Problemer i den musikalske fødekæde

Af
| Årgang 75 (2000-2001) nr. 01 - side 6-10

Dansk Komponist Forening og foreningen Levende Musik i Skolen arrangerede konferencen Kan børn tåle ny musik? under Komponistforeningens Biennale V i København i marts måned. Artiklens forfatter var ordstyrer under debatten og samler her nogle tråde op.

»En 191. gang var der en syv-sanger. Hun sang syv sange på én gang. Nu var det lettere fordi hun havde seks tunger. Den første sang sang hun med den første tunge, den anden med den anden tunge, og så videre. Men den 6. og den 7. sang, dem måtte hun klare alene med den 6. tunge. At det overhovedet var muligt skyldtes mange års hård træning.«

Med denne og andre smagsprøver fra bogen 100 nye historier, indledte forfatteren Louis Jensen konferencen Kan børn tåle ny musik?, som fandt sted i marts måned i København. Inspireret af konferencen kan forfat-teren tænkes at rejse hjem og skrive digtet med den sigende begyndelse:

»En 127. gang blev der afholdt et møde angående musikundervisning.« Fortsættelsen vil Jensen kunne skrive om nogle måneder. Historien kan tage flere retninger. Den kan afspejle en almindelig udvikling i forlængelse af møder: De mange kloge ord, i dette tilfælde om børn og deres mulige musikalske udvikling, bliver nedfældet i en rapport, som bliver udsendt til de implicerede og placeret i relevante reoler.

Konferencer kan tit opleves som barndommens tvangsindtagning af levertran: Det er muligvis godt for den videre udvikling, men ikke særlig sjovt mens det står på. Alene overskriften Kan børn tåle ny musik? får en til at blive træt på forhånd. Som en af deltagerne skrev det i baggrundsmaterialet for konferencen (Finn Egeland Hansen): »Spørgmålet er ikke, om børn kan tåle den nye musik - det kan de selvfølgelig. Men derimod hvorfor voksne tror, spørgsmålet er relevant, og hvorfor voksengenerationen har vendt ryggen til stort set et helt århundredes musik.«

Men Louis Jensens historie kan optimistisk set også tage en anden drejning: »Men så skete der noget helt uventet. Deltagerne i konferencen ønskede virkelig at sætte handling på de mange ord. De gik virkelig hjem og det endte ikke som i tilfældet Antonius' prædiken for ålene og karperne.«

Forberedelse

Der er ingen grund til på forhånd at afvise den sidstnævnte udvikling, så hvorfor ikke lade som om, det bliver den faktiske udvikling på historien? Selve oplægget til konferencen antydede allerede graden af engagement. En længere række forstå-sig-på'ere havde skrevet korte case stories om stort og småt, bredt og smalt. Alle historier båret af et engagement og vilje til at bidrage med indlæg i den debat, der i heldigste tilfælde kan føre til en bedring af forholdene på områ-det. Disse historier dannede bag-grundsmateriale for konferencedeltagerne, som forud for selve konferencen kunne opleve komponisten Bent Lorentzens værk Comics med Sjællands Symfoniorkester i Frihedens Idrætscenter. Konferencen blev arrangeret af Dansk Komponist Forening og Levende Musik i Skolen.

Til oplysning kan man stikordsagtigt remse indholdet op i de bidrag, der udgjorde baggrundmaterialet for konferencen:

• Pædagogen Lisbeth Bergstedt skriver om fordommene omkring ny musik. Vi skal finde metoden, der er brugbar i forhold til den musik, det drejer sig om. »Vi har som undervisere en forpligtelser til ikke at overlevere disse fordomme.«

• Musikeren David Strong mener, at de unge skal have beskidte fingre. De skal være aktivt involveret med at spille og improvisere i stedet for at sidde passivt og få fortalt, hvor spændende den ny musik er. Strong har erfaringer fra arbejdet med Det Jyske Ensemble.

• Musikkritikeren Thomas Michelsen prøver at vende sagen på hovedet. Ny musik er ikke for børn, skriver han. Attituden »Nu skal vi rigtig hjælpe de små, så de kan blive glade for den ny musik« er ikke til at bære. Som vellykket pædagogik med ny musik nævner Michelsen musik af kom-ponisterne Eva Noer Kondrup, Bent Lorentzen og Bodil Heister. Michelsen er på linie med Strong: Lad børnene selv spille.

• Komponisten Ivar Frounberg skriver i sit indlæg om erfaringerne med samarbejds-projektet mellem konservatorierne i København og Odense, Musikhøst festivalen og Odense Musikskole.

• Formand for LMS, Ebbe Høyrup, skriver om den gode lærer, der gør stoffet spændende. Han stiller spørgsmålet: Kan børn tåle al den kvalitet? Han kommer, måske ikke uventet for dette tidsskrifts læsere, frem til den konklusion, at børn godt kan tåle kvalitet.

• Kirstine Haase, elev på Ry Højskole, skriver om et givende møde med Århus Sinfonietta.

• Musikeren Per Egholm skriver, at børn ikke har fordomme, og de derfor er gode at have med at gøre. Gode tips: Rigtig introduktion, ikke for langt forløb, ikke for krævende, hjerteblodet skal være med.

• Komponisten Mogens Christensen går historisk til værks og opdeler de sidste 100 års bestræbelser i en række hovedkategorier. Opstillingen strækker sig fra passiv til aktiv deltagelse. Christensen taler om et projekt i 2. halvdel af 2000, hvor børn inviteres til tre værksteder bygget op over et fælles emne. Digte, male og skrive musik skal børnene. Børnene skal arbejde så tæt på den professionelle kunst som muligt. Nøgleord: At udtrykke sig i sin egen kunnens grænseland, lade man lader børnene opleve de eksistentielle tvivlspørgs-mål, der hos mange kunstnere er livets drivstof.

• Musikeren Niels-Ole Bo Johansen skriver at ingen former for musik kan skade børn. Han mener, at konferencedeltagerne skal forsøge at definere, hvad vi mener med ny musik. Johansen fastholder, at vi ikke må tale ned til børnene og heller ikke hen over hovedet på dem.

• Musikeren Elsebeth Speyer skriver om at afmystificere koncertformen. Vigtigheden af den personlige kontakt. Spil for og med børn. Afpas en meget større del af orkestrenes og ensemblernes virksomhed til børn og unge.

• Musikeren Fritz Berthelsen skriver om en oplevelse i Sydamerika, hvor taknemmelige, fattige piger tog imod Ejnar Kandings musik uden problemer. Børn tåler ny musik, skriver Berthelsen.

• Musikforskeren Arendse Maria Plesner skriver om børns udvikling, om hvornår de kan hvad. Vigtigt: For barnet er musikken tæt knyttet til barnet selv, dets situation, dets krop og dets helt nære verden.

• Musikforskeren Frede V. Nielsen går historisk til værks - han mener, at en af de mest aktuelle musikpædago-giske udfordringer er at undersøge kriterier for musikalsk væsentlighed og derpå søge dem udmøntet i konkret undervisning.

• Pædagogen Joachim Bang skriver om et projekt med 25 10-årige, der med succes arbejdede sammen med Palle Mikkelborg og Gert Sørensen.

• Formidleren Håkon Skoge refererer til erfaringer hos Norske Rikskon-serter, som gennem 30 år har beskæftiget sig med musikformidling til børn og unge. Skoge siger at »Børn er professorer i leg«. Det norske projekt 'Drivhuset' præsenteres.

• Projektkoordinator på MIC, Jens Rossel, skriver om dengang han var informationschef på Aarhus Symfoniorkester og fik sat flere ting igang, bl.a. Bent Lorentzens Comics.

• Pædagogen Hennie Martinsen har som musikskolelærer arbejdet med Eva Noer Kondrups Nat og Morgen, som blev opført ved komponistens debutkoncert. Den 21. november foregik koncerten, og det gik godt. Man bør komponere ny musik af høj kvalitet for børn.

• Pædagogen Edith Lorentzen taler bl.a. om Lydformningsforløb. Procesorienteret musikundervisning er godt.

• Forskeren Finn Egeland Hansen afviser udgangsspørgsmålet om, hvorvidt børn kan tåle ny musik. Han skriver om erfaringerne med sit båndtroperingsprojekt.

• Formidleren Elisabeth von Leliwa skriver en rapport fra opførelsen af Lorentzens Comics i Düsseldorf.

• Pædagogen Mette Stig Nielsen fortæller om sin egen udvikling mod frigørelsen fra fastlagte mønstre. Cage åbnede sindet. »Der er potentiale i børn og unge«, siger Mette Stig Nielsen. Klang og lydfænomener er i centrum.

• Journalisten Else Cornelius er begejstret over Thalia Meyers 50 stykker ny musik for klaver, som varer fra 37 sekunder til næsten 5 minutter.

• Komponisten Sven Erik Werner har begrænset erfaring inden for det pædagogiske felt. De gange han har beskæftiget sig med området har han dog haft positive oplevelser. Werner har endnu ikke mødt en voksen, der er rigtig klog på børn, lige bortset fra Thomas Winding og Astrid Lindgren. Werner mener ikke, at spørgsmålet Kan børn tåle ny musik? giver mening, ikke engang som studentikos provokation. Gode indfaldsvinkler til arbejdet med musik og børn: Humor, naivitet, spontanitet, glæde, sorg og patos.

Hvordan kommer vi videre?

Konferencens arrangører havde forud for konferencen opstillet en række spørgsmål til de deltagende:

• Hvordan lytter børn overhovedet til musik?

• Skal komponister gøre noget særligt, når de komponerer for børn?

• Skal der være særlige vilkår eller rammer ved koncerter med ny musik for børn?

• Hvad kræves der af underviseren/formidleren, når børn hører eller arbejder med ny musik?

• Er det overhovedet væsentligt at gøre en særlig indsats for at børn også præsenteres for denne genre?

• Er der musikalske årsager til, at børn så forholdsvis sjældent konfronteres med den nutidige kompositionsmusik?

Med Bent Lorentzens klingende Comics-musik i øret samledes konference-deltagerne for om muligt at svare på disse spørgsmål, samt også det vel sagtens retorisk mente spørgsmål: Kan børn tåle ny musik?

Selv mente nærværende konferencedeltager, at succeskriteriet for konferencen burde være, at der sættes mere lys på området samt etablering af et forum, der bliver ved med at udvikle området. Mødet kunne, med Edith Lorentzens formulering i konference-oplægget, i heldigste fald »afstedkomme en overordnet nytænkning i den musikpædagogiske og -politiske debat omkring musikkens indhold og udformning i skolen og de uddannelser, som uddanner lærere til dette vitale og afgørende område for musiklivets aftagere.« Nu må man finde ud af hvordan og på hvilke præmisser. Man skal finde ud af, hvad der er sket på området, og hvad der gerne skulle ske i nærmeste fremtid og på længere sigt.

Når det ikke er urimeligt at bibeholde den opbyggelige optimisme, skyldes det, at der faktisk allerede er sket noget siden Harald Bjerg Emborg redigerede Skolemusik med Per Nørgårds Morgenmusik I i 1961, over animationskoncerter i DUT ude på landets skoler i 80'erne med ansatspunkt i Dr. Werner Klüppelholz' gamle bog, til Paynter-projekt i Århus. Inden for de senere år er der kommet nye tiltag, som undervisere og formidlere kan bygge videre på. Små skridt er også skridt.

På publikationssiden gør Orla Vinther i sin case story med rette opmærksom på to bøger, nemlig 2. udgaven af Frede V. Nielsens Almen Musikdidaktik, og Mette Stig Nielsens Madam Press Died Last Week At Ninety. Tendenser i det 20. århundredes musik. Og det nordiske samarbejde lever i Nordisk Netværk for Musikpædagogisk Forskning i kraft af møder og årbog. Først i 90erne kom Jon-Roar Bjørkvolds bog Det musiske menneske, som fortalte om barnet, sangen, leg og indlæring.

På konservatoriet i Odense har man gennem flere år kunnet opleve komponister arbejde med musik-skolebørn. Ivar Frounberg har erfaringer som lærer på Odense Musikskole.

De norske Rikskonserter har igennem en årrække gjort erfaringer med børn og ny musik. Bryt Lydmuren har denne skribent selv oplevet på Ultima festivalen. Nordmændene bliver ved med at udvikle området. Håkon Skoge fra Norge dokumenterer det i sit indlæg til konferencen.

Den stigende interesse for området kan spores på andre områder. Den 10. februar sidste år blev der på Christiansborg afholdt en konference med overskriften Fundamentet for musiklivet i Danmark - den førte til videre diskussioner. Dansk Musik Tidsskrift var et af stederne, hvor debatten blev taget op.

For ikke længe siden blev der etableret et Dansk Netværk for musikpædagogisk forskning. Og der er også dannet et netværk (Musikalske Byggesten), som har til formål at yde gensidig orientering og inspiration. Interesserede kan henvende sig til Levende Musik i Skolen, som gerne optager flere medlemmer i netværket.

Disse tiltag er ikke repræsentative for området: Mange andre gode projekter kunne nævnes. Der er imidlertid ikke grund til at opremse gode tiltag i flæng, for der er alligevel ingen lærere, der har tid til at sætte sig ind i det nye materiale. Det var den paradoksale udmelding fra flere af konferencedeltagerne. Dette uddybes nedenfor.

Gruppediskussioner

En af forfatteren Louis Jensens pointer var, at det at skrive eller komponere for børn slet ikke behøver at involvere pædagogik. Med en følsom formulering sagde Jensen: »Jeg åbner mig for det, men uden at jeg sætter mig selv over styr.« Lorentzens Comics syntes at bekræfte dette, komponisten har ikke gjort sig specielle didaktiske overvejelser angående værket og dets fremtoning. Der skal ikke specielle tricks eller behændige greb til for at skrive for børn - den bedste kunst kan faktisk det hele. Der var ingen der nævnte eksemplet H.C. Andersen, så han kommer med i denne tekst som et bevis på, at det er muligt at ramme plet i alle aldre til alle tider.

For at sætte gang i den udviklende dialog, havde arrangørerne inviteret fire personer med meget forskellig indgang til at beskæftige sig med musik: Folkeskolelæreren Lisbeth Bergstedt, musikeren Per Egholm og komponisterne Bent Lorentzen og Mogens Christensen. Deres oplevelser kom frem i gruppearbejder, og de dannede udgangspunkt for de videre diskussioner i et senere plenum.

Lisbeth Bergstedt præsenterede sig selv om en »helt almindelig folkeskolelærer« fra Korsør Kommune. Hun er ikke uddannet på musiklinjen - og det er der ingen af lærerne på hendes skole, der er. I kommunen samarbejder man med musikskole- og folkeskolelærere. Lisbeth Bergstedt siger, at de hver for sig er uundværlige - musikskolelærere kan ikke helt overtage musikundervisningen i folkeskolen. Man udgør således ingen trussel mod hinanden.

Den holdning må siges at udtrykke et optimistisk forhold til den generelle situation, for historisk set har parterne ikke haft megen tillid til et reelt samarbejde.

Lisbeth Bergstedt mener, at man i folkeskolen i for høj grad fokuserer på et succeskriterium, der handler om at eleverne kan sammenspil - og spille til forældremøder osv. Læseplanens indhold vedrørende formidlingen overser man stort set. Dette sker bl.a. på grund af forældrene, der bombarderes med undersøgelser, der fortæller at danske børn er 'dumme' - kan for lidt historie, dansk og matematik - lærerne føler at de har et forklaringsproblem over for forældrene, og dér er umiddelbare resultater som at eleverne kan spille noget sammen til at tage og føle på.

Musikalske Byggesten i samarbejde med Sjællands Symfoniorkester har været forsøgt. Lisbeth Bergstedt vurderer projektet meget positivt - men igen har hun svært ved at forsvare det over for forældrene, der kun ser en ussel koncert som resultatet. Bergstedt ser andre resultater, og mener at børnene på længere sigt får meget ud af et sådant projekt. Hun anser ny musik for at være et stedbarn i musikundervisningen og vil gerne gøre noget ved det.

I øvrigt er 'ny musik' et vidt begreb for børn - Bach og Händel er også nyt for børn. Men hun medgiver at tone-sproget her alligevel forekommer børnene mere bekendt. Den nye kompositionsmusik har i kraft af det 'fremmede' andre pædagogiske muligheder: Indlæringsundersøgelser viser, at indlæring fremmes af konfrontation med det uventede, det ukendte - og 'ny musik' svarer ikke til kendte forestillinger om, hvad musik er for noget.

Diskussionen og Lisbeth Bergstedts oplæg handlede meget om musik-undervisningens generelle trængsler, og behovet for samarbejde, netværk, anvendelse af gæstelærere osv.

Diskussionerne i gruppen:

• Er ny musik (altid) 'mærkelig', ukendt og vanskelig at kapere - for børn? Er det ikke en voksen-fordom, der udbredes af underviserne? Måske er der større overensstemmelse mellem ny musik og den musik børn i øvrigt hører, end man tror? Hvorom alting er kræver al musik en slags kodefortrolighed - og problemet er, at lærerne/forældrene ikke har den, når det gælder ny musik.

• Engagement er afgørende - igen er situationen den, at musiklærerne ikke er engagerede i ny musik, hvorfor de nærmest udgør en forhindring.

• Problemet ligger også højere oppe i systemet: Seminarie-uddannelsen af musiklærere er ringe. Andre udtrykte det endnu mere markant: Det er ikke børnene, der er problemet - heller ikke kun musiklærerne - det er hele det resterende (voksne) samfund, der ikke vil røre ved den nye musik.

• Diskussion af metode kontra kunst - hvad skal komme først? Nogle mente, at det vigtigste er, at børn overhovedet møder ny musik - metoden er underordnet. Andre mente, at metoden spiller en betydelig rolle - for børn i folkeskolen (måske i modsætning til musikskolen) er ikke altid åbne og lyttende - heller ikke i matematiktimerne. Det kræver med andre ord gode metoder at fange børns opmærksomhed.

• Endelig var man enige om, at komponister skal skrive musik - ikke skrive for børn. Børn skal ikke have særbehandling. Men selvfølgelig kan formidlerne gøre et stykke arbejde med at skabe gode rammer - ikke for 'stive' koncertsituationer osv. - dog uden at det hele skal gå op i klovnerier.

Per Egholm ser musikken som 'kasteløs' i vores samfund - en slags moderne hofnar. Fordommene er at finde hos lærerne og de voksne. Egholm diskuterede hvordan man bedst kommer i kontakt med publikum: Skal det være i kraft af 'Østergaard-fiseringen' (her hentyder Egholm formodentlig til docent Jens Østergaards koncertintroduktioner), eller skal det være en anden form for modning eller bevidstgørelse af publikum. Der skal mere formidling til, fastslår Per Egholm. Han mener, at lærerne er fremmedgjorte i forhold til det, de har fået at arbejde med. Læreren skal forberedes og børnene skal disciplineres og forbederes på fordybelseskrævende musik.

På baggrund af arbejdet i Bent Lorentzen-gruppen fremhævede John Frandsen, at meget af den klassiske musik overlever i kraft af drivkraften i sit udtryk. Dermed taler den ikke bare til voksne, men også til børn. Den taler i virkeligheden universelt. Der kunne komme interessante pointer ud af en overvejelse af, om det at kommunikere direkte til børn er noget, vi kan lære af i forhold til komponisters måde at komponere musik på i al almindelighed.

Frandsen talte her også om et behov for en holdningsændring i musiklivet. Det gælder såvel det skabende som det udøvende musikliv. Vi må opkvalificere det at skrive musik for børn. Hele området har lavstatus blandt komponsiter og musikere. Det må der gøres noget ved. Frandsen mener, at nærværende konference kan være med til at bearbejde disse holdninger.

I gruppen fortalte Bent Lorentzen om sine projekter. Han forsøgte at sondre mellem musik skrevet for børn eller med børn eller af børn. Man drøftede det vigtige spørgsmål: Er det i dette tilfælde kunst for kunstens egen skyld eller er det kunst for pædagogikkens skyld?

Børn gennemskuer når komponisten taler ned til børnene. Ironi er problematisk, man skal hellere være solidarisk med børnene.

Gruppearbejdet med Mogens Christensen handlede om projektet Byggesten, som Christensen har arbejdet sammen om med Sjællands Symfoniorkester på baggrund af erfaringer med Byggestens-projektet i England. Målet er ikke at gøre børnene til bedre komponister, men at gøre dem til bedre lyttere i kraft af arbejdet sammen med en komponist, der gennemgår kompositionsøvelser. Dette arbejde gør børnene mere bevidste om musikalske udtryksmuligheder. Byggestens-metoden er ikke nødvendigvis en ny musik-metode, men den virker bedst med ny musik.

Komponistens rolle er her, med Mogens Christensens formulering, at være åben som en ladeport, så han kan opfange den kreativitet og den respons, han får fra børnene. Komponistens og musikerens roller er her veldefinerede, mens den lokale lærerrolle er mindre veldefineret.

Konferencen kan være med til at afstikke nye retningslinier for området, og man aftalte at følge op konkret med dannelse af et nætværk, der arbejder videre med området.

Hvad sagde de egentlig?

Hvis De vil vide, hvad der blev sagt ved konferencens plenumdiskussion af blandt andre Ove Steen Schmidt, Håkon Skoge, Mette Stig Nielsen, Carl Bergstrøm-Nielsen, Svend Aaquist, Inge Marstal, Birgitte Alsted, Elsebeth Speyer, Edith Lorentzen, Per Egholm og Ebbe Høyrup, så læs videre på www.danishcomposers.dk

Her ligger hele konferencerapporten.

Tak til Samfundet til Udgivelse af dansk Musik for tilladelse til at gengive Comics tegneserie s. 6-7.