonien. Også siden har han modtaget inspiration fra aktuelle strømninger (aleatorik, collage etc.).

Når jeg beskriver dette så udførligt, er grunden simpelthen den, at Erik Jørgensen er ret ukendt som komponist. Dette har været mig en gåde i mange år. Men det er glædeligt, at vi nu endelig kan høre et udvalg af hans værker - så vidt jeg husker, er det eneste hidtil indspillede en kvintet fra 1962. Nu kan vi stifte bekendtskab med en hel række, som i tid strækker sig fra midten af 1960erne til midten af 1990erne. Det ville være spændende at stifte bekendtskab både med de neoklassiske værker og med den tidlige dodekafoni fra 50erne - forhåbentlig bliver der på et tidspunkt lejlighed til det.

Men det, man her kan høre, er sandelig også spændende. Cd'ens første værk, Konfrontationer for orkester (1967-68), fører os igennem forskellige musi-kalske strukturer, stedvis med melodisk tilbageblik på traditionen, stedvis som Apparitions eller Atmosphères af Ligeti, men med hurtigere bevægelser, stedvis som polsk musik fra 60erne med dennes tendens til bevægelse ind i det helt ekstatisk myldrende (fx Lutoslawskis Jeux vénitiens), stedvis à la senere franske komponister som Murail eller Campo. Opbygningen er præget af enkle, tydeligt adskilte flader uden på nogen måde at forfalde til det plakatagtige. Helheden kan måske mest af alt minde om kombinationen af tradition og fornyelse hos spanieren Cristóbal Halffter, som i et værk som Symposion viser en lignende evne til på eklektisk vis at lade forskellige indtryk smelte sammen til et personligt musikalsk udtryk. Det hele giver ved dette genhør et indtryk af varig autenticitet og virker både tilbageskuende og forunderligt aktuelt.

Variazioni per pianoforte fra 1966 træder på lignende vis frem som et overbevisende vidnesbyrd om en evne til at kombinere forskelligartede indtryk til en organisk helhed. Her er mindelser om Dallapiccola, Messiaen, Boulez, Berio og den tidlige Castiglioni - det hele er forenet i en skiften mellem kølige, klare strukturer og udbrud af et overraskende 'latinsk' temperament, og ligesom i Konfrontationer forenes det hele til et overbevisende udsagn.

I Piece for string quartet (1964-65) mindes man igen om både Darmstadt og Polen, men man må beundre Erik Jørgensens på én gang komprimerede og tydeliggjorte udtryk - der er en helt Webern-agtig evne og vilje til klarhed og intensitet til stede i dette smukke og udtryksfulde værk.

Improvisationer for blæserkvintet viderefører denne tendens, men breder sig mere ud i tid. Værket bygges effektfuldt og langsomt op med gradvise indsatser i et klart mønster af spørgsmål og svar, eksploderer med truttende hornsignaler og fortsætter i en række underholdende episoder som en rejse gennem blæserkvintettens historie i det 20. århundrede - stilmæssigt fra Carl Nielsen og Schönberg til Ligeti og Stockhausen med det nordiske præg som grundstemning.

Til slut Introduktion og Presto for saxofonkvartet (1995). Værket er tilsyneladende mere traditionelt orienteret og knytter også forbindelser tilbage, elegant formuleret og denne gang mere konsekvent. Her er næppe tale om nostalgi, men derimod om elementer fra traditionen, som vendes og drejes og sættes ind i en ny sammenhæng - en tendens, som vel egentlig går som en rød tråd gennem Erik Jørgensens værker, men som nu gør sig gældende på enkel og umiddelbart erkendelig vis. Som fx hos Stockhausen synes ordet 'postmodernisme' ikke rigtig at sige noget her, for der synes at være tale om en fortsat udvikling, ikke om et brud med tidligere praksis.

Erik Jørgensens værker vidner gene-relt om en modtagelighed for indtryk, som videregives i et tonesprog, der på én gang er præget af åbenhed og integritet. Hans kompositoriske talent er inte-grativt, ikke selektivt. Det er forfriskende at møde en komponist, som forholder sig sådan til det fremmede og ukendte, også når det synes at bryde med den danske tradition. Netop ved at forholde sig sådan til det fremmede skaber man på længere sigt en ægte, levende tradition. Lyt blot til disse værker: de klinger alle af ny og levende musik!

•

Claude Loyola Allgén: Fantasia. Mats Persson. Alice ALCD 020.

Ifølge ledsagehæftets forfatter, som er

identisk med cd'ens pianist Mats Persson, kunne titlen på en saxofonkvartet af Allgén, Horror vacui, stå som motto for hele komponistens produktion. Det tror man gerne efter at have hørt Fantasia for klaver.

Allgén (1920-1990) synes at have været en outsider i svensk musikliv. Men Fantasia forekommer mig ikke at være et værk af en 'rigtig' outsider med et præg-nant budskab som fx Ives, Langgaard eller Nancarrow. »Det sublime og det banale stilles her side om side«, skriver Persson. Ja, det er så sandt, som det er sagt, og evnen til at forbinde det hele i et kompliceret mønster er bestemt til stede. Men gnisten til at forbinde Bartók, Messiaen, banale melodier etc., så det bliver spændende og vedkommende, synes at mangle i det komplicerede værk. Det er 49 minutter uden overraskende forbindelser, hypnotiserende monotoni eller surrealistisk galskab - men netop med en horror vacui, som virker trættende.

Mats Persson sætter tydeligt nok Allgén meget højt. Måske vil andre værker nuancere billedet - »hans tid kommer«, skriver Persson. Men indtil videre må jeg trække på skuldrene. Dog ikke over Mats Perssons spil. Man er ikke i tvivl om, at værket vederfares fuld retfærdighed!

•

Fred Frith: Traffic Continues, Traffic Continues II: Gusto (for Tom Cora). Fred Frith, Ikue Mori, Zeena Parkins og Ensemble Modern, dir. Franck Ollu. Winter & Winter New Edition 910 044-2.

Fred Frith har som komponist,

guitarist, violinist o.m.a. siden slutningen af 60erne gjort sig gældende i det spændende og frugtbare grænseområde mellem rock og nutidig kompositionsmusik både i England og USA. Han har dannet og været virksom i adskillige grupper, fx Skeleton Crew og Keep the Dog. Senere har han arbejdet sammen med bl.a. Asko Ensemble og Ensemble Modern - det sidstnævnte bærer denne cd vidnesbyrd om. Fred Frith er nu professor i komposition ved Mills College i Californien.

Traffic Continues består af et antal komponerede og formentlig eksakt noterede dele, som kombineres med improviserede afsnit. Værkets forløb afgøres af dirigenten og musikerne i fællesskab under opførelsen. Ved aflytning virker Traffic Continues langt mere komponeret end improviseret, og stilmæssigt bevæger de i alt otte afsnit sig på en skala fra Stravinsky over polske komponister fra 60erne som Serocki, Szalonek eler Krauze til eksperimenterende rock. Der er her lighedspunkter med en anden cd, som anmeldes i dette nr., Heiner Goebbels' Surrogate Cities, men hos Fred Frith er musikken mere ligefremt fabulerende, til tider diverterende. Titlen er sigende: Her er 'trafik', forandring, en betragtning af det, som 'kører forbi', ikke som hos Goebbels en boren sig ned i et billede af en by. Slutningen med den sigende titel Fragile Finale virker på denne baggrund effektfuld med sin bevægen sig ind i et sart punktuelt felt med et sensitivt indre liv.

Traffic Continues II: Gusto (for Tom Cora) er komponeret til minde om cellisten Tom Cora, som spillede i gruppen Skeleton Crew sammen med Fred Frith og Zeena Parkins, som ligeledes medvirker her. I dette værk er interpoleret optagelser med Tom Cora. Værkets 21 afsnit bevæger sig fra den stille, eftertænksomme stemning med koncentration om klanglige nuancer, som kendetegnede slutningen af Traffic Continues, videre i et varieret og rigt differentieret spil, som er langt mere præget af spontanitet og improvisation end cd'ens første. Der er stof til mange gennemlytninger i denne smukke hyldest til en afdød musiker - titlen Traffic Continues får på denne baggrund en ganske særlig klang. Her er både eftertænksomhed, drama og humor - hør blot Howdywhoola, hvor vi kører helt ud i et country & western-agtigt landskab!

Der er efterhånden udgivet et væld af cd'er med musik fra dette brogede pluralistisk-stilistiske område, som giver så rig inspiration til både at improvisere og komponere - der er her en glidende overgang mellem disse to former for musikalsk virksomhed. Denne er bestemt ikke en af de ringeste - Ensemble Modern, Fred Frith og de andre musikere spiller blændende godt. Også grafisk er udgivelsen smuk: som sædvanlig hos Winter & Winter sidder cd'en i en bog, i dette tilfælde illustreret med fotos af Heike Liss, om hvem man kan læse en hel artikel. Forlaget fortjener ros for alt dette - men bestemt ikke for den lomme, cd'en sidder i. Tag den ud og anbring den i et hylster af plastic. Den stive lomme af pap vil ridse og ødelægge den på rekordtid!

Heiner Goebbels: Surrogate Cities. Suite for Sampler and Orchestra, The Horatian - Three Songs, D & C, Surrogate, In the Country of Last Things. Jocelyn B. Smith, David Moss og Junge Deutsche Philharmonie, dir. Peter Rundel. ECM New Series 1688 465 338-2.

Allerede omslagets foto giver en

fornemmelse af, hvad der er på færde på denne cd: Noget, som ved første øjekast ligner en gade med fortov, gadebelysning hyllet i tåge og og to personer, som kommer gående på den modsatte side af gaden. Men 'gaden' viser sig ved nøjere eftersyn at være et svømmebassin! Den ujævne asfalt er i virkeligheden vand, man kan dykke ned i - ned under byens overflade.

Dette er ideen med samtlige værker på cd'en Surrogate Cities. Heiner Goebbels (f. 1952) vil skabe musikalske billeder af en by - ikke nogen bestemt, men byen, eller rettere storbyen, som begreb. Og billedet er mindst lige så meget vertikalt som horisontalt. Vi trænger ned under overfladen.

Dette viser sig i Suite for Sampler and Orchestra allerede i satsbetegnelserne, som damper af historie: Chaconne, Allemande, Gigue etc. - og de fleste af disse har undertitler som »Les ruines«, »L'ingénieur« og »Compression«. Men det viser sig også i selve musikken, både med direkte citater - Scarlatti - benyttelse af stil fra forskellige tider og - mest slående! - med fabrikslyde og med skrattende pladeoptagelser fra 20erne og 30erne, hvor der høres jødisk liturgisk sang.

At en tysk komponist finder på at bruge det sidstnævnte som noget, der er begravet under byens overflade, og som nu må hentes frem som noget, der klangligt 'brænder' sig ind i mønsteret af historie og nutid, kræver vel ikke nogen nærmere forklaring - bortset fra, at jeg ikke kan lade være med at fundere over, om komponistens eget efternavn kan have tjent som inspirationskilde.

Det hele er netop så at sige brændt fast i et billede, som en collage bestående af ting som rustent jern, asfalt, murbrokker, splintret og brændt træ. Der er tale om en 'rå' sammenstilling af elementer lige fra kultiveret instrumentklang til støj, og det, som det hele er fældet ind i, er nutidens udtryk, en musikalsk modernitet, som er i stadig bevægelse mellem tysk Darmstadt-Nachfolge og jazz og rock. Værket kan minde om visse kompositioner af Nicolaus A. Huber, men det er langt mere direkte, udadvendt, pågående i sit udtryk - står bog-staveligt talt som en skulptur i rummet og kræver et genhør.

The Horatian graver helt tilbage gennem historien til sagnet, til kampen mellem to nabobyer i oldtiden, Rom og Alba, skildret af digteren Heiner Müller. Striden afgøres ved kamp mellem to mænd, en fra hver by. Men romeren er gift med modpartens søster, og da modstanderen er faldet i kampen, og søsteren ved sejrherrens hjemkomst beder om at få sin bror tilbage, dræber romeren hende. Hans navn er Horatius:

»There is the Conquerer. His name: Horatius/ There is the murderer. His name: Horatius/ To each one his own./ To the conquerer the laurel, to the murderer the axe./ And the Horatian was crowned with the laurel/ And the Horatian was executed by the axe/ So that his blood dropped to the earth«.

Den sejrrige helt og morderen er én og samme person. Dette er problemet ikke blot for en sagnfigur eller en sagnby, men for byen som nutidigt begreb. Det humane og grusomheden er tæt forbundet i Goebbels' anskuelse af byen som historie og nutid og i anskueliggørelsen heraf i den sungne fortælling. Vi bevæger os her i musikkens rytmiske udtryksfelt, i et særegent jazzfarvet udtryk, som i den tredje af sangene går over i ren jazz, og som har rødder tilbage i traditionen fra Weill og Eisler. Udtrykket er også her helt fysisk pågående - man glemmer ikke i en fart, hvordan Jocelyn B. Smith synger om blodet, som dryppede ned på jorden. Der skabes en ikke-sentimental følelsesmæssig intensitet, som er ganske bemærkelsesværdig.

D & C for orkester udtrykker sig som suiten i rytmisk, klanglig og dyna-misk pågåenhed, men her holder Goeb-bels sig til dette århundredes udtryk. Som det allerede var tilfældet i suiten, kan det musikalske udtryk stedvis minde om Varèse, men dette træder her stær-kere frem i en mere homogen stil. Også mindelser om Stravinsky gør sig gældende i dette billede af en bys struktur.

Endelig er vi så i Surrogate (tekst: Hugo Hamilton) og i In the country of Last Things (tekst: Paul Auster) tilbage i det ekspressive vokale udtryk. I Surrogate bliver lytteren bogstaveligt talt stakåndet fra starten i et pulserende forløb, som eksploderer i sætninger, som mere råbes end siges: »She has been running. What for?… What makes a young woman run? During the day? In the city?…« Storbyens hektisk pulserende liv og flugten ind i »surrogater« skildres på både medrivende og skræmmende vis. I In the Country of Last Things møder vi en kontrast mellem den rolige linje og de skarpe indfald, mellem det pulserende og det bogstaveligt talt slående, et billede af byens omskiftelighed og forgængelighed: »When you live in the city, you learn to take nothing for granted. Close your eyes for a moment, turn around to look at something else and the thing that was before you is suddenly gone. Nothing lasts, you see…«

Jeg tror, at Dan Turèll ville have elsket denne cd med portrættet af storbyen, dens historie, dens overflade og undergrund, dens omskiftelighed og dens mursten, asfalt og mennesker. Det er længe siden, jeg sidst er stødt på en cd, som så helstøbt koncentrerer sig om et tema. Genrer og stilarter forenes til en helhed, hvis pointe netop er mangfoldighed og brudflader, både i det enkelte værk og i mødet mellem værkerne. Bedre kan det ikke gøres! Og man bør ikke snyde sig selv for denne forbløffende oplevelse af noget kendt, som her skildres - og for materialets vedkommende: Benyttes - på overrumplende ægte vis. Her er en komponist, som virkelig vil lytteren noget!

•

Qin Daping: Timber of Time. Studio Ostinato, Vocal Gan, Melody for Gu-Chin, Vox of 1976, Aniox. Sibelius Academy Computer Music Studio. QDP-1957.

Qin Daping er født i 1957 - angivel-

sen af forlaget ovenfor synes således at antyde 'eget forlag'! Han er født i Kina og studerede klaver og komposition hos faderen, som også er komponist (elev af Hindemith) - Qins musikalske rødder går således tilbage til vestlig tradition. Efter kompositionsstudier i Kina fortsatte Qin ved Sibelius-akademiet i Helsinki, hvor også disse værker er produceret.

I Studio fra 1991, det ældste af vær-kerne, opereres effektfuldt med et spil mellem høje, fløjtende lyde og dyb, rumlende torden. Der sker virkelig noget i dette stykke.

Det samme gælder de andre. Vocal Gan (1992) er et humoristisk spil med insektlyde, som konfronteres med og smelter sammen med andre dyre- og menneskelyde samt metalliske klange - et konglomerat af natur og kultur.

Værket Melody for Gu-Chin er præcis, hvad titlen siger: En melodi, som spilles af et gammelt kinesisk strengeinstrument, og som udsættes for manipulation på forskellig vis, så et klangspektrum opstår mellem melodi og amorf struktur samt mellem instrumentklange og hvid støj.

I Vox of 1976 fra 1994 er vi i det år, hvor den kinesiske kulturrevolution sluttede, og Qin benytter til dette monument over en politisk fortid sin egen stemme samt en skala af lyd, som strækker sig fra metalliske strygerklange ind i fantasifulde regioner. Indtrykket er helt igennem klassisk - forstået på den måde, at værket minder om talrige andre, som er blevet til med kombinationen af vokale og elektroniske klange siden klassikere som Henrys Voile d'Orphée og Stockhausens Gesang der Jünglinge. Nok citeres en sang fra kulturrevolutionen i verfremdet udgave, men alligevel - når Qin skriver, at værket er blevet kaldt »Chinese Political Pop computer music«, må jeg tilføje, at hvis nogen køber denne cd på grund af ordet »pop«, vil de få en slem overraskelse!

Endelig er Aniox (1996) god, gam-meldags musique concrète. Der benyttes lyde fra fire forskellige dyr, hane, hund, uspecificeret fugl og løve. Dette absurde menageri indgår i et spil, som efterhånden bliver mere metallisk-abstrakt end konkret, og som er præget af humor og fart over feltet.

Qin Dapings værker er præget af forbindelsen med den elektroniske musiktradition, af et sikkert kompositorisk håndelag, som undgår tomgang, og af en frodig fantasi. Cd'en vidner om, at der stadig på dette område med kendte og velprøvede modeller som fundament kan skabes god og levende musik.