Jesús Ruedas musik

Af
| DMT Årgang 75 (2000-2001) nr. 02 - side 55-55

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Musik af yngre spanske komponister er ikke det, man tiest støder på her i landet - og for den sags skyld gælder det samme de ældre nulevende: hvornår har man sidst hørt værker af fx Cristóbal Halffter, Luis de Pablo eller Tomás Marco, for blot at nævne tre af de mest kendte?

Jeg har da heller ikke tidligere haft lejlighed til at høre musik af Jesús Rueda (f. 1961). Men ved gennemlytning af en række af hans værker har der vist sig nogle træk, som bestemt er interessante, og som tilsammen tegner en ganske markant kunstnerisk profil.

Det gælder således det ældste af de værker, jeg har lyttet til: La Esencia Subita for strygekvartet. Værket er fra 1989-90 og fængsler fra starten med en hæsblæsende rejse gennem strukturer à la Xenakis i et spændingsfyldt forløb, hvor stoffet synes at blive behandlet som i et spejlkabinet: Billede efter billede, hvor forskellige elementer forstørres, bringes i fokus, ses i et nyt lys etc. Mas la Noche (1991) for kammerorkester går i samme retning: Værket starter med et brag, som sender vibrerende gnister ud i alle retninger, og som klinger videre i en fascinerende vekselvirkning mellem strukturer, som ikke et øjeblik hviler i sig selv, men som danner et myldrende og hektisk mønster af konstant forandring. Vi er til stadighed på vej mod nye steder, men vi forbliver inden for et entydigt nutidigt stilistisk rum.

Derimod overrasker Sonata for klaver fra 1991 med virtuose løb i et ganske overrumplende traditionelt pianistisk sprog - ikke som egentligt stilcitat, men som en effektiv tagen bestemte dele af traditionen i brug (nærmest Messiaen, heri indbefattet dennes egne rødder i traditionen) og en sætten disse stilelementer under kompositorisk lup, så deres særpræg bliver markante. Her er tale om et mod til både rendyrkning og fabulering, som fungerer effektivt, og som eksploderer i en sand dynamisk pragtudfoldelse. Noget af det samme kan iagttages i Cadenza (1997) for klaver og kammerorkester, hvor vi møder en dynamisk strøm, som river genkendeligt, men mere eller mindre fremmedgjort stilistisk materiale med sig i et virtuost spil. I Sinamay (1991) for klaver og kammerensemble er der i højere grad tale om en dualistisk vekselvirkning mellem tradition og modernisme.

En helt tredje side af Jesús Ruedas musik stifter man bekendtskab med i Fons Vitae (1994) for orkester. Værket begynder som en fremadskridende 'procession', en bevægelse i det dybe register, markeret med paukeslag og forsynet med et glitrende spektrum som overbygning. Her er noget af det, jeg umiddelbart ventede af en spansk komponist, som i alder ligger mellem franskmændene Murail og Campo: En kombination af et arbejde med klanglige spektre og en dramatisk udvikling i det musikalske forløb, som bringer orkesterværker af både Halffter og Marco i erindring. Efter indledningen viser der sig da også et træk, som netop kendes fra disse komponister: Et mangesidet vekselspil mellem musikalsk fortid og nutid, mellem melodisk linjeføring og fantasifuld dynamisk opbygning af mere statiske strukturer - som imidlertid her med sit præg af rytmiske og klanglige spektre peger i retning af Paris. I over-ensstemmelse med titlen vokser et rigt differentieret liv frem. De forskellige stilelementer er hørt før, men her smeltes de sammen til en enhed af en komponist, som tydeligt nok ved, hvad han vil - der er en særegen insisterende dynamik, denne gang i funktion som enheds-dannende faktor, over det hele.

Samtlige disse værker anskueliggør således Ruedas evne til at lade velkendte traditionelle og nutidige stiltræk træde frem på overbevisende måde, til tider i rendyrket form, til tider effektfuldt kombineret med hinanden på forskellig vis. Rueda har en vilje til umiddelbart udtryk, som på én gang er præget af klarhed og af medrivende temperamentsudfoldelse. På den kulturelle mangfol-digheds præmisser har han afgjort fået etableret et stilistisk rum, som åbner sig udad både i tid og i musikalsk geografi, men som synes at have et intenst-virtuost 'spansk' udtryk som basis. Det skal blive spændende at høre den cd med værker af Jesús Rueda, som er under udgivelse.

Årgang 75/2000-2001, nr. 02